Der skal forandringer til, hvis vi skal fastholde vort lands styrke og vores levestandard. I en verden med global konkurrence kan vi ikke blive ved med at være blandt dem, der lever bedst, hvis vi ikke er mere kompetente, flittige og konkurrencedygtige end de andre. Udfordringerne er mange. Desværre bliver de fornægtet af det politiske flertal. Formentlig på grund af frygt for, at løsningerne i første omgang er upopulære. Men politisk ledelse må jo også dreje sig om at fremlægge langsigtede perspektiver for samfundsudviklingen, selv om de på det korte sigt ikke skaber tilslutning. En af de største udfordringer er det stigende udgiftspres i den offentlige sektor sammenholdt med det alt for store skattetryk i Danmark. På en lang række områder i den offentlige sektor er der tilsyneladende ikke penge nok til at gøre en tilstrækkelig indsats. Samtidig har vi aldrig brugt flere penge i den offentlige sektor, end vi gør nu. Alene i den konservative-liberale regerings tid har der været en realvækst i det offentlige forbrug på gennemsnitligt 1,5 pct. om året. Det er et paradoks. Og udgiftspresset ser kun ud til at vokse i de kommende år. Vi kan simpelthen ikke være bekendt, at der visse steder ikke er ressourcer nok til at sørge ordentligt for vore ældre medborgere. At der ikke kan skrides effektivt ind over for kriminelle bander. At vore skoler mange steder er utidssvarende og nogle steder direkte forfaldne. Og problemet er især, at det kun bliver mere vanskeligt at finansiere de basale fælles forpligtelser, når vi ser et stykke ind i fremtiden. For det første betyder befolkningssammensætningen, at vi bliver flere ældre med de udgifter til sundhed, pleje og omsorg samt pensioner, der følger. Demografien betyder samtidig færre erhvervsaktive til at skabe de indtægter, vi alle skal leve af. For det andet er der en løbende standardglidning, så vi i takt med den økonomiske fremgang også har større forventning til den service, vi får fra det offentlige. For det tredje er der især på sundhedsområdet flere og flere ydelser, der kan leveres, f.eks. dyr medicin, komplicerede operationer m.v. Alene de stigende udgifter til medicin kan medføre en eksplosion i sundhedsudgifterne i de kommende år. For det fjerde står vi foran meget store anlægsinvesteringer, der også er nødvendige, hvis vort samfund skal fungere effektivt og dermed være konkurrencedygtigt. Infrastrukturkommissionen har afdækket de store investeringer, der vil være nødvendige i de næste 30 år. Det skal regering og Folketing forholde sig til i det kommende halve år – herunder finde finansieringsløsninger. For det femte vil de offentlige indtægter i løbet af de kommende år begynde at dale på grund af de svindende olieindtægter, efterhånden som beholdningerne i de danske oliefelter bliver tømt. Det vil igen skabe offentlige budgetunderskud og stigende gæld, hvis vi ikke foretager os noget. løsningen er ikke at øge skatterne. Vi har i forvejen verdens største skattetryk. Og det er i sig selv et kæmpe problem, der hænger sammen med en anden stor udfordring for os danskere. Nemlig globaliseringen. Vi kan vinde på den globale konkurrence, dvs. tjene penge på den, så vi får bedre råd til alt det, vi gerne vil. Men vi kan også tabe på den, hvis vi ikke kan klare os i konkurrencen. Skal vi klare os, så skal det kunne betale sig at investere og arbejde i Danmark. Vi skal belønne foretagsomhed, dygtighed og flid. Derfor skal skatten på den sidst tjente krone sættes markant ned. Det er simpelthen nødvendigt, hvis Danmark fortsat skal være et stærkt og rigt land i fremtiden. Vi bliver nødt til at erkende, at hvis virksomhederne og dygtige og flittige danskere ikke tjener penge her i landet, så er der ingen penge til fællesskabet. Men hvordan kan vi håndtere det stigende pres på de offentlige udgifter, samtidig med at vi sætter skatterne markant ned? For det første er lavere skatter ikke en del af problemet – men en del af løsningen. Lavere skatter er en nødvendighed for at sikre, at der fortsat bliver tjent penge i private virksomheder i Danmark. Og det er igen forudsætningen for, at der overhovedet er et skattegrundlag, der kan finansiere den offentlige sektor. Der er uden tvivl også betydelige dynamiske effekter ved at sænke skatten på den sidst tjente krone; det vil øge aktiviteten i samfundet og dermed styrke de offentlige indtægter. Men præcis i hvor høj grad de dynamiske effekter kan kompensere det umiddelbare provenutab ved skattelettelser, kan