Georg Wilhelm Friedrich Hegel blev født i 1770 i Stuttgart i Württemberg, et af de små fyrstendømmer, der hørte hjemme i det tysk-romerske kejserrige. Faderen arbejdede som sekretær i rentekammeret, en agtværdig position, selv om familien ikke tilhørte den såkaldte Ehrbarkeit, der befolkede fyrstendømmets højere embedsværk. Wilhelms forhold til sin far var præget af afstand og konflikt. I stedet indgik han, som Kant før ham, i et åndeligt fællesskab med sin mor. Da han var elleve, døde hun af galdefeber. Wilhelm begyndte at stamme. Wilhelm blev elev på det lokale gymnasium i Stuttgart, hvor han var optaget af historie, teologi og klassikerne og daglig demonstrerede sin flid og videbegærlighed. Flere af skolens lærere var præget af moderne strømninger i det åndspolitiske liv. Noget andet var præsteseminariet i Tübingen, som han blev indskrevet på i 1788. Hans forventninger til det akademiske liv var store - for store, som det viste sig. Tübingen lignede de fleste andre tyske universiteter på den tid: Et kollegium af bedagede herrer vogtede, nidkært eller søvndyssende, over en doktrinær lærdom, som de forventede, at de studerende respekterede og repeterede, ikke anfægtede. Det bedste, Hegel fik med sig fra studietiden, var et par indflydelsesrige, om end ikke problemfrie venskaber: Friedrich Hölderlin (1770-1843), der betragtede digtningen som et kald og så sig selv som arvtager af en græsk tradition i en moderne verden, som guderne havde forladt. Desuden Friedrich W.J. Schelling (1775-1854), der besad et tidligt udviklet talent for filosofisk tænkning, og som de næstfølgende år stillede Hegel i skyggen (indtil rollerne en skønne dag blev byttet om). Schelling var femten, da han kom til Tübingen, sytten da han publicerede sin første akademiske afhandling, og treogtyve, da han blev professor i Jena i 1798. Jena! Denne lille universitetsby, hvor den tyske romantik med sin helt særegne forening af digtning og filosofi i det sidste tiår af det 18. århundrede blomstrede frem under protektion af kulturminister Goethe (1749-1832) i Weimar. I revolutionsåret 1789 havde Schiller (1759-1805) holdt en tiltrædelsesforelæsning, hvor han forlangte, at universitetet blev tidssvarende, det vil sige beskæftigede sig med ånd og sandhed frem for at slumre videre i dogmatisk inerti og tilpasningsvillighed. Schiller skelnede bl.a. mellem en Brotgelehrter, der så frem til et embede, og et philosophischer Kopf, der var besjælet af lærdom. Størsteparten af de tyske universiteter befandt sig da også i en sørgelig forfatning: lærerstaben led af akademisk indavl, mens de studerende spildte tiden med druk, slagsmål og almindelig terrorisering af byens befolkning. Men en forandring var på vej, ja, den var egentlig allerede indtruffet. I 1781 havde Kant (1725-1804) i Königsberg udgivet sit skelsættende værk 'Kritik af den rene fornuft'. »Vi lever i egentligste forstand i en tidsalder af kritik, som alt må underkaste sig«, skrev han. »Religionen henviser til sin hellighed og lovgivningen til sin majestætiske suverænitet, og begge vil gerne unddrage sig. Men derved pådrager de sig begrundet mistanke og kan ikke gøre krav på vor uforblommede agtelse, som fornuften alene udviser over for dem, der har kunnet udholde dens frie og offentlige prøvelse«. Efter Kant stod alt principielt til diskussion. De studerende skulle dannes, men især tænke selv; kort sagt, det skulle være slut med universiteter som Tübingen. Et par år efter Schiller ankom J.G. Fichte (1762-1814) til Jena, hvor han romantiserede Kants filosofi, radikaliserede Schillers humanisme og talte profetisk om nye tider. Akademikeren, frem for alle filosoffen, er menneskehedens opdrager, universiteterne er de nye bastioner for frihed. Den franske revolution hang i luften i Fichtes tætpakkede forelæsningslokale som et forår på vej, og de studerende trængtes på