Æresdrab kan afværges, fordi de aldrig kommer som lyn fra en klar himmel. Æresdrab er velovervejede, planlagte. Mange i det pågældende miljø ved, at den, der har påført familien vanære, er i livsfare. Personen eller personerne selv ved det også. De har været truet på livet eller ved, at de er det. Derfor er der håb. Det, at æresdrab altid kommer efter et forvarsel og altid er et 'svar' på bestemte regelbrud fra offerets side, betyder, at der er mulighed for at gribe ind og forebygge. Æresdrab er ikke crimes of passion. Æresdrab er ikke jalousidrab. Gerningsmanden handler normalt ikke under påvirkning af alkohol eller narkotika. Gerningsmanden er ikke mentalt afvigende eller psykisk sindslidende. Han gør sin pligt og handler rationelt. Den rationalitet, han handler ud fra, er et system af værdier, som deles af en gruppe mennesker, og som gør ham til helt. Man bliver en helt ved at dræbe i ærens navn og ikke vise tegn på anger. Hans medsammensvorne har også del i æren. Der har da heller ikke været nogen større tegn på anger i Østre Landsret i København under Ghazalasagen. 'Stenansigter' er en betegnelse, som er blevet brugt af flere journalister, og jeg har selv brugt det i norske medier om det totale fravær af synlig sindsbevægelse hos de fleste tiltalte. De tiltalte er sig situationen bevidst. De handler i pagt med et æreskodeks, der siger, at man er stolt og upåvirket af, hvad man har gjort. Æren kræver intet mindre. Jeg har fulgt flere sager i Norge og Sverige, og jeg må sige, at de tiltalte i Ghazalasagen skiller sig ud. For aldrig før har jeg set så vellykket kontrol over gestikulation, mimik og kropsholdning. De tiltalte har optrådt med værdighed og civiliseret, bemærkede forsvarer Kristian Baagø efter sagens afslutning. Og, kunne man tilføje, helt i pagt med et æreskodeks, der ikke tillader tegn på anger eller smerte. Det ville reducere deres ære i deres egen gruppes øjne. Men når det er sagt, må man ikke tro, at æresdrab normalt udføres, uden at enkelte familiemedlemmer oplever sorg og fortvivlelse. Den dræbte har altid været et kært barn, et elsket barn. Også derfor er der håb. Vi har mange eksempler på, at drab kunne være undgået, hvis de berørte havde haft held til at finde andre løsninger, som kunne redde familiens ære uden at tage liv. Æresdrab er altid 'den sidste løsning', som Fadime Sahindals far udtrykte det i retten i Uppsala i 2002, da han stod tiltalt for mord på sin datter. For dem, der vil hjælpe, gælder det om at gribe ind, før den sidste udvej bliver brugt. Og det kan man, netop fordi der kommer mange forvarsler. Mange mennesker er bekendte med den fare, en ung kvinde eller mand er i. I Ghazalasagen var det endda kendt i dele af det pakistanske miljø i Norge. Jeg vil vove den påstand, at hundredvis af mennesker vidste, at Ghazala og Emal var i livsfare. Og alligevel var der ingen, der greb ind. Ikke en eneste alarmerede politiet - andre end Ghazala selv. Det er et dystert signal om, hvilken rædsel mange i miljøet må have følt over for eventuelt at skulle 'angive' familien, men det er nok også et signal om manglende tillid til politiet og om tilslutningen til æresdrab hos en del mennesker. Hvad kunne man have gjort? Personer med indflydelse skal gribe ind med det samme, når dødstruslen er et faktum. Fra Norge og andre lande kender jeg eksempler på, at det er sket med godt resultat. Blandt kurdere og afghanere refereres disse personer som 'de hvidhårede mænd'. Pointen er, at de har autoritet; de kan optræde som mæglere. De kan hjælpe en familie til at bevare eller genoprette ære og værdighed. Ledere af indvandrerorganisationer har i nogle tilfælde lignende autoritet. Svenskkurdiske Fadime kritiserede - lige før hun blev dræbt - kurdiske indvandrerorganisationer i Sverige for ikke at have grebet ind i forhold til hendes familie. Efterfølgende har enkelte kurdere stået frem i Sverige og sagt, at det, Fadime havde gjort, blev opfattet som en krænkelse af hele den kurdiske gruppe. Blev Ghazalas adfærd opfattet på samme måde blandt en del danskpakistanere i Danmark som en krænkelse af pakistanere? Under alle omstændigheder må man kunne hævde, at ledere af indvandrerorganisationer har et særligt ansvar, når det gælder meldepligt, når man ved, at unge mennesker fra deres mindretal svæver i livsfare. Æresdrab slår tilbage på hele den etniske gruppe. Æresdrab bidrager til polarisering. Man kan mene, at det er uretfærdigt, at én families eller klans ugerning skal ramme en hel gruppes omdømme, men det er en kendsgerning, at det danske samfund som helhed, ligesom det norske og svenske, står uforstående over for, at familien Abbas ville likvidere sin unge datter og hendes mand. Henrettelser hører ikke hjemme i Norden, og alle medborgere, uanset herkomst, må anspores til at sige fra over for et varslet mord. 