0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Anerkendt som trossamfund?

Nej, islamiske trossamfund er ikke 'anerkendt' i Danmark. De er kun 'godkendt'. Gør det en forskel? Konkret er det måske småt. Men symbolsk og politisk er der påfaldende forskelle. Her er en serie forslag til reel ligestilling efter grundlovens oplæg.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Faktisk er hele 19 islamiske trossamfund anerkendt af den danske stat«. Det slår Politiken fast i en forsidehistorie i forgangne uge. Samtidig oplyses, at den egyptiske ambassadør har været indkaldt til kammeratlig samtale i Udenrigsministeriet, fordi hun angiveligt har »spredt oplysninger i Mellemøsten om, at islam ikke er officielt anerkendt tro i Danmark og på den måde medvirket til at ophidse de arabiske gemytter i Danmark«.

Men læg mærke til ordene. Taler vi om anerkendelse af tro eller af trossamfund?

Er det rigtigt, at 19 islamiske trossamfund er anerkendt af den danske stat?

Vil man bag om Politikens historie, er den relevante hjemmeside www.km.dk. Under 'andre trossamfund' er en liste over anerkendte og godkendte trossamfund. Ingen islamiske trossamfund er grupperet som anerkendt. Listen over de 11 anerkendte trossamfund rummer: den katolske kirke, den ortodokse russiske menighed i København, den norske, svenske og engelske kirke i København, reformerte menigheder (tysk- og fransktalende) samt baptistkirken i Danmark, metodistkirken i Danmark og Mosaisk Troessamfund.

De 19 islamiske trossamfund står opført på næste del af listen som godkendte, om end nogle af dem nok alene har fået tildelt en vielsesbemyndigelse, før den nuværende relativt omfattende godkendelsesordning er blevet gennemført administrativt inden for den seneste halve snes år. Listen over godkendte trossamfund rummer tillige et jødisk trossamfund, en række nyreligiøse bevægelser, organisationer baseret på buddhisme, nordisk religion, en række kristne frimenigheder af forskellig observans samt yderligere en gruppe gamle kristne kirker, nu fra den østeuropæiske og orientalske del af verden.

Forvirret? Måske er det ikke så underligt, om også den egyptiske ambassadør har været en anelse forvirret. Og har Udenrigsministeriets protokolchef faktisk sagt til ambassadøren, at 19 islamiske trossamfund er anerkendt i Danmark, selv om de altså er godkendt, kan også dét vel tilskrives en forvirring, der næppe er grund til at anse for landsskadelig eller ophidselse af den egyptiske regering.

Der er derimod grund til, at den danske regering afklarer både den retlige og den symbolske rolle for trossamfund i Danmark. For det første er der behov for klare og utvetydige regler, der kan læses samlet i en lovgivning, ikke blot i spredte bemærkninger - så reglerne kan forstås af dem, de vedrører. For det andet er der behov for anerkendelse. De to ting kan ikke adskilles. Retten handler, som Peter Høilund siger i sin nyeste bog, om »udformning af vilkårene for social identitetsdannelse«. Det gælder også religionsretten.

Jeg gætter på, at protokolchefen i Udenrigsministeriet har sagt nogenlunde følgende til den egyptiske ambassadør:

I Danmark tager staten alene stilling til trossamfund, staten anerkender ikke religioner. Det gælder jødiske, kristne, buddhistiske, nordiske og islamiske - ingen religioner eller tro bliver anerkendt i Danmark - kun trossamfund. Fokus for relationen mellem stat og trossamfund er organisatorisk.

Det er i fin overensstemmelse med grundloven. Udgangspunktet er individuel og kollektiv religionsfrihed, direkte efter grundlovens par. 67 og uden nogen form for forhåndstilladelse fra staten, i en selvstændig retlig organisation efter den organisationsform, man selv beslutter.

Denne religionsfrihed direkte efter grundloven i retligt organiseret form uden forudgående eller efterfølgende kontrol er ganske unik. Man skal ikke langt ud i Europa, før der ligeledes er religionsfrihed efter grundloven - men der kan ikke etableres nogen retlig organisation uden forudgående registrering. Konsekvensen er, at religionsfrihed, indtil registrering er sket, udelukkende kan udøves på personlig regning og risiko.