gangene eller stod på trappestiger uden for vinduerne for at få det hele med. Mens kantianere og romantikere moderniserede liv, digtning og tænkning i Jena ved at forbinde dem med hinanden i en højere enhed, var Hegel huslærer, først i Bern, siden Frankfurt. Da han omsider ankom til Jena i 1801, havde bevægelsen tabt pusten, Fichte var blevet bortvist for ateisme, Kants filosofi blev erklæret utilstrækkelig, de frisindede brugte tiden på skandaler, og de bedste hoveder sivede til andre byer for at pleje karrieren, bl.a. Schelling. Hegel, derimod, blev i Jena i seks uglamourøse år. Han var et socialt gemyt og deltog gerne i selskabslivet - Oehlenschläger, der besøgte byen i 1806, mindedes en munter aften med sang og klaverspil i hans selskab - men de sparsomme indtægter fra undervisningen havde svært ved at finansiere forbruget (af bl.a. god rødvin). Hans ungdomsven Hölderlin blev sindssyg, nogen måtte tage vare på ham, Schelling sendte en opfordring til Hegel, men Hegel vidste ikke, hvad han skulle stille op. Selv stod han en skønne dag på gaden, fordi han havde gjort sin værtinde gravid, de akademiske fremtidsudsigter var i bedste fald provinsielle - kort sagt, Hegel følte sig trængt fra alle kanter. Alligevel var det i Jena, han skrev sit forbløffende og vanskeligt tilgængelige ungdomsværk, 'Åndens fænomenologi' (1807), der adskiller sig fra al anden filosofi og er blevet stående i filosofihistorien som et monument, forkastet af mange og beundret af endnu flere. Hvorfor fænomenologi? Ordet stammer fra det græske logos, der betyder fornuft, argument, tanke, ord, teori med videre, og phainomenon, der betegner tilsynekomst eller fremtræden. En fænomenologi er dermed dels en logisk struktur, dels noget, der repræsenterer noget andet ved at vikariere for det, fordi det ikke selv (umiddelbart) kan give sig til kende. Vi kan oversætte fænomenologi til: den fremtrædende logik. Den, logikken træder frem for, er subjektet i dets stræben efter viden og erkendelse - hvorefter det samtidig må repræsentere en logos, der er almen, objektiv og upersonlig. Viden, bevidsthed, erkendelse, kultur - bliver til. Det subjekt, der vil erkende verden, må erkende sig selv, men dermed også anerkende andre og indrømme sin anderledeshed for dem og for sig selv. Verden fremtræder som sand, men subjektet erfarer snart, at den fremtræder anderledes, end den er. Det kastes ud i tvivl (og fortvivlelse) over sine fejltagelser og fejlhandlinger - men tvivl og fortvivlelse er samtidig drivkraft i dets stræben efter egentlig viden og identitet. Hegel følger åndens rejse på dens modsigelsesrige vej frem, og han indleder derfor (ironisk, sokratisk) sit værk med den fremtrædende (vikarierende) viden for først til slut at nå frem til absolut (sand) viden. Det er denne konvoluterede erkendelsesbevægelse, der er fænomenologiens emne. Den individuelle bevidsthed, kulturen, historien, erkendelsen - alt forandrer sig under dialektikkens motoriske kraft. Dialektik er en spænding mellem to kontradiktoriske positioner, der følger af, at subjektet til stadighed tvinges til at modificere en given position. Ud af konflikten opstår derpå en ny enhed. Det drejer sig ikke om, at den ene position har ret over for den anden, men om den erkendelseskraft, konfrontationen medfører. Konfliktens indbyggede blindhed og strid avler nye kendsgerninger og skaber nye begreber og indsigter. Begrebet sammenfatter et bestemt forhold mellem erkendelsens subjekt og objekt og sætter det i bevægelse. Begrebet er ikke et iagttagende subjekt over for et tingsligt objekt, men et subjekt-objekt. Dermed er det selvbevægende, en rejse i tid og rum. 