»Faktisk er hele 19 islamiske trossamfund anerkendt af den danske stat«. Det slår Politiken fast i en forsidehistorie i forgangne uge. Samtidig oplyses, at den egyptiske ambassadør har været indkaldt til kammeratlig samtale i Udenrigsministeriet, fordi hun angiveligt har »spredt oplysninger i Mellemøsten om, at islam ikke er officielt anerkendt tro i Danmark og på den måde medvirket til at ophidse de arabiske gemytter i Danmark«. Men læg mærke til ordene. Taler vi om anerkendelse af tro eller af trossamfund? Er det rigtigt, at 19 islamiske trossamfund er anerkendt af den danske stat? Vil man bag om Politikens historie, er den relevante hjemmeside www.km.dk. Under 'andre trossamfund' er en liste over anerkendte og godkendte trossamfund. Ingen islamiske trossamfund er grupperet som anerkendt. Listen over de 11 anerkendte trossamfund rummer: den katolske kirke, den ortodokse russiske menighed i København, den norske, svenske og engelske kirke i København, reformerte menigheder (tysk- og fransktalende) samt baptistkirken i Danmark, metodistkirken i Danmark og Mosaisk Troessamfund. De 19 islamiske trossamfund står opført på næste del af listen som godkendte, om end nogle af dem nok alene har fået tildelt en vielsesbemyndigelse, før den nuværende relativt omfattende godkendelsesordning er blevet gennemført administrativt inden for den seneste halve snes år. Listen over godkendte trossamfund rummer tillige et jødisk trossamfund, en række nyreligiøse bevægelser, organisationer baseret på buddhisme, nordisk religion, en række kristne frimenigheder af forskellig observans samt yderligere en gruppe gamle kristne kirker, nu fra den østeuropæiske og orientalske del af verden. Forvirret? Måske er det ikke så underligt, om også den egyptiske ambassadør har været en anelse forvirret. Og har Udenrigsministeriets protokolchef faktisk sagt til ambassadøren, at 19 islamiske trossamfund er anerkendt i Danmark, selv om de altså er godkendt, kan også dét vel tilskrives en forvirring, der næppe er grund til at anse for landsskadelig eller ophidselse af den egyptiske regering. Der er derimod grund til, at den danske regering afklarer både den retlige og den symbolske rolle for trossamfund i Danmark. For det første er der behov for klare og utvetydige regler, der kan læses samlet i en lovgivning, ikke blot i spredte bemærkninger - så reglerne kan forstås af dem, de vedrører. For det andet er der behov for anerkendelse. De to ting kan ikke adskilles. Retten handler, som Peter Høilund siger i sin nyeste bog, om »udformning af vilkårene for social identitetsdannelse«. Det gælder også religionsretten. Jeg gætter på, at protokolchefen i Udenrigsministeriet har sagt nogenlunde følgende til den egyptiske ambassadør: I Danmark tager staten alene stilling til trossamfund, staten anerkender ikke religioner. Det gælder jødiske, kristne, buddhistiske, nordiske og islamiske - ingen religioner eller tro bliver anerkendt i Danmark - kun trossamfund. Fokus for relationen mellem stat og trossamfund er organisatorisk. Det er i fin overensstemmelse med grundloven. Udgangspunktet er individuel og kollektiv religionsfrihed, direkte efter grundlovens par. 67 og uden nogen form for forhåndstilladelse fra staten, i en selvstændig retlig organisation efter den organisationsform, man selv beslutter. Denne religionsfrihed direkte efter grundloven i retligt organiseret form uden forudgående eller efterfølgende kontrol er ganske unik. Man skal ikke langt ud i Europa, før der ligeledes er religionsfrihed efter grundloven - men der kan ikke etableres nogen retlig organisation uden forudgående registrering. Konsekvensen er, at religionsfrihed, indtil registrering er sket, udelukkende kan udøves på personlig regning og risiko. I Danmark kan man etablere f.eks. en selvejende institution eller en forening uden at skulle have tilladelse - og endog uden at være underlagt nogen form for tilsyn. Bruges foreningsformen, vil foreningens generalforsamling blive anset for tilstrækkeligt som