At ruse sig med glæde, måde og stil i gylden pilsnerbryg. Dét er Ølkultur med stort Ø. Dagens kronikør har gjort rejsen gennem øllets fornemme, men også dramatiske historie. Når Poul Henningsen(PH) var meget sur på sine kulturradikale åndsfæller, skældte han dem ud for at være underlagt en »øllet form for frisind«. Hvabehar? Er det ikke interessant, at den mand, der skrev en af det 20. århundredes mest henførte ballader om øltørst, 'Ølhunden glammer', samtidig kunne bruge glosen øllet som et forbitret skældsord? Tjo, men denne splittelse i opfattelsen af begrebet 'øl' er vist meget udbredt i dannede kredse, hvor man alt for tit identificerer ølkultur medøllet kultur. Jeg vil gerne æde min gamle bryggerslev på, at alt for mange mennesker straks - når talen falder på øl - for deres indre blik ser horder af hooligans eller løjsere, der drager hærgende gennem storbyens gader og gyder, mens de tyller pilsnerøl og knuser flaskerne mod brostenene? At man altså identificerer øl med dårlige vaner, lallende mimik, slet opførsel og uhæmmet indtag? Året 1842 er et skæbneår i øllets historie. Da bryggede man på Det Forenede Borgerbryghus i den böhmiske by Pilsen (Plzen) verdens første undergærede lyse lagerøl, som man opkaldte efter byens navn. Og dermed var pilsnerøllet skabt. Denne krystalklare og gyldne type blev en verdenssucces, og alverdens bryggerier lancerede i de efterfølgende årtier deres bud på denne sort, der alle - ganske urimeligt - fik betegnelsen pilsner. Dette øl blev en massebetegnelse, og denne type blev skæbnesvanger for ølkulturen. Thi man producerede den i uhyrlige mængder og maste den i hovedet på forbrugerne. Man glemte de stærke og smagsfulde overgærede ølsorter i en hæsblæsende jagt på kvantitet for enhver pris, og vore forfædres stolte øl blev skubbet til side af industriøl, der nærmest voldtog markedet. Da discountøllet pressede sig ind i supermarkederne i 1980'erne, blev den absolutte bund nået, og i festlige lag kunne man risikere at sidde og kæmpe med et glas uringul væske, hvor producenten - frækt - på etiketten påstod, at dette var en pilsner. Der blev desværre sat lighedstegn mellem dette skrækkelige fluidum og ølkultur - og stakkels unge mennesker, der ikke kendte til bedre sorter, labbede dette tyndøl i sig uden at kny. Jamen, hvordan skulle de dog også kunne vide bedre? Nu har vi heldigvis i Danmark oplevet en ølrenæssance, og ølelskeren kan blive forsynet med gode sorter på værtshuse og i butikker, og de store bryghuse skaber nye spændende produkter, der nok er værd at tage livtag med. Jeg skrev før,at man 'glemte' vore forfædres øl, men der har sandelig også været personer og magtfulde institutioner i Europas bevægede historie, der megetbevidsthar villet udrydde det gode øl, og her må især italienere og franskmænd holde for ... I Mellemeuropa skændes man flittigt om, hvorden egentlige og sande europæiske ølkultur blev grundlagt. Formodentlig var det benediktinermunkene på Brevnov-klosteret i Böhmen, der allerede fra 933 satte de første solide spor som professionelle brygmestre. De gav villigt deres råd videre til interesserede inden for ordenen og til lægfolk lokalt. Men ølkulturen i Böhmen og Bayern huede ikke den romerske moderkirke, og i flere århundreder var ølbrygning enten forbudt eller ugleset blandt kirkens folk. Man så meget gerne, at munkene overalt i Europa kun drak og videregav vin. Moderkirken legitimerede vinen som dén hellige væske, Kristus forvandlede til sit blod under den sidste nadver. Men ud over denne rituelle funktion havde kirken en stor økonomisk interesse i at fastholde det europæiske marked. De gode böhmiske munke blæste imidlertid på forbuddet, og allerede i 1088 lavede klostrene og kirkerne i Vysehrad (ved Prag) en håndfæstning om at brygge kvalitetsøl - bl.a. med tilsætning af humle. Med reformationen forsvandt klostrene i Nordeuropa, og byernes brygmestre og købmænd tog teten. De skabte god og 'pragmatisk' øl, men eksperimenterede ikke så flittigt. Udviklingens herrer var stadig de nysgerrige fædre i syd, som f.eks. paulanerne i München, der fik de stedlige kurfyrster i 