'Åndens fænomenologi' er et overdådigt, men også et vildtvoksende værk som følge af et møde mellem en mere traditionel begrebstænkning og værkets egen fortællemæssige drivkraft: Det er på en gang indenfor i filosofien (og taler om tænkning og begreber) og udenfor i litteraturen (og taler om skikkelser og skæbner). Man har sammenlignet det med Goethes 'Wilhelm Meister', det vil sige med en roman: Et subjekt, ånden, foretager en erkendelsesrejse mellem en indre verden af tanke og følelse og en ydre verden af handlinger og objekter; dets rejse forløber som en stadig refleksion over egen tilblivelse, hvor det filosofiske materiale fortætter sig i konkrete skikkelser og handlinger og reguleres af viljer, hensigter og erfaring - for ikke at tale om bevidste og ubevidste ønsker, håb, kval, strid og død. Er foreningen af litteratur og filosofi et rodsammen af genrer og en forflygtigelse af kriterier? »Hvis man ... udvisker grænserne mellem videnskaberne, øger man ikke videnskabeligheden, men forvansker den«, skrev Kant i 'Kritik af den rene fornuft'. Men Hegels ærinde var et andet end Kants, og man kan se fænomenologiens fusion af filosofi og litteratur som udtryk for, at der adderes til, ikke subtraheres fra diskurserne og deres orden. Det er ikke mindst spændingen mellem stoffets fortalte og dets systematiske form, der gør værket enestående. Da 'Åndens fænomenologi' udkom i 1807, trådte Hegel ud af Schellings skygge og vandt sig et navn, men ikke den stilling, han havde tragtet efter. Af brødnid drog han til Bamberg for at blive redaktør på et tidsskrift. I nogle år gik det derpå fremad - langsomt, men støt, som Hegel selv. Som det viste sig: De forhåndenværende omstændigheder var i stigende grad beboelige. I 1808 blev han udnævnt til rektor for et gymnasium i Nürnberg, han øgede støt og roligt sin sociale kapital og kunne i 1811 gifte sig ind i en aristokratisk familie med den næsten tyve år yngre Marie von Tucher (1791-1855). I årene 1812 til 1816 udgav han sin såkaldte 'Nürnbergerlogik', der banede vejen for hans udnævnelse til professor først i Heidelberg i 1816, siden ved Berlins universitet. Her publicerede han i 1820 bl.a. sine forelæsninger over retsfilosofien. Han forelæste over logik, naturret, naturfilosofi, åndens filosofi, æstetik, religion, historie og historiefilosofi. I 1829-30 blev han valgt til rektor. Privat spillede han kort (en lidenskab) og frekventerede operaen og teatret. I modsætning til Schiller, Fichte og Schelling var Hegel ikke nogen brillant forelæser - en elev, Heinrich Hotho, beskrev ham som træt og irritabel, som han sad ved podiet med krum ryg og talte i tætpakkede sætninger, alt mens han under stadig hosten og snøften rodede i sine papirer for at få orden i bunken. Alligevel fik han snart ry for at besidde en viden, der var enorm og universel, han opnåede en slags kultstatus, der opgraderede de personlige særheder til sociale kuriosa - og hans forelæsninger var som regel velbesøgte. Det Berlin, Hegel ankom til i 1818, befandt sig ved en skillevej. I 1806-07 var Prøjsen blevet slået af Napoleon, landets samlede areal var blevet halveret, og et nyt styre havde sat sig for at modernisere det politiske liv fra enevælde til en form for konstitutionalisme. Også det nyoprettede universitet i Berlin var reformorienteret, det vil sige, man brugte det romantisk-humanistiske Jena som model. Efter Napoleons nederlag i 1813-15 og Wienerkongressens definition af det nye Europa gik reformprocessen imidlertid i stå og blev afløst af en periode af bagstræb. I 1819 indførte den preussiske regering censur og begyndte at jagte 'demagoger' på universitetet. Den smålighed, der altid og overalt præger universiteternes kollegiale miljøer, fik stadig bedre vækstbetingelser. Adskillige blev fyret. Også Hegel, der var kendt som tilhænger af den franske revolution, tænkte sig om en ekstra gang. Da 'Retsfilosofien' udkom i 1820 skete det i et klima delt mellem en trængt, men stadig slagkraftig reformbevægelse og en støt voksende hævngerrighed fra dem, der ville restaurere en svunden tid. Spørgsmålet