Navn______________________ Udl.nr./personnr._____________ Jeg erklærer hermed, at jeg er blevet tvunget til at underskrive denne erklæring. Min underskrift er nemlig en forudsætning for, at jeg kan blive i Danmark. Jeg ved, at danskerne er stolte af deres demokrati, og at de tillægger det enkelte menneskes frihed og rettigheder stor betydning. Jeg erklærer derfor følgende: 1) Jeg skal gøre, hvad jeg kan for at indgå i det skolesystem, som danskerne regner for at være et af de bedste i verden. Jeg er klar over, at mange børn og unge i Danmark er dårlige til at læse eller skrive, og at mange af dem også mangler grundlæggende kendskab til historie, biologi, geografi, fremmede sprog og samfundsforhold. Jeg ved, at en af årsagerne til denne mangelfulde uddannelse er en systematisk nedvurdering af lærere og pædagoger i form af negativ omtale og ringe lønforhold. I Danmark er en målrettet og ensporet uddannelse blevet vigtigere end dét at være et lykkeligt menneske. Leg, bevægelse og kunstneriske udfoldelser er derfor en underprioriteret del af undervisningen. 2) Jeg er bekendt med, at jeg som fremmed med en anden religion ikke kan blive begravet sammen med mine trosfæller, hvis jeg skulle være så uheldig at dø i Danmark. Når dette sker, skal jeg transporteres tilbage til det land, jeg kommer fra, for at blive stedt til hvile dér. Jeg anerkender betydningen af denne kendsgerning for mine nærmeste pårørende, som stadig opholder sig i Danmark, og som derfor ikke vil have mulighed for at besøge min grav og sørge ved den. 3) Jeg er klar over, at en fejlslagen integration kan medføre, at vores børn og unge vil blive lige så ulykkelige og forvirrede som mange danske børn og unge. Begge grupper af unge har en stor rodløshed at kæmpe med, mange danske unge er velfærdsramte og påvirket af forældres og samfundets svigt, vores unge lider under at befinde sig mellem to kulturer og føle sig hjemløse begge steder. Jeg ved, at der ligesom i Paris for kort tid siden vil blive slået hårdt ned på de unges frustrerede reaktion og oprør mod urimeligheder - og at dette først og fremmest vil ramme vores børn og unge, fordi de altid vil være det svageste led i kæden. 4) Jeg ved, at liberalisering er et nøgleord i det danske samfund. Det betyder, at enhver skal klare sig, som han bedst kan og ikke belaste fællesskabet med sin lille, menneskelige byrde. Privatisering er et andet vigtigt ord, som egentlig udtrykker samme grundholdning til tilværelsen, nemlig en bevægelse væk fra fællesskabet og sociale værdier og hen mod alles kamp mod alle. Jeg har også hørt, at sidstnævnte privatisering i mange europæiske lande indebærer ringere service for borgerne, fordi privatiseringen på sigt udhuler det offentliges ansvar og ydelser. 5) Jeg anerkender, at man i Danmark har nedbrudt familiens struktur, og at dette forhold ikke alene betragtes som acceptabelt, men også som et udtryk for, at danskerne tilhører en avanceret civilisation. I Danmark har man adskilt børn, voksne og gamle i hver deres forskellige institutioner, vuggestuer, børnehaver, skoler, arbejdspladser og plejehjem. Denne opdeling medfører et vigtigt erfaringstab for alle aldersgrupper og skaber en øget rodløshed hos de unge og en stor ensomhed for de gamle. Ensomheden er et fælles grundvilkår for danskerne, depressionen er blevet en udbredt folkesygdom, og selvmordsprocenten i Danmark rangerer blandt verdens højeste. 6) Jeg er ligeledes bekendt med, at ægteskabet for mange danskere er en kortvarig og knap så lykkelig affære. Næsten halvdelen af alle indgåede ægteskaber i Danmark ender med en skilsmisse, hvilket blandt andet betyder, at omkring hvert tredje barn er skilsmissebarn. Mange børn bliver desuden adfærdsforstyrrede, for de lider under manglen på en grundlæggende ro, støtte og kærlighed fra de voksnes side. Jeg ved også, at mange danske børn er anbragt uden for hjemmet, samt at mange modtager psykologisk og medicinsk behandling. Hustruvold forekommer ikke sjældent i danske familier, det samme gælder vold mod børn, fysisk og psykisk afstraffelse. 