0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En nazist kom til Gudhjem

Den tyske litterat Fritz Waschnitius påvirkede en kreds af unge danske kunstnere omkring 1940, men skæbnesvangert blev det især for maleren Oluf Høsts søn. I dag for 60 år siden faldt Ole Wiedemann Høst som dansk frivillig ved den tyske østfront.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er megettypisk, at noget af det, besøgende spørger efter på maleren Oluf Høsts museum i Gudhjem, er billeder af sønnen Ole Wiedemann Høst. Det er selvsagt arbejder af faren Oluf Høst, der udstilles, men imellem har et enkelt Ole-billede sneget sig ind på væggene, og det føles naturligt, eftersom han som søn af en af Danmarks markanteste landskabsmalere fra første færd sporedes ind på kunsten gennem faren og dennes stærke karakter.

Billedet er et selvportræt i en stilfærdig senimpressionisme. Ole fremtræder som en pæn, ung mand med lidt vege træk, og bag sig har han den natur, han holdt så meget af, brudt af en fædrene solnedgang.
Har man sin daglige gang på museet, har det ikke været svært at få en undren ud af den kendsgerning, at så mange spørgende standser ved selvportrættet: Hvem er denne unge mand?

Kunsthistorien har ikke meget at fortælle herom, men en almindelig nysgerrighed er åbenbart en kendsgerning. Er det farens berømmelse, der slår igennem? Alle kender Oluf Høst. Alle synes at have et forhold til ham.

Der kommer 25.000 mennesker på museet i huset Norresân hver sommer, og i haven ligger atelieret, som Oluf Høst byggede til sønnen for at bevare ham for Bornholm. Han skulle være farens efterfølger i det berømte bornholmermaleri, men op imod atelierets fundament står et relief, en kopi af et græsk marmorarbejde fra den berømte Ludovisitrone i Termemuseet i Rom. I et hjørne er indhugget 'For dig Ole'.
Det stiller spørgsmål, hvis svar røber, at Ole aldrig nåede at blive den maler, faren forventede. Han ramtes af en grusom skæbne.

Det skortedeikke på ambitioner for sønnen i malerhjemmet. Ole Wiedemann Høst skulle følge Karl Isakson, Edvard Weie og selvfølgelig faren.

Der var både lyst og talent, og faren stillede sig til rådighed som lærer, men det gik ikke. I stedet kom han på bl.a. Peter Rostrup Bøyesens skole på Kunstmuseet, men han kom også på Café Kronborg i Hestemøllestræde i en kreds af unge malere og litterater med folk som Knud W. Jensen, Ole Wivel, Sven Havsteen-Mikkelsen og Helge Bertram. Oluf Høst var den første maler, Knud W. Jensen lærte at kende - da han som 16-årig cyklede Bornholm rundt - og Havsteen-Mikkelsen var i to år Høsts elev.

Kredsen var optaget af græsk og nordisk heltedigtning og tyske klassikere som Hölderlin, Goethe, Rilke og Stefan George med den sidste som forbilledet i noget, der lignede et 'Männerbund', og en aften på Café Kronborg, 3. september 1939, lige efter udbruddet af Anden Verdenskrig, kom som en åbenbaring en tysk litterat og satte sig imellem dem.
Det var den 38-årige Fritz Waschnitius, der var en bekendt af Knud W. Jensen og Ole Wiedemann Høst. Han var godt inde i de sager og demonstrerede samtidig et imponerende kendskab til dansk og nordisk kultur, og tilmed både talte og skrev han dansk. Han blev den unge kreds' mentor, der ikke blot dygtigt fortolkede de klassiske værker, men også via dem og diskussionerne førte dem ind i en nutid, der gik tæt på den nazistiske udvikling i Tyskland.

Og de ungemennesker, velbjærgede borgeres økonomisk uafhængige sønner, holdt godt ved. Waschnitius' enetaler blev lige så betydningsfulde for i hvert fald Ole Wivel som studierne ved universitetet. De var trætte af bekymrede forældre, trætte af flade danske floskler og forfladigelse af det kulturelle landskab. Med den ulykkelige Finlandskrig in mente, gik de ind i Anden Verdenskrigs problematik, men det næste var den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940, og da fattede de endelig, at Fritz Waschnitius var regulær nazist, og gennemlevede en periode med tvivl, der måtte ende med, at de stod af.

Men det var svært. Tilknytningen til Waschnitius var tæt, og Oluf Høst advarede: »Slip ham ikke, han er et tænkende menneske - yderst sjældent - og han holder af jer«, skrev han til Havsteen. Hvad man desuden kom til at erfare bredt i Gudhjem, var den kendsgerning, at Waschnitius var et menneske, der i usædvanlig grad charmerede andre. I arkiverne ligger papirer, der røber, at han var skrap til at skaffe sig anbefalinger fra fremtrædende danskere, når han skulle søge om forlængelse af opholdstilladelsen.

