»I den glædesløse landsbyskole på Lars Tyndskids marker i Vendsyssel lærte jeg mange utilsigtede lektier for livet«, skriver forfatteren Anne Marie Løn. Fra sit selvvalgte eksil i Odsherred. Virkeligheden er fuld af undtagelser, fra det største til det mindste ... som skønlitterær forfatter misunder jeg den, engang lod jeg en nattergal oplade sin røst i august, fordi det måtte ske i en bestemt scene i en bog, og kom til at høre meget for den skide nattergal. Mit liv i provinsen opfattede jeg i mange år (indimellem stadigvæk) som en undtagelse fra den regel, at det er i København og Kgs. Lyngby, det rigtige liv leves, og hvem vil ikke gerne leve det? Der findes bedsteforældrene, kongens og dronningens slot og prins Knuds - ude hos mormor, der findes butikker med sundt børnefodtøj, stormagasiner med kunstfærdigt julepynt og honningkagemænd så store som en selv, der findes Rådhuspladsen, verdens eneste rigtige rådhusplads. »Hør, børn! Rådhusklokkerne! ... Åh, da jeg cyklede over Rådhuspladsen i middagspausen«, sagde min mor før Radioavisen klokken 12 med længsel i stemmen efter elevtiden, kammeraterne, far og mor og søskende. »Så snød du dig til at gå for tidligt«, sagde jeg, da jeg som lidt større havde lært byen at kende og vidste, det var på Blegdamshospitalet hun arbejdede, godt nok var hun adræt, men et sekund fra Blegdamsvej til Rådhuspladsen ... den måtte hun længere ud på landet med. Mine forældre var lidt forud for den sociale opløsningsproces, som begyndte i 50'erne og tog fart i 60'erne, hvorefter man, på grund af højere uddannelse og et individuelt ønske om at blive harmoniske, autonome mennesker, geografisk lagde det og dem, man kom fra, bag sig. I 1939 flyttede de fra metropolen ud, hvor kragerne vender. Blev de harmoniske og autonome af opbruddet? Nej! Han blev rodløs, hun blev livslangt bundet til sin længsel, og på begge sider blev de familiære relationer et rent skønmaleri. Vi længtes og vi rejste, og vi rejste og vi længtes, en familie på seks personer ... Der var ikke plads i bilen, vi havde ikke råd, men vi måtte. De kom også til os, men ... der er jo ikke så sjovt på landet i provinsen som i København og Lyngby. På lang sigt viste provinsen sig at være god nok til mig og mine søskende, bortset fra studietiden er kun en af os blevet rigtig københavner. Åh, det var skønt og stolt med 7. klasse fra Herning at bo på Provinsbørns Ferieophold, lige over for Tuborg i nærheden af Farmaceutisk Højskole, og éns storebror kom cyklende en morgen og hilste på. Udflytningen gav dem en stor bevidsthed om det, de forlod, og det, de kom til, men jeg tror også, de erfarede, eller jeg har ræsonneret på deres vegne, at man ved et geografisk opbrud ikke får et opbrud fra vante forestillinger og traditionelle mønstre forærende, tværtimod risikerer man at stagnere i sin samlede livsopfattelse, fordi opmærksomheden er rettet mod lokale fænomener på bekostning af fornemmelsen for tidens generelle, omskiftelige tendenser. Da min far havde fået sit eksamensbevis som dyrlæge på Landbohøjskolen ville han sgu giftes på stedet, det blev han med min mor på Frederiksberg Rådhus, et halvt år før sygeplejerskeuddannelsen var færdig. På bryllupsbilledet skridter de over en af Københavns broer med kurs mod provinsen, han iført uniform med spidsbukser fra gardehusarregimentet, hun i spadseredragt - jakke med skød og skinnebenslang, snæver nederdel med vidde forneden - og en kompakt, kuglerund buket i hånden. Provinseventyret begyndte beskedent, farfar havde smækket pengekassen i efter at have bekostet uddannelsen, drømmen om at købe en stor, jysk kvægpraksis hørte en fjern fremtid til, de tog toget mod vest og lejede et hus i Gislinge. Med motorcykel, læderhjelm og de nødvendigste instrumenter nedsatte han sig som 'pirat' og huggede sig ind i det eksisterende praksisområdet på Lammefjorden og i dens omegn. Besjælet af at gøre modstand fra den dag Danmark blev besat af Tyskland, ville han i 1942 flytte til et relativt ufarligt sted for at 'gøre noget'. Med første barn på armen og nummer to i vente flyttede de 'længere væk', og han samlede en nedkastningsgruppe på