Det danske samfund har igennem de seneste år investeret betydeligt i det, der skulle være en visionær videreudvikling af Det Kongelige Teater. Vi befinder os i dag på et enestående kunstnerisk niveau, og lige nu strømmer publikum i teatret. Alligevel kan Det Kongelige Teater være på vej ud i noget, der mest af alt ligner en eksistentiel krise. I den kommende tid skal det diskuteres, hvordan nationalscenens budgetter for de næste fire år skal se ud . Og fortsættes den økonomiske kurs, der er sat med den foreliggende finanslov, ser det – trods de seneste fem-seks års kunstneriske og publikumsmæssige fremgang – sort ud for Nationalscenens fremtid. For den økonomiske politik, der ligger til grund for finansloven på kulturområdet, savner visioner.
Den er baggrunden for, at Det Kongelige Teater alene igennem de seneste fire år er blevet beskåret med i alt 66 mio.kr. Det er et udtryk for en paradoksal logik, hvor man med den ene hånd opruster visionært med nye dyre huse og de nødvendige merbevillinger til at drive disse, mens man med den anden hånd konsekvent udhuler det økonomiske fundament for teaterkunsten med løbende besparelser. Som teaterchef for Danmarks største kulturinstitution er jeg nødt til at advare mod denne kurs, før det er for sent. Det Kongelige Teater er statens ejendom og dermed alle danskeres. Vil man bevare teatret som kunstnerisk og kulturelt samlingspunkt skal kursen ændres. Nu. Når jeg over for politikere og andre har forsøgt at slå til lyd for situationens alvor, har beskeden været, at det måtte vi klare indefra: »I har fået rigeligt. Lad være med at klynke! I er ikke de eneste, der har det hårdt. Der fyres mennesker overalt i samfundet. Tænk på, hvordan der skæres ned i på sygehusene, i plejesektoren, i uddannelsessystemet. Og i øvrigt var det lettere, hvis Nationalscenen lå i Jylland«. Men ubalancen kan ikke længere rettes op indefra. Tro mig, vi har prøvet. Fra nu af er det kunsten, der ofres. Bliver der ikke meget snart gjort noget for at rette op på den ubalance i vores økonomiske forudsætninger for at drive Nationalscenen på det niveau, det med al rimelighed forventes, når der er investeret milliarder ved at bygge overdådige huse, så er vi godt på vej til at ødelægge noget umisteligt i dansk kultur. Og det kan komme til at gå ganske hurtigt. Det, som har taget årtier at bygge op, kan brydes ned på ganske få år.
