Min far stod i sin butik i 24 år. Og når jeg skriver 'stod', skal det tages bogstaveligt. Han havde ganske vist en stol i et hjørne af butikken under likørerne, men tiden, han sad i den, begrænsede sig til nogle minutter omkring frokost og igen efter lukketid, hvor han havde lagt kassebogen på bordet foran sig for at indføre dagens omsætning. Ellers stod han. Eller gik. For kasseapparatet var anbragt på et højt bord nogle meter bag den forreste af butikkens glasdiske, så han efter hver ekspedition måtte spadsere nogle skridt i den ene retning og tilbage i den modsatte. Det kan have været godt for blodomløbet, alligevel måtte han i pauserne i strømmen af kunder lave nogle knæbøjninger for at lette trykket mod venepumperne. Sådan stod han tit, med det ene ben trukket op under den hvide kittel. Som en stork, der hviler et øjeblik, inden der igen sker noget. Eller som en standfugl, i en udvidet betydning af ordet. Han stod der som sagt i 24 år, med undtagelse af søndagene og nogle få dage i slutningen af 1960'erne, hvor han blev opereret for en byld i røven, som godt kan have haft med den samme arbejdsbetingede belastning af blodkarrene at gøre. Derudover kan jeg komme i tanke om tre afbrydelser af lidt længere varighed. Fem dage i sommeren efter den fatale byld, som han tilbragte i et lejet sommerhus ved Vestkysten sammen med sin egen og sin brors familie. Andre fem dage, vistnok i 1971, som blev brugt på en campingferie på Fyn. Og en udvidet weekend i et lånt hus på Fanø i 1976, året efter hans skilsmisse fra min mor, og to år før han besluttede sig for at afhænde butikken eller muligvis tvunget af dårlige konjunkturer måtte dreje nøglen om. Hertil skal lægges de dage, hvor han stødte til resten af familien i svigerforældrenes sommerhus ved Flensborg Fjord. Her kunne han pludselig sidde en morgen ved havebordet foran huset som efter et kort og halvhjertet træk sydover. Nu med benene over kors, den ene hånd støttende piben i munden og iført et par solbriller, der klædte ham forbavsende godt. Han lignede en mellemting mellem Clark Gable og James Stewart, den brutale elsker og familiefaren. Men fjerene var lånte, om jeg så må sige. Og jeg vil tro, at roen, han udstrålede, mens han kiggede over mod de tidligere danske besiddelser, har været hårdt tilkæmpet. Det danske sommerland var ikke hans element. Han var købmand. I dag kan jeg ikke gå ned ad hovedgaden i en dansk provinsby en sommerdag, mellem tøjstativer og kurve med skrammel på slagsalg, under de evindelige kulørte plastikflag og i den trykkende hørm af stegte pølser og brændt brød, uden at blive overvældet af en følelse af ensomhed. Findes der mon noget mere afsondret? Findes der et sted, hvor man er mere udenfor og vendt ryggen til? Stik engang hovedet ind i en af forretningerne, og indsnus den parfumerede lugt af opvarmede tekstiler. Eller den tunge, krydrede lugt af te, kaffe, tobak og chokolader i den lille specialforretning for kolonialvarer, hvis den slags forretninger ellers stadig findes, min fars slags. Det er de efterladtes lugt. Lugten af dem, der har lovet at blive tilbage og holde skansen. Ikke mod en fjende af fremmede indtrængere, for sommerturisterne er ikke fjendtlige, de er bare uhøflige og dårligt klædt, men mod hverdagens og det evigt sammes kedsomhed. Resten af året har de handlende en forbundsfælle i travlheden og i den omstændighed, at vi er flere om at bære den samme skæbne. Men når sommermånederne skruer alting så meget ned i fart, at de har tid til at tænke sig om og mærke efter, og vi andre ikke længere er der til at holde den illusion levende, at livet behøver at være sådan, forvandler fjenden sig til en overvældende og hensynsløs magt. Det er altså ikke bare den efterladtes forbigående ensomhed, du kan lugte i den sommerhede butik. Det er et livsvilkår. Der var to slags handlende og to måder at takle vilkåret på. Min far hørte til den gruppe, man kunne kalde de gammeldags eller de traditionsbærende. Han gik i kittel, kemisk renset og presset, og kunne ikke drømme om at lægge den, om så chokoladen begyndte at dryppe fra hylderne og propperne at springe af vinflaskerne. Han mødte tidligt, gik sent og havde altid ansat i underkanten af den hjælp, han havde brug for, det vil sige i de gode år en dame og en bydreng og i de dårlige år kun bydrengen. Men ansatte har krav på ferie, og hvorfor betale andre for at gøre, hvad man kan gøre selv? Så om sommeren var han som regel alene. Han vaskede gulvet om morgenen