Jeg faldt over en plakat den anden dag, en socialdemokratisk valgplakat fra 1950. ’Arbejde og tryghed, stem på liste A’, står der med flotte røde bogstaver i toppen af plakaten. Det tegnede billede nedenunder forestiller en sommereftermiddag, en vej med små rækkehuse. Mor står med den mindste på armen uden for huset. Far er lige kommet hjem fra arbejde og svinger den anden lille pige op i luften. Jakkesættet er sort, det samme er læderskoene, skjorten gul og slipset rødt, hatten ved at falde af. Den store pige hiver ham i bæltet, og knægten kommer stolt løbende efter med fars taske i hænderne. Plakaten er billedet på arbejderklassens drømme og værdier for et halvt århundrede siden. Vi har skiftet ordet arbejderklasse ud med middelklasse, men drømmene og værdierne er de samme som dengang. Socialdemokraternes vision har altid været drømmene og værdierne for det arbejdende folk i Danmark. Alle dem, der står op hver morgen og afleverer børnene (ikke længere i mors arme, men i børnehaven), arbejder hårdt og er stolte af de resultater. de skaber. Stolte af de faglige resultater på arbejdspladsen, der er tilfredsstillende i sig selv. Men også stolte af de muligheder, arbejdsindkomsten skaber for familien og en selv. Vi taler ikke længere om arbejderklassen i Danmark. Ordet lyder af gamle dages industrisamfund. Men vi er stadig en nation af mennesker, der arbejder. Lønmodtagere kalder vi det nogle gange med et lidt teknokratisk ord. Men lad os bare kalde det middelklassen, i mangel på et bedre ord. Socialdemokraternes projekt er i dag middelklassen, på samme måde som det for et halvt århundrede siden var arbejderklassen. Det minder plakaten fra 1950 mig om. Og den minder mig om, hvor meget denne middelklasse må føle sig svigtet i dag, efter otte år med Venstre, Dansk Folkeparti og de konservative ved magten. For sandheden er, at det borgerlige flertal hverken repræsenterer faderen eller moderen, der kommer hjem fra arbejde til børnene. Det borgerlige flertal, der har regeret Danmark siden 2001, har gjort det på grundlag af nogle værdier, som i virkeligheden ligger middelklassen meget fjernt. Efter snart ni år står det klart, at sigtet for det borgerlige flertals anstrengelser aldrig var middelklassen og middelklassens værdier. I første omgang var det noget, der mindede om bestikkelse – de seneste år minder det stadig mere om bedrag. For den økonomiske politik, der har været ført under Fogh og Løkke, har ikke sikret den danske middelklasse, men tværtimod udsat den for større risiko end middelklassen i andre lande. De seneste skattelettelser kommer i al overvejende grad de allermest velstående til gavn – ikke den brede middelklasse. Og endelig: Den velfærd, middelklassen er så helt afhængig af bare fungerer i det daglige – skoler, børnehaver, sygehuse, plejehjem – har været under konstant nedslidning. Frygtsomheden i underklassen I erkendelse af middelklassens ønske om et stærkt samfund med ordentlig velfærd og en fair fordeling af goderne har regeringen under Fogh og Løkke i stadig større grad fortiet og fordrejet sandheden om udviklingen i vores samfund. Hårdnakket har man hævdet, at der ville være råd til både skattelettelser og bedre velfærd. I dag er det klart for enhver, at det ikke passer. Besparelserne vælter ned over kernevelfærden. Vedholdende har man fastholdt, at skattelettelserne ville være retfærdigt fordelt. Alligevel kan vi nu se, at størstedelen af pengene havner i lommerne på de ti procent rigeste danskere.
I stedet for at varetage middelklassens interesser har det borgerlige flertal – Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti – dannet en alliance mellem hvad jeg vil tillade mig at kalde underklassen og overklassen. Det borgerlige flertal har ikke været optaget af at fremme middelklassens grundlæggende værdi om retfærdighed. I stedet har man været styret af underklassens frygtsomhed og overklassens grådighed. Underklassen er den betegnelse, forfatteren Lars Olsen – lidt uskønt, men desværre meget præcist – kalder den femtedel af samfundet, der har færrest økonomiske, sociale og kulturelle ressourcer. Det er i vidt omfang mennesker, der forståeligt nok repræsenterer en udbredt frygtsomhed over for de forandringer, der sker i vores samfund. Udviklingen, som vi kalder det, har det med at ramme underklassen i form af ringere levevilkår, færre muligheder og større utryghed. Arbejdspladser forsvinder, boligområder lades i stikken. Der opstår et forpint udkants-Danmark. Udviklingen under det borgerlige flertal har betydet ringere levevilkår og mindre indflydelse på egen tilværelse. Der er nok af gode grund til, at disse mennesker føler afmagt. Deres frygtsomhed er et problem for vores land og udviklingen af vores samfund. Det borgerlige flertal, anført af Dansk Folkeparti, har været dygtige til at tale til underklassens frygt for udviklingen og ikke mindst sætte denne udvikling i relation til problemerne med indvandrere og muslimer. Frygtsomheden i underklassen har været en væsentlig del af drivkraften i det borgerlige flertal. I stedet for at afmontere frygten ved at få integrationen til at fungere, og i stedet for at gøre mennesker i stand til at klare sig selv har det borgerlige flertal næret underklassens bekymringer og sørget for hele tiden at skabe nye konflikter og på ny udstille truslen fra indvandrere og muslimer. Som socialdemokrat ser jeg det som en af mit partis vigtigste opgaver at give mennesker med få ressourcer en vej ind i middelklassen, ud af frygtsomheden. Og mit ærinde er ikke at afskrive hele debatten om indvandrere og muslimer som et taktisk anliggende for det borgerlige flertal for at holde på magten. På nogle områder er der sket nødvendige fremskridt. Jeg vil blot understrege, at debatten og VKO’s politik aldrig har haft middelklassen og middelklassens værdier som udgangspunkt. Grådigheden trives Det borgerlige flertal har støttet sig til underklassens frygtsomhed på den ene side, og overklassens grådighed på den anden side. Overklassen er den tiendedel af den danske befolkning, der sidder på toppen af samfundet og har ekstremt gode muligheder for at indrette sig, som de vil. Jeg taler i denne forbindelse om forfatter Rune Lykkebergs økonomiske overklasse. Ikke den kulturelle overklasse (smagsdommerne), som Anders Fogh Rasmussen dedikerede sin politiske karriere til at kvæle.
