En velintegreret indvandrer - hvordan ser hun egentlig ud? Kronikøren, der er kultursociolog ved Syddansk Universitet, giver et signalement. I den danske debat om integration af indvandrere hersker der en udbredt misforståelse, som forpester debatten, og som skal problematiseres, hvis vi skal komme videre: Islam, mere præcis ortodoks eller fundamentalistisk islam, er den vigtigste hindring for integration - på det kulturelle og politiske plan og på arbejdsmarkedet. For at kunne diskutere forholdet mellem islamisk tro og integration bør man først og fremmest have en klar forståelse af, hvad der menes med begrebet integration. Man kan tale om to former for integration: den økonomiske, der foregår enten på arbejdsmarkedet eller i erhvervslivet, og den kulturelle, der foregår ved, at indvandrere fra traditionsbundne samfund overtager moderne værdier, normer og livsformer, såsom kønnenes ligestilling og individualisering. Den vigtigste integration er den første, da indvandrere forbedrer deres danskkundskaber og etablerer kontakt til det omgivende samfund på arbejdspladserne eller i erhvervslivet. Det er håbløst at forvente, at indvandrere, der er marginaliseret fra arbejdsmarkedet, og som ikke har kunnet starte som selvstændige, skal kunne lære dansk og, at de skal blive påvirket af den senmoderne kultur, som er fremherskende i Danmark. En velintegreret indvandrer kan derfor beskrives som en person, som - i første omgang og i det korte løb - forsørger sig selv og overholder den danske lovgivning. Det er et forhastet, utålmodigt og uretfærdigt krav at forlange, at indvandrere også skal overtage det sæt af regler, normer og værdier, som man plejer at kalde 'den danske kultur'. Men i det lange løb er det legitimt at kræve, at indvandrere og deres efterkommere først og fremmest er solidariske med det danske samfund - og ikke med samfundet og staten i deres oprindelsesland. Man kunne også ønske sig, at indvandrere efterhånden overtog nogle af de grundlæggende værdier og normer i et senmoderne samfund som det danske, for eksempel kønnenes ligestilling, respekt for ytringsfrihed, individualitet og sekularisme. Der er næppe noget i islams troslære, som forhindrer integration på arbejdsmarkedet. Islamiske hovedtekster, dvs. Koranen eller haditherne, opfordrer ikke muslimer til at leve af andres skattepenge eller i evig dovenskab og passivitet. Alle muslimer kommer fra samfund, hvor en velfærdsstat, som vi kender den i Nordeuropa, ikke eksisterer, men hvor man kun har sig selv og familien og eventuelt slægten at stole på i tilfælde af arbejdsløshed eller ulykke. Hvis man hævder, at ønsket om at bære tørklæde eller at bede fem gange om dagen forhindrer en muslim i at arbejde, kan man påpege, at der er mange velfungerende arbejdspladser i islamiske lande, og med en del fleksibilitet og kreativitet kan man også løse disse problemer i Danmark. Folk, der påpeger islam som den vigtigste faktor, der forhindrer integration, mener, at en række ting udgør islams urokkelige grundpiller og er i direkte modstrid med det danske samfunds grundlæggende værdier: verdsliggørelse, kønnenes ligestilling, individualisme og seksuelt frisind. Islam opfattes som en religion, som aldrig kan verdsliggøres, dvs. muslimer vil ifølge dén opfattelse aldrig acceptere at underkaste sig en anden lovgivning end sharia. Det er muligt, at nogle muslimer har sværere ved at skelne mellem det verdslige og det guddommelige end f.eks. en kristen, men der er næppe noget i islam, som forbyder en muslim at føle sig solidarisk med et ikkemuslimsk samfund og underordne sig en sekulær eller ikkeislamisk lovgivning. Islamiske tekster opfordrer ofte muslimerne til at underordne sig den politiske magt i det land, de befinder sig i. Folk, som opfatter islam - ikke mindst i dens ortodokse eller fundamentalistiske variant - som den vigtigste integrationshindrende faktor, har ofte hverken blik for de strukturelle problemer eller indvandreres nationalisme og loyalitet over for deres respektive etniske stater. I denne optik er det hverken sidstnævnte eller en traditionel tankegang, som er de vigtigste hindringer for integration. Da man ofte forbinder nationalisme med modernitet og islam med en traditionel livsform, hævder man, at praktiserende og ortodokse muslimer per automatik lever i et traditionsbundet univers. Desuden har de, der fokuserer mest på