0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Noget for ingenting

Den danske velfærdsstat har gjort danskerne til et af verdens rigeste og lykkeligste folk. Men dens forud- sætninger er ved at forsvinde ...

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Per Marquard Otzen

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den danske velfærdsstat, som den ser ud i dag, er et resultat af en mere end hundredårig historisk proces.

Udviklingen har resulteret i et konglomerat af mange forskellige ordninger, hvor delordninger lapper på huller i de generelle ordninger, og hvor ordninger fra forskellige tider og vedtaget ud fra forskellige principper lever side om side. Velfærdsstaten er en samfundskonstruktion, der er parallel til den arkitektoniske konstruktion af Roskilde Domkirke.

Men ser man bort fra detaljerne, så er der dog nogle bærende principper i den danske model, der er forskellige fra den måde, man har indrettet sig på i f.eks. den angelsaksiske verden eller i Sydeuropa. I den danske model er der ikke nogen klar forbindelse mellem, hvad man yder, og hvad man får. Den danske velfærdsstat er hovedsagelig skattefinansieret ved hjælp af skatter, der er pålagt ud fra princippet om, at de stærkeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Samtidig uddeles ydelserne efter behov, uafhængigt af hvad man har betalt til staten. Man får gratis skolegang til sine børn, folkepension, når man bliver ældre, gratis læge og hospitalsbehandling, alt sammen selv om man aldrig har været i en situation, hvor man har kunnet betale skat eller forsikringsgebyrer. Tværtimod er det ofte sådan, at de velstillede, der har betalt mange skatter, får mindre i folkepension og skal betale mere for børneinstitutionspladser end de ubemidlede.

På den måde sikrer den danske velfærdsstat, at der er et højt minimumsniveau for borgernes velfærd. Man kan som dansker – stadig som hovedregel – ikke komme i en situation, hvor man er nødt til at tigge eller ikke får sine mest basale minimumsbehov dækket; selv om man ikke har nogen familie, og selv om man ikke har tegnet forsikringer i tide. I mange andre lande må familierne sørge for uarbejdsdygtige familiemedlemmer, og man får pension efter, hvad man har indbetalt til pensionsordninger, og lægehjælp efter, hvor godt man er forsikret. Det er ’noget for noget’, hvor det danske system er ’noget for ingenting’.

Principperne i dette danske system har sine rødder tilbage til perioden 1891-1933. I 1891 fik vi med en offentlig pensionsordning for ubemidlede ældre grundlagt princippet om ’noget for ingenting’, og den række af reformer, der fulgte i de følgende årtier, blev i 1933 samlet i K.K. Steinckes store socialreform, der var et led i Kanslergadeforliget mellem Socialdemokratiet, de radikale og Venstre.

Denne udvikling er nu ved at blive kortlagt af Jørn Henrik Petersen, landets eneste professor i ’socialvidenskab’ og leder af det nyligt startede Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet. I 1985 blev han doktor på en afhandling om udviklingen op til 1891-reformen, og netop nu har han udgivet en spændende bog om udviklingen i det danske pensionssystem fra 1891 til 1933.

Og der kan være god grund til at studere historien, for det samfund, vi har i dag, er i høj grad skabt af en række valg truffet i 1891 og årene derefter. Meget er traditionsbestemt eller sti-afhængigt, som samfundsforskerne siger for at markere, at når man er gået ud på en sti, så er det i høj grad styrende for den fremtidige udvikling – det kræver noget dramatisk at skifte ’sti’.

Vi kunne i 1891 have valgt en anden pensionsordning, men da man havde sagt A, fulgte B naturligt efter, og efter B forekom C nærliggende, og på den måde er vi så endt med den nuværende danske velfærdsstat. Men selv om konstruktionen er historisk betinget, kan der være al mulig grund til en gang imellem at overveje, hvorfor vi nu er gået den vej, vi er. Om det er et fornuftigt sted, vi er endt, og om konstruktionen er fremtidssikret.

Normalt får man jo ikke noget for ingenting, så hvorfor har vi valgt denne model? Der er næppe tvivl om, at det at hjælpe folk uden at få noget til gengæld, er mest oplagt i mindre grupper med en høj grad af indbyrdes solidaritet og sammenhængskraft. Det er naturligt i f.eks. familier eller mindre samfund.

Samfund med meget solidariske velfærdsordninger, som de nordiske lande, er da også typisk meget homogene nationalstater. Og det var Danmark udpræget i 1891-1933. Ved folketællingen i 1890 var 96,7 procent af befolkningen født i Danmark, og under 2.000 var født i ikkevestlige lande. 98,4 procent var medlemmer af folkekirken (i 1870 blev der talt 63 ikketroende og 8 muslimer). Dette var stadig billedet ved folketællingen i 1930. Da var 97,5 procent af indbyggerne født i Danmark og knap 6.000 født i ikkevestlige lande, og stadig var næsten 98 procent medlemmer af folkekirken. I hele den periode, hvor den danske velfærdsstat blev grundlagt, var altså omkring 98 procent af befolkningen dansktalende, folkekirkekristne etniske danskere.

Den store stabilitet gjorde, at man som uddannelsessøgende, som arbejdende skattebetaler og som ældre pensionist hele tiden boede i Danmark. Både en selv, ens børn og ens forældre boede her. Der lå altså også en implicit generationskontrakt i ordningen. Jeg får min uddannelse betalt mod senere at betale skat, og når jeg betaler min skat, betaler den kommende generation min pension. Det er samtidig et implicit forsikringssystem – hvis det går mig godt, betaler jeg en slags forsikringspræmie i form af skatter til det offentlige, som så sikrer mig og min familie, hvis vi bliver syge eller arbejdsløse.

Det er også klart, at der er en underliggende ide