7) Jeg er helt klar over, at der i Danmark vil være stor mangel på plejere til at passe den gruppe mennesker, der er blevet gamle om ikke så mange år. Samtidig med denne erklæring skriver jeg under på, at jeg vil medvirke til at løse dette problem, når det opstår, fordi jeg kommer fra en kultur, der har tradition for stærke familiesammenhold og ved, hvad det vil sige at påtage sig et socialt ansvar. Jeg går ud fra, at området har været underprioriteret ligesom arbejdet med små og større børn, hvilket har forårsaget en nedslidning af de danske hjemme- og sygehjælpere og ført til flugt fra dette lavtlønsområde. 8) Jeg har erfaret, at man i Danmark dyrker individet frem for fællesskabet. Det er nødvendigt for mig også at indtage denne grundholdning for at kunne begå mig i det danske samfund. Et gammelt dansk ordsprog siger, at den, der kommer først til møllen, får malet sit korn først, og at man skal sørge for at mele sin egen kage. At fællesskabet og det medmenneskelige ansvar er en forudsætning for og nødvendig del af en anstændig, menneskelig tilværelse er man ved at glemme i Danmark. Dertil kommer, at gamle mennesker i det danske samfund har mistet deres betydning og indflydelse, fordi den individualistiske kultur dyrker ungdommen og det trendsættende udtryk. 9) Jeg må acceptere, at miljøet, ligesom i det land jeg kommer fra, snarere er underlagt økonomiske interesser end hensynet til sundheden og de kommende generationer. Miljøskandaler forekommer også her i landet, og initiativer i retning af udvikling af alternative energiformer og bæredygtig nytænkning får ikke den nødvendige støtte fra den danske regering. I Danmark har man desuden for længe siden accepteret fødevarer, hvis kvalitet er yderst ringe, fordi varerne skal sælges så billigt som muligt og derfor også produceres så billigt som muligt. Dette ses tydeligt i de ualmindeligt mange discountvarehuse, som sælger de samme dårlige varer. 10) Jeg er tvunget til at anerkende, at man i Danmark ikke bryder sig om at høre eller lære noget om den fremmede kultur, jeg kommer fra. Mange danskere er selvtilstrækkelige og mener, at deres kultur er verdens bedste. Danskerne er ikke interesserede i at vide noget om de bøger, der udkommer i mit land, de film, billeder og den musik, der skabes. I Danmark beskæftiger man sig i øjeblikket med at diskutere og producere den ene kanon efter den anden, men formålet med disse kanoner er til dels at bruge dem som skyts mod min kultur. Jeg har i øvrigt også bemærket, at mange danskere slet ikke er så interesserede i deres egen kunst og kultur og har svært ved at blive begejstret for de værker, de selv fremstiller. Ligesom i det land, jeg kommer fra, bliver danskerne sløve efter indtagelsen af kilometervis af dårlige amerikanske film, ligegyldige tv-programmer og intetsigende ugeblade. 11) Jeg respekterer, at regeringen ligger bag Børsen i Danmark. Med andre ord skal de, som har, gives mere i Danmark. Jeg ved, at gamle klasseskel er blevet visket ud, og at nye vinde blæser - og at kun få ting grundlæggende er forandret alligevel. De rige bliver stadig rigere, og de fattige er fortsat fattige, for regeringen forfordeler stadig de første og tager fra de sidste. Jeg er blevet gjort bekendt med, at en ikke ubetydelig andel af store virksomheders indtægt går uden om det danske skattesystem, samt at uligheden i det danske samfund ifølge en dansk socialminister ikke er stor nok. 12) Jeg ved, at man skal sørge for ikke at blive arbejdsløs i Danmark. Selv om den del af befolkningen, der har arbejde, knokler sig halvt ihjel, bliver syge eller dør af stresssymptomer, og den del af befolkningen, der ikke har arbejde, føler sig