»Har du set, at vi er i avisen i dag?«, sagde den lille rødhårede piges morfar til mig, da vi mødtes lige før jul. »De har en serie om bedsteforældre i Politiken! Men de skælder os ud, de unge fædre synes ikke, at vi gør nok!«. Jeg kunne konstatere, at vi bevægede os på den hårfine grænse mellem ironi og forargelse. Skulle nogen skælde ud over bedsteforældre, kunne de henvende sig et andet sted! Denne morfar syntes ikke, at de unge havde nogen grund til at klage over os bedsteforældre. Samtidig lyste glæden ud af hans øjne. En eksemplarisk morfar stod foran mig, urokkelig i sin tro på, at han var en god bedstefar. Desværre måtte jeg indrømme, at jeg endnu ikke havde haft tid til at læse avisen, hvilket skuffede ham en smule. Men det gav ham jo på den anden side lejlighed til at fortælle mere om artiklen, og snart kunne vi bekræfte hinanden i, at vi begge to som bedsteforældre i hvert fald gjorde, hvad vi kunne. Det er den lille rødhårede pige, der har bragt os sammen. Uden hende og hendes forældre havde vi måske aldrig mødt hinanden. Men nu deler vi på godt og ondt værdigheden som forældre, svigerforældre og bedsteforældre. Der er gået fem år, siden vores børn blev kærester. I løbet af de år er vi alle kommet til at holde af hinanden, og vi er nu fælles om den lille rødhårede krøltop, der for nogle dage siden fejrede sin toårs fødselsdag. Hvis man skal tro Politikens artikelserie, som jeg efter episoden med morfar læste med stor interesse, hører vores toårige til fremtidens privilegerede børn. Ikke blot har hun bedsteforældre, der står på pinde for hende, men hun har hele fire af slagsen. »Stakkels barn!«, kunne man måske sige ud fra en anden synsvinkel. Tænk, hvor frygteligt det må være at have to forældre og fire bedsteforældre, der vogter over ens mindste klynk og kommenterer hver en bevægelse! Ikke det mindste fremskridt kan hun gøre, uden at vi diskuterer det. Sagde hun virkelig en hel sætning? Kan hun virkelig allerede selv gå op ad trappen uden at falde? Hun kan 'næsten' lægge et helt puslespil alene! Og tænk, at hun kan sige 'to år' på sin fødselsdag! Daglige små mirakler, som vi glæder os over, men som kan vokse til knusende forventninger, hvis ikke vi enten bliver mere afslappede eller får flere børnebørn. For indtil videre har vi kun denne ene lille pige at øse al vores kærlighed ud over. Selv har jeg rollen som farmor. Det er en rolle, jeg befinder mig godt i. Jeg lærte den som lille pige af min egen farmor, som jeg elskede over alt på Jorden. Ingen ved, hvad mit barnebarn vil tænke om mig senere i livet. I mit hjerte har jeg dog et håb om, at hun vil holde af mig, som jeg holdt af min farmor. Men tiderne er anderledes, og jeg bliver skræmt, når jeg læser, at mange unge piger er dybt ulykkelige i dag, og at de ikke har nogen at snakke med om problemerne. De må skære sig for at få budskaberne om deres sorg og forvirring frem. Hvordan skal det gå min lille pige i fremtiden? Vil hun kunne tale med mig, eller er jeg til den tid et ligegyldigt levn fra en fjern fortid? Ingen kan vide det, og jeg kan kun gøre som butleren i 90-års fødselsdagen og sige: »I'll do my very best!«. Som sagt bruger jeg delvis min egen farmor som rollemodel, selv om hun måske ikke umiddelbart ville falde i alle pædagogers smag. Hvis hun havde levet i dag, gætter jeg på, at hun ville have været en karrierekvinde i en udpræget manderolle, og hendes klædeskab havde sandsynligvis været fuldt af Guccitasker og andre mærkevarer. Men hun elskede sine børnebørn og lærte os virkelig meget. Hun var født i 1895 og gennemførte imod alle odds en uddannelse som farmaceut. På det apotek, hvor hun arbejdede, var der en ung flot fyr med varme brune øjne. Han var lidt yngre end hun, men han havde fremtid i blikket og sparebogen i orden. Hun valgte at gifte sig med ham og blive hans bagland i det videre karriereforløb i stedet for selv at prøve lykken som selverhvervende kvinde. Det var uden tvivl klogt af hende. Meget tyder på, at de klarede sig bedre sammen, end hun kunne have gjort alene dengang. Selv talte hun aldrig om sin uddannelse. Historien om mine bedsteforældres ungdom har jeg fra min farfar, der