og skurede de to trappetrin foran med det sidste af vaskevandet. Han satte baldakiner for vinduerne, så de dækkede halvdelen af udstillingen, men ikke nok til, at han slap for at aftørre glas, flasker og cellofanæsker og et par gange i løbet af sommeren at pynte helt om. Han rullede store vintønder ud på det, der i begyndelsen af 70'erne var blevet til gågade med bænke og blomsterkummer, delvis overdækket af et virvar af brunlige aluminiumsbaldakiner og fra den østlige ende og til Odd Fellow-palæet på torvet proppet til randen med skidt og skrammel. Hertil altså min fars vintønder og de Martini-parasoller, han lige før åbningstid slog op mod morgensolen. Og der står han så. Bag disken, parat til at tage imod de første kunder, hvis ellers de gider indfinde sig. Foreløbig kan han holde øje med dem gennem den åbne butiksdør og hilse på de andre handlende, efterhånden som de glider forbi derude og ligesom de andre morgener vinker tilbage under parasollernes kulørte lærred. Han tænker vel sit, nu har han tiden til det. På familien ude i sommerlandet. På kassebog, hovedbog og statusbog i boksen under det lille skrivebord. På morgenandagten og Vorherre og om at forvalte sit pund. Muligvis også på skilsmissen, som kan ligge foran ham eller være overstået, men ikke helt overstået, for det bliver den aldrig. Og så kan han tænke på nogle af sine yngre kolleger, den anden gruppe, som han nok ikke tænker på som en gruppe, men som noget fremmedartet og halvt uforståeligt på linje med supermarkeder, moderne tv-spil og venstreorienterede provoer. De handlende, som går i pullovere eller skjorteærmer. Som siger 'du' til kunderne. Som har en ugentlig fridag. Og som lige nu har opløst sig, er forsvundet fra jordens overflade og deres lille fællesskab og kun har efterladt sig ét uforståeligt, men sært foruroligende spor: et skilt og ordet 'Ferielukket'. 'Ferielukket'?! Mener de mon ikke 'Rømmet', 'Løbet bort', 'Flygtet i nattens mulm og mørke'. Deserteret, simpelthen. Så kan den komme igen, en trykken i knæhaserne, en trang til at ryste benene lidt og bøje dem, først det ene, så det andet. Hvad han ellers lavede, ved jeg faktisk ikke, for jeg var der jo ikke. Og bortset fra enkelte fotografier af den solhede hovedgade, et fra midten af 60'erne og et par stykker fra begyndelsen af 70'erne, har jeg kun én egentlig kilde til min fars ensomme sommermåneder bag disken. Det er et fødselsdagsbrev, som han skrev til sin næstældste søn, der holdt ferie i huset ved Flensborg Fjord samme sommer, som hans far var blevet skilt om foråret. Brevet balancerer mellem det højtidelige og det henkastede, hverdagslige, som var hans stil. Først er der nogle linjer om de forhold, »som ulykkeligvis er blevet meget ændrede«, om hans ønsker for sin søns »ungdomstid« og om senere at kunne »forstaa og tilgive meget«. Så noget om resten af familiens ferieplaner, om et besøg hos en søster og hendes mand på en campingplads og endelig noget om »den smeltende varme« og vinduerne, der skal pyntes, for »det trænges meget«. Det er et brev fra den fraværende far, vil nogen sige. Og nu kan han jo selv se, hvad der kommer ud af at være en slave af sit arbejde. Men jeg synes også, det er et sørgeligt brev; et brev, der først og fremmest handler om hans, om farens, måske simpelthen om den tids fædres, store magtesløshed. Her er en mand, der har tilbragt hele sit liv bag disken, ligesom hans far før ham, for det var nu sådan, man gjorde. Indimellem har han passet sin kirkegang, inviteret bibelkredsen og givet lidt til Indre Mission og også den ydre, Sudanmissionen og et par stykker til. Han har talt om kristelige værdier og forsøgt at omsætte dem til en fornuftig opdragelse, et godt ægteskab og en sund forretning. Det sidste ikke mindst, for den højere retfærdighed ser også i nåde til den, der passer sit, sætter tæring efter næring og fører kassebøgerne som foreskrevet. Og så kan senere generationer godt komme og sige, at så måtte det da gå galt, skilsmisse og næstenkonkurs. Men sådan har han ikke set det. For ham var det lige så uforståeligt som ferieskiltene i de yngre kollegers butiksvinduer. Det var ulogisk, det var imod naturens og tingenes orden. »Hvad er det, der ligger her og flyder?