mulige fejl ved indvandrernes tankegang, ofte ikke blik for de vigtigste hindringer. Dvs. at de strukturelle problemer på det danske arbejdsmarked eller i det sociale system gælder, uanset om indvandrerne er ortodoks-muslimske, traditionelle eller nationalistiske. Når vi taler om ortodoks eller fundamentalistisk islam, er der tale om varianter, som befinder sig inden for den danske lovgivnings rammer. Ekstremistiske eller terroristiske bevægelser, som støtter eller planlægger voldelige aktiviteter, er naturligvis en opgave for politiet. Man kan opdele integrationshæmmende faktorer i to grupper: interne og eksterne. Interne faktorer er de værdier og normer, etniske minoriteter har, og den menneskelige kapital (human capital), som de medbringer i form af bl.a. uddannelse og sprogkundskaber. Eksterne faktorer handler om danskernes holdninger til dem og de samfundsmæssige strukturer, de møder i Danmark, som f.eks. de specifikke måder arbejdsmarkedet og det sociale system er skruet sammen på. Lad os tage kønnenes ligestilling: Det er muligt, at Koranen - ligesom Det Gamle og Det Ny Testamente - ikke stiller mænd og kvinder lige, men dette er ikke til hinder for, at muslimer under påvirkning af moderne ideer og livsformer begynder at indoptage denne tankegang. I Tyrkiet og andre muslimske lande lever millioner af muslimer i mere eller mindre moderne universer og forener islam med deres moderne daglige praksis. Som alle andre tekster er Koranen og haditherne åbne for fortolkning, og der er i alle religioner tradition for at (bort)forklare uoverensstemmelserne mellem teksten og noget, man ønsker at tro på eller praktisere, ved at sige, at »Det, der står i teksten, skal forstås symbolsk«. Således forener mange kristne biologer videnskab med f.eks. troen på jomfrufødsel. Ortodoks islam opfattes ofte som relateret til en traditionel livsform og en række traditioner, som direkte strider imod en moderne livsform. Blandt disse traditioner er den, der vækker mest opsigt, de såkaldte arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber. Her må man skelne mellem på den ene side folkelig islam ('traditionel' islam), som muslimske indvandrere medbringer fra deres oprindelseslande og vedligeholder i Danmark, og på den anden side den mere eller mindre politiserede islam ('traditionalistisk' islam), som på den ene side forsøger at tackle senmodernitetens udfordringer ved at vende tilbage til en forestillet guldalder eller ved at forene moderne livsformer med islamisk tro, eller som på den anden side forsøger at forene videnskab og religiøs tro. Nogle gange forekommer det, at folk, der udråber islam til at være aldeles uforeneligt med demokrati, verdsliggørelse og menneskerettigheder, har en anden dagsorden; enten et ønske om at prædike god gammeldags kristendom eller et ønske om, at muslimer og andre troende burde være ateistiske eller agnostiske. Blandt muslimske indvandrere kan man iagttage tre hovedretninger: den integrationistiske, den traditionel/ortodoks-islamiske og den nationalistiske. Man kan også tilføje muslimer, som bruger en ekstremistisk retorik (som al-Khilafa) eller muslimer, som eventuelt har forbindelse med ekstremistiske bevægelser som al-Qaeda. Gode eksempler på integrationistiske muslimer er velintegrerede indvandrerpolitikere som Naser Khader og Kamal Qureshi. Blandt mange politiske entreprenører er det lykkedes dem at udvikle den gyldne middelvej, hvor de både bevarer en form for etnisk identitet, men samtidig som folketingsmedlemmer understreger, at de er fuldgyldige medlemmer af og loyale over for det danske samfund. Den traditionelle linje repræsenteres bl.a. af den tyrkiske imam Fatih Alev. Han opfatter sin religiøse identitet som vigtigere end sin nationale tilknytning. En holdning, som både er gavnlig og måske problematisk i forhold til integration. Det gavnlige består i, at når ortodokse muslimer oplever, at deres religiøse identitet er den vigtigste, bliver deres nationale identitet som tyrkere svækket. Tilknytningen til et nyt land, f.eks. Danmark, kan så erstatte den gamle nationale identitet. Det problematiske opstår, hvis indvandrere synes, at den muslimske identitet står over den danske. Mange ortodokse fremhæver deres religiøse identitet frem for - og nogle gange på bekostning af - deres nationale identitet. Dette letter ofte fralæggelsen af deres oprindelige