ledelsesinstrument. Vælger man den selvejende institution eller fondsformen, er der endog en undtagelse i fondsloven, så trossamfund ikke er omfattet - trossamfund kan altså etableres i den selvejende institutions rammer uden nogen form for tilsyn og alene med en selvsupplerende bestyrelse som ledelsesinstrument. Dernæst har Udenrigsministeriet formentlig sagt, at i dagens Danmark er hovedformålet med at tage stilling til trossamfund at få afklaret, om den pågældende gruppe kan få del i den vielsesbemyndigelse, der i Danmark efter gammel tradition kan udøves enten af borgerlige myndigheder eller af religiøse myndigheder. Efter ægteskabsloven kan præster, rabbinere, imamer og andre få vielsesbemyndigelse, hvis de er tilknyttet en organisation, hvis formål er gudsdyrkelse. Når der i dag tages stilling til, om der foreligger et trossamfund - og dermed til, om der foreligger gudsdyrkelse, om der er en tilstrækkelig klar organisation, så man kan se, hvem der står til regnskab for organisationen, og om trossamfundet i sin praksis ligger inden for landets lovgivning, ikke mindst straffeloven - så er formålet at tage stilling til, om organisationen kan danne ramme om uddeling af en vielsesbemyndigelse eller opholdstilladelse til sit præsteskab. Endelig er det sikkert blevet slået fast med syvtommersøm, at anerkendelsesbegrebet bare er et historisk levn; at man ikke skal lægge noget indhold i de forskellige udtryk; at der stort set ingen retlig forskel er; og at vi synes lige godt om alle. Den assyriske østkirke i Danmark, baha'i og samtlige godkendte islamiske trossamfund står stort set på lige fod med den katolske kirke i Danmark og metodistkirken i Danmark. Hvis stemningen så har været til det, kan Udenrigsministeriet have krydret med en fortælling om, at Danmark stort set var ude i lige så stort udenrigspolitisk blæsevejr i begyndelsen af 1860'erne. Dengang åbnede grundloven faktisk for en skelnen mellem anerkendte trossamfund og andre trossamfund, samtidig med at den - som nu - fastslog, at »de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes ved lov«. Da metodistkirken ville etablere sig i København, lagde den amerikanske ambassadør derfor et endog overmåde stort pres på den danske stat for at få lovgivningsmagten til at anerkende metodistkirken ved lov. Det ville man ikke, men man besluttede at aquiesere ved, at regeringen administrativt udstedte en anerkendelse, selv om der jo reelt ikke længere var grundlovshjemmel for den slags kongelige anordninger. Begrebet 'anerkendelse' forsvandt fra grundlovens religionsretlige bestemmelser i 1915. Praksis ophørte imidlertid først efter den næste grundlov, da man lige præcis havde fået den anden store amerikanske tradition med, nemlig baptistmenighederne i Danmark samt de engelske og nordiske udlandsmenigheder. Da den første islamiske gruppe søgte anerkendelse omkring 1960, fandt man, at den var så lille og uorganiseret, at det ikke kunne gå an at give den vielsesbemyndigelse og ret til at føre kirkebøger og navngive. På det grundlag søgte man med ægteskabsloven fra 1969 at indskrænke sig til alene at give vielsesbemyndigelser og, ville Udenrigsministeriet igen sige, fru ambassadør, der er jo stort set ingen forskel på, om de islamiske menigheder kaldes for godkendte, eller de kaldes for anerkendte - heller ikke selv om anerkendelserne altså er båret af en gammel kongelig resolution. Fra en international betragtning må man sige, at den nuværende ordning har placeret Danmark i spidsen af lande med religionsfrihed - såvel med hensyn til retligt frirum for organisationsformen som med hensyn til antal godkendte trossamfund. Ikke mange lande i Europa har en tilsvarende omfattende godkendelsesordning. Mange lande i Europa har derimod ordninger med godkendelsessystemer, og de har stort set alle nogle kriterier indbygget, hvis formål er en indholdsmæssig forskelsbehandling. Men det er påfaldende, at anerkendelsesordningen ophørte, præcis da de islamiske trossamfund kom på banen. Det