Mennesker har til alle tider tænkt historisk i den forstand, at de har set ændringer og udviklinger. Det normale er imidlertid at forstå ændringerne ud fra sig selv, sin familie, sin klan, sit folk, hvordan man nu end definerer disse størrelser. Den mest grundlæggende måde at tænke samfund på er at udnævne sin egen familie, klan eller stamme til mennesker, mens alle andre mennesker bliver til 'fremmede'. Både 'inuit' og 'cheyenne' betyder således menneske. Når mindre grupper slutter sig sammen i større fællesskaber har de typisk stadig taget udgangspunkt i familien og tænkt det større samfund som en udvidet familie, også selv om det bliver så stort, at medlemmerne umuligt kan være direkte blodsrelaterede undtagen i en mytisk fortid. Derfor opfatter den mest tilfredsstillende moderne definition af nationale fællesskaber nationer som 'forestillede fællesskaber', hvor alle medlemmer af nationen omtales, som om de var i familie med hinanden. Blodsbeslægtede, som vi sagde, indtil nazismens raceteorier gjorde det uacceptabelt at bruge ord som race og blod. Forskellige udgaver af sådanne 'som om'-fællesskaber har været kernen i den menneskelige historie, lige siden overgangen til landbrug gjorde det muligt at brødføde større antal mennesker på det samme område i længere tid. Menneskeracen stammer efter alt at dømme fra Afrika, men gennembruddet for agerbrugsteknologien mellem 11.000 og 7.000 f.v.t. skete i Mellemøsten i den såkaldte frugtbare halvmåne mellem Egypten og vore dages Irak. Lidt senere skete noget tilsvarende i Nord- og Sydkina og omkring Indusfloden i vore dages Pakistan. Endnu senere udvikledes højkulturer i Nord- og Mellemamerika. Landbruget var således først lige blevet introduceret i Nordamerika, da europæerne ankom i 1500- og 1600-tallet. De europæiske indvandrere beskrev de nordøstamerikanske indianersamfund skiftevis som paradis på jord og en tilstand af permanent krig og fattigdom. Denne oplevelse var baggrunden for de første moderne teorier om verdenshistorien baseret på observation, hvor man tænkte sig at indianerne repræsenterede det første stadium i menneskehedens historie. »I begyndelsen var hele verden Amerika«, hedder det med en karakteristisk formulering hos den britiske tænker John Locke i 'Two Treatises on Government' fra 1690. Nogle politiske filosoffer som Thomas Hobbes lagde vægten på den permanente krig, der herskede i denne 'vilde urtilstand'. 'Warre', krig, kaldte han tilstanden, som han dog i realiteternes verden snarere havde observeret under den grusomme borgerkrig i England, Skotland og Irland i midten af 1600-tallet. Eller som andre observerede på det europæiske kontinent under religionskrigene i 1500- og 1600-tallet. Andre tænkere lagde mere vægt på den paradisiske tilstand hos 'de vilde', der drev rundt hele dagen og plukkede jordens frugter ned fra træerne, stort set uden at arbejde. Dette gælder en tænker som den fransk-schweiziske Jean-Jacques Rousseau der i 1700-tallet priste den ædle natur hos børn og mennesker, der ikke var ødelagte af civilisationen. Disse to grundpositioner kan genfindes i stort set alle fremstillinger af verdens historie, forstået som menneskehedens historie. På den ene side en idyllisk beklagelse af, hvordan det er gået ned ad bakke siden menneskene blev drevet ud af Paradis, på den anden en nøgtern, etnografisk iagttagelse af, hvor hårdt og usikkert det er at leve som jæger og samler, prisgivet naturens luner og i stadig angst for at blive overfaldet, udplyndret og dræbt af konkurrerende naboer. Myten om menneskets uddrivelse fra Paradisets Have er en af de ældste myter. Sammen med fortællingen om syndfloden som kun nogle få udvalgte på Noahs ark overlevede, er denne historie fælles gods i mange mellemøstlige religioner. Den stammer efter alt at dømme fra sumererne i vore dages Irak. Blandt mange andre overtog den jødiske befolkning i Palæstina denne myte og bevarede den i det Gamle Testamente der er fælles for jøder, kristne og muslimer. Efter at være kommet i tvivl om det himmelske Paradis drog europæiske opdagelsesrejsende i 1700-tallet ud i verden for at finde en jordisk udgave. Og troede at have fundet det på øerne i Stillehavet, især dem der var beboet af polynesiere, der lignede europæerne mest. Tahiti kom til at repræsentere drømmen om den uspolerede ædle vilde, der oven i købet ikke var hæmmet af europæernes seksuelle tabuer. Denne drøm holdt ikke længe, som man kan se det af desillusioneringen hos maleren Paul Gauguin, der afviste den franske civilisation og søgte lykken på Tahiti i 1890'erne. Hvad han oplevede var en fattig og ussel baggård i udkanten af det franske kolonirige. Det samme gælder den endnu fjernere Påskeø. Denne ø's skæbne er et godt eksempel på den negative fortælling om civilisationen. Den fjerne Påskeø var et af de sidste