Ved de netop overståede finanslovsforhandlinger blev der givet penge til politiet, bl.a. til flere betjente og til domstolene, så retssager kan afgøres hurtigere. Begge dele er bl.a. for at begrænse kriminalitet, for når politiet fanger flere forbrydere, og domstolene får dem dømt i en ruf, så … Ja, hvad så egentlig? Hvem tager sig af de dømte forbrydere? Det er kriminalforsorgens opgave. De dømte forbrydere skal enten ind og afsone, eller også i elektronisk fodlænke, udføre samfundstjeneste, sættes under tilsyn, eller hvad dommen nu lyder på. Jamen, så har kriminalforsorgen vel også fået flere penge, så de kan følge med den øgede aktivitet fra politiet og domstolene? Nej, det mærkelige er, at det har de ikke! Tværtimod forlanges det af kriminalforsorgen, at de skal spare ca. to procent af bevillingerne i lighed med de øvrige statsinstitutioner. Og det på trods af at kriminalforsorgen er eksperter i kriminalpræventivt arbejde, altså i at begrænse kriminaliteten. Det sker dels ved det tilsyn, der udøves i og uden for fængslerne, dels ved de aktiviteter, der sættes i værk i de enkelte fængsler. Men at kriminalforsorgen ikke får øget bevillingerne i takt med politi og domstole, men tværtimod skal spare, giver sig temmelig bizarre udslag. Først og fremmest er der kapaciteten. Det nytter ikke noget, at politiet fanger flere forbrydere, og domstolene dømmer dem, hvis ikke kriminalforsorgen kan tage sig af dem. Så må de jo bare gå og vente på at komme ind til afsoning (eller hvad dommen nu lyder på), og i dette ’ingenmandsland’ er der stor risiko for, at de begår ny kriminalitet. Det kunne undgås, hvis kriminalforsorgen blev betragtet som en del af retssystemet på lige fod med politiet og domstolene. Men hertil kommer, at kriminalforsorgen oven i købet er pålagt at spare nogle af de aktiviteter væk, som finder sted i fængslerne, og som i meget vid udstrækning er med til at forebygge ny kriminalitet i fremtiden. Beskæftigelsesmuligheder Statsfængslet Møgelkær, hvor jeg som fængselsinspektør har den daglige ledelse, er et åbent fængsel i den østlige del af Jylland, nærmere bestemt ude på landet på Juelsmindehalvøen mellem Horsens og Vejle. At det er et åbent fængsel, vil sige, at der ikke er mur omkring fængslet, ikke er elektronisk overvågning og ikke er tremmer eller panserglas for vinduerne. Men det betyder ikke, at de indsatte bare kan te sig eller gå, som det passer dem. Gør de ikke, som personalet siger, vanker der disciplinærstraf eller overførsel til lukket fængsel. Det samme, hvis de forlader fængslet uden tilladelse. Det er nemlig undvigelse og derfor strafbart. I Møgelkær har vi plads til 176 indsatte, hvoraf ca. 15 procent er kvinder. Der er en afdeling for stofmisbrugere m/k i misbrugsbehandling – behandlingen finder sted i fængslet, men varetages af personale fra en behandlingsinstitution uden for fængslet. Der er også en afdeling for personer m/k, der er i behandling for alkoholmisbrug, og også dén behandling forestås af personale udefra. Endelig er der en afdeling, adskilt fra den øvrige del af fængslet, for sædelighedsdømte – dem vender jeg tilbage til. Hertil kommer, at vi i fængslet har programmer for indsatte, der har svært ved at styre deres temperament, eller som har brug for at lære at tænke, før de handler. Men de fleste af de indsatte har ikke i den forstand særlige problemer, som kræver en særlig indsats. De er ’bare’ kriminelle, dvs. typisk unge mænd med en turbulent opvækst og baggrund, ingen eller kun ringe uddannelsesmæssig baggrund og meget lidt arbejdserfaring. I fængslet har de imidlertid pligt til at være beskæftiget ved arbejde, uddannelse eller evt. i behandling. Af beskæftigelsesmuligheder har vi et helt moderne møbelværksted, der primært producerer møbler til kriminalforsorgen og andre offentlige institutioner. Der er et maskinværksted, der i vid udstrækning producerer til private kunder, og et montageværksted, der står for lettere pakkeopgaver m.v., også til private. Herudover er der vores bygningsvæsen, der står for vedligeholdelsen og renoveringen af fængslets bygninger, ved uddannede håndværkere (murer, tømrer, maler, elektriker osv.), samt et park- og skovhold, der står for den udvendige del af området. Der er altså tale om helt normale arbejdsområder, som de også findes i samfundet udenfor. Hertil kommer vores lille skole, hvor vi kan tilbyde elementær undervisning i dansk, matematik, edb m.v. samt give mulighed for selvstudier. Og endelig er der i den sidste del af afsoningen mulighed for udgang (frigang) for at passe et arbejde eller følge en uddannelse uden for fængslet, hvis det kan ske uden misbrug. Samarbejde med tekniske skoler Det lægger op til et første eksempel på, hvad jeg mener. For et par år siden indledte vi her i Møgelkær et samarbejde med områdets tekniske skoler, der i samfundet står for håndværkeruddannelsernes grund- og hovedforløb. Samarbejdet tog udgangspunkt i en sammenstilling af nogle relativt basale forudsætninger:

• Mange kriminelle – og dermed mange indsatte – er uden videregående uddannelse.