Han ville leve i Danmark som oversætter af dansk litteratur til tysk, og han blev en flittig oversætter efter Anden Verdenskrig, men hvor mystisk havde han ikke været? Han var ikke en af de mange, der flygtede fra nazismen til Danmark og blev flygtninge - og da slet ikke turist. Han søgte forgæves om arbejdstilladelse, men opholdstilladelse fik han gang på gang, og imellem forsvandt han på rejse til Tyskland.

Fritz Waschnitiuskom til Danmark fra Wien i 1928 og opsøgte en bror, dr.phil. Victor Waschnitius i Gentofte. Han var sproglærer, bl.a. i en periode på Københavns Universitet, men da de tyske besættelsestropper væltede ind i Danmark, præsenterede han sig i tysk uniform som obersturmbannführer i Statsradiofonien og blev en af propagandisterne i radioen.

Her blev Fritz også anbragt, og som den tyske lynkrig skred frem med hurtige sejre, fik Fritz Waschnitius' fantasi noget at arbejde med. Mulige forbehold over for det tyske voldsregime afløstes af troen på et nyt Europa med Tyskland som stornationen, der skulle knuse kommunismen og samle de splittede europæiske lande i et storgermansk rige, hvori Danmark skulle indgå.

Den fremtid luftede Waschnitius i kredsen, men langsomt kørte den af sporet, og dens medlemmer gik andre veje, mens Waschnitius måtte krybe i tysk soldateruniform og gøre tjeneste i Rumænien og Tyskland. Han var nu hurtigt tilbage i radioen og gjorde tillige tjeneste som tolk. Han forsøgte at genoptage forbindelsen til sine gamle venner, men det var slut, og da det tyske sammenbrud stod klart i begyndelsen af 1945, forlod han Danmark og blev sproglærer i Flensborg indtil 1950, da han ganske enkelt gik over til fjenden som leder af den amerikanske besættelseshærs institut i Linz, Østrig, for forevisning af amerikanske film, som østrigerne strømmede til efter 13 år med nazismen.

Dernede blev han, til Danmark havde lagt opgøret med tyskerne og deres håndlangere bag sig. Han bosatte sig i København og arbejdede som oversætter, levede fredsommeligt i ensomhed, rejste ofte til Grækenland, og endelig i 1976 opnåede han at få dansk borgerskab. I 1981 døde han.
Ole Wiedemann Høstvar den sidste, der slap Waschnitius. Gennem det symposiumlignende samvær med kammeraterne og Waschnitius blev han så optaget af Tyskland, at han rejste derned i 1940 og arbejdede et år i nogle kulminer. Det accepterede både hans familie og hans forlovede, i den tro at det ville kurere ham, men han vendte hjem med oplevelsen af et fremgangsrigt Tyskland med et enormt opbud af militær og klingende spil og hagekorsfaner, der lovede godt for hans drøm om nedkæmpelse af kommunismen og afskaffelse af den angelsaksiske materialisme.

Med denne propaganda summende i hovedet fandt den unge maler Høst vejen til total frigørelse fra hjemmet. Han lod det gamle falde, hånede det velkendte, samlede sig om en antidemokratisk heltedyrkelse, der underkastede sig troen på kontant selvudfoldelse og viljen til rå magt med udslettelse af parlamentariske styreformer.

Det kom til et voldsomt opgør med faren, samme dag som han var vendt hjem fra Tyskland, og om aftenen tog han til København. Hedvig og Oluf Høst så ham aldrig mere.
Han boede en uges tid hos Knud W. Jensen og meldte sig til Frikorps Danmark. Efter en kort skoling i Tyskland blev han sendt til den tyske østfront i Sovjetunionen og faldt ved Barvenkowo, Ukraine, 20. juli 1943, 28 år gammel.

Det var et oprør, der faldt i en kedelig tid. Flere af kammeraterne fra drengeårene i Gudhjem trådte ind i modstandsbevægelsen, og med farens forbindelser til den side kunne den også have været vejen for Ole, men hvad var den andet end en fortsættelse af det bestående? Der skulle en europæisk udrensning til, mente Ole, noget meget radikalt.

I haven blevkopien af det græske relief sat op. Hedvig Høst formede et mindeblad til venner og bekendte, mens Oluf Høst samlede sig mere og mere om maleriet på den lille gård Bognemark ved Gudhjem. Mystikken i de mulmende længer blev mere udtalt i grublen over det skete, og Høst signerede sine billeder med et dobbelt OH, der signalerede far og søn og BB for Bornholm-Barvenkowo.

Høst skrev om skyldfølelse i dagbogen, mens fru Høst fik et chok, der udviklede dybe depressioner, og som jeg har fået fortalt det af en af Norresâns venner fra dengang: »Det var en gru at se hende sidde i den store stue. Hun var så fin og nydelig, men hun var fjern. Man nåede ikke ind til hende«.

