Kære Peter, Nordea har et slogan, der handler om, hvordan netop din bank kan opfylde folks drømme. »Nordea gør det muligt« lyder de lovende ord. Men Nordea har faktisk gjort alting kropumuligt for mig. Fra at have en hverdag, en ejerbolig og en kunstnerisk karriere, ser min situation nu sådan her ud: Jeg er hjemløs. Jeg har – ifølge dine medarbejdere – en milliongæld. Skat har på grund af dine medarbejderes dispositioner indberettet mig til RKI. Og selv det treårige arbejdslegat, som jeg har fået af Statens Kunstfond, har jeg mistet. Dertil skal lægges alle de afledte problemer af økonomisk stress. Søvnløshed, dårlig hud, mavebesvær, skænderier, ødelagte relationer, tabt arbejdsfortjeneste. Mit liv har, kort sagt, været noget rigtig lort, Peter. Min store fejl i alt det her? Jeg lyttede til min såkaldte bankrådgiver. Lad os her bare kalde ham for Jørgen Julemand. Han er bankrådgiver i din Nordea-afdeling i Holbæk, Peter. Og han er kendt for at være »ret kreativ«. Det var sådan han blev præsenteret, da jeg fik ham anbefalet. Kreativ? Det skal jeg da lige love for. For at gøre en lang historie kort, så gav Jørgen mig lov til at investere i øst og vest uden overhovedet at regne ud, om det var forsvarligt. Uanset, hvad jeg spurgte om, sagde han bare: »Ja, ja. Køb du bare«. Så jeg købte. Til en start købte jeg et lille fritidshus til 750.000, så jeg havde et sted at skrive bøger. Og allerede dengang undrede det mig, hvor kreativ Jørgen var. Jeg viste ham ingen lønsedler. Jeg sendte ham ingen årsregnskaber. Jeg behøvede ikke engang at lave et budget. Jørgen skimmede bare mine konti. Og sagde: »Ja, ja«. Problemerne begyndte for alvor, da jeg ville flytte fra min etværelses ejerlejlighed i København. Jeg spurgte Jørgen til råds. Han anbefalede mig straks et Nordea-ejet firma, nemlig Danbolig på Gl. Kongevej, som vurderede perlen. Værdi? 2,4 millioner for 37 kvadratmeter. Hold da boligfest! Kunne jeg så købe en ny bolig for to millioner? Ja, ja, sagde Jørgen. Eller en to-tre millioner! Jeg fandt en lejlighed til 2,7 millioner i Snekkersten. Og jeg kunne flytte ind med det samme, for Jørgen gav mig uden videre lånet. Havudsigt, moderne køkken, en historisk bygning – det var næsten for godt til at være sandt. Men min lille lejlighed i København kunne – sjovt nok – heller ikke sælges. Den blev først solgt efter et fuldt kalenderår med dobbelt husleje. I den anledning kunne den – uafhængige – ejendomsmægler, der solgte den til sidst, oplyse, at den fra starten var vurderet cirka 500.000 over daværende markedspris. Formentlig var det et billigt forsøg på at lande salgsopgaven – hvorefter den i praksis blev ignoreret. Da lejligheden blev solgt for 200.000 under vurderingen, blev tabet på 700.000 kroner. Jeg er vokset op i fattige kår, og jeg har efter ti år som universitetsstuderende fået mere end nok af at vende hver en krone. Så da min husleje med ét steg fra 7.000 til over 12.000, fik jeg et regulært chok. Derfor spurgte jeg min bankrådgiver, om hvad jeg skulle gøre? Jeg ville egentlig helst – trist som det var – sælge både mit sommerhus og den nu alt, alt for dyre havudsigt, og så bare finde et billigt hus langt ude på landet. Jeg havde lige fået det treårige arbejdslegat, så jeg skulle bare sidde og lave kunst i de næste tre år. Og ved at sætte sig billigere, ville man måske kunne klare at indhente tabet, set over tid? Ville det hænge sammen? »Ja, ja«, svarede Jørgen. Da jeg fandt en præstegård til 2,4 millioner – som jo så dog egentlig kun var 300.000 billigere end lejligheden – spurgte jeg alligevel Jørgen, om det var en mulighed? Denne gang var det virkelig min drømmebolig, jeg havde fundet. Jeg kunne sagtens forestille mig at bo der resten af mit liv. Omgående – over telefonen – fik jeg lov til at låne pengene. Jeg spurgte ellers Jørgen flere gange: Jamen, altså, jeg er jo dybt sproglig, du ved, så hvad siger du? Går det an? Varme, skat, transport ind til byen? Jørgen sagde det, han altid siger: Ja, ja. Endelig! Nu skulle den stå på ro og fokuseret roman-arbejde. Min elskede hverdag ville være tilbage. Trygheden var inden for rækkevidde igen. Så sprang bomben, Peter. En måned efter, at jeg var flyttet ind og havde malet, havde betalt for dyre håndværkere og havde købt helt nyt fyr, lagde Jørgen en kortfattet besked på min telefonsvarer: »Hej, det er Jørgen. Hvis du vil fange mig, inden jeg går på ferie, så skal du ringe i dag. Hej-hej«. Fange ham? Hvorfor skulle jeg ville fange ham? Jeg ringede ham op. I røret lød han vred. Nærmest som om jeg havde gjort ham noget. Og endelig kom det: Jeg var »jo helt ude af kontrol«, sagde han. Og han spurgte, om jeg egentlig var klar over, at mine samlede konti var i et kæmpe minus – nærmere bestemt i omegnen af en million? Han lød, nu jeg tænker over det, faktisk som om han selv først var blevet klar over det i samme øjeblik. »Du skal stoppe dit sindssyge overforbrug NU. Og du skal stoppe det HELT!