0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sidste udkald for aviserne

Nyhedsjournalistikken trænger til et gevaldigt løft, hvis avisernes oplagsfald skal standses – men hvor er de stærke redaktører, der tør tage kampen op med de enerådende bladdirektører?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det var vist den navnkundige udenrigskorrespondent Jakob Kronika, der engang i et festligt kollegialt lag erklærede, at »enhver kan kalde sig redaktør, enhver idiot kan blive chefredaktør, men journalist ... det er man af Guds nåde ...«.

Jakob Kronika sluttede i øvrigt sin karriere som – chefredaktør for Flensborg Avis!

Jakob Kronika levede og arbejdede i en tid, hvor vi havde aviser i hver en krog af landet. Det var partiavisernes storhedstid. Hver provinsby med respekt for sig selv havde 3-4 lokale dagblade, som hver repræsenterede et politisk parti og gjorde en dyd ud af at være ’partiets avis’. Det var også dengang, titlen avisdirektør slet ikke fandtes. Det var alene redaktøren, der tegnede avisen udadtil og havde det fulde ansvar for avisens drift. Det økonomiske arbejde var overladt til en underordnet forretningsfører, der i et og alt efterlevede redaktørens dispositioner.

Siden den tid er det gået støt og roligt tilbage for de danske dagblade. Jakob Kronikas gudbenådede journalister hører vi ikke meget til. De stærke redaktørers tid er også på retur. De er ikke længere opinionsdannende som dengang tilbage i 1960’erne, hvor selv små dagblade med mikroskopiske oplag som Middelfart Venstreblad og Skive Folkeblad i en enkelt ledende artikel kunne sætte dagsordenen på Christiansborg. Og forretningsførerne er blevet direktører med suverænt ansvar for avisens økonomi. Det har ikke været nogen iøjnefaldende succes.

På det seneste har gratisaviserne sammen med internettet, videoproduktioner, en snes tv-kanaler og andre former for medieudgivelser skabt en hidtil ukendt hård konkurrence for de danske dagblade. Rygter om betalingsavisernes snarlige død griber om sig, rygter, der løber, alt imens gratisaviserne bliver spredt ud over det ganske land.

Disse rygter stemples af avisledere som mildt overdrevne, men advarselslamperne er alligevel tændt: »Hvis læserne skal betale for en avis, forventer de at få historier, hvor journalisterne kommer dybere og længere. De forventer en avis, hvor journalisterne ved mere og er skarpere end nogensinde før. Specielt den undersøgende journalistik bør spille en central rolle. Der skal leveres en betydelig højere journalistisk kvalitet« (chefredaktør Stig Ørskov i en kommentar i Politiken, 28. april).

Det er underligt nok kun ganske få dagbladsredaktører, der melder ud med disse synspunkter. Det store flertal af avisredaktører hører vi intet til. Det er, som om de for længst har kastet håndklædet i ringen og ikke længere magter at forholde sig fornyende endsige dynamisk til konkurrencevilkårene. De lever efter devisen: Lad falde, hvad ikke kan stå.

Desto større anerkendelse og respekt bør man derfor tillægge de avisredaktører, der nu råber vagt i gevær og specielt peger på, at den undersøgende journalistik bliver opprioriteret.

Spørgsmålet er blot, om det er muligt at gøre det, eller om nedturen blot får lov at fortsætte, og avisdøden for en stribe betalingsaviser vil blive konsekvensen af den hårde konkurrence.

De ambitiøse krav for betalingsavisernes journalistiske fremtid og den tiltrængte redaktionelle fornyelse for at sikre overlevelse – hvor helhjertet og professionelt disse visioner end er tænkt – står efter min opfattelse i skærende kontrast til virkelighedens medieverden, hvor den forudsigelige, den kedelige, den trættende og ligegyldige journalistik har kronede dage.

Næsten alle danske aviser taber oplag. Det er ingen tilfældighed. Folk vælger betalingsaviserne fra i stort tal – og hvorfor? Svaret er såre enkelt: Hvor er det journalistiske engagementet henne? Hvor er de provokerende nyhedshistorier blevet af? Og hvor er den afslørende journalistik forsvundet hen?

Den præger i hvert fald ikke de redaktionelle spalter i landsaviserne, f.eks. Politiken, bortset fra Roald Als og hans guddommeligt begavede tegninger, der er hele abonnementet værd. Men som trofast Politiken-læser er man vel efterhånden nået dertil, at alt, hvad journalisterne ikke skriver, er det eneste, de redaktionelle spalter kan friste med, og som i et vist omfang er værd at læse. Jeg tænker på de eksterne bidrag til de daglige udgaver som Kroniken, kommentarer, indlæg, læserbreve, osv. Altså læsernes egne bidrag. Hvorimod de rene journalistiske bidrag, nyheder, reportager og interview er så forudsigelige, overfladiske og lidet nærværende, at man må græmmes. Den grafiske omlægning af bladet er i den sammenhæng helt ligegyldig.

Lad mig i flæng nævne blot nogle få eksempler ud af en vrimmel af ideer, temaer, kampagner og nyhedsvinkler, som enhver journalist med hår på brystet burde engagere sig dybere i, men som blot får lov at passere milevidt hen over de daglige nyhedsmarker.

Nu har vi eksempelvis i månedsvis hørt om DR’s gigantiske budgetoverskridelser med det nye giganthovedsæde i Ørestad. Generaldirektør Kenneth Plummer beklager og har startet en større fyringsrunde, byggeudvalget fralægger sig ethvert ansvar, bestyrelsesformanden for DR, Mogens Munch Rasmussen, hører vi intet til, kulturminister Brian Mikkelsen kræver en redegørelse, og når han har fået den, kræver han en til, uden at det selvfølgelig ændrer noget som helst, og på stribe melder diverse partiordførere ud om, at dette milliardunderskud »er helt uacceptabelt« (kan politikerne dog ikke finde et andet ord end det for længst helt nedslidte ord ’uacceptabelt’?). Og på den måde kværner nyhedsmøllen i sit sindige tempo uge ud og uge ind i de samme dybt forudsigelige spor.

Men endnu er der ingen nyhedsreporter, der har gjort sig den ulejlighed at kigge byggeriet efter i sømmene. Spørgsmålet er, hvad entreprenørkonsortier, byggeselskaber, rådgivende ingeniørfirmaer, de mange hundrede mindre håndværksvirksomheder og andre leverandører af tjenester og ydelser, konsulenter og så videre har taget hjem i fortjeneste. Selvfølgelig skal der da være en indtjening for de virksomheder, der har fået eller får ordrer af DR-byggeledelsen, men spørgsmålet er, om profitten afspejler de normale indtjeningsniveauer, eller om det faktum, at der her er tale om et statsbyggeri, har fristet private firmaer til at skrive de helt store regninger og fakturaer ud – vel vidende, at ansvarsforflygtigelse jo ikke er et ukendt begreb i de statslige forvaltninger. Og går den, ja, så går den!

Jeg postulerer ikke, at de private firmaer har fiflet med deres økonomiske krav, men under alle omstændigheder kunne det da være interessant at få indblik i, hvad de mange hundrede underleverandørvirksomheder har hentet hjem i omsætning på deres arbejde i DR Byen. Og den gigantiske budgetoverskridelse kan vel ikke alene tilskrives Jean Nouvels koncerthus?

Et andet eksempel, der savner journalistisk dybdegravning, er ventelisterne for kræftpatienter. Her får vi ustandselig at vide, at der er behov fo