sat uden for spillet og bliver mere og mere inaktiv, gør regeringen ikke tilstrækkeligt for at rette op på den skæve balance. Det mantra, som lyder, at der er arbejde til alle, når bare man gider lave noget, er blevet sagt så mange gange, at folk i Danmark efterhånden tror på det. Jeg må acceptere, at jeg på trods af min højtkvalificerede uddannelse må være indstillet på at tage ufaglært arbejde. Jeg må ligeledes være indstillet på at følge tåbelige og uvedkommende kurser for arbejdsløse, hvis jeg ikke kommer i arbejde. Det sidste er der en god chance for, når arbejdsgiveren hører mit fremmedklingende navn. 13) Jeg er fuldstændig klar over, at jeg som flygtning eller indvandrer i Danmark ikke deler den øvrige befolknings rettigheder: retten til at gifte mig eller bo sammen med, hvem jeg vil, muligheden for at have min nærmeste familie tæt på mig, lige adgang til en bolig, frit valg af børneinstitution og undervisningstilbud, økonomisk anstændige levevilkår uden f.eks. starthjælpsforanstaltninger, sikkerhed mod pludselig udsmidning af landet og lige betingelser for offentlig hjælp. I Danmark er diskriminationen ikke så synlig, den findes kun mellem linjerne i lovens tekster og i fortolkningen af den. Jeg er ligeledes klar over, at antallet af flygtninge, som søger og får asyl i Danmark, er stærkt formindsket igennem de seneste år. 14) Jeg har fået oplyst, at ikke alle danskere stemmer, selv om de har mulighed for det ved regelmæssige valg, og selv om styreformen i Danmark er demokratisk. Mange mennesker i Danmark føler ikke, at politik har noget med dem selv at gøre, og en stor del af befolkningen nærer en dyb mistillid til både regering og politikere. Den danske regering er med til at sende kugler, raketter og bomber med hvidt fosfor efter uskyldige civile i fjerne lande. En sidegevinst ved disse angreb kunne være en simpel berigelse af råstoffer og andre værdier i form af f.eks. handelsaftaler og nye markeder. Men historien har lært os, at ingen vinder en krig mod krigen, og at krige kun avler ny terror, som medfører nye krige, en skrue uden ende. Alligevel ved jeg, at regeringen har sendt danske soldater til en fjern krig - og også at dette sker imod en stor del af den danske befolknings vilje. 15) Jeg er desværre helt bevidst om, at racismen, selv om den er forbudt ved lov, har kronede dage i Danmark. I Danmark må selv politikerne, de mennesker, som styrer landet, komme med racistiske udtalelser, uden at de bliver dømt. De må for eksempel gerne kalde islam for en kræftsvulst, en gøgeunge og en pest over Europa på deres hjemmesider eller på Folketingets talerstol, uden at der sker dem noget. På deres landsmøder må de gerne sige, at muslimer taler pænt til danskerne, mens de venter på at slå dem ihjel, og at de bare er kommet for at erobre Danmark. Uden at tjekke deres kilder står en del af de danske massemedier desuden klar til at male et paranoidt skræmmebillede af hætteklædte, bevæbnede indvandrerbander, der truer med at overtage den danske kriminelle underverden. 16) Jeg ved med stor sikkerhed, at jeg ikke kan forvente, at de danske politikere, der i øjeblikket har magten, vil medvirke aktivt til løsningen af alle de førnævnte problemer. I det hele taget er jeg klar over, at hæderlighed ikke netop er den egenskab, der trykker vores nuværende regering og dens støtteparti mest. Kun få ministre i den siddende regering har ikke været involveret i en eller anden skandale, og her er ikke engang statsministeren et ubeskrevet blad. Jeg anerkender, at regeringen sidder der endnu, og at det er i dens magt at kræve min underskrift på denne erklæring. Jeg er sluttelig klar over, at jeg, hvis jeg på nogen måde kan overleve forholdene i mit hjemland, forfølgelsen, torturen og de urimelige forhold for min familie, skal undgå at søge asyl eller opholdstilladelse i Danmark og hellere blive hjemme.