« Du kan nok forstå, at jeg var forvirret, ikke, Peter? Få dage forinden havde Jørgen sagt ja til, at jeg købte en havetraktor på min kassekredit – som dermed røg 25.000 yderligere i minus. Tonen var sågar munter. »Det lægger vi bare ind under huslånet, når vi regner det hele sammen til sidst«. Peter, prøv at forestille dig mine følelser. Jeg var helt fra den. Hvis min økonomi var så meget til rotterne, hvorfor rådgav min bankrådgiver mig så til at købe et kæmpestort, gammelt hus? Et par dage senere var jeg til møde i din bank, Peter. Her havde jeg pludselig fået nye bankrådgivere – i flertal – fordi »tilliden jo nok var bristet«. Jeg har senere regnet ud, at Jørgen nok bare har bildt sine kolleger ind, at jeg var vred på ham og ikke ville tale mere med ham. De to mellemledere fra banken meddelte mig straks, at jeg var nødt til at flytte ud af præstegården. De to ellers venlige bankrådgivere kunne »desværre slet, slet ikke se, hvordan det her skulle kunne hænge sammen«. Da jeg spurgte dem om, om jeg så i stedet kunne købe et ultra-billigt hus til måske 500.000, slog kundechefen en hjertelig latter op. »Jamen, rolig nu!« Jeg ville da med lethed kunne købe et hus til f.eks. 800.000 – eller måske endda en million. Virkelig? Var det deres vurdering af min samlede økonomi? De to løb tallene igennem en ekstra gang. Så svarede de: »Ja«. Stemningen var egentlig fin på mødet, Peter. Dine medarbejdere ville »skam godt hjælpe mig ud af den her situation«. Det sidste forsikrede de mig om flere gange. Sådan skulle det jo heller ikke være! Mine regninger ville blive betalt til tiden, der ville være kredit til arbejdsudgifter og mon ikke der var lys for enden af tunnelen? Kundechefen meddelte mig tilmed, helt uopfordret, imens han så meget højtidelig ud, at han faktisk gerne ville tage 30.000 kroner af de påløbne renter »på sin kappe«. Han sagde, at det synes han »kun var rimeligt«. Men derfra gik det pludselig lodret ned ad bakke. Min nye bankrådgiver – nummer tre – blokerede alle mine regninger. Dem kunne de altså ikke betale, når nu der ikke var penge på kontoen, sagde hun. Jeg gentog over for hende, at der jo ville komme 280.000 kroner fra Statens Kunstfond til april. Og at de jo i øvrigt selv havde besluttet at hjælpe. »Jo, jo«, sagde hun. »Men der står jo ingen penge på kontoen, vel?« Derfra ignorerede hun systematisk de regninger, jeg som aftalt sendte. De gik derfor til inkasso. Og siden til retten. Og en dag blev min gamle far så ringet op. Midt i aftenkaffen. Der var, sagde politiet, udstedt en anholdelsesordre på hans søn. Min far var ved at få et hjertestop. Peter, du kan nok forstå, hvorfor min garvede revisor anbefalede mig at skifte bank, ikke? Din bank ødelagde først åbenlyst hele min økonomi, og da jeg så selv ville medvirke aktivt til at rydde op, obstruerede de systematisk det hele og begyndte at dække sig ind med løgne til højre og venstre. Efter kort tid stod det nemlig klart, at jeg ganske simpelt blev holdt for nar. Efter henvendelser fra en Jørgen, en Morten, en Gitte, en Kenneth, en Frede, en Bent og en Tina i løbet af få måneder – men uden nogen klare svar – kunne jeg godt gennemskue, at ideen var at køre mig rundt i manegen, indtil jeg til sidst bare gav op. Så jeg fulgte revisorens råd. Jeg fik en ny bank. Og jeg skrev samtidig til Statens Kunstfond, at årets kunststøtte under ingen omstændigheder skulle sættes ind i Nordea. Jeg havde godt nok lovet, at de ville komme ind hos dem, men Nordea havde jo også lovet at betale alle mine regninger – og ikke gjort det. Det var altså din bank, Peter, der brød vores gensidige aftale. Derfor meddelte jeg Statens Kunstfond – tre gange skriftligt – at pengene skulle sættes ind i min nye bank. Jeg understregede, at en fejl kunne have alvorlige konsekvenser. Folkene i min nye bank – den etisk funderede andelskasse Merkur – var søde og åbnede en dør på klem. Der var jo en stor check på vej. Om jeg glædede mig? Jeg skulle godt nok feberrede en skattegæld, for året inden havde Jørgen inddraget hele mit arbejdslegat – langt over en