Samsø. I slutningen af 1940'erne, da de havde fire børn, flyttede vi 'endnu længere væk', til Poulstrup 14 kilometer syd for Hjør- ring. »Far syntes, det var utrygt at bo så isoleret«, sagde mor, krigstraumer og økuller, tænkte jeg mange år senere; jeg var et halvt år, da vi kom til Vendsyssel, og er hermed legitimeret som provinsboer/førstegenerationslandboer. Trods født på øerne kom alle børn til at føle sig som en slags vendelboer, og det gør vi stadig. »Fars rastløse sjæl«, sagde min mor da vi, tunge om hjerterne, kede af det på egne-, men ikke mindst på hendes vegne, skulle flytte 'endnu længere væk fra alting', Snejbjerg seks kilometer vest for Herning. Min far fik 26 år i Vestjylland, min mor 41, hun lærte at holde af landsdelen, som hun havde lært at holde af Vendsyssel, Samsø og Vestsjælland, men længtes til sin sidste dag for to år siden efter familie og hjem, Mosegården på hjørnet af Fuglevadsvej og Caroline Amalie Vej i Lyngby. Livslangt talte hun dialekten, som den lød i 20'ernes Lyngby, min far sang melodien, hvor vi boede, min et år ældre yndlingsbror beherskede i ekstrem grad dialekterne, de to store og jeg som den yngste talte og taler, som vinden blæser, gætterierne på hvor min dialekt kommer fra, har gennem livet været alt fra Fyn til Frankrig. Fortæller jeg om 'Prinsesserne' i møjbunkerne på en proprietærgård i Vendsyssel, taler jeg én dialekt, om 'Dværgenes dans', som foregår i et sofistikeret miljø, en anden. Landskabeligt og sociologisk er Vestjylland interessant nok, men ingen af mine forældres børn blev knyttet til landsdelen, den ældste blev student, nummer to realist fra Hjørring Gymnasium, før vi flyttede, min et år ældre bror kom på Herning Gymnasium, jeg i 'bondeklassen' i Nørregades Skole i Herning, året efter i Betaniagades - for byens 'dummeste' børn og lærer. Det var godt at bo på landet i Vendsyssel og hæsligt at bo på landet i Vestjylland, det kan skyldes tiden og vores alder, det kan også skyldes divergerende mentalitet hos de lokale. I Vendsyssel var indremissionske folk dejlige mennesker, med min hjerteveninde Emma gik jeg i søndagsskole, og var to gange på Indre Missions sommerlejr, det havde de desværre ikke råd til hjemme hos Emma, det kostede 25 kroner, jeg kan ikke forstå mine forældre ikke betalte for hende. Rugbjerglejren var det, ved Lønstrup. Vi sang bordbøn og alt muligt til køkkenets og Herrens pris, så jeg husker ordene og melodier endnu, og gik i trop og flok til den købmand i Nørre Lyngby, hvis hus for længst er opslugt af havet. Ateistisk præget fra min mors hjem og opvækst morede familien sig diskret, men kosteligt over mit religiøse engagement. De skulle bare vide, men det har jeg aldrig fortalt dem, at flytningen til Vestjylland bekom mig vel af stærkt personlige årsager, da jeg var blevet lidt klam over 'mit indremissionske tilhørsforhold', fordi jeg var kommet til at lægge to og to sammen og opdagede, at der efter alt at dømme ikke findes anden frelse end den, du kan opnå ved at være omhyggelig med dine handlinger og menneskelige relationer, en omvendt åbenbaring som Emma for alt i verden ikke måtte kende. Da hun havde tjent til frimærke og kuvert ved at være bud for fiskemanden, som kom til byen en gang om ugen med hele sin butik på cyklens lad, sendte hun mig de kulørte bibelbilleder fra søndagsskolen, jeg havde til gode, der var flere, end jeg havde indtjent ved at møde, men jeg var ikke særlig glad for dem, for nu var jeg kommet til at bo tæt ved en moderne, stor by, ganske vist også en 'pr.-by' ligesom Poulstrup, (uden selvstændigt postdistrikt). Tidligt op om morgenen, rutebiler, ventetider, afskåret fra at være med i byen om aftenen, jeg var gal over det og sagde til mor: »Mine børn skal aldrig bo i en pr.