Det var vist den navnkundige udenrigskorrespondent Jakob Kronika, der engang i et festligt kollegialt lag erklærede, at »enhver kan kalde sig redaktør, enhver idiot kan blive chefredaktør, men journalist ... det er man af Guds nåde ...«.

Jakob Kronika sluttede i øvrigt sin karriere som – chefredaktør for Flensborg Avis! Jakob Kronika levede og arbejdede i en tid, hvor vi havde aviser i hver en krog af landet. Det var partiavisernes storhedstid. Hver provinsby med respekt for sig selv havde 3-4 lokale dagblade, som hver repræsenterede et politisk parti og gjorde en dyd ud af at være ’partiets avis’. Det var også dengang, titlen avisdirektør slet ikke fandtes. Det var alene redaktøren, der tegnede avisen udadtil og havde det fulde ansvar for avisens drift. Det økonomiske arbejde var overladt til en underordnet forretningsfører, der i et og alt efterlevede redaktørens dispositioner. Siden den tid er det gået støt og roligt tilbage for de danske dagblade. Jakob Kronikas gudbenådede journalister hører vi ikke meget til. De stærke redaktørers tid er også på retur. De er ikke længere opinionsdannende som dengang tilbage i 1960’erne, hvor selv små dagblade med mikroskopiske oplag som Middelfart Venstreblad og Skive Folkeblad i en enkelt ledende artikel kunne sætte dagsordenen på Christiansborg. Og forretningsførerne er blevet direktører med suverænt ansvar for avisens økonomi. Det har ikke været nogen iøjnefaldende succes. På det seneste har gratisaviserne sammen med internettet, videoproduktioner, en snes tv-kanaler og andre former for medieudgivelser skabt en hidtil ukendt hård konkurrence for de danske dagblade. Rygter om betalingsavisernes snarlige død griber om sig, rygter, der løber, alt imens gratisaviserne bliver spredt ud over det ganske land. Disse rygter stemples af avisledere som mildt overdrevne, men advarselslamperne er alligevel tændt: »Hvis læserne skal betale for en avis, forventer de at få historier, hvor journalisterne kommer dybere og længere. De forventer en avis, hvor journalisterne ved mere og er skarpere end nogensinde før. Specielt den undersøgende journalistik bør spille en central rolle. Der skal leveres en betydelig højere journalistisk kvalitet« (chefredaktør Stig Ørskov i en kommentar i Politiken, 28. april). Det er underligt nok kun ganske få dagbladsredaktører, der melder ud med disse synspunkter. Det store flertal af avisredaktører hører vi intet til. Det er, som om de for længst har kastet håndklædet i ringen og ikke længere magter at forholde sig fornyende endsige dynamisk til konkurrencevilkårene. De lever efter devisen: Lad falde, hvad ikke kan stå. Desto større anerkendelse og respekt bør man derfor tillægge de avisredaktører, der nu råber vagt i gevær og specielt peger på, at den undersøgende journalistik bliver opprioriteret. Spørgsmålet er blot, om det er muligt at gøre det, eller om nedturen blot får lov at fortsætte, og avisdøden for en stribe betalingsaviser vil blive konsekvensen af den hårde konkurrence. De ambitiøse krav for betalingsavisernes journalistiske fremtid og den tiltrængte redaktionelle fornyelse for at sikre overlevelse – hvor helhjertet og professionelt disse visioner end er tænkt – står efter min opfattelse i skærende kontrast til virkelighedens medieverden, hvor den forudsigelige, den kedelige, den trættende og ligegyldige journalistik har kronede dage. Næsten alle danske aviser taber oplag. Det er ingen tilfældighed. Folk vælger betalingsaviserne fra i stort tal – og hvorfor? Svaret er såre enkelt: Hvor er det journalistiske engagementet henne? Hvor er de provokerende nyhedshistorier blevet af? Og hvor er den afslørende journalistik forsvundet hen? Den præger i hvert fald ikke de redaktionelle spalter i landsaviserne, f.eks. Politiken, bortset fra