er det fra en symbolpolitisk betragtning, og det er det fra en nutidig betragtning. Det er påfaldende, at man skal være nødt til at forklare 500 års dansk religionshistorie for at få både danske borgere og udenlandske ambassadører til at forstå og måske tro på, at der stort set ingen forskel er. Hertil kommer, at der - selv inden for rammerne af de ovenfor givne bemærkninger - faktisk er forskel. Alle anerkendte og godkendte trossamfund har vielsesbemyndigelse. Men alene de gamle anerkendte trossamfund har adgang til at navngive med borgerlig gyldighed og udskrive attester fra deres kirkebøger med borgerlig gyldighed. Indtil for et par år siden stod det klart, at trossamfund, der ikke har nogen 'teologi' for ægteskab og dermed ikke et vielsesritual, ikke kunne få det retlige stempel, der ligger i godkendelsesordningen. Reglerne kan forstås sådan, at alle trossamfund nu kan søge godkendelse i Kirkeministeriet, uanset om de har et behov for vielsesbemyndigelse, et behov for et stempel over for udlændingemyndighederne eller blot et behov for afklaring af, hvem de er - og dermed adgang til fritagelse fra fondslovens regler. Man kan altså nu læse systemet sådan, at man via bemærkninger til udlændingeloven for et par år siden har skabt et generelt system for godkendelse af trossamfund i Danmark - og dermed rettet op på nogle af småtingene. For set i det store billede er det næppe det forhold, at 19 islamiske trossamfund har stemplet godkendte og ikke stemplet anerkendte, som gør, at de - endnu - ikke har selvstændige begravelsespladser. Man har givet plads for en jødisk kirkegård, men har været længe om at forstå, at der nu er andre religiøse mindretal, der har tilsvarende behov for at drive kirkegård efter egne principper. En tidligere kirkeminister fandt sammen med Justitsministeriet frem til, at der ikke var noget til hinder for, at Folketinget over finansloven gav tilskud til etablering af en muslimsk begravelsesplads. Dansk Folkeparti fik sagen stoppet. Småting? Det er også påfaldende, at ingen huse i Danmark tydeligt i byens rum tilkendegiver, at her ligger en moske. Helt nye undersøgelser viser, at der er 120 steder, hvor muslimer kan samles offentligt til bøn, nogle endog i nedlagte frikirkebygninger. Men ingen af disse 'moskeer' har ydre, synlige kendetegn på at være et helligt rum for islam - selv om katolske og reformerte og baptistiske kirker og synagogen i Krystalgade alle er klart genkendelige. At denne symbolpolitik har betydning, viser den offentlige debat de steder, hvor man blot forsøger at etablere et kulturhus med fast bederum. Det er påfaldende, at Mosaisk Troessamfund efter sine vedtægter skal have vedtægtsændringer godkendt i Indenrigsministeriet. Fra en juridisk betragtning må det anses for at være en byrde, en indskrænkning i religionsfriheden, der alene kan fortsætte, fordi den blev etableret før grundloven. Men mange i danske trossamfund ser det i stedet som en særlig stor tilknytning mellem Mosaisk Troessamfund og den danske stat - endog uden om Kirkeministeriet, som i de kredse udelukkende har været anset for at være folkekirkens ministerium. Den misforståelse er blevet afklaret med en god ny hjemmeside, der tydeligt viser forskellen på Kirkeministeriet, folkekirken og de øvrige trossamfund, så nu skulle der nok være plads til, at alle trossamfund kan anse Kirkeministeriet for deres ministerium. Småting? Eller symbolpolitik? Endelig er det påfaldende, at folkekirkens præster er begravelsesmyndighed for alle, uanset om de pågældende er døde som muslimer, katolikker eller jøder. Det indebærer, at folkekirkens præster som begravelsesmyndighed skal tage stilling, ikke alene til, om der kan foretages begravelse, men også til, hvilken form for begravelse eller hvilken religiøs ramme der kan foreligge om begravelsen. Imidlertid, som det fremgik af Vestre Landsrets dom i forrige uge, er dette forskelsbehandlinger, danske muslimer deler med danske katolikker og mange andre. Dommen angik kravet om, at