steder polynesierne nåede i deres fantastiske ekspansion over hele Stillehavet, fra Hawaii i nord til New Zealand i syd og Påskeøen i øst. Den ligger så langt mod øst at den først blev koloniseret i 500-tallet, og i dag hører under Chile i Sydamerika. Det var det længste polynesierne nåede i deres store udriggerkanoer medbringende mennesker, dyr og planter. De formåede ikke at opretholde forbindelse med andre øer og ifølge de lokale legender brændte de kanoerne efter landgangen. Dermed mistede de evnen til at udnytte havets ressourcer og fiskeri spiller den dag i dag ingen rolle. De polynesiske indvandrere blev isolerede med de dyr og den teknologi som de havde med sig ved ankomsten. Til gengæld indledte de en rasende konkurrence mellem de forskellige klaner om hvem der kunne bygge de højeste og mest imponerende stenstatuer. Figurerne huggede de ud af en blød, vulkansk stenart. For at transportere dem til kysten, hvor figurerne af forfædrene skulle opstilles, ofte med op til tyve på række, var der brug for træstammer til at rulle de kæmpestore statuer på. I løbet af få hundrede år formåede stenalderbefolkningen fuldstændigt at afskove hele øen, med det resultat, at den i dag ligger fuldstændig bar hen, kun med enkelte forkølede palmetræer gravet ned i huller, så de er beskyttet mod havets storme. Denne økologiske katastrofe, der var et resultat af prestigekampen mellem de grupper de havde organiseret sig i, er i dag blevet hovedeksemplet på, hvor galt det kan gå for menneskeheden som helhed, hvis vi ikke bremser den uhæmmede vækst og sørger for at genplante og i det hele taget forny de ressourcer vi brænder af. Påskeøen er langtfra det eneste eksempel på en økologisk katastrofe. Færøerne, Island og Grønland er andre eksempler på, hvorledes en uhensigtsmæssig landbrugsteknologi på få generationer kan ødelægge et økosystem, som er skabt over hundreder eller tusinder af år. På den anden side er netop disse øsamfund i dag eksempler på, hvor fremragende mennesker kan tilpasse sig og skabe en blomstrende postindustriel økonomi i områder, der indtil for få generationer siden var fattige og afsides dele af det danske imperium. Lige fra historieskrivningens begyndelse var der ikke nogen stor forskel på at skrive sit eget folks historie og verdens historie. Grækerne der normalt antages at have opfundet historieskrivningen skelnede ikke. Herodot fra Halikarnassos skrev det værk, der på mange måder er den første verdenshistorie med titlen 'Historia'. Hans ambition var at beskrive hele den da kendte verden. Ikke blot for at beskrive den, men for at forklare, hvordan det kunne gå til at en lille koalition af græske bystater i 480 f.v.t. kunne besejre datidens uantastede supermagt, Perserriget, i søslaget ved Salamis i bugten ved Athen. Der var altså tale om analytisk historieskrivning, med ambition om at besvare et bestemt spørgsmål af betydning for samtiden. Det samme gælder i grunden al senere historieskrivning, lokal, national og verdenshistorie. Af denne grund skifter fortolkningerne også i takt med de ændrede spørgsmål der blev stillet. Den romerske forfatter Livius skrev omkring vor tidsregnings begyndelsen et storværk i mange bind med titlen 'Ab urbe condita' (Fra byens (Roms) oprindelse) for at forklare - og vise at det var ret og rimeligt - hvorledes den lille bystat Rom ved konstante krige underlagde sig først de nære omgivelser, siden hele den italiske halvø, for til sidst at beherske næsten hele den da kendte verden rundt om Middelhavet. Samtidig opfandt digteren Vergil en forbindelse mellem Roms grundlæggelse og figurerne i hovedværket i den græske kultur, som romerne ønskede at overtage, 'IIiaden'. Han lod nemlig i 'Æneiden' en flygtet prins fra Troja, Æneas grundlægge byen Rom. Det er en ren fiktion, men en model der siden er blevet overtaget af anden national historieskrivning, der næsten altid har haft et ideologisk formål ud over blot at ville fortælle en historie. De samme fremgangsmåder og hensigter kan iagttages i den anden ende af det eurasiske kontinent, Kina. Handynastiet der varede fra 202 f.v.t. til 220 e.v.t. organiserede et endnu større og teknologisk mere fremskredent rige på næsten samme tid som Romerriget. Disse to civilisationer levede i mange århundreder relativt isoleret fra hinanden og fra et antal andre asiatiske riger, først og fremmest det persiske imperium, et skiftende antal indiske riger, samt Vietnam, Cambodja og Burma. Vi ved dog, at der var forbindelse mellem Kina og Europa, især via den berømte handelsrute, Silkevejen, der gik gennem Centralasien. Ad denne rute nåede opfindelser fra det mere fremskredne Kina til det tilbagestående Europa. Men forbindelserne var primært indirekte indtil de store opdagelsesrejser i 1400-tallet. Modsat europæernes opfattelse begyndte det i Kina, der udrustede