Roald Als og hans guddommeligt begavede tegninger, der er hele abonnementet værd. Men som trofast Politiken-læser er man vel efterhånden nået dertil, at alt, hvad journalisterne ikke skriver, er det eneste, de redaktionelle spalter kan friste med, og som i et vist omfang er værd at læse. Jeg tænker på de eksterne bidrag til de daglige udgaver som Kroniken, kommentarer, indlæg, læserbreve, osv. Altså læsernes egne bidrag. Hvorimod de rene journalistiske bidrag, nyheder, reportager og interview er så forudsigelige, overfladiske og lidet nærværende, at man må græmmes. Den grafiske omlægning af bladet er i den sammenhæng helt ligegyldig. Lad mig i flæng nævne blot nogle få eksempler ud af en vrimmel af ideer, temaer, kampagner og nyhedsvinkler, som enhver journalist med hår på brystet burde engagere sig dybere i, men som blot får lov at passere milevidt hen over de daglige nyhedsmarker. Nu har vi eksempelvis i månedsvis hørt om DR’s gigantiske budgetoverskridelser med det nye giganthovedsæde i Ørestad. Generaldirektør Kenneth Plummer beklager og har startet en større fyringsrunde, byggeudvalget fralægger sig ethvert ansvar, bestyrelsesformanden for DR, Mogens Munch Rasmussen, hører vi intet til, kulturminister Brian Mikkelsen kræver en redegørelse, og når han har fået den, kræver han en til, uden at det selvfølgelig ændrer noget som helst, og på stribe melder diverse partiordførere ud om, at dette milliardunderskud »er helt uacceptabelt« (kan politikerne dog ikke finde et andet ord end det for længst helt nedslidte ord ’uacceptabelt’?). Og på den måde kværner nyhedsmøllen i sit sindige tempo uge ud og uge ind i de samme dybt forudsigelige spor. Men endnu er der ingen nyhedsreporter, der har gjort sig den ulejlighed at kigge byggeriet efter i sømmene. Spørgsmålet er, hvad entreprenørkonsortier, byggeselskaber, rådgivende ingeniørfirmaer, de mange hundrede mindre håndværksvirksomheder og andre leverandører af tjenester og ydelser, konsulenter og så videre har taget hjem i fortjeneste. Selvfølgelig skal der da være en indtjening for de virksomheder, der har fået eller får ordrer af DR-byggeledelsen, men spørgsmålet er, om profitten afspejler de normale indtjeningsniveauer, eller om det faktum, at der her er tale om et statsbyggeri, har fristet private firmaer til at skrive de helt store regninger og fakturaer ud – vel vidende, at ansvarsforflygtigelse jo ikke er et ukendt begreb i de statslige forvaltninger. Og går den, ja, så går den! Jeg postulerer ikke, at de private firmaer har fiflet med deres økonomiske krav, men under alle omstændigheder kunne det da være interessant at få indblik i, hvad de mange hundrede underleverandørvirksomheder har hentet hjem i omsætning på deres arbejde i DR Byen. Og den gigantiske budgetoverskridelse kan vel ikke alene tilskrives Jean Nouvels koncerthus? Et andet eksempel, der savner journalistisk dybdegravning, er ventelisterne for kræftpatienter. Her får vi ustandselig at vide, at der er behov for nye strålekanoner, men samtidig meldes der ud om, at der skal spares og holdes igen, og at der ikke er råd til at anskaffe det antal strålekanoner og uddanne det personale, der skal betjene kanonerne, en investering, som ellers dramatisk ville kunne reducere ventelisternes antal – og redde menneskeliv. Men hvad koster de strålekanoner egentlig? Og hvem fremstiller dem? Det er vel multinationale selskaber som Philips, Siemens, Sony og Panasonic og andre store elektroniske selskaber rundt om i verden, der sælger disse strålekanoner – formentlig til et tocifret millionbeløb for hver enkelt kanon. Hospitaler (læs kunder) verden over står i kø for at købe avancerede behandlingsapparater. De kan ikke leveres fra den ene dag til den anden. Men de er efterspurgte. For de er effektive i