Den danske velfærdsstat, som den ser ud i dag, er et resultat af en mere end hundredårig historisk proces.

Udviklingen har resulteret i et konglomerat af mange forskellige ordninger, hvor delordninger lapper på huller i de generelle ordninger, og hvor ordninger fra forskellige tider og vedtaget ud fra forskellige principper lever side om side. Velfærdsstaten er en samfundskonstruktion, der er parallel til den arkitektoniske konstruktion af Roskilde Domkirke. Men ser man bort fra detaljerne, så er der dog nogle bærende principper i den danske model, der er forskellige fra den måde, man har indrettet sig på i f.eks. den angelsaksiske verden eller i Sydeuropa. I den danske model er der ikke nogen klar forbindelse mellem, hvad man yder, og hvad man får. Den danske velfærdsstat er hovedsagelig skattefinansieret ved hjælp af skatter, der er pålagt ud fra princippet om, at de stærkeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Samtidig uddeles ydelserne efter behov, uafhængigt af hvad man har betalt til staten. Man får gratis skolegang til sine børn, folkepension, når man bliver ældre, gratis læge og hospitalsbehandling, alt sammen selv om man aldrig har været i en situation, hvor man har kunnet betale skat eller forsikringsgebyrer. Tværtimod er det ofte sådan, at de velstillede, der har betalt mange skatter, får mindre i folkepension og skal betale mere for børneinstitutionspladser end de ubemidlede. På den måde sikrer den danske velfærdsstat, at der er et højt minimumsniveau for borgernes velfærd. Man kan som dansker – stadig som hovedregel – ikke komme i en situation, hvor man er nødt til at tigge eller ikke får sine mest basale minimumsbehov dækket; selv om man ikke har nogen familie, og selv om man ikke har tegnet forsikringer i tide. I mange andre lande må familierne sørge for uarbejdsdygtige familiemedlemmer, og man får pension efter, hvad man har indbetalt til pensionsordninger, og lægehjælp efter, hvor godt man er forsikret. Det er ’noget for noget’, hvor det danske system er ’noget for ingenting’. Principperne i dette danske system har sine rødder tilbage til perioden 1891-1933. I 1891 fik vi med en offentlig pensionsordning for ubemidlede ældre grundlagt princippet om ’noget for ingenting’, og den række af reformer, der fulgte i de følgende årtier, blev i 1933 samlet i K.K. Steinckes store socialreform, der var et led i Kanslergadeforliget mellem Socialdemokratiet, de radikale og Venstre. Denne udvikling er nu ved at blive kortlagt af Jørn Henrik Petersen, landets eneste professor i ’socialvidenskab’ og leder af det nyligt startede Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet. I 1985 blev han doktor på en afhandling om udviklingen op til 1891-reformen, og netop nu har han udgivet en spændende bog om udviklingen i det danske pensionssystem fra 1891 til 1933. Og der kan være god grund til at studere historien, for det samfund, vi har i dag, er i høj grad skabt af en række valg truffet i 1891 og årene derefter. Meget er traditionsbestemt eller sti-afhængigt, som samfundsforskerne siger for at markere, at når man er gået ud på en sti, så er det i høj grad styrende for den fremtidige udvikling – det kræver noget dramatisk at skifte ’sti’. Vi kunne i 1891 have valgt en anden pensionsordning, men da man havde sagt A, fulgte B naturligt efter, og efter B forekom C nærliggende, og på den måde er vi så endt med den nuværende danske velfærdsstat. Men selv om konstruktionen er historisk betinget, kan der være al mulig grund til en gang imellem at overveje, hvorfor vi nu er gået den vej, vi er. Om det er et fornuftigt sted, vi er endt, og om konstruktionen er fremtidssikret. Normalt får man jo ikke noget for ingenting, så hvorfor har vi valgt denne model? Der er næppe tvivl om, at det at hjælpe folk uden at få noget til gengæld, er mest oplagt i mindre grupper med en høj grad af indbyrdes solidaritet og sammenhængskraft. Det er naturligt i f.eks. familier eller mindre samfund. Samfund med meget solidariske velfærdsordninger, som de nordiske lande, er da også typisk meget homogene nationalstater. Og det var Danmark udpræget i 1891-1933. Ved folketællingen i 1890 var 96,7 procent af befolkningen født i Danmark, og under 2.000 var født i ikkevestlige lande. 