store flåder i de første årtier af 1400-tallet under Mingdynastiet. Disse flåder sejlede til Indonesien, Sri Lanka, Indien og nåede helt til den afrikanske østkyst. Om de kom videre diskuteres stadig. Men hvad der ikke diskuteres er, at de blev kaldt tilbage på ordre fra kejseren. Kina var så højt udviklet og centraliseret, at det var muligt for hoffet i Beijing at træffe en beslutning om, at det ikke var umagen værd at udforske det underudviklede og uvaskede Europa. Derfor var det ikke kæmpestore kinesiske junker, der sejlede ind i Lissabons Havn i 1430'erne, men portugisiske, spanske (især baskiske), hollandske, britiske og franske søfarere i skibe på størrelse med fiskekuttere, der lidt senere 'opdagede' Afrika, Indien, Kina - og Amerika, som de logisk nok i begyndelsen kaldte Indien, da man havde beregnet Jordens omkreds mindre, end den er, og derfor ikke vidste, at der lå et kontinent imellem Europa og Kina. Nu blev verdenshistorie i ordets moderne mening som global historie mulig. Den kaldtes for universalhistorie og blev de første mange år i bedste romerske og kinesiske stil praktiseret som en fortælling om, hvordan europæerne vandt verden og hvorfor det var ret og rimeligt at de gjorde det. Et godt eksempel er den tyske filosof G.W.F. Hegels forestillinger om 'verdensånden', der manifesterede sig i den ene civilisation efter den anden. Karl Marx overtog senere dette system og vendte det 'på hovedet' (eller rettere fødderne) ved at lægge de materielle betingelser og produktionen til grund for sin forståelse af historiens drivkræfter. Karl Marx' og Friedrich Engels' 'materialistiske historieopfattelse' inddelte det historiske forløb i et simpelt historisk skema med fem stadier: urtiden, slaveholdersamfundet, feudalismen, kapitalismen og kommunismen. Undertiden optræder i materialistiske analyser et ekstra trin efter urtiden med navnet det 'barbariske samfund'. Andre gange erstattes de første trin af samfundstyper, der kaldes den asiatiske og den antikke produktionsmåde. Sådanne europæiske, universalhistoriske fortællinger blev især sat i system efter 1840'erne, da den europæiske militærteknologiske overlegenhed, som resultat af den industrielle revolution blev indlysende. Britiske kanonbåde besejrede i Opiumkrigen 1839-1842 det mægtige kinesiske rige og gjorde det klart for herskerne, at deres forgængere havde truffet et forkert valg i 1430'erne, da de opgav opdagelsesrejserne. Kina gik fra at være 'Riget I Midten' til en periferi i den globale økonomi, en position landet først rigtig er kommet ud af i 1990'erne. Europæerne stod længe så stærkt, at de tillod sig to interne krige, som kostede dem herredømmet i verden. Første og Anden Verdenskrig, som vi kalder krigene, var reelt europæiske borgerkrige, som udspillede sig over hele verden. I 1945 endte det med, at Europa lå i ruiner og de to europæiske aflæggercivilisationer i Nordamerika og Sovjetunionen tog over. Disse to udkæmpede en fyrre år lang kold krig om indflydelse i hele verden. Den krig vandt USA overlegent i 1989-1991, dog med støtte fra et Europa, der reorganiserede sig, og i et vist omfang formåede at forene de stridende nationalstater, i en løs føderation kaldet EU. I dag trænger hele verden sig imidlertid på og kræver del i den globale økonomi. Japan, Kina, Indien, Brasilien, Iran samt Indonesien og Sydafrika kræver at få en aktiv rolle i verdens politik, økonomi og kultur. Bortset fra de tilsyneladende håbløse tilfælde i Afrika og Mellemøsten, der henholdsvis giver op eller slår igen med fundamentalistisk islam, er verden i dag for første gang rigtigt ved at blive en del af den samme globale historie. Den situation blev indvarslet da Neil Armstrong - meget sigende en amerikaner - i 1969 for første gang satte fod på Månen og berettede om, hvordan vores lille blå planet ser ud fra rummet. Om denne økohistoriske vision om vores fælles skæbne vil gøre dybt indtryk på verdens konkurrerende folkeslag er dog tvivlsomt. Alt tyder på, at vi ganske længe endnu vil leve indædt i konkurrerende nationalstater, forhåbentlig reguleret af en international retsorden. Der altså stadig kun er international og derfor ikke en almindelig lov og ret, men stadig bygger på staternes næsten uindskrænkede suverænitet. Vi har stadig begge historiske erfaringer med os: Påskeøens økologiske katastrofe og islændingenes evne til at omdanne et middelalderligt landbrugssamfund til en informationsteknologisk succeshistorie. Men vi har også de stridende civilisationer, der i stadig stigende grad forstår sig selv som nationalstater med os. Der er ingen grund til at tro, at historien nu er slut, således som Francis Fukuyama proklamerede i 1989 under indtryk af kommunismens fald. Verdenshistorien skal nok fortsætte, det er kun, hvilken retning den vil tage, der kan være usikkerhed om.