Som om alt det ikke var nok, mødte modstandsbevægelsen i Gudhjem op 5. maj 1945 for at internere Høst, men han kendte jo disse folk og smed dem på porten med bemærkningen: »Hvad bilder I jer ind?«.

Der meldte sig også helt op i 1950'erne sandhedsvidner, der havde hver sin version af, hvordan Ole var faldet.
Oluf Høsts medlemskab af Den Frie Udstilling tilbage til begyndelsen af 1920'erne fik også et skud for boven. Der var folk, der ville af med Høst, og værre blev det, da Hedvig og Oluf Høst i 1948 oprettede et legat til minde om Ole. Det skulle administreres af Den Frie, men det blev afvist af formanden, maleren Erik Struckmann, der også var formand for Danmarks Naturfredningsforening. Han og Høst havde på et tidspunkt sat hele Gudhjem i oprør på grund af en fredningssag - som Høst vandt. Det blev ikke glemt af Struckmann, der også gik ind i en strid om nogle billeder, som blev sat i forbindelse med Oles død - og så meldte Høst sig ud af Den Frie i protest og vendte først tilbage en snes år senere, da han fik en opfordring fra flere af de gamle medlemmer til at vise en serie billeder i anledning af sin forestående 75-års fødselsdag.

Ifølge brev fraHavsteen-Mikkelsen kæmpede Ole hårdt med maleriet, men hjemmet hæmmede ham, og hans billeder kom til at stå som eksempler på en energisk søgen, der dog ikke rigtig omfattede malerskolerne, som meget hurtigt fik karakter af tidsfordriv. Hos Bizzie Høyer, der skulle forberede ham til Kunstakademiet, blev det endda til bortvisning. Han blev sønnen af den velhavende kunstmaler og anlagde dyre vaner og færdedes i kredse, for hvem det eksklusive var en selvfølge, samtidig med at han blev mere og mere optaget af, hvad Fritz Waschnitius docerede.

Somrene tilbragte Ole Wiedemann Høst i Gudhjem og malede, som så mange malere gjorde det i den lille by dengang. I hans atelier stod billederne efter ham i adskillige år for til sidst at blive foræret til gamle venner og bekendte. Det er billeder, der viser Ole Wiedemann Høst som en meget søgende maler, der bevæger sig fra franskpræget natur-realisme til symbolsk Edvard Munch-inspireret ekspressionisme og til et enkelt surrealistbillede i stil med Gustaf Munch-Petersens sjælelivs-obducerende kollager.
Besøger man gamle familier i Gudhjem i dag, kan man opleve 30-35 af hans arbejder - og der bliver passet på dem. De fleste er lokale gadebilleder i friske farver, ofte meget sommerlige, og ikke uden en energi, der viser, at også sommeren kunne være alvor, men det står meget tydeligt frem, at farens maleri stod ham nær, ligeså Christiansømalerne Karl Isakson og Edvard Weie.

Men det er også tydeligt, at han i stil og form prægedes af, hvor han opholdt sig. Når han om vintrene opholdt sig i København, blev han meget mere sig selv og formåede at udfolde sig med dramatiske mørke, kraftigt farvede billeder af gadernes natteliv med spraglede neonlys og nøgne tillukkede ansigter. Det er oplagt, at i hovedstaden fandt han stof og farve, der gik i ét med sind og temperament, og ikke mindst: Han var fri af hjemmets opfattelse af, hvordan man skulle male.

Det absurde tiltalte ham. I et brev til Havsteen skriver han fra Gudhjems sommerfester, at »Ølteltene er vanvittig maleriske - Totalfarven er giftig gul, Øllet giftigt brandgult, Hovederne dybrøde og uden for Teltet blaat«.
Alt det var mere inspirerende end røde tage og blåt vand, men i turistbyen Gudhjem var det meget vigtigt at deltage i sommerlivet og vandre i nordisk lysende bornholmernætter, der lokkede til elskov, omklamret som han var af nattens farver og med hovedet fuldt af planer.
Sådan var det også at være en stor malers søn.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

  • Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden
    2. juli: Jagten på hende, der skal stå ved siden af Joe Biden

    Henter…

    Joe Biden er favorit til at vinde det amerikanske valg til november, og foran ham venter en lang og beskidt valgkamp. Inden for den næste måned skal han vælge sin vicepræsidentkandidat. Og den beslutning er endnu vigtigere for Biden, end den har været for andre kandidater.

  • Claus Nørregaard/POLITIKEN

    Mafiaen og andre kriminelle tjener masser af penge på matchfixing. Men i Danmark bliver man sjældent straffet når man arrangerer resultatet af en fodboldkamp, også selvom politiet har undersøgt en stribe sager. Men hvorfor sker der ikke noget, når man snyder?

Forsiden