-by«. (Det blev en lille sjællandsk by med selvstændigt postnummer hele deres barndom). I Vendsyssel gav det identitet at bo i en landsby, som ikke udmærkede sig ved andet end sin langt-ude-beliggenhed og lidenhed, i Vestjylland var det en deklassering, i Betaniagades Skole blev jeg betragtet som bonde og fik i begyndelsen, sammen med sønnen fra Frelsens Hær, anvist pladsen nederst på ranglisten af de skrappe bybørn, som var noget, de fleste døtre og sønner af fabrikanter, ofte var 'fabrikken' et stykke tørvemose eller en strikkemaskine i deres toværelseslejlighed. For at jeg ikke skulle stå og ryge cigaretter på de offentlige toiletter på torvet i Herning, indtil Rinkøbing-rutebilen gik, kørte min mor i sin nylonstrømpefarvede Citroën 2 CV ind og hentede mig ved skolen. Børnene skreg af grin over 2 CV'en og tegnede tegninger: »Her kommer fru Løn fra Snejbjerg, tøf, tøf«. Jeg nænnede ikke at sige det til hende, jeg sagde bare: »Man kan ikke holde i Betaniagade om torsdagen« og så videre, men det kunne hun altid. Drillerierne gik over, og bortset fra det (og fra at jeg var frasorteret som uegnet til realeksamen) havde jeg det udmærket, der var søde kammerater også der, og min hjerteveninde fra Snejbjerg, som fik realeksamen sammen med alle de andre fra 'bondeklassen' på Nørregades, svigtede mig ikke. I Vestjylland fik mit forhold til frelserreligionen via Emma i Poulstrup dødsstødet, det tog mig mange år at komme over det nag, jeg bar, nu har jeg masser af gange mødt vestjyske forsamlinger som foredragsholder og mærket et engagement og en livslyst uden sidestykke her i landet. Jeg tror, det skyldes social arv af interesse for eksistentielle spørgsmål qua det indremissionske. Og det er der noget ved! Men nu til dødsstødet ... Min far havde et års arbejde ude at svømme på ubetalte regninger hos klienterne, da han opgav sin praksis, mest indremissionske bønder, vi manglede penge, men han ville ikke inddrive dem ved en sagførers hjælp. Han var i parentes bemærket estimeret i fagkredse og fagligt ambitiøs. Mange af regningerne blev aldrig betalt. Mens praksis endnu eksisterede, havde vi en assistent i en periode, da min far var syg; når jeg kom fra skole, sprang jeg op på kontoret for at se i bogen var hele den første side fuld af besøg, ville pengene til hans løn komme ind den dag, det var den sjældent. Min mor solgte et (grimt!) Asger Jorn-billede hun havde købt på Samsø under krigen for at skaffe penge. (Der blev også til 2 CV'en). Assistenten brokkede sig over de mange katastrofekald i vores praksis, han kom fra Sjælland og havde ikke været ude for noget lignende, en del ringede først, når kalven var død i fødselsvejen og man havde et helvedes hyr med at få den ud. Jeg stod en dag ude i gangen, da min far modtog betaling fra en bonde, han bød ham af en sortimentskasse med cigarer og cerutter, idet han sagde: »Jeg siger tak«. »Det gør jeg ikke«, sagde bonden, »jeg har ikke noget at takke for«. Jeg spurgte min far, hvad han havde lavet hos ham. »Fødselshjælp«, svarede han studs. Da han ikke hørte det, fortalte mor, at han havde måtte partere kalven for at få den ud og redde koen, det havde været et meget større arbejde end almindelig fødselshjælp, alligevel havde han skrevet en regning under standardhonoraret af medlidenhed med bonden, der havde mistet kalven. I den glædesløse landsbyskole på Lars Tyndskids marker i Vendsyssel lærte jeg mange utilsigtede lektier for livet, blandt dem at jeg kan alt med glæde, næsten intet uden; at læse lærte jeg først, da jeg forlod skolen, på én aften lærte jeg morsealfabetet som ni-årig spejder i Vrå og morsede med min lygte alle familiens og dyrenes navne, da jeg kom hjem i mørkningen. Vi cyklede til skolen, og vi cyklede de syv kilometer til spejder, vi var spejdere alle fire, kristelige, det var den eneste mulighed, og det var fint for os og vores, trods alt, rummelige forældre. I mit liv i provinsen rammes jeg momentant af længsel efter København, en arv fra min mor, sådan har det altid været, det står nok ikke til at ændre. Jeg boede på et husmandssted i Vendsyssel i fire af de seks år, jeg arbejdede på B.T.'s kriminalredaktion i København, har prøvet Lyngby i flere år, det var jeg jo nødt til, og Valby, Frederikshavn, Århus, Kierkegaards Sædding ved Esbjerg, Gudum i Himmerland, Paris, Herslev i trekantområdet og Skærbæk ved Lillebælt ... De seneste 22 år har jeg boet i Odsherred i mig selv. Tidligere Kroniker om 'Provins' stod i Politiken den 6. og 7., 13. og 14., 20. og 21. juli.