ingen sige præcist. En del af svaret er naturligvis, at vi skal have mere for pengene. Produktiviteten skal sættes i vejret. Kvalitetsreformen af den offentlige sektor, som regeringen har sat i gang, rummer kimen til det. Bedre og mere uddannelse af de offentlige medarbejdere, bedre ledelse, afbureaukratisering, videndeling – så man lærer ’best practise’ af andre kommuner og forvaltningsenheder – skal bidrage til, at vi får mere for pengene. Og der er ingen tvivl om, at der er et potentiale i alt det. Det kan og skal bidrage til den samlede løsning af finansieringen af den offentlige sektor, men det vil langtfra være tilstrækkeligt. Derfor står vi under alle omstændigheder med en enorm udfordring for at finansiere den velfærd for de svageste i samfundet, vi alle ønsker, og for i det hele taget at sikre en moderne velfungerende offentlig sektor på længere sigt. Vi kan vælge nu at lukke øjnene for problemerne og vente på, at de tårner sig op foran os, så alle kan se dem, og så til den tid gennemføre drastiske nedskæringer, forandringer og optage nye offentlige lån, der i realiteten placerer regningen i børneværelset, så de kommende generationer kommer til at betale regningen. Det vil være uansvarligt. Svaret på disse udfordringer er derfor, at vi skal prioritere. Det kommer vi under alle omstændigheder til før eller siden. Men begynder vi i tide, kan det blive en langt mere smertefri proces og langt mindre drastiske tiltag, der skal til. Vi skal forandre for at bevare. I sommeren 2006 blev der taget et betydeligt skridt med aftalerne om velfærdsreform og globaliseringsreform. Men de finansielle virkninger af de aftaler er nu indarbejdet i planer og prognoser, og det er klart, at der fortsat består betydelige finansieringsproblemer foran os. Den socialdemokratiske version af velfærdsstaten er ikke robust i fremtiden. Vi bliver nødt til at turde tage en debat om ordninger som efterløn, børnecheck til alle børnefamilier, indefrysning af ejendomsskatter til en billig forrentning til alle pensionister, boligtilskudssystemet og alle de mange offentlige gratisydelser, hvor en beskeden brugerbetaling kunne bidrage til en adfærdsregulering og dermed en begrænsning af trækket på de offentlige ydelser. Ikke for at indføre en liberalistisk nattevægterstat, men for at sikre en ordentlig velfærd til de svageste og sikre ordentlig finansiering af de basale offentlige ydelser som bl.a. uddannelser, politi og sundhed. Problemets løsning ligger i at skabe nogle fundamentale ændringer i forståelsen af velfærdsstaten. Efterhånden er det blevet tabu i Danmark at sætte spørgsmålstegn ved den socialdemokratiske version af velfærdsstaten, hvor vi alle skal omfattes af dens ydelser. Selv langt ind i borgerlige kredse er det kun politisk korrekt at tale om at udvide de offentlige ydelser. Al tale om at fjerne eller beskære offentlige ydelser er tabu. Men det er en socialdemokratisk tabuisering af den offentlige debat. Velfærd bør ikke måles i, hvor mange vi kan udstrække de offentlige ydelser til at omfatte. Tværtimod er det velfærd – i hvert fald i konservativ forstand – at flest mulige kan tage vare på sig selv og deres nærmeste uden at have brug for offentlige gratisydelser. Vi har alle et ansvar for og en pligt til først at søge at klare dagens udfordringer selv og i familien, inden vi går til det offentlige. At betale skat bør ikke medføre en ret til at trække tilsvarende på det offentlige. Så er der jo ingen omfordeling i det. Der skal være den solidaritet i Danmark, at vi betaler skat, for at fællesskabet kan tage sig af de svageste på områder, hvor de fleste af os selv kan klare os uden offentlig hjælp eller kan betale noget for hjælpen. Til gengæld skal der så være økonomi til, at fællesskabet kan sørge ordentligt for dem, som ikke kan klare sig selv. Det er nemlig essensen i ordentlig velfærd. Et godt eksempel er børnechecken, som alle børnefamilier uanset indkomst modtager. Er der råd til det i fremtiden? Det er i hvert fald et godt eksempel på en overførselsindkomst, der er med til at gøre os alle til modtagere af offentlige ydelser, uanset om vi har brug for det eller ej. Selvfølgelig er det problematisk at indtægtsregulere børnechecken, fordi det reelt vil svare til at øge marginalskatten. Og det er uacceptabelt af mange grunde. Derfor må det i givet fald ske i sammenhæng med en skattereform, hvor vi sænker skatten på den sidst tjente krone. Et andet eksempel er indefrysningen af