I Danmark kan man etablere f.eks. en selvejende institution eller en forening uden at skulle have tilladelse - og endog uden at være underlagt nogen form for tilsyn. Bruges foreningsformen, vil foreningens generalforsamling blive anset for tilstrækkeligt som ledelsesinstrument. Vælger man den selvejende institution eller fondsformen, er der endog en undtagelse i fondsloven, så trossamfund ikke er omfattet - trossamfund kan altså etableres i den selvejende institutions rammer uden nogen form for tilsyn og alene med en selvsupplerende bestyrelse som ledelsesinstrument.

Dernæst har Udenrigsministeriet formentlig sagt, at i dagens Danmark er hovedformålet med at tage stilling til trossamfund at få afklaret, om den pågældende gruppe kan få del i den vielsesbemyndigelse, der i Danmark efter gammel tradition kan udøves enten af borgerlige myndigheder eller af religiøse myndigheder. Efter ægteskabsloven kan præster, rabbinere, imamer og andre få vielsesbemyndigelse, hvis de er tilknyttet en organisation, hvis formål er gudsdyrkelse. Når der i dag tages stilling til, om der foreligger et trossamfund - og dermed til, om der foreligger gudsdyrkelse, om der er en tilstrækkelig klar organisation, så man kan se, hvem der står til regnskab for organisationen, og om trossamfundet i sin praksis ligger inden for landets lovgivning, ikke mindst straffeloven - så er formålet at tage stilling til, om organisationen kan danne ramme om uddeling af en vielsesbemyndigelse eller opholdstilladelse til sit præsteskab.

Endelig er det sikkert blevet slået fast med syvtommersøm, at anerkendelsesbegrebet bare er et historisk levn; at man ikke skal lægge noget indhold i de forskellige udtryk; at der stort set ingen retlig forskel er; og at vi synes lige godt om alle. Den assyriske østkirke i Danmark, baha'i og samtlige godkendte islamiske trossamfund står stort set på lige fod med den katolske kirke i Danmark og metodistkirken i Danmark.

Hvis stemningen så har været til det, kan Udenrigsministeriet have krydret med en fortælling om, at Danmark stort set var ude i lige så stort udenrigspolitisk blæsevejr i begyndelsen af 1860'erne. Dengang åbnede grundloven faktisk for en skelnen mellem anerkendte trossamfund og andre trossamfund, samtidig med at den - som nu - fastslog, at »de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes ved lov«. Da metodistkirken ville etablere sig i København, lagde den amerikanske ambassadør derfor et endog overmåde stort pres på den danske stat for at få lovgivningsmagten til at anerkende metodistkirken ved lov. Det ville man ikke, men man besluttede at aquiesere ved, at regeringen administrativt udstedte en anerkendelse, selv om der jo reelt ikke længere var grundlovshjemmel for den slags kongelige anordninger.

Begrebet 'anerkendelse' forsvandt fra grundlovens religionsretlige bestemmelser i 1915. Praksis ophørte imidlertid først efter den næste grundlov, da man lige præcis havde fået den anden store amerikanske tradition med, nemlig baptistmenighederne i Danmark samt de engelske og nordiske udlandsmenigheder.

Da den første islamiske gruppe søgte anerkendelse omkring 1960, fandt man, at den var så lille og uorganiseret, at det ikke kunne gå an at give den vielsesbemyndigelse og ret til at føre kirkebøger og navngive. På det grundlag søgte man med ægteskabsloven fra 1969 at indskrænke sig til alene at give vielsesbemyndigelser og, ville Udenrigsministeriet igen sige, fru ambassadør, der er jo stort set ingen forskel på, om de islamiske menigheder kaldes for godkendte, eller de kaldes for anerkendte - heller ikke selv om anerkendelserne altså er båret af en gammel kongelig resolution.

Fra en international betragtning må man sige, at den nuværende ordning har placeret Danmark i spidsen af lande med religionsfrihed - såvel med hensyn til retligt frirum for organisationsformen som med hensyn til antal godkendte trossamfund. Ikke mange lande i Europa har en tilsvarende omfattende godkendelsesordning. Mange lande i Europa har derimod ordninger med godkendelsess