kræftbehandlingen, og bivirkningerne er blevet drastisk reduceret i takt med den teknologiske udvikling. Firmaerne behøver altså ikke bruge millioner af kroner for at reklamere for deres produkter. De sælger sig selv. Og producenterne kan selv sætte en pris hævet over de almindelige konkurrencevilkår. Men hvad tjener de multinationale selskaber egentlig på at sælge disse strålemaskiner? Vi ved det ikke. For vi har aldrig fået indblik i den verden, der er lukket land for de fleste. Så vidt jeg er orienteret, er der ingen nyhedsjournalist, der har sat sig for at kulegrave de multinationale selskabers indtjening på fremstilling af stråleteknologi til kræftpatienter. Vi husker nok alle oliekatastrofen ved den nordspanske kyst for vel nu et par år siden. Et tankskib brækkede midt over under en storm på Atlanten, og strandene langs den nordspanske kyst blev voldsomt forurenet. Alle miljøaktivister i Europa var i oprør. Og alle nyhedsmedier sendte reportager hjem om de olietilsølede strande, de mange tusinde fugle, der måtte aflives, og reportager om de mange erhvervsfiskere, der nu måtte gå fra hus og hjem, fordi de ikke længere kunne leve af fiskeriet. Men hvor var den engagerede nyhedsjournalist i det forløb? Hvor var den journalist, der satte sig for at afsløre den egentlige ophavsmand til oliesvineriet: ejeren af tankskibet. Vi kom dog så vidt, at vi fik at vide, at det var et enkeltskroget tankskib med hjemsted i Piræus, Grækenland. Men hvorfor var der ingen journalist, der forsøgte at få fat i skibets reder? Hvorfor blev denne skibsreder ikke interviewet eller søgt portrætteret? Der var ingen reportage fra Piræus med nærgående spørgsmål til skibsredere og folk i den græske shippingbranche. Der var ingen analytisk/kritisk artikel om, hvorvidt den pågældende skibsreder havde andre enkeltskrogede tankskibe i sin flåde, og hvordan var det med skibenes vedligeholdelse? Havde rederen sikret sig, at det ikke skete igen? Og hvad var de græske myndigheders reaktion på oliesvineriet, som endnu ikke – flere år efter katastrofen – er helt udvisket af vejr og vind? Når næste oliekatastrofe indtræffer, vil vi med garanti opleve den samme forudsigelige journalistiske dækning. Med jævne mellemrum præsenteres vi for glorificerende reportager om de danske soldaters heltemodige indsats i Irak, Afghanistan, Balkan, og hvor dansk militær i øvrigt er udstationeret. Det skorter ikke på superlativerne. I dybeste hemmelighed træder vor statsminister på tv-skærmen pludselig frem i ørkensandet og hylder de danske soldaters indsats, den næste måned er det forsvarsministeren, der er på besøg i den danske lejr i det sydlige Irak og taler med himmelvendte øjne om de danske soldaters indædte kamp for at genskabe demokratiet i Irak. Og vi sidder lyttende til tv-programmer med reportere iklædt skudsikre veste, der fortæller om de indimellem umenneskelige strabadser vore soldater må gennemleve i kampen for demokrati og fred. Men hvad vel formentlig kun de færreste ved, er det jo hverken idealisme, stærke holdninger eller et brændende ønske om frihed for den enkelte iraker, der får unge danske mænd til at melde sig under fanerne. Det er noget helt andet, noget meget mere jordnært – cool cash. Kontant afregning. En løn, der nok kan friste ethvert ungt menneske. Men det hører vi bare ikke noget om. Unge mænd i 20’erne uden nogen egentlig uddannelse kan så let som ingenting tjene en mindre formue ved at lade sig udstationere i Irak eller Afghanistan. Titusindvis af kroner kan tjenes i regulær aflønning i løbet af få måneder, ja mere end det, selvfølgelig afhængig af tjenestetidens længde – og skatten taler vi ikke om. Og det er måske fair nok i betragtning af, at der trods alt er en vis risiko forbundet med udstationeringen, selv om størstedelen