var, hvor Hegels værk placerede sig. Tidens tendenser var for så vidt entydige - man var enten reformist og eller revanchist - men signalerne skiftede, alt efter hvilken dør man trådte ind ad. I den tætte politiske atmosfære blev værket læst, som drejede det sig om holdninger, ikke om ræsonnementer. Skismaet krystalliserede sig bl.a. omkring en aforisme fra Hegels forord: »Hvad der er fornuftigt er virkeligt og hvad der er virkeligt er fornuftigt«. Hegel havde kritiseret Kants rent subjektive erkendelseshorisont. Frem for nogen havde han peget på den objektive verdens betydning for erkendelsen. Han var moderne, en revolutionær tænker, der hvert år på bastilledagen skålede for det nye samfund. Men nu vidste mange ikke længere, hvad de skulle tro. Var han en skabsidealist, der fornægtede åndens fænomenologiske kraft ved at låse den inde i den virkeliggjorte prøjsiske stat? Der er dog al mulig grund til at læse videre end til 'Retsfilosofiens' forord. Værket er en analyse af viljen, der er rettens begreb. Viljens bestemmelse er frihed, og friheden er historisk organiseret i familien, det borgerlige samfund og staten. Familien er en biologisk-psykologisk ramme, det borgerlige samfund er en økonomisk motor, og staten forvalter ret, myndighed, fornuft og frihed. De tre institutioner er imidlertid kun, hvad de er, fordi de indgår i en arbejdsdeling med hinanden. Samtidig er forholdet mellem dem baseret på indbyrdes konflikt. Således betyder det borgerlige samfunds udvikling, at de sæder og skikke, der historisk er knyttet til familien, med tiden bliver brudt ned. »Det borgerlige samfund river ... individet ud af familiens bånd, fremmedgør dens medlemmer fra hinanden og anerkender dem som selvstændige personer«. Sønderbrydningen af familien betyder en frigørelse af individet, men dets frigørelse er også dets moderne hjemløshed. Det borgerlige samfund er, trods dets dynamiske og behovsopfyldende fremdrift, en potentielt selvødelæggende mekanisme baseret på et princip om egennytte, der overladt til sig selv forveksler sædelighed med markedsøkonomi. Hegels svar på disse mangler er staten, der varetager aspekter af det menneskelige liv (frihed, dannelse, fornuft med videre), som ligger hinsides, hvad det borgerlige samfund formår, og som i en moderne form inkorporerer de værdier, familien havde tabt undervejs i den civilisatoriske proces. Staten overskrider således det borgerlige samfund og giver det en mening hinsides den egennytte og behovsopfyldelse, der motiverer det. Men en blot tænkt frigørelse er uvirkelig. Kun den historisk virkeliggjorte stat kan være fornuftig. Vi er tilbage i aforismen: Kun det virkelige er fornuftigt, og kun det fornuftige er virkeligt. De kritikere (som Karl Popper), der vil se Hegels 'Retsfilosofi' som et forsvar for den prøjsiske stat, hæfter sig ved, at han ikke går ind for folkestyre og advarer mod pøbelvælde. Hegel er ganske rigtigt ikke demokrat. Alligevel forsvarer han den offentlige meningsbrydning. Enhver magthandling skal begrundes inden for en retsorden, hvilket kræver ytringsfrihed. Demokratiets problem er, at en rationel diskussion ikke kan varetages af en folkevilje baseret på simpel flerhed. Staten ser han som forvalter af en fornuft, der korresponderer med det filosofiske ræsonnement. Opinionen, derimod, ræsonnerer ikke, men er til fals for demagoger, der forfører et impulsdirigeret folk. Hegels idealstat er således ikke et totalitært despoti, men en retsstat baseret på et offentligt ræsonnement. Hvis 'Retsfilosofien' spejler en tendens i tiden, er det reformperioden fra 1807 til 1815, hvis politik led nederlag, mens Hegel opholdt sig i Berlin i 1820'erne - hvorefter Tyskland, ud over Weimarrepublikkens undergang i hænderne på en demagog valgt ved en flertalsafgørelse, ikke udviklede sig i demokratisk retning før efter Anden Verdenskrig, som bekendt.