Den kolde krig kaster fortsat sorte skygger over dagens debat.

Mange myter bliver gentaget så mange gange, at de ender med at tage sig ud som sandheder. En af de mest sejlivede er den om, at DR ikke var kritisk over for Sovjetunionen. Senest hørte jeg påstanden fremsat af min tidligere radiorådsformand, Jørgen Kleener, i P1’s krønike om den kolde krig. Men hans udsagn stemmer ikke overens med de faktiske begivenheder, sådan som jeg oplevede dem i mine knap 40 år i DR. På et sæsonplanmøde helt tilbage i foråret 1978 vedtog Kultur- og samfundsafdelingen således – for nu blot at nævne et markant eksempel – en storstilet plan om at producere en hel udsendelsesserie med titlen ’Socialisme – drøm eller virkelighed’. Så godt som samtlige medarbejdere blev involveret og alle blev sendt øst for Jerntæppet. Udsendelserne skulle sætte de reelt eksisterende socialistiske landes hverdag til kritisk debat. Sammen med en russisktalende dansk tolk skulle jeg rejse Sovjetunionen tyndt i sensommeren 1978. Mit første møde med sovjetsocialismen foregik på Den Røde Plads. Den var imponerende, men de strækmarcherende soldater uden for Lenins mausoleum virkede skræmmende. De lange køer af skolebørn, der stod i timevis og ventede på at få et glimt af den afdøde partileder, forekom patetiske. Det andet var synet af de store boligkarreer i Moskvas forstæder, der fik Brøndby Strand til at fremstå som et idyllisk og smukt velfærdsbyggeri. Og under et besøg i et af de huse blev jeg slået af lugten: Der stank af fattigdom. Moskvaborgerne var bunket sammen i disse højhuse. Der boede indtil flere familier i hver lejlighed, mange havde kun et enkelt værelse til rådighed, og ofte var op til ti familier fælles om ét køkken og toilet. Jeg så også folk stå i lange køer efter selv de mest almindelige forbrugsvarer. Jeg oplevede, at det at købe kød f.eks. næsten var et dagsværk. Først skulle jeg hen til disken for at se, hvilken slags kød der blev udbudt i dag. Så skulle jeg bagest i kassekøen og købe en bon svarende til det beløb, jeg ville købe kød for. Derefter gik turen tilbage til bagest i køddiskkøen for at indløse min betalingsbon med den vare, jeg ønskede mig. Det tog tid. Og ekspeditricerne tog det roligt. De gjorde klart, at de ikke var til for min skyld. »Det her er jo ikke kapitalisme«, sagde de til mig, »her er socialisme, og i Sovjet respekterer vi det arbejdende menneske«. I Grusien oplevede jeg, hvordan tomathøsten slog alle rekorder og sprængte femårsplanen med mange tusinde ton. Og jeg så med mine egne øjne, hvordan kollektivbønderne pløjede de mange overskydende tomater ned i jorden igen, fordi femårsplanen ikke havde taget højde for naturens frodighed. Der var ikke i planen sørget for, at der var lastbiler nok til at transportere den enorme høst til fabrikken, eller tilstrækkeligt med fabrikskapacitet til at henkoge de mange tomater endsige produceret dåser nok til at konservere tomaterne i. Senere i Armenien så jeg også, hvordan en sending nye kartofler til hotellet i Jerevan blev hældt ned i kartoffelkælderen til de i forvejen rådne og halvt opløste kartofler fra forrige høst. Et næsten symbolsk billede på Sovjetunionens forfald. De store kollektive marker blev misrøgtet, mens bøndernes små private lodder omhyggeligt blev plejet og passet. Mere end 80 procent af alle de grøntsager, der blev solgt i Sovjet i 1978, kom fra disse private stykker jord. Mens høsten fra kollektivbrugene kun lige med nød og næppe dækkede de sidste 20 procent. På de såkaldt frie markeder, hvor bønderne tilbød deres private høst af kartofler, frugt og grønsager, kunne de sovjetborgere, der havde råd til det – partifunktionærer f.eks. – købe ind til tårnhøje priser, mens den almindelige russer måtte nøjes med statsbutikkernes langt ringere udbud. Jeg førte omhyggeligt dagbog på hele turen. Skrev på en lille let rejseskrivemaskine og på tyndt luftpostpapir. Som regel lod jeg papiret sidde i maskinen og stoppede midt i en sætning. Det betød, at jeg hver aften, når jeg vendte tilbage til hotelværelset kunne konstatere, at nogen havde haft papiret ude af maskinen