af tjenestetiden nok går med at beskytte sig selv! Hvad det er for opgaver, de danske styrker er sat til at løse, får vi i øvrigt heller aldrig et indblik i. Men vi taler faktisk om en indtjening, som det for denne ungdomsgruppe ville tage mange år at opspare ved job i Danmark. I tilgift får de unge mænd en uddannelse som mekaniker, it-operatør, logistikmedarbejder og indblik i mange andre fag, og mange befalingsmænd gennemgår en egentlig lederuddannelse under deres tjeneste i Irak. Men det er, som om det er blevet et tabu at tale eller skrive om den slags ting. Forsvarskommandoens hjemmesider reklamerer ikke ligefrem med aflønningsgoderne. Men at fremstille de danske soldater som idealister og demokratiets frontkæmpere er nok en anelse overdrevet! Og det er – i journalistisk henseende – en fordrejning, en totalt forkert fremstilling alene at postulere og fokusere på vore soldaters ’heltemodige’ indsats. Prøv at fjerne de favorable aflønningsformer og lad os så se, hvor mange idealister der er tilbage i geleddet. De kan formentlig tælles på én hånd. Det er vel nu et lille års tid siden, at samme Forsvarskommando kom med en lakonisk, meget kortfattet meddelelse om, at man havde valgt at skrotte udviklingen af et ubemandet missilbærende fly. De teknologiske krav havde vist sig for overvældende. Nu ville Forsvarskommandoen forsøge at sælge projektet til anden side. Som jeg husker hændelsen, var det op imod 400 millioner kroner, som projektet hidtil havde kostet, og nu opgav man videre forsøg på at få det ubemandede fly til at fungere. De 400 millioner kroner var altså tabt, fejlinvesteret. Sidste mand lukkede og slukkede for projektet. Siden har vi intet hørt. Men 400 millioner kroner? Det var dog en sum penge. Skatteydernes penge brugt til et stykke krigslegetøj, som nu var skrottet. Hvor var de nysgerrige nyhedsreportere henne i det forløb? Og hvad skulle det isenkram egentlig bruges til? Hvem var ansvarlig for den fadæse? Det var dog en sag af langt, langt større rækkevidde end forsvarschef Jesper Helsøs ligegyldige jagtmiddag i Baltikum, som vi i flere dage fik vendt og drejet både i spalterne og på tv, så vi efterhånden kunne menukortet udenad! Journalistisk proportionsforvrængning, når det er værst. Eksemplerne er vilkårligt valgt. Der kunne nævnes snesevis af lignende tilfælde af det, jeg vil kalde journalistisk forsømmelse eller det, der er værre – en sløvende forudsigelig rutine, som på langt sigt kun kan medføre døden for en række betalingsaviser i Danmark som konsekvens af en voldsomt skærpet konkurrence fra internet, gratisaviser, mere end en snes tv-kanaler, videotilbud og andre former for nyhedsformidling. Udfordringen for de danske betalingsaviser ligger lige for: Hvad gratisaviser slet ikke formår, internettet heller ikke magter og da slet ikke tv-mediet med sin i særklasse indbyggede overfladiskhed – det burde aviserne kunne præstere: at give deres læsere en grundig, velresearchet, anderledes og frem for alt nyhedsorienteret baggrund og analyse af den generelle historie, som alle medier bringer, men som kun de redaktionelt godt bemandede og veludrustede aviser kan servere for deres læsere med de vinkler, detaljer og analytiske konklusioner, der gør historien læseværdig, og som sætter en dagsorden for den offentlige debat. Men at det skal lykkes kræver ikke kun dygtige, allround orienterede journalister, der vil grave dybere og længere, end referenter og mikrofonholdere kan præstere. Det kræver også visionære og frem for alt stærke redaktører, der tør tage det nødvendige opgør med deres magtfulde og alt, alt for enerådende bladdirektørers ensidige kommercielle fokusering og prioritere redaktionelle holdninger og samfundsværdier frem for de tørre tal under bundlinjen. Har vi dem? Jeg tvivler.