kvart million – til at »lukke huller med« som han kaldte det. Jeg protesterede vildt – der var jo ikke engang betalt skat af beløbet. Men han ignorerede mig iskoldt. Vi var »nødt til det«, sagde han. Hvorfor var »vi” det? Fordi det ”så pænere ud,” lød svaret. Jeg skulle dernæst betale et halvt års inkassosager, gebyrer og renter. Men så kunne jeg også starte på en frisk. Måske med en billig fremleje et eller andet sted. Da dagen oprandt, kom Statens Kunstfond – »ved en beklagelig fejl« – til at sætte hele beløbet ind på en forkert konto. Nærmere bestemt min gamle konto i Nordea. Muligheden for brøleren var forsvindende lille. Men fejl sker, og de fejlkonterede penge skulle jo så bare tilbage igen, og videre til rette kontonummer. Men nej. Nordea beslaglagde på stedet pengene. Peter, dine medarbejdere scorede helt præcis 220.000 af skatteydernes kroner, øremærket til romankunst, for at dække over de tab, de selv havde lavet i min økonomi. Vi taler om en offentlig kunststøtte, der rangerer juridisk på linje med børnepenge og hustrubidrag. Og de gjorde det i øvrigt – for anden gang – inden der var svaret skat af dem. Nu er kammeradvokaten gået ind i sagen, og kulturminister Brian Mikkelsen følger sagen personligt. Og i mellemtiden, Peter? Jeg slet og ret ruineret. Alle mine ting står i et aflåst lager og har gjort det i månedsvis. Skat har taget pant i mit sommerhus – det eneste sted, jeg har – og de er samtidig begyndt at indeholde 20 procent af alle mine lønindtægter. Din bank truer med en tvangsauktion på sommerhuset. Min nye bank har set sig nødsaget til at smække kassekreditten i, fordi jeg ikke kan dække mine almindelige fornødenheder – og samtidig afdrage på det, de stillede til rådighed for at hjælpe lidt. Her et år efter, at Jørgen Julemand – dagen inden han tog på en hyggelig ferie med familien – smadrede hele min økonomi med et par pennestrøg, sidder jeg tilbage med en række spørgsmål til dig, Peter. For måske skal man helt op til Nordeas administrerende direktør, før nogen vil tage et reelt ansvar for, hvordan der i dag drives bankvirksomhed her i landet. Kan det virkelig passe, at din moderne bank slet og ret ikke vil indrømme det, når en medarbejder har lavet en triviel fejl? Men at de i stedet bare prøver at lyve lodret som vaneforbrydere trængt op i krog? Det sidste, jeg har hørt fra den hær af jurister, din bank nu har sat på sagen, er, at man nu »slet ikke har kendt til« flere af hushandlerne. Og man har »hele tiden vurderet«, at jeg kunne blive i præstegården, »om end med visse justeringer i privatøkonomien«. Rend og hop. Hvorfor er Nordeas medarbejdere så decideret frække, Peter? Dine medarbejdere prøvede at spise mig af med 30.000 kroner. Men min advokat og min revisor opgjorde tabet til at være lidt større. Eller rettere sagt en anelse større. Som i tyve gange større. Det virker jo ærligt talt lidt, som om dine ansatte slet ikke kan regne, Peter. Eller vil regne, måske? Du kan jo selv bedømme det: Med blot 30 dages mellemrum vurderede dine bankrådgivere min kreditværdighed. Den ene sagde 2,4 millioner. Den anden sagde 800.000. Hvordan kan de komme frem til så forskellige tal – der er immervæk 1,6 millioners difference – og samtidig hævde, at ingen af dem har gjort noget som helst forkert? Mit vigtigste spørgsmål er selvfølgelig, hvad du synes, jeg skal gøre nu? Din bank har effektivt blokeret for, at jeg kan komme nogen som helst steder i mit liv. Jeg kan ikke anskaffe mig en lille lejebolig – hvis sådan nogle overhovedet findes i København i dag? – jeg kan ikke afvikle min gæld, jeg kan ikke få en hverdag til at fungere, så jeg arbejde i ro og fred og få mad på bordet. Har du – som administrerende direktør for Nordea – ikke i sidste ende et eller andet ansvar for, at din bank og dens medarbejdere får løst de problemer, som de selv render og laver i kundernes økonomi? Eller er din opgave i virkeligheden kun at sørge for, at I tjener så meget som muligt på dem? I første halvår 2008 havde Nordea en indtjening på 10.200.000.000 kroner – efter skat og afskrivning. Og det hul, I har lavet i min økonomi, er ikke med i de afskrivninger. Jeg har nemlig det hul endnu. Politiet ringede så sent som i eftermiddags med endnu en anholdelsesordre, som de ikke kunne placere, fordi jeg ikke har en folkeregisteradresse ... Jeg ser frem til at høre fra dig, Peter. Jeg beder dig bare om at få sagen afsluttet med en hurtig løsning. Hvis nogen kan gøre det muligt, må det da være dig og dine folk i Nordea.