og forsøgt at sætte det på plads igen. Uden held. Linjerne hoppede. Og jeg vidste, at der blev fulgt nøje med i, hvad jeg foretog mig. I Armenien ville både jeg og tolken ringe hjem til Danmark. Desværre, sagde de på hovedpostkontoret i Jerevan, kunne man ikke ringe til lige netop Danmark i øjeblikket. Vi bad om at tale med direktøren og sidst med postministeren. Enden blev, at vi kunne få en linje til København tre dage senere klokken 02.00. Fint sagde vi, bare stil den om til vores hotel. Men nej, det kunne ikke lade sig gøre. Ville vi tale med Danmark, havde vi at møde op på selve hovedpostkontoret, der så ville holde åbent den nat for vores skyld. Vi vendte tilbage til hotellet og bad den babusjka, der sad på hver etage og passede på gæsterne, om at vække os kvart i to. Nitjevo, det kan ikke lade sig gøre, lød svaret. Enden på det hele blev så, at vi selv måtte holde os vågne, til det var telefontid. Vi købte en flaske vodka og drak det meste i løbet af ventetiden med det resultat, at vi var rigtig godt berusede, da klokken blev to om natten. Vi skråede grinende og ret larmende over torvet til postkontoret. Og da vi fik vores forbindelse, kunne vi knap sige et ord til dem hjemme i Danmark. Vi fnisede bare og væltede rundt i den lille telefonboks til uendelig irritation for modtagerne hjemme i Danmark, der var blevet vækket af deres søvn for at høre på vores fuldemandssnak. I Grusiens hovedstad Tbilisi boede jeg på hotel Iberia, der var byens stolthed og absolut mest luksuriøse indkvarteringsmulighed. I dag huser det flygtninge fra krigen med Rusland, så jeg i et tv-klip forleden. Og fortidens fornemhed er forduftet for altid. Knap en time efter, at jeg var rykket ind på mit værelse, bankede det på min dør. To grusiske herrer, begge udstyret med store stalinoverskæg ville gerne vide, om jeg havde noget porno til salg, for så var de bestemt meget velvillige og betalingsstærke aftagere. Da jeg benægtede at have kufferten fyldt med pornoblade, så de på mig med en vis undren, rystede på hovedet og udtrykte dyb undren over, at jeg havde ladet en så oplagt forretningsmulighed gå min næse forbi. Alt det – og meget mere – berettede jeg om for lytterne, da jeg vendte hjem til Danmark igen. Jeg fortalte også om mit møde med en embedsmand fra centralplanlægningsafdelingen, GOSPLAN. Han var lejer i et af de store cementbyggerier lidt uden for Moskvas centrum. Men han boede fyrsteligt i forhold til mange menige russere. Fordi han var ledende embedsmand i Centralkomiteen, havde han og hans kone fået tildelt deres helt egen lejlighed med to værelser. Jeg kunne kun komme til at tale med ham, efter at han havde sat en tehætte over sin telefon, placeret en grammofon med meget høj musik lige ved siden af mig og rykket vores stole ud midt på gulvet. Hans beretning var til gengæld både morsom og overraskende – og meget sigende for det, der senere skulle føre til Sovjetunionens sammenbrud. Hans arbejde bestod i at lave indberetninger til kommunistpartiets centralkomite om kornhøsten i alle dele af landet. Centralkomiteen brugte så tallene til at styre udviklingen af landbruget og til at udarbejde nye femårsplaner. Men alle de tal, vores embedsmand sendte videre, havde intet med virkeligheden at gøre. De var opskruede for at behage lederne i Kreml. Alle embedsmænd, fortalte han med hviskende stemme, gjorde tallene en smule bedre, så de kom nærmere opfyldelsen af den altid løbende femårsplan. Det fremmede karrieren. Jeg fortalte også lytterne om, hvordan folk i Tbilisi var gået amok foran en skobutik og næsten var kommet op at slås om den sending fodtøj, der endelig var nået frem til byen. Jeg skildrede den uforskammede behandling, mennesker fik i butikkerne, hvor ekspeditricerne kunne stå i lang tid og tale privat i telefon eller med hinanden uden at ænse kunderne. Udsendelserne fra Sovjetunionen fik i øvrigt mange rosende ord med på vejen af dagbladenes radioanmeldere – bl.a. her i Politiken. Men det kommunistiske dagblad Land og Folk var langtfra begejstret. Her skummede man af raseri. Bladets balletanmelder Allan Fredericia skrev