fødselsanmeldelser alle skal ske til folkekirkens kirkebog - ligesom altså stillingtagen til anmodning om begravelse. Dommen drejede sig derudover om den forskelsbehandling, der ligger i, at ikke-folkekirkemedlemmer skal betale ekstra for at blive begravet, uanset om de tidligere har været medlemmer af folkekirken eller ej. Dommen er klokkeklar. Hverken regeringen eller landsretten kan se, at der er noget problem i, at disse civile spørgsmål ordnes obligatorisk via folkekirken og dens kirkebøger. Hverken regeringen eller landsretten kan se noget problem i, at omvendte katolikker - eller omvendte muslimer - der tidligere har været medlemmer af folkekirken, skal betale ekstra for begravelser uden hensyn til tidligere indbetalt kirkeskat. For derefter har de jo haft mulighed for at få fradrag for, hvad de betaler til trossamfundet! Hele dommen er en lang redegørelse for, hvordan man i dansk religionsret kommer uden om at tage stilling til de kritiske potentialer, der ligger i grundlæggende principper om relationer mellem stat og trossamfund uden for landets grænser, og som ligger i grundloven selv. For hvis vi nu skal vende tilbage til anerkendte eller godkendte og retten som bidrag til social identitetsdannelse: Grundloven lægger op til en anden ordning. Grundlovens par. 69 fastslår, at trossamfundenes forhold skal ordnes ved lov. Reglen betyder ikke, at Folketinget skal tage stilling til trossamfundenes organisationsstruktur. Men den betyder, at statens behov for at tage stilling til trossamfundenes funktion og rolle i det danske samfund skal formuleres ved lov. Med udgangspunkt i en ligebehandling. Ikke af folkekirken og de øvrige trossamfund nødvendigvis. Men i hvert fald af de øvrige trossamfund indbyrdes. I stedet for at indkalde ambassadører til kammeratlig samtale, med risiko for at man i Udenrigsministeriet eller i Politikens gengivelse kommer til at kløjes i et oldgammelt religionsretligt vokabularium, kunne man måske foreslå, at krisen om Muhammedtegningerne fik sit bidrag til løsning ved, at regering og Folketing gik sammen om at give den retlige anerkendelse, man kan give efter grundloven - og gjorde det i klar tekst, i en samlet lov, så både dem, reglerne angår, ambassadører, Udenrigsministeriet og andre har en mulighed for at forstå systemet. Forslaget er enkelt: bring grundlovens par. 69 i spil. Fremsæt et lovforslag i Folketinget, der for det første ophæver en sproglig skelnen mellem anerkendte og godkendte trossamfund - de retlige forskelle, som anses for småting, kan glimrende afklares i den forbindelse. For det andet kunne loven fastslå de retlige betingelser for godkendelse af trossamfund og godkendelsens retlige betydning ved en finjustering af den model, Kirkeministeriets sagkyndige udvalg allerede har fundet frem til. Loven kunne give mulighed for, at medlemmer af godkendte trossamfund kan lade deres civilregistrering foregå direkte til kommunens CPR-register. Den kunne fastslå, at præster, der har fået vielsesbemyndigelse, også kan få begravelsesmyndighed og adgang til at navngive (og bliver det for mange, må man være mere karrig med de forvaltningsretlige bemyndigelser, end man er i dag). Loven kunne fastslå kriterier for økonomiske støtteordninger til gennemførelse af byggeri til religiøse formål, anskaffelse af begravelsespladser eller andet. Loven kunne fastslå, hvilke tilsynsordninger Kirkeministeriet vil gennemføre som led i, at trossamfund er fritaget fra fondsloven og dermed fra Civilstyrelsens tilsyn - vil man f.eks. kræve, at trossamfund inden for fondslovens område (altså de selvejende institutioner) skal give offentligheden indsigt i regnskaber? Aktindsigt? Indsigt i organisationsmodel og faktiske organisatoriske ansvarlige? En sådan lovgivning vil give mulighed for sammenhæng mellem benefit og krav, der skal opfyldes - ligestille trossamfund - og derigennem give et retligt grundlag for den symbolpolitik, der er så helt afgørende: Hvilke trossamfund står på hvilken plads på Kirkeministeriets liste.