0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Livet i Camp Eden

Danmark lider af uskyldssyge. Diagnosen stilles her af forfatteren Carsten Jensen.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Siden nederlaget ved Dybbøl i 1864 har danskerne betragtet sig som uskyldige. I dag gør vi det mere end nogen sinde. Vi er essensen af uskyld, vi er ofre, og som ofre kender vi kun et sprog: klynkeriets. Utilfredshed er demokratiets salt, kværulanteri kan være en stimulans, men med klynkeriet signaleres det, at demokratiets afslutning nærmer sig. Råbet på den stærke mand er historisk forstummet, vi kommer ikke til at høre det igen, men med klynkeriet rejser folkeviljen det hvide flag og tilkendegiver, at den fra nu af er lammet. Folket vil ikke længere noget. I stedet bønfalder det om nye paradoksale formyndere, magthavere, der kan tale, som om de ikke var ved magten, men selv hører til i de forfulgtes rækker.

Anders Fogh Rasmussen er en sådan leder. Han har en påfaldende og betryggende lighed med en mannequindukke i et udstillingsvindue, hans ansigt er i dets harmoniske regelmæssighed uden nogen personlige kendetegn, og en påklædningsdukke er da også, hvad han er, i hænderne på skiftende spindoktorer og kommunikationseksperter, der hele tiden ifører ham nye kostumer. Han kan tale som Poul Nyrup Rasmussen, bare tydeligere, han kan tale som Søren Krarup, men uden dennes løbske raseri, han kan ikke tale som Brian Mikkelsen, for det er han for begavet til, men ellers kan han påtage sig alle politisk nødvendige roller. Kun i øjnene er der et foruroligende, ukontrollabelt liv, som ingen spindoktor har lært ham. Anders Fogh Rasmussen har en forfulgt mands blik, og det er derfor, han er statsminister. Han står ikke i spidsen for en nation, han løber i spidsen for den, for det er en nation på flugt.

Hvad er det, vi er på flugt for? Det er sandheden. Navngivningen af vores militærlejr i Iraks ørkensand viser det: Camp Eden, Paradislejren. Det er modellen for det sprog, vi taler i nutidens Danmark. Vi er i krig, men kalder det noget andet. Vi vil ikke vide, hvad vi selv gør. Vi har smadret alle spejle og erstattet dem med guldaldermalerier.

Jeg vil ikke sige, at statsminister Anders Fogh Rasmussens fornemste og måske endda eneste opgave er at lyve for os. For han lyver ikke for os. Han lyver med os. Vi har ansat ham til at dele vore illusioner. Det er derfor, der ikke længere er nogen opposition i Danmark. For heller ikke oppositionen bryder sig om at se i øjnene, at det livsgrundlag, nationen har stået på i 140 år, er eroderet bort.

Da Anders Fogh Rasmussen på etårsdagen for krigen i Irak bliver interviewet i Søndagsmagasinet på DR 1, siger han noget meget mærkeligt. Han siger, at han ikke ved, hvorfor alle hans allierede i koalitionen af de villige, USA, Storbritannien, Italien, Polen og Spanien, valgte at gå i krig. Han ved kun, hvorfor Danmark gjorde det. Vi valgte at gå i krig, fordi Saddam Hussein ikke overholdt Sikkerhedsrådets resolutioner. Anklagen for at have løjet om eksistensen af masseødelæggelsesvåben, som har rystet regeringerne i både USA og Storbritannien, rammer derfor ikke den danske regering.

Intervieweren stiller aldrig det nærliggende spørgsmål: Kan det virkelig passe, at Danmarks statsminister træffer den historisk set helt enestående beslutning at sende landet i krig uden at kende til sine allieredes motiver? Er han virkelig så uansvarlig og politisk uvidende? Eller lyver han?

Heller ikke i pressen følges der op på det fantastiske udsagn, og det er der en god begrundelse for: Medskyldige dækker altid over hinanden, og statsministeren finder den rigtige tone, da han fremhæver vores verdenshistorisk set helt enestående position: Midt i krigen og de instrumentaliserede løgnes helvede udgør Danmark et paradis af uskyld. Udefra set ligner manglen på opposition politisk enevælde. Indefra set er det noget andet: Vi står sammen om vore nationale myter, og af dem er løgnen om uskyldens enegang gennem historien den vigtigste.

Vi tror faktisk på, hvad Anders Fogh Rasmussen siger i dette øjeblik, for vi har brug for at tro på det. Enten lyver statsministeren, da han erklærer, at han var uvidende om sine allieredes motiver til at gå i krig, men det er vi i selvopretholdelsens navn ude af stand til at tro om ham, eller også er han Irakkrigens svar på Forrest Gump. Forrest Gump kan vi til gengæld sagtens identificere os med, for uskyld og enfold er intimt forbundne. Så længe har vi hængt i vort eget selvbedrags edderkoppenet, at evnen til kritisk omtanke som et andet stakkels fluelig for længst er tørret ud. I Camp Eden spiser vi ikke af Kundskabens Træ. Vi fælder det.