bl.a.: »Denne første udsendelse gjorde intet forsøg på at finde sporet af den sovjetiske socialisme, men derimod sporet af Goebbels greulpropaganda for at traske videre deri. Udsendelsen unddrager sig en saglig vurdering, da den gennemgående viderebringer Kjeld Koplevs personlige observationer, der er af en så udflydende art, at der kun kan findes to faktiske oplysninger – pris på pølser og antal selvbetjeningsbutikker i Moskva, hvor i hvert fald sidstnævnte ikke stemmer overens med sandheden ... Alene disse to fakta viser, hvilket niveau Koplev bevæger sig på. Gennem foregivne eller rettere sagt opdigtede samtaler skal vi høre om sovjetmenneskets fortrædeligheder i dagligdagen. Småt med varesortimentet, værre med serviceniveauet, værst med den menneskelige anstændighed. Folk slås – ifølge Koplev – om skoene i en moskvaport, de danske sporfindere tilfældigvis kommer forbi ... I løbet af en times tid fik Koplev afliret næsten alle de antisovjetdiske fraser, der har eksisteret i efterkrigstiden«. I kølvandet på radioudsendelserne blev jeg inviteret ind i det, der dengang hed Venskabsforeningen Danmark-Sovjetunionen, »for at fortælle om min rejse«, som der stod i indbydelsen. Salen i Cosmorama-biografen var stopfuld, og jeg nåede at registrere, at det dog var fantastisk, at så mange måtte have hørt min forholdsvis lange række af udsendelser på P1. Jeg var såmænd helt stolt. Men tonen blev slået an allerede fra første takt, da formanden for foreningen, Land og Folks balletanmelder gennem en menneskealder, Allan Fredericia (ham, der havde anmeldt mig i Land og Folk), sprang op fra sit sæde forrest i salen og til publikums ubetingede begejstring råbte, at hvert et ord, jeg havde bragt og sagt i den amerikansk dominerede radio, var det rene løgn og latin. Og det skulle denne aften dokumentere, hvis det stod til ham. Det var nu ikke, hvad jeg havde fået opfattelsen af, da jeg modtog indbydelsen. Men jeg nåede ikke at tænke mange tanker, før DKP’s Alfred Jensen, manden, der havde en fortid som minister i den første efterkrigsregering, fulgte trop ved at skrige ud over hele salen, at han nok vidste, hvem der havde betalt min rejse rundt i Sovjetunionen. Det mente jeg nu også at vide. Men mit spæde pip om, at jeg havde fået mine bilag godtgjort i Danmarks Radios regnskabsafdeling, blev aldeles overdøvet af Alfreds Jensens malmfulde og magtfulde stemme, der kundgjorde – med ryggen til mig oppe på podiet – at det amerikanske efterretningsvæsen CIA havde dækket udgifterne til min rejse. Og sådan fortsatte det en times tid. Man kan ikke sige, at foreningen levede op til førstedelen af sit navn. Beskyldninger føg om ørerne på mig. Der var ingen i salen eller blandt arrangørerne, der var synderligt interesserede i at høre om mine oplevelser af dagligdagen i det daværende Sovjet. Hver gang jeg fik tilranet mig ordet, blev jeg straks overdøvet af stemmer fra salen, der råbte, at alt det jeg sagde, var lutter lusk og latterlige løgne. Til sidst fik jeg taget mig sammen, og et kort øjeblik formåede jeg at overdøve hele salen med råbet: »Nu går jeg – og så kan I have det så godt«. Det bragte forsamlingen til tavshed. Et ganske, ganske kort øjeblik var der ikke en eneste, der sagde noget. Men så sprang en ældre dame op fra sit sæde midt i biografen. »Du går ingen steder, lille ven«, skreg hun og pegede på mig med en meget lang paraply af den slags, den bulgarske agent brugte, da han forsøgte at ombringe paven på Peterspladsen i Rom. »Du går ingen steder«, vedblev hun, med en uhyggelig raspende stemme, »ikke før VI er færdige med DIG«. Men her blev min vrede alligevel afløst af en stille rislende glæde over at være dansker, at være hjemme i mit eget land, at være opdraget og født her under trygge politiske vilkår, hvor menneskerettighederne i højere grad end i så mange andre lande holdes i hævd. Med stille og rolig stemme forkyndte jeg, at det var just forskellen på det Sovjet, jeg havde skildret i mine udsendelser, og så dagens Danmark, at når jeg nu om lidt vandrede ud ad døren til højre i salen, så var det MIG, der var færdige med DEM.