nationale identitet og overtagelsen af en dansk national identitet. Mange ortodokse muslimer i Danmark siger: »Jeg kan praktisere min egen fortolkning af islam friere i Danmark end i Tyrkiet. Jeg føler mig derfor mere knyttet til Danmark end til Tyrkiet«. Den nationalistiske retning repræsenteres af blandt andre den tyrkiske journalist Ünsal Turan, som har boet i Danmark i 27 år og er korrespondent for den nationalistiske og promilitære tabloidavis Hürriyet. Nationalistiske bevægelser og fremmede staters forsøg på at påvirke indvandrere i Danmark i nationalistisk retning forbigår ofte danskernes opmærksomhed, da nationalismen i disse lande gerne er sekulær, religionsskeptisk og ofte - i hvert fald i princippet - går ind for ligestilling af kønnene. Nationalistisk indstillede indvandrere tager ofte afstand fra deres traditionelt opdragede og politiske islamiske fæller. F.eks. advarede Ünsal Turan i Ekstra Bladet i 1999 mod islamisterne og »den voksende fundamentalisme« i Danmark. »Hvis ikke den danske stat får kontrol med de meget fundamentalistiske grupper, som vinder mere og mere indpas blandt muslimerne i det danske samfund, kan Danmark lige så godt opgive al snak om integration af udlændinge. Danskerne er slet ikke klar over, hvilken fare islamiske fundamentalister udgør for samfundet«, sagde han. Opfattelsen af islam som den vigtigste hindring for integration går ofte hånd i hånd med en mere overordnet analyse af den muslimske verden: Politisk islam er angiveligt den største hindring for muslimske landes demokratisering og modernisering, og militæret og militære eller halvmilitære regimer er godt nok autoritære, men anses fejlagtigt i lande som Algeriet og Tyrkiet for at være garant for vestliggørelse, demokrati og modernisering. Den forestilling, at Tyrkiet trues af islamiske fundamentalister og de korrupte politikere, der er mere end parate til at give indrømmelser til de ortodokse for at tiltrække stemmer fra en dybt muslimsk og reaktionær befolkning, og at det kemalistiske militær er garant for alt det positive, svarer til den tyrkiske elites selvforståelse og bliver propaganderet over hele kloden med alle de midler, den tyrkiske stat råder over. Når opmærksomheden rettes mod bekæmpelsen af politisk islam, men ikke imod den tyrkiske stats krænkelser af menneske- og minoritetsrettigheder, forledes mange humanistisk indstillede danskere til at tro, at de og nationalisterne er i 'samme båd', på trods af at nationalisterne samtidig forsvarer Tyrkiets krænkelser af menneske- og minoritetsrettigheder. De tyrkiske nationalistiske avisers, ikke mindst Hürriyets, holdning til Danmark har været meget fjendsk. Det, som er faldet den tyrkiske stat og de tyrkiske nationalister mest for brystet, er, at Danmark anklagede Tyrkiet i forbindelse med den meget omtalte Kemal Koc-sag. EU-lande som Danmark og Tyskland betegnes som direkte »støtter af PKK-terrorismen« og »Tyrkiet-fjendtlige«. For tyrkiske indvandrere, som læser i deres etniske presse, at Danmark er fjendtligt indstillet over for Tyrkiet og støtter terrorismen i Tyrkiet, er den nationalistiske presse således mere integrationshindrende end fremmende. Ortodoks eller fundamentalistisk islam er ikke den største hindring på vejen til integration. Der kan fremhæves andre mulige kandidater for integrationshindrende eller -forsinkende faktorer fra indvandrernes side, bl.a. de strukturelle problemer på det økonomiske plan som den høje minimumsløn, en meget lav lønspredning, høje skatter på arbejdskraft og høje effektivitetskrav. Hertil kommer traditionelle leveformer, normer og værdier, som kan være uhensigtsmæssige i et moderne samfund. Århusprofessoren Nina Smith fandt f.eks. ud af, at en del unge kvindelige indvandrerefterkommere ikke bruger deres uddannelse på arbejdsmarkedet, fordi de gifter sig i en tidlig alder og begynder at få børn tidligere end deres danske medsøstre. At man følger den traditionelle livsform betyder så, at man på en måde vælger at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Og i stedet for at udnævne islam som hovedfjenden kan det danske samfund tværtimod gøre nytte af de ortodokses underbetoning af deres oprindelige identitet og tilbyde muslimerne en plads under den danske sol. Det vil skabe de bedste betingelser for de herboende muslimer til at udvikle en moderne, sekulær, tolerant, frisindet 'dansk islam'.