som ældre ofte gav udtryk for, at han påskønnede de ofre, hun havde bragt for hans skyld, og den støtte, hun havde været for ham gennem livet. Men jeg kan regne ud, at min farmor må have tænkt sig godt om, før hun 'ofrede' sig. Hun vidste godt, hvad hun ville have, og hun har uden tvivl tænkt, at min farfar var manden, der kunne skaffe hende det: position, materiel tryghed, harmoniske rammer, men også eventyr, rejser, luksus og sjov i gaden. Hun havde været privilegeret som enebarn i en familie, hvor faderen var handelsagent. Hun fik lov til at bo hjemme efter sin konfirmation og gå i skole, hvilket for mange mennesker dengang nærmest betød at gå og dovne og ligge forældrene til last. Min farfar var yngste dreng i en søskendeflok på ti. Det var en marstalsk skipperfamilie, hvor blødsødenhed og dovenskab var blevet slettet i ordbogen. Fattige var de vel ikke, og de besad en høj grad af kultur, hvis man skal tro de overleverede breve fra min oldefar, skipperen. Men der var ikke mange penge, og tiden skulle ikke spildes med tant og fjas. Samtlige ældre søskende blev sendt ud for at tjene til livets ophold umiddelbart efter konfirmationen. Drengene kom til søs, og pigerne kom i huset, som det hed dengang. Det var sørgeligt for pigerne, der måtte gemme sig på loftet, hvis de ville læse bøger. Det fortalte min faster M mig, da jeg selv var teenager. Hun var i virkeligheden ikke min faster, men min farfars ældre søster, født i 1887 og registreret i folketællingerne fra 1901 og 1906 som 'tjenestepige'. Hun syntes, at jeg burde kende til kvinders forhold før i tiden, og hun forærede mig 'Marie Grubbe' sammen med et smukt brev om kvinders længsler og vanskeligheder. Jeg har gemt bogen og brevet og tænker ofte på faster M's lange rejse fra gulvspanden og det forbudte loft til de hyggelige stuer, hvor jeg besøgte hende. Der var masser af bøger, ligesom hos min farmor og farfar. Men forskellen på disse to kvinder var enorm, og det var ved at sammenligne min farmor med faster M, at jeg fandt en forklaring på, hvorfor min farmor hele livet følte sig så privilegeret og udvalgt. Hendes forældre havde syntes, det var naturligt, at hun skulle frem i verden. Hun skulle ikke 'i huset', de opfordrede hende til at læse, de forærede hende bøger, og de gemte omhyggeligt hendes stile. Hun var vidunderet i deres liv, og kun det bedste var godt nok til hende. Forkælet var hun utvivlsomt. Men forældrene havde givet hende den lykke med sig videre frem i livet, at hun 'duede'. Og det tænker jeg på nu. Måske er det bedste, man som forældre og bedsteforældre kan give sin lille øjesten med på vejen netop overbevisningen om at have været elsket og at være 'god nok' i al fremtid. Som yngste dreng i flokken af søskende fik min farfar lov til at uddanne sig i stedet for at blive sendt til søs. Som sagt var han fremadstræbende, og da han giftede sig med min farmor, havde han af sin beskedne løn sparet penge nok sammen til, at de kunne få en snedker til at lave møbler til dem. En smuk hvid spisestue, som fulgte dem hele livet, og en mere maskulin egetræsstue, som stadig fandtes, da jeg var lille. Nogle år senere flyttede en gammel brun chesterfieldsofa fra 1800-tallet ind i den stue. Den var et arvestykke fra min oldemor og blev centrum i en vigtig del af min barneverden. Fra jeg lærte at læse, var den min kæreste læseplads. Her stiftede jeg bekendtskab ikke bare med 'Gøngehøvdingen', 'Ben Hur', 'Robinson Crusoe' og 'Ivanhoe', men også med Agatha Christie. Ingen forsøgte at forhindre mig i at læse. Tiden havde ændret sig radikalt, og miljøet var blevet blødere. Man behøvede ikke længere at kæmpe for føden. I dag står sofaen i den lille rødhårede piges børneværelse med et knaldrødt betræk, som min farfar helt overraskende valgte til den, da han fik den ombetrukket, før han som 85-årig skulle på plejehjem. Sofaen skulle med, ligesom resterne af de fine gamle egetræsreoler og de bøger, der kunne blive plads til. Den historie, jeg har at fortælle mit barnebarn, bygger således bro hen over tre århundreder. Det er historien om efterkommerne til 1800-tallets skipperfamilie og handelsagenten i Marstal. Men det er også