98,4 procent var medlemmer af folkekirken (i 1870 blev der talt 63 ikketroende og 8 muslimer). Dette var stadig billedet ved folketællingen i 1930. Da var 97,5 procent af indbyggerne født i Danmark og knap 6.000 født i ikkevestlige lande, og stadig var næsten 98 procent medlemmer af folkekirken. I hele den periode, hvor den danske velfærdsstat blev grundlagt, var altså omkring 98 procent af befolkningen dansktalende, folkekirkekristne etniske danskere. Den store stabilitet gjorde, at man som uddannelsessøgende, som arbejdende skattebetaler og som ældre pensionist hele tiden boede i Danmark. Både en selv, ens børn og ens forældre boede her. Der lå altså også en implicit generationskontrakt i ordningen. Jeg får min uddannelse betalt mod senere at betale skat, og når jeg betaler min skat, betaler den kommende generation min pension. Det er samtidig et implicit forsikringssystem – hvis det går mig godt, betaler jeg en slags forsikringspræmie i form af skatter til det offentlige, som så sikrer mig og min familie, hvis vi bliver syge eller arbejdsløse. Det er også klart, at der er en underliggende ideologi, der tilsiger, at hvis vi ser en hjælpeløs, så har vi en pligt til – som den barmhjertige samaritaner – at hjælpe ham. Det er næppe tilfældigt, at en række af de mest udprægede talsmænd for den tidlige velfærdsstat var aktive kristne. Jørn Henrik Petersen ser teologiprofessoren K.E. Løgstrup (1905-1981) og hans etiske fordring om, at vi skal tage hensyn til, at vi hele tiden har noget af næstens skæbne i vore hænder som den mest eksplicitte formulering af velfærdsstatens ideologi. Det er også påfaldende, at hvis man ser på de mest omtalte personer i Jørn Henrik Petersens bog om perioden 1891-1933, så er det kun to af de personer, der er blandt de ti oftest nævnte, som ikke er toppolitikere, og det er økonomiprofessorerne Harald Westergaard (1853-1936) og Frederik Zeuthen (1888-1959). Harald Westergaard var samtidig ledende i Københavns Kirkefond og med til at organisere byggeriet af alle de kirker i de københavnske brokvarterer, der nu er ved at blive overflødige. Frederik Zeuthen var af gammel præsteslægt, og hans onkel afløste Vilhelm Beck som formand for Indre Mission. For dem var velfærdsstaten ikke klassekamp, men praktisk kristen næstekærlighed. Velfærdsstatens historiske fundament var altså praktisk næstekærlighed i en homogen nationalstat, men kan et ’noget for ingenting’-samfund også være en logisk rationel samfundskonstruktion? Det er der en række argumenter for. Moderne matematisk og økonomisk spilteori har vist, at vi alle på langt sigt kan få mere ud af at samarbejde end af en kortsigtet maksimering af egne interesser. Hvis de enkelte fiskere hver for sig fanger det, der på kort sigt giver den højeste profit, så udrydder de tilsammen måske fiskebestandene, og de kunne få en større langsigtet gevinst ved at samarbejde og vedligeholde bestandene. Et samarbejde om velfærdsstatens kollektive forsikringssystem kan tilsvarende meget vel være en rationel løsning på de vanskeligheder, der ville opstå ved at løse problemerne ved hjælp af markedsmæssige forsikringsordninger. I et markedsmæssigt system kan alle spekulere i at forsikre sig, hvis de frygter at blive syge eller arbejdsløse, og lade være, hvis de er ovenpå. Og så kan man vanskeligt få et forsikringssystem til at fungere. Specielt hvis den enkelte selv har en bedre fornemmelse af sin egen helbreds- og arbejdsmarkedsmæssige situation end forsikringsselskabet. Det har også i moderne samfundsfilosofi været diskuteret, specielt af den amerikanske filosof John Rawls, hvordan en retfærdig samfundsstruktur skal se ud. Det er klart, at hvis man spørger folk, hvad der er rimeligt, vil de typisk argumentere for mere til deres egen gruppe. Den teoretiske konstruktion, Rawls forestiller sig, er derfor en diskussion om en retfærdig fordeling, der foregår bag et uvidenhedens slør, hvor man ikke ved, hvilken position man selv vil få i samfundet. I den situation forestiller Rawls sig, at der vil være konsensus om et meget lige samfund, men hvor der selvfølgelig gives noget ekstra til folk med et ubehageligt eller stressende arbejde og til folk med en lang og krævende uddannelse. Noget ekstra til folk, der er mangel på, vil nok også blive accepteret. Men da man ikke ved, om man selv er en af dem med få kvalifikationer og ringe arbejdsevne, vil man givetvis