'Mord' var overskriften på Politikens leder 28. juni. Skribenten skriver: »Dansk lov skelner ikke mellem drab og mord, men hvis den gjorde, ville 'æresdrabet' på Ghazala Khan være mord«. Heller ikke norsk lov skelner mellem drab og mord, men det gør den svenske. Drabsmanden i svensk histories mest kendte æresdrab - drabet på Fadime Sahindal i 2002, blev kendt skyldig i mord. Jeg har nævnt, at æresdrab - eller 'hedersmord', som svenskerne siger - normalt medfører smerte og sorg for dem, der holdt af den døde, og det er som regel mange. Vi taler om storfamilier med tætte bånd mellem medlemmerne og veludviklet hengivenhed, især mellem kvinderne. Det forhindrer ikke, at kvinder kan være med til at planlægge og udføre æresdrab. Men drab er aldrig nogen enkel løsning. Vi har en række eksempler på fortvivlelse og strid i familier både før og efter æresdrab. I enkelte tilfælde har drabsmanden villet begå selvmord, skønt det er vanærende. I en af Englands mest kendte sager, drabet på den 15-årige Heshu Yones i 2002, sprang hendes far ud fra en altan bagefter, men overlevede. I forbindelse med et æresdrab i Sverige begik en bror selvmord efter at være kommet fra Canada for at tage livet af sin søster. I det meget omtalte æresdrab på svenskirakiske Pela i 1999, førte mordet til total splittelse mellem den mødrene og fædrene side, og moderen lod sig skille. Mordet var begået af to farbrødre. Fordi æresdrab opleves som den sidste udvej, har man i mange samfund udviklet nødløsninger, som skal afværge drab. Det menneskelige samfund er ofte mere barmhjertigt end æresideologien. Æreskodekset kan kræve et drabsoffer, fordi det er absolutistisk og totalitært, mens mennesker stritter imod og forsøger at finde en farbar vej, som tager hensyn til både liv og ære. En institutionaliseret løsning kan være at sende et kærestepar i eksil. Det unge par må da opholde sig uden for familiens enemærker på ubestemt tid, ofte flere år, før de bliver taget til nåde igen. I bedste fald kan fuld forsoning faktisk finde sted derefter. En tysktyrkisk kvinde fortæller om, hvordan hun efter ti år opsøgte familien igen, og hendes far tog imod hende uden at sige et ord om den smertefulde konflikt. Hun kom ind i varmen igen. Denne kvindes fortælling kommer frem i Sverige 1's dokumentarprogram 'Fadime - frihedens pris'. Kvinden sagde om Fadime: »Fadime var modig. Det går ikke an, at man er så modig«. Fadimes overmod endte med hendes død. Det er ikke rigtigt, som flere danske aviser har skrevet, at Fadime, som Ghazala, blev dræbt, fordi hun havde giftet sig mod familiens ønsker. Fadime havde sandt nok en kæreste, hvilket gjorde familien rasende, men hun nåede at leve i tre og et halvt år, efter at han var død i en bilulykke. Fadime fik et ultimatum: Gå i eksil et andet sted end Uppsala, og du skal få lov til at leve - Tag til Uppsala, og du vil blive dræbt. Fadimes endeligt skyldtes, at hun ikke kunne udholde adskillelsen fra sin mor. Efter to et halvt år oprettede de en hemmelig kontakt, og det var under et sådant møde i Uppsala, at morderen slog til. Venner havde advaret Fadime mod at tage af sted, men hun kunne ikke lade være. Kærligheden til moderen var for stærk. Hvad er mit budskab her? At familiefølelsen hos unge mennesker, som er truet på livet, normalt er meget stærk. Vi ser det i sag efter sag: De kan ikke klare adskillelsen og vender hjem, nogle gange imod alle odds. Det er lektien, vi må lære, alle vi, der er engageret i arbejdet med at forhindre vold i ærens navn. Mange af dem, der er drabstruet, vil meget gerne deres familie. De ønsker ikke et brud. Så meget desto vigtigere er det at forsøge at mægle og skabe forsoning, selv om det er på længere sigt. I mellemtiden må den drabstruede om nødvendigt have politibeskyttelse, hvis en hemmelig adresse og identitet ikke er nok. Drabstrusler skal altid tages alvorligt og aldrig ignoreres, ud fra en tankegang om at 'sådan noget sker ikke hos os'. Den slags sker hos os. Det viser historien om et antal varslede æresdrab. Fadimes historie rummer endnu et budskab: Offentlighed er ikke af det gode, hvis man vil bidrage til forsoning mellem en drabstruet og hendes familie. Fadime valgte selv offentlighed; hun gik til medierne med sin historie - efter at politiet havde undladt at hjælpe. Hun sagde: »Min historie var som et opdigtet eventyr for dem. Deres eneste råd til mig var, at jeg skulle henvende mig til min familie og sige til dem, at de i hvert fald ikke måtte true mig; at de skulle respektere de svenske love og skikke. Politiet forstod altså ikke alvoren i min situation, og deres uforstand var fra mit synspunkt en respektløs og krænkende opførsel«. Ghazala fik trods to