historien om eventyret. Historien om, hvordan det unge apotekerpar i 1920'erne rejste til Island; hvordan deres søn giftede sig med en vidunderlig smuk rødhåret islandsk pige, der angiveligt nedstammede fra irlandske prinsesser og norske vikinger; hvordan de to fik islandske børn og børnebørn; hvordan de alle sammen kom tilbage til Danmark igen; men også hvordan nogle rejste tilbage og blev islændinge på ny, mens andre rejste til helt andre lande. Det er således også historien om, hvordan det gik til, at mit barnebarn fik slægtninge i Mexico. Det er den kulturelle og samfundsmæssige historie om en flersproget families rødder og forgreninger bagud. Samtidig er det historien om fremtiden. Historien om, at vores barnebarn bærer de blandede gener og forudsætninger med sig ud i en globaliseret verden, hvor hun skal integreres med indvandrere i sit eget land og måske selv en dag bliver indvandrer i et andet land. Det eneste, vi ved om hendes fremtid, er, at den bliver anderledes end vores fortid. Men måske kan vi lære hende noget om kontinuitet og forklare hende, at den tryghed, som den skaber, ikke nødvendigvis er en modsætning til fleksibilitet og forandring. Måske synes hun om nogle år, at det er sjovt at høre, at nogle af de musselmalede tallerkener, som hun stirrer betaget på, når jeg åbner mit 'fine' skab, kommer fra min farmor. Hun vil sikkert også lytte forundret, når vi engang fortæller hende, at hendes egen sofa har været på rejse gennem flere århundreder, fra Marstal til Island og derfra via omveje til København. Selv har vores lille prinsesse allerede rejst meget. Som andre aktive unge ønsker hendes forældre at se verden, og barnet følger med. Selvfølgelig har hun været i Island. Det siger næsten sig selv. Men også Paris, Chicago og Bangkok har haft glæden af hendes besøg, og hun har lært et thailandsk ord, 'tuk-tuk', som hun forventer, at vi alle sammen forstår. Da jeg var barn, var jeg den eneste af mine kammerater, der havde boet i andre lande end Danmark og talte flere sprog. I mit barnebarns børneinstitution er der heller ikke mange indvandrerbørn, men nogle er der, både muslimer og asiater, og det fortæller os, at den tid er helt forbi, hvor man kunne leve lykkeligt hele livet på det sted, hvor man var født, uden kontakt med andre sprog eller kulturer. For at vende tilbage til udgangspunktet - spørgsmålet, om børn er privilegerede, når de har engagerede bedsteforældre - så er det indlysende, at alle disse tanker om vores lille rødhårede pige kun kan lede frem til et positivt svar. Selv om det kan være tungt at bære alle vores forventninger til hende, er det et privilegium, at vi er så mange, der elsker hende og gerne vil fortælle hende vores historier. Her har jeg kun bidraget med brudstykker af min egen. Men også hendes andre tre bedsteforældre har spændende historier at berette. Hun kommer ikke til at savne rødder. Og forhåbentlig kan hun lære af os, at en solid forankring med mange rødder kan give overskud til at se fremad. Privilegierne går dog begge veje. Vores liv er blevet guldrandet af, at hun er kommet ind i det. Det er forkert at sige, at vi 'passer' hende. Vi er sammen med hende, når vi kan, og vi får mange lykkelige øjeblikke forærende. Det er synd, at ikke alle børn har bedsteforældre. Og synd, at nogle bedsteforældre på grund af ulykkelige omstændigheder ikke kan være sammen med deres børnebørn. Synd for de bedsteforældre, der ikke oplever barnebarnets udvikling, synd for dem, der ikke får lov til at føle de små tillidsfulde arme om deres hals. Men dejligt, at nogle af dem, der savner børnebørn, kan finde sammen med nogle af dem, der savner bedsteforældre, og skabe den nærhed, som begge parter har brug for. Hurra for de 'frivillige' bedsteforældre! Ingen kan vide, hvor længe vi kan være noget for vores børnebørn. Måske er vi syge i morgen, måske dør vi for tidligt. Vi ved det ikke. Men jeg håber, at både mit barnebarn og mange andre kan fortsætte med at være privilegerede på denne måde, at de kan vokse op med følelsen af, at de er 'gode nok', fordi bedsteforældrene elskede dem, og at de takket være dette kan være med til at skabe en bedre verden.