1500-1600-tallet til at lette på hatten. Munke (og nonner) nedskrev deres erfaringer, og uden disse værdifulde dokumenter - i en god tradition fra bl.a. Hildegard af Bingen - havde den europæiske ølkultur ikke været så rig og nuanceret. Klostrene blev nedlagt og reetableret på skift, mens Trediveårskrigen bølgede frem og tilbage i Mellemeuropa. I Bayern og Sydböhmen havde munkene dog en tryg og sikker havn, hvor de fik arbejdsro. I disse områder udviklede man en bakkantisk ølkultur og en sanselig glæde ved rusen, som ikke var latinsk i sin sjæl, men netop mellemeuropæisk. Drikkeviser og -sange spirede frem her i renæssance og barok, og den glade munk, der forsynede adel og borger med øl og brændevin, blev en folkehelt. Man hengav sig til en salig fryd over Skaberens mangfoldighed. Tænk, at Gud har givet os vand, humle og malt - 'Hopfen und Malz - Gott erhalt's!', ('Humle og malt - Gud gi'r os alt!'). Sådan tænkte (og tænker!) man i Bayern, Böhmen og Belgien. Og det er denne let løsslupne katolske kultur, der stadig lever og ånder i pragtfulde mellemeuropæiske byer som f.eks. Kulmbach og Bamberg (i Bayern), Ceské Budejovice (i Böhmen), samt Brugge og Antwerpen (i Belgien). I dette område, som blandt venner kaldes øllets breddekreds (mellem 48 og 51 grader), finder man en sober(!) drikkekultur, der ikke er præget af den frustrerede omgang med våde varer, som man finder så mange steder i Nordeuropa. Man ser - så at sige - aldrig 'eine Bierleiche' (dvs. et øl-lig, der kravler rundt på gulvet). Nej, man ruser sig med glæde, måde og stil. Dér har man Ølkultur (med stort Ø). I slutningen af 1700-tallet indtræffer imidlertid den helt store europæiske øltragedie med revolutions- og Napoleonskrigene fra 1792 til 1815. Krigene bryder ud, fordi Østrig og Preussen føler sig provokeret af de franske politikeres drøm om at udbrede revolutionens frisindede ideer og tanker tilalleeuropæiske lande. Fra 1793 kommer Storbritannien med i balladen, og hele kontinentet bliver involveret. Østrig lider et nederlag i Sydtyskland - og Napoleon Bonaparte træder op på scenen efter sejre i Norditalien. Overalt hvor franskmændene vinder frem i de følgende år - i Belgien, Rhinområdet, Bayern, Østrig og Böhmen - ødelægger de systematisk klostrene og jager munke og nonner på flugt. Kirkerne hærges og plyndres, og hverdagslivet sekulariseres i de besatte områder. I de regioner, hvor øllet har været det væsentligste nydelses- og næringsmiddel, insisterer franskmændene på vinen, som de propper ned i halsen på det kuede folk. I de undertvungne områder udbreder man fransk kultur og livsstil, og i allierede lande, som f.eks. Danmark, løber man logrende efter den franske kokarde. Værdifulde dokumenter og bøger om ølbryg bliver ildens bytte, og fremragende viden går tabt. Ja, så dybt sidder denne franske manipulation af vore sanser, at mange mennesker, bl.a. i Danmark, stadig betragter øl som en sekundær drikkevare i forhold til vin. Efter Napoleons nederlag prøvede man under den såkaldte restauration at reetablere klostersamfundene, og i løbet af 1800-tallet genopstod de trappistiske ordener i Belgien, f.eks. Westvleteren i 1839 og Rochefort i 1899. Munkene begyndte forfra med deres eksperimenter, og den avancerede belgiske ølkultur fik langsomt luft under vingerne. Brødrenes aromatiske bryg påvirkede efterhånden smagen, så mange (og især små) belgiske og bayerske bryghuse igen begyndte at fremstille spændende overgærede sorter. Disse stovte munke og deres urokkelighed må vi ølelskere takke Herren for. Men det tog sin tid, for over midten af 1800-tallet blev de helt store europæiske bryghuse etableret, og de satte hårdt ind på markedet med undergærede typer, der gennem en benhård offensiv blev folkets øl. Og så erder jo tyskerne og deres 'Bierseligkeit'. Anden Verdenskrig fremprovokerede - meget naturligt - et ubændigt had til nazismen. Men desværre blev tysk kultur og livsstil - an sich - så kraftigt identificeret med den onde ideologi, at man i dag stadig er lidt flov over at besøge nabolandet i syd. Det er meget, meget svært at eliminere de indre billeder af flommefede