«, sagde min far, når han fandt noget i sit hjem, et skohorn, en skoletaske, et stykke legetøj, som var kommet væk fra sin rigtige plads. Den måde at forholde sig til uorden eller sporene af almindeligt liv rakte langt. Som om tilværelsen var en sejlads på et oprørt hav, hvor det gjaldt om at surre tingene ordentligt fast og under ingen omstændigheder sove på sine vagter. For forsømte man det ene eller det andet, kunne man være sikker på at blive skyllet over bord af den næste brodsø. Derefter ventede død og fortabelse. Det kan man også læse ud af brevet til hans næstældste søn. Håbet er intakt, så nogenlunde, men der er kommet nogle sprækker. Så kan man gribe øsen og bede Vorherre om godt vejr. For der er ungdomstiden, og hvis han bare »vil lade det bedste og blødeste komme frem«, kan den stadig blive både »rig og lykkelig«. Fejlede han og hans hustru, så er der stadig »kærlighed« og vilje til hjælp »i alle forhold«. Og er der »bitterhed og skuffelse«, så venter tilgivelsen måske også, om ikke nu, så senere. Efter en lang arbejdsdag under solen, og når vinduerne er pyntede. Den tyske litteratur fortæller en historie om efterkrigsårenes fædre, der ligner min fars liv og hans varme somre i butikken. Den har krigen som baggrund og er derfor selvfølgelig en lidt anden. Den handler om de mænd, der vendte hjem fra fronten eller efter krigens og nazismens sindssyge følte sig som en slags overlevende, ramponerede i sjælen, følelsesinvalider, men altså stadig levende, og som i efterkrigsårene søgte glemsel i de lange arbejdsdages narkotiske døs. Af den narkomani opstod Wirtschaftswunder, Vesttysklands mirakuløse industrielle og økonomiske kommen sig. Den historie kan man læse i Uwe Timms erindringsbog 'Min bror, for eksempel', som udkom på dansk i foråret. Hans far var krigsveteran og buntmager, en fusentast, men en arbejdsom fusentast, indtil han blev ædt op af alkohol og det, han siden krigsafslutningen havde været på vild flugt fra. Og man kan læse den samme historie i Hans-Ulrich Treichels roman 'Den bortkomne', hvor faren er en succesrig slagter, der som erstatning for den søn, han mistede i krigens sidste uger, købte en Opel Admiral for en del af overskuddet fra butikken. Begge bøger handler i øvrigt også om fortællerens afdøde eller bortkomne bror, som al arbejdsomheden skal dølge sorgen over. Min far var nitten år, da krigen sluttede, og han havde ikke andre aktier i den end et enkelt møde med en tysk frontsoldat i sin fars købmandsgård i Nykøbing Mors og de utallige historier, som de få ord, han vekslede med ham, siden voksede til. Men skuffelsen eller begyndelsen til den kan han godt have delt med de tyske fædre. Ikke over et krigsnederlag eller over at se sit land gøre knæfald for et dødsregime, men fordi han lidt efter lidt fornemmede, at hans mange anstrengelser var jag efter vind, og at den nye og moderne verden ikke var lige så meget hans, som han havde forestillet sig. Det kom langsomt, måske så han det aldrig for alvor, men anede det kun. Og måske var de seneste år i forretningen et sidste ulykkeligt forsøg på at holde sig fri af opdagelsen: at der ikke var nogen Vorherre eller nogen højere retfærdighed, der mildnede luften for de klippede får eller så til, at den lille næringsdrivende fik mangefold igen, når bare han holdt på sin kristentro, sled fra morgen til aften og betalte enhver sit. Det er drømmen om moderniseringen og dens blanding af lyksalighed og glemsel, min far og så mange fædre af hans generation har til fælles med de tyske efterkrigsfædre. Den drøm er ikke forbeholdt de kristelige, selvfølgelig, men arbejdsmoralen og en følelse af at høre til på den rigtige side, som man godt kan kalde frelsthed, har i hvert fald ikke svækket den. De havde set gode tider blive bedre, lige så længe de kunne huske. Så var det også rimeligt at tro, at der ville vanke mere af det samme, hvis man sled sig en pukkel til og så at sige byggede ovenpå. Det gjorde de så, og de fik velstandsboom, så meget de kunne ønske sig, i hvert fald for en tid, men nogle af dem nåede også at opdage, at så sjovt var det altså heller ikke. »Man ordnede gården, ryddede op i butikken. Det var arven til den næste generation«, sagde Hans-Ulrich Treichel i et interview, da hans roman udkom. »Med til det hørte oprydningen og genopbygningen. Alle de anakronistiske gemmesteder, børnene havde, blev asfalteret, husene fik fladt tag, vinduerne blev panoramaruder. Moderniseringen var, er jeg sikker på, en del af dette traume«. Hele gågadefræset, letmetalpladerne, vintønderne, parasollerne. Den arbejdsomme købmands og alle arbejdsomme fædres hede helvede. Thomas Thurah udgav i foråret bogen 'Begyndelsen' om sine forældres ægteskab og om Danmark mellem 1965 og 1975.