Pludselig mødte jeg én, som jeg ikke var stødt på i lange tider – undtagen måske i drømme.
Men da jeg ikke kan huske mine drømme, når dagens lys trænger ind gennem persiennen, hjælper det ikke så meget. Men pludselig stod hun dér. Ti år gammel, og så vidt jeg kan huske, var hun lang af sin alder og tynd som et kosteskaft. Der var ganske vist ikke noget foto af hende, for der, hvor der var sat plads af til et billede, stod der blot »kommer«. Men det kom aldrig – billedet. Bogen, hvor billedet skulle have siddet, var en såkaldt venindebog. Hver veninde fik tildelt et opslag. Øverst på de to sider var der tegnet nogle fine rammer, de to var fyldt ud med slyngede blomster, den tredje var til det ventede billede. På den anden side var der en større ramme, og her var der plads til navn, adresse samt fødselsdato. Og endelig hvornår vidnesbyrdet var aflagt. Meget skriveri var der nu ikke plads til. Der skulle svares på en række spørgsmål, der for de flestes vedkommende drejede sig om, hvad en voksen ville kalde ’kulturelle præferencer’. Det første spørgsmål lød på, hvilken forfatter man holdt mest af, og lydig mod dannelsestraditionen svarede den tiårige: H.C. Andersen. Af alle romaner holdt hun mest af ‘Oliver Twist’, hvilket set i bakspejlet må være aldeles forkert, for hvem kunne som tiårig holde ud at græde sig gennem hele ’Oliver Twist’? Af skuespil kunne hun bedst lide ’Gulddaasen’ – ja, det er skrevet før retskrivningsreformen, der dømte aa ud til fordel for å. ’Gulddaasen’ – skrevet af den nu totalt glemte Christian Olufsen – var blevet opført på skolescenen, og selv om den tiåriges klasse endnu ikke var blevet skolescenemoden, havde hun set den, for hendes familie havde noget med teater at gøre. Hun har sikkert ved at anføre ’Gulddaasen’ gerne villet prale lidt – kender jeg hende ret. Så skulle man angive, hvilken skuespiller man satte størst pris på. Og her er det overraskende svar: Angelo Bruun. Den voksne har kun bevaret et erindringsglimt af ham, og det var liggende i en hospitalsseng. Jeg mener at huske, at personen i sengen på Folketeatrets scene var i færd med at dø. Selv i den situation var han smuk – Angelo Bruun – om end han, målt med den tiåriges syn på verden og de voksne, var ældgammel. Af skuespillerinderne var den foretrukne Bodil Kjer – hun var bestemt også dejlig – af film ’Lassie vender hjem’, som alle børn på den tid havde grædt strømme af tårer over. Senere har jeg fået at vide, at der ikke kun var én Lassie i filmen, man havde brugt en fem-otte stykker, og siden da har jeg fortrudt mine udgydte tårer. Man skulle jo også angive filmskuespillere, og hun anførte glad og helhjertet Errol Flynn, en af verdens dårligste skuespillere, men den kraft og styrke, hvormed han smider hjorten ind på den onde prins Johns spisebord i hallen på borgen i Nottingham, er aldrig glemt. Og så var han jo ret god til at fægte. Den voksne mener at huske, at den tiårige var noget sur over, at det kun var hankønsvæsnerne, som fik lov til at svinge kårderne, svinge sig i tovene og bestige stejle mure m.v., mens kvinderne – nej, damerne – var henvist til at se på. Når det drejede sig om, hvilken filmskuespillerinde – et temmelig langt ord – hun foretrak, anførte hun én af de nok ringeste kvindelige skuespillere, man har set på det hvide lærred, nemlig Ginger Rogers. Hvor dårlig en skuespiller hun var, kan man stadig – om ikke dagligt, så dog ganske hyppigt – genopleve på filmkanalen TMC. Så kunne den tiårige godt lide klavermusik – hvilket nok var en noget påtaget præference – for hun hørte nu ikke synderlig meget musik, selv om hendes familie havde en pladespiller. Det var en af dem, hvor man kunne sætte flere grammofonplader på en pind, hvorefter pladerne i tur og orden faldt ned, så man ikke behøvede at styrte hen og sætte en ny på, hver gang 78-pladen havde spillet sig færdig. Af sangere fortrak hun Aksel Sjøst. Ja, hvis læserne ikke kender en sanger af det navn, er det ikke så underligt, for den tiårige har her næsten præsteret en rekord i stavefejl på en megen lille plads, for lige bortset lige fra S’et og ø’et er resten forkert. Aksel Sjøst – eller skal vi skrive det korrekt, Schiøtz – var ikke blot landskendt, han var landselsket for sine utallige fortolkninger af danske sange, som man kunne høre om og om igen i Statsradiofoniens udsendelser. Den voksne mener at kunne huske, at det med hr. Sjøst måske nok ikke så meget var den tiåriges egen smag, men snarere var resultat af et implicit gruppepres. For den voksne mener at kunne huske, at det næsten var kollektivt bud, at Sjøst, ham kunne eller rettere skulle man elske. Jeg mener, at han også sang om Jens Vejmand, staklen, som huggede sten hele sit liv, men som i graven aldrig fik sig én. Melodien til ‘Jens Vejmand’ præsterede den tiårige engang af briste i gråd over i Folketeatret, hvor den blev spillet i pausen. Men selv uden ordene trillede tårerne. Men det kunne jo også være dejligt at græde. Så blev man også bedt om at nævne sit yndlingsbillede, og til den ældres store overraskelse anfører den tiårige Carl Bloks portræt af H.C. Andersen. Ja, Blok staves jo ikke sådan, men meningen har nok været ... Ja, næppe rigtig god, for mon der ikke er stukket et lille praleønske op? For Carl Bloch, som han retteligen hedder, kan ikke have været synderlig elsket blandt tiårige piger.