bayrere med skummende krus, der råber på en Fører. Adolf - Den Fæle Nibelung - blev også - blandt 1.000 skurkestreger - tysk kulturs og ølkulturs banemand. Jeg ved godt, at mange mennesker i Danmark har det svært med Tyskland og tysk kultur. Men kunne man ikke forsøgeat bearbejde fordommene og vrangforestillingerne om vort naboland? Tyskerne fører sig jo ikke så krigerisk frem på det seneste som visse andre lande i Europa, og landet har en betagende natur og mange skønne byer. Jeg kan varmt anbefale en ølrejse i Mellemeuropa, hvor man går på jagt efter vore forfædres spændende øl. Hvis man indleder turen med at besøge Thüringen, kan man ikke kun glæde sig over naturen i det skønne Thüringer Wald, men her kan man også smage det uforlignelige Schwarzbier, som Goethe skrev så begejstret om i sine dagbøger. Denne øltype har været glemt i de år, hvor dette område var en del af det nu svundne DDR. Et besøg i Goethes Weimar er uforglemmeligt, og her kan man på små listige steder smage dette øl, der giver rørende mindelser om barndommens engelske lakrids. Syd for Thüringen ligger Franken, hvor to af denne jords bedste ølbyer, Kulmbach og Bamberg, byder på nye glæder. Tænk, at man her - på skumhyggelige værtshuse - kan opleve at smage ølsorter, der uden afbrydelse er blevet brygget siden 1100-1200-tallet! Der hænger en skøn odør over disse kroer, hvor man i århundreder har fortæret gode kålspiser og bjerge af pølser, som altid har været fremstillet af de bedste råvarer. I værtshusenes dybe kældre brygger man udsøgte typer, der direkte udskænkes til det tørstende folk. I Bamberg har man specialiseret sig i at servererøgøl, der er et forunderligt urgammelt bryg. Turen går videre til Tjekkiet, der også byder på talrige ølglæder, og her skal man selvfølgelig smage den gyldne pilsnerøl (Pilsner Urquell) i byen Plzen, hvor man på bryggeriområdet har omdannet en tidligere gærkælder til et gigantisk værtshus, hvor de unge på (langt over) fyrre svinger sig til lystig 'Blasmusik'. Og apropos: Var det ikke en idé for Carlsberg Bryggerierne at lave et tilsvarende sted? I Valby (ved København) ligger der et af denne jords smukkeste og mest velholdte industrikomplekser fra 1800-tallets slutning. Her har man skabt et flot besøgscenter, der vrimler med turister. Men kunne det ikke (også) være hyggeligt med en 'Bierschwemme', hvor smukke møer og stærke knægte frembærer det skummende friske øl, mens folket spiser danske egnsretter og svinger sig til 'Skæve Thorvald' og 'Den toppede høne'? Via Østrig går ølrejsen til München, hvor man i Hofbräuhaus' ølhave aldrig behøver at føle sig alene. Her kan man nemlig skåle med 7.000 andre gæster, der sidder ved langborde og hygger sig i sommersolen. Det er en oplevelse! Efter en underskøn Rhintur er den ølrejsende på vej ind i Belgien, der for enhver ølelsker er Edens have. For her producerer 110 bryggerier i dag mere end 800 forskellige ølmærker. Og her kan man smage vor forfædres overgærede urøl, som tapre trappistmunke har kæmpet for at bevare gennem tiderne på trods af alle anslag. Når man sidder med et glas af dette mørke bryg på en café tæt ved brødrenes bryggerkedler, føler man sig salig, ydmyg og - lykkelig! Hvis man på et landkort trækker linjen fra by til by og fra egn til egn, har man til sidst tegnet et gigantisk drikkeglas. Den buede bund strækker sig fra Plzen til München, og drikkefladen udgøres af strækningen fra Hamburg til Antwerpen. Voila: En ølrejse, der meget passende har optrukket konturerne af et bredfyldt bæger! Kære smukke frue, var det ikke en idé at forny ægteskabet med en ølrejse? Prøv at liste remotekontrollen ud af din mands trætte fingre og grib livet i flugten. Kunne man ikke droppe Provence og de brankede olivenlunde blot for et enkelt år? Og kunne man ikke lade vinbjergsneglene fare og plastikspanden med den sure landvin? Frankrig (og Sydeuropa) skal nok blive liggende dér, hvor det altid har ligget, et par år endnu. Prøv derimod en idyllisk ølhave i Böhmerwald, hvor man kærligt kan flette fingre med sin hjertenskær, mens man lader urøllet glide ned gennem halsen. Var det ikke noget?