ejendomsskatter til en billig rente for pensionister. I sig selv en udmærket ordning, der sikrer ældres mulighed for at blive boende i eget hjem. Men er det kommunens opgave at finansiere den kredit til en rente langt under markedsrenten for alle? Også her må en diskussion om den universelle velfærdsstat være berettiget. Hele boligtilskudssystemet kunne også trænge til en revision. Det offentlige er dybt involveret i næsten alle menneskers boligøkonomi. Uden at komme med løsningsforslag her må det være værd at overveje mulighederne for gradvist at trække offentlige subsidier ud af boligmarkedet og koncentrere ydelserne på dem, som er sociale klienter. Det må også være på sin plads at analysere brugerbetaling for offentlige ydelser. Ud over, at en betaling for flere ydelser kunne indbringe en indtægt, så påvirker brugerbetaling vores adfærd. Vi tænker os om en ekstra gang, hvis vi skal betale for ydelsen, inden vi trækker på den. Det vil nok være den største effekt af at introducere brugerbetaling på flere områder. Igen taler jeg absolut ikke om at stramme vilkårene for dem, som sidder økonomisk hårdt i det i forvejen. Men de, som har råd, skulle måske betale for flere ydelser. En sådan analyse kunne også bidrage til at skabe mere konsistens i brugerbetaling – ikke mindst på sundhedsområdet, hvor det er svært at se logikken og konsistensen i, hvorfor der nogle steder er høj betaling og andre steder ingen. Og så ved jeg godt, at jeg trækker en gammel hest ud af stalden, når jeg nævner efterlønnen. Og jeg ved godt, at vi har et forlig på området. Men jeg skal bare i al stilfærdighed nævne, at vi betaler 25 milliarder kr. i efterløn om året og dermed belønner folk for at forlade arbejdsmarkedet før pensionsalderen i en tid, hvor samfundet har brug for det modsatte. Det er et paradoks af de store. Dette var bare eksempler. Flere kunne nævnes. Og jeg har ikke lagt mig fast på, hvilke områder der bør bidrage til en skarpere prioritering. Men det er efter min opfattelse gode eksempler, og vi må i hvert fald kunne have en åben debat om prioritering. Den er helt nødvendig. Efter min opfattelse er det gode gamle konservative værdier, der er nøglen til at skabe løsninger og ny dynamik for Danmark og danskerne. Det er værdier som personlig frihed i tæt tilknytning til det personlige ansvar og dermed de pligter, der følger med ansvaret. Det gælder om at erkende, at samtidig med, at vi skal værne om den enkeltes frihed, så lever ingen mennesker uden et fællesskab med andre. Et fællesskab i familien og et fællesskab med alle andre danskere, der betyder både et fælles ansvar for hinanden og især de svageste, men også et fælles ansvar for vort land. Derfor kan man heller ikke løsrive den enkelte fra det fællesskab og dermed det samfund, vi alle er en del af. Personlig frihed uden ansvar og pligt over for andre fører kun til egoistisk individualisme. Og det er også baggrunden for, at konservatismen altid har stået for et stærkt fællesskab, der med styrke og kvalitet kan løse de opgaver, der skal løses i fællesskab – men i en balance, hvor der er plads til den enkeltes integritet og frihed til at træffe sine egne valg og leve op til sit ansvar inden for fællesskabet. Og så indgår vi ikke mindst i et fællesskab med de generationer, der kom før os og har skabt det samfund, vi lever i. Og især har vi et fællesskab med de generationer, der kommer efter os. Vi har en pligt til at give et samfund videre, der har bevaret og styrket de værdier, vi har overtaget. Tøjlesløs liberalisme eller ligegyldig kulturradikalisme skaber et samfund uden de nødvendige kulturværdier, og hvor ansvaret for de svage er væk. Og tøjlesløs socialisme skaber et fattigt samfund, hvor de svageste er de sikre ofre for ligemageriet og statsstyringen. Alt er ikke lige meget eller lige godt. Der er ingen vej uden om det. Vi skal træffe nogle politiske valg. Vi kan ikke mene det hele. Og vi kan ikke gøre det hele. Som konservativ må valget for mig dreje sig om at gøre en pligt og en dyd ud af at forsøge at klare sig og sine uden gratis offentlige ydelser og overførselsindkomster. Og så må vi prioritere den offentlige sektor ud fra det. Ellers sander staten og kommunerne til i opgaver, der for en stor del ikke kan løses ordentligt, fordi der ikke er nok ressourcer. Vi skal have modet til at prioritere både økonomisk og værdipolitisk. Og konservative værdier som ansvar og pligt i sammenhæng med den personlige frihed er et godt udgangspunkt.