acceptere et højt sikkerhedsnet for de uforskyldt svageste. Et Rawlsk idealsamfund kan meget vel komme til at ligne den klassiske danske velfærdsstat. Der er altså gode teoretiske argumenter for velfærdsstaten, og faktisk har den også vist sig at klare sig godt i praksis. De nordiske lande har fra et udgangspunkt for hundrede år siden langt efter f.eks. England etableret sig som nogle af verdens rigeste lande. Men rigdom er jo ikke alt, så økonomer og andre samfundsforskere har i det seneste årti arbejdet mere og mere med lykkeforskning. ’Happiness and Economics’ er blevet en almindelig bogtitel. Der er blevet lavet en lang række undersøgelser, hvor en tilfældig stikprøve i befolkningen spørges om, hvor lykkelige de er (meget lykkelige, lykkelige, nogenlunde lykkelige eller slet ikke lykkelige). Her viser det sig også, at de små nordvesteuropæiske nationalstater klarer sig godt. De er typisk blandt verdens mest lykkelige befolkninger. Der er altså gode teoretiske argumenter for den danske velfærdsmodel, og den har også i praksis klaret sig godt. Men det betyder ikke, at den er fremtidssikret. For hele det historiske fundament, den er bygget på, og som er skildret i detaljer i Jørn Henrik Petersens bog, er i hastig opløsning, og det er derfor vigtigt i tide at få diskuteret, hvor meget af konstruktionen der kan bevares, og hvordan det hensigtsmæssigt kan gøres. Problemet er, at velfærdsstatens forudsætninger nok var en lille kristen nationalstat. I en globaliseret verden, hvor ideologien er ’noget for noget’ og ’man er sin egen lykkes smed’, er det svært at få en sådan velfærdsstat til at fungere. Den bygger som beskrevet på en indbyrdes solidaritet mellem landets borgere, men er en sådan mulig, hvis fremtidens dansker har fået sin uddannelse i f.eks. USA, har ansættelse i et multinationalt selskab med hovedkvarter i London, i uddannelsessystemet og på arbejde har talt engelsk, har haft store dele af sit arbejdsliv i udlandet og måske regner med at tilbringe sin pensionisttilværelse i Spanien? Kan solidariteten opretholdes, hvis befolkningen består af meget forskellige etniske grupper, af meget forskellige religiøse grupper og dermed af grupper med meget forskellige interesser? I dag har vi over 300.000 indvandrere, heraf 200.000 muslimer, mens fortidens store indvandrergrupper, de russiske jøder i begyndelsen af det 20. århundrede og polakkerne omkring Første Verdenskrig, var under 10.000. Meget tyder på, at det ikke er muligt. Vi har i de sidste 10 år fået en øget ulighed. Vi har fået en undtagelse fra det generelt høje sociale sikkerhedsnet i form af en særlig lav starthjælp til indvandrere, og vi har fået meget høje lønninger til f.eks. erhvervslivets top og til udvalgte sportsfolk. For at tiltrække folk med topkvalifikationer er vi blevet nødt til at give ’internationale’ lønninger, og for at forhindre et ukontrollerbart pres på vore sociale ordninger er vi blevet nødt til at lave et meget lavere socialt sikkerhedsnet for indvandrere og samtidig gøre alt muligt for at forhindre udlændinge i at komme ind i vort land. Samtidig har vi ikke længere religionen til at holde folks moral oppe. I gamle dage var det en pligt og et kald at arbejde både for ens egen og for fællesskabets skyld. En husmandskone kunne i sine erindringer skildre, hvordan de var ’arbejdsgrådige’. Det er vi typisk ikke længere; nu skal der incitamenter til for at få os til at arbejde – det skal kunne betale sig at arbejde. I gamle dage var de sociale sikringsordninger noget, man gjorde meget for at undgå at komme til at gøre brug af. Nu vil vi have noget for vore skattekroner. Nu er der systematisk krav om kortere arbejdstid og længere ferier, for det er ubeskattede goder. Og ingen har dårlig samvittighed over at udnytte alle de huller, man kan finde i skattelovgivningen. Ja, knap nok over brugen og udførelsen af direkte sort arbejde. Men kan en velfærdsstat af den klassiske danske type trods hele sin glorværdige historie og alle argumenterne for den fungere i en globaliseret verden, når befolkningen ikke længere føler nogen stærk indbyrdes solidaritet, men i stedet dyrker en noget for noget-filosofi? Det er det afgørende spørgsmål i velfærdsdebatten, og svaret er ikke så ligetil. Det er i hvert fald ikke oplagt, at man ubetinget kan svare bekræftende på det spørgsmål.