henvendelser heller ikke politibeskyttelse, uden at vi ved, hvad hun mente om det. I Fadimes tilfælde har vi hendes egne ord. Hun stod offentligt frem, i håb om at det ville bidrage til at beskytte hende, og for at hendes historie skulle hjælpe andre piger i en lignende situation. Eftertiden har vist os, at det slog tilbage mod hende selv. Fadime fik lov at leve i mere end tre år - uden hemmelig adresse eller politibeskyttelse - efter at hun var gået i eksil og skyede offentligheden fra efteråret 1998. Men i november 2001 holdt hun et foredrag på en konference om integration i det gamle Riksdagshus i Stockholm. Hendes deltagelse blev holdt hemmelig, men familien fik nys om det og blev ude af sig selv af raseri. Denne begivenhed i kombination med Fadimes brud på 'eksilet' to måneder senere, da hun mødtes hemmeligt med sin mor og søster i Uppsala, er sådan, som jeg forstår det, forklaringen på, at hun blev slået ihjel. Det var ikke hendes kæresteforhold til Patrik Lindesjö. Fadime fik lov at leve i flere år uden trusler, efter at forholdet til Patrik var uigenkaldeligt slut ved hans død i en tragisk bilulykke. Det er også værd at lægge mærke til. En drabstrussel har ikke nødvendigvis nogen udløbsdato. Det kan være nødvendigt med forholdsregler i lang, lang tid. Ære - og vanære - handler om offentlighed. Æren ligger ikke i sagens realiteter, men i det faktum, at offentligheden kender til realiteterne eller det, der rygtes. Ære handler om rygte, om status og anseelse. Skammen kan skjules og vanære forhindres, 'hvis ingen ved, selv om alle ved'. Det er en overlevelsesstrategi, som folk kan gribe til, så 'den sidste udvej' kan undgås. Man gør gode miner til slet spil. Det er vigtigt at bide mærke i for folk, der vil hjælpe. Man bør være på vagt og gribe ind i en konflikt, før den bliver offentlig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor anderledes Ghazalas skæbne måske kunne have været, hvis hun var vokset op i Danmark. I mange tilfælde søger et ungt menneske, der føler sig truet, hjælp fra en lærer på skolen. En lærer er ofte den første appelinstans, en fortrolig person, man kan henvende sig til. Jeg er selv blevet involveret i konflikter, hvor piger har været drabstruet og har bidraget til at opnå forsoning, ved at en skole har henvendt sig til mig. Jeg har så kunnet formidle kontakt videre. Ghazala havde ingen danske lærere at henvende sig til. Hun havde ingen andre danskere end politiet. Som hun gik til. Tidligere havde Emal helt rigtigt forsøgt at få en danskpakistaner til at mægle. Det førte, som vi ved, ikke til noget. Men da Ghazala flygtede hjemmefra, var sagen afgjort. Skammen over familien blev maksimal. Det siger jeg ikke til forsvar for den uhyrlige forbrydelse, familien og dens medhjælpere gjorde sig skyldige i, som intet kan forsvare. Men til dem, der vil hjælpe unge piger i den nødsituation, er rådet: Hjælp dem gerne til at flygte, hvis de mener, det er den eneste udvej, men få dem ind på et krisecenter eller en institution. Hvis en ung kvinde flygter med en ung mand uden at være gift og sover sammen med ham uden at være gift, vil hendes chancer for at overleve være betydelig mindre. Æresdrab kom på den internationale dagsorden efter drabet på Fadime Sahindal i Uppsala i 2002. Et bestialsk udslag af de nedarvede traditioner i en del ikkeeuropæiske samfund blev omsider erkendt som noget, der også gjaldt hos 'os'. Æresdrab er ikke længere usvenske, udanske eller unorske. De begås af mennesker med statsborgerskab eller ophold i europæiske lande. Arbejdet med at forebygge og modarbejde vold i ærens navn kræver international indsats. Både FN, EU og Amnesty International er i gang med arbejdet ligesom mange menneskerettighedsorganisationer og enkeltpersoner. I Norden vil samarbejde og fælles indsats være kærkomment. Sverige er kommet længst blandt de nordiske lande, naturligt nok. Sverige har haft den hyppigste forekomst af æresdrab, og drabet på Fadime i 2002 blev et nationalt traume. Sverige har bevilget 100 millioner kroner til beskyttede boliger for unge, der er truet af drab eller tvangsægteskab. Norge har i enkelte tilfælde sendt unge til Sverige, fordi hjælpeapparatet i Norge er mindre veludviklet. Sverige er også kommet længst i arbejdet med at bevidstgøre og oplære socialarbejdere og andre. Norge er derimod kommet længst på lovgivningsområdet, og tvangsægteskab blev kriminaliseret i 2004. Danmark er gået foran med sin lovgivning om familiesammenføring. Danmark har nu skrevet retshistorie ved at være det første europæiske land, som har magtet at få bagmænd og medsammensvorne dømt i en retssag om æresdrab. Ghazala har skrevet sig ind i historien. Vi må håbe, at hendes død vil blive en øjenåbner og redde andre unge pigers liv.