I optakten til krigen hævder Anders Fogh Rasmussen, at eksistensen af masseødelæggelsesvåben i Irak er en kendsgerning. »Det er ikke noget, jeg tror, det er noget, jeg ved«. Da Forsvarets Efterretningstjeneste et år senere tvinges til at offentliggøre dele af den rapport, som lå til grund for Fogh Rasmussens 'viden', afsløres det, at efterretningstjenesten ikke med sikkerhed kunne fastslå, om der var masseødelæggelsesvåben i Irak, men anså det for sandsynligt. For Fogh Rasmussen er der imidlertid ingen forskel på sandsynlighed og sikker viden. Det er dette selvdementerende nysprog, der tales i Camp Eden, eller rettere: Det er det smuldrende demokratis sprog.

Der udvikler sig efterhånden en samtaleform, som hverken søger dialog, afprøvning af argumenter eller afklaring, men blot inviterer til medskyld. Da chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, kontreadmiral Jørn Olesen, i TV-avisen bliver spurgt, hvordan han i dag har det med sine påstande om den sandsynlige eksistens af masseødelæggelsesvåben i Irak, svarer han, at han selvfølgelig er ked af ikke at have ramt helt rigtigt, som om han havde forudsagt, at Månen var lavet af grøn ost, og den nu viser sig at bestå af Blå Castello. Han tog helt fejl, men mener selv, at han næsten havde ret. Det er det officielle Danmarks sprog i dag.

Statsministerens mest almindelige reaktion på kritikken af den senere tids endeløse række af fejltagelser og selvmodsigende udtalelser er hver gang en påmindelse om, at det nu er på tide at rette blikket fremad. Han er danskhedens foretrukne politikertype. Ligesom mennesker, der lider af senildemens, har han ingen korttidshukommelse, kun langtidshukommelsen er intakt. Han kan sin kongerække helt tilbage til Gorm den Gamle, men fra det sidste års begivenheder har han kun uklare minder. Det kaldes også nationalisme.

I en annonce for et rejsebureau, der arrangerer rejser til Vestindien, optræder Uffe Ellemann-Jensen med udtalelsen: »Det var aldrig sket i min tid!«, hvilket vistnok skal udlægges sådan, at i Uffe Ellemanns tid som udenrigsminister var Dansk Vestindien aldrig blevet solgt til USA. Det er en form for anskuelsesmåde, der af historikere betegnes som kontrafaktiske hypoteser, vi andre kalder det luftkasteller, og af luftkasteller er statsministerens bidrag til værdidebatten opbygget, sådan som de, der endnu erindrer hans angreb på samarbejdspolitikken under besættelsen, vil vide: Det var aldrig sket i min tid.

Nu venter vi kun, at statsministeren akkompagnerer nederlaget i Irak med nye strålende sejre på fortidens slagmarker. Der er nok at tage fat på: Tabet af Slesvig, Holsten, Lauenburg, Norge, Skåne, Halland og Blekinge. Det var aldrig sket i Anders Fogh Rasmussens tid. I de kontrafaktiske hypotesers verden er vor statsminister en ny Napoleon. I virkelighedens verden er han en trængt mand, men det er der ingen, som har opdaget, for vi lever i samme drømmeland som han.

Da torturskandalen i Iraks amerikansk ledede Abu Ghraib-fængsel bryder ud, minder Anders Fogh Rasmussen os under et kort besøg i Folketinget om Saddam Husseins forbrydelser, der fandt sted i ly af mørket, mens »der er meget lys og åbenhed om, hvad der foregår, når frie, åbne demokratier befinder sig i en krigssituation«. Det er forbryderen, der sætter vore moralske målestokke, og sammenlignet med Saddam Hussein kan vi aldrig være andet end uskyldige, uanset hvad vi foretager os. Og billederne fra Abu Ghraib giver jo statsministeren ret. Der er pastelgule vægge i det nyrestaurerede torturfængsel, og de kvindelige torturbødler smiler lykkeligt, mens de i blitzlyset poserer foran deres ofre: Her er både kønskvotering og godt arbejdsmiljø.

Senere begynder statsministeren at bekymre sig om Genèvekonventionerne og lover at tale et alvorsord med præsident Bush, skønt han i månedsvis har kendt til overtrædelserne af konventionen og oven i købet har bifaldet dem, hvilket generalsekretæren for Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, kan bevidne, da han på forsiden af Dagbladet Information citerer Anders Fogh Rasmussen for i et brev af 7. januar (altså skrevet næsten fire måneder før torturskandalen i Abu Ghraib bliver kendt af offentligheden) at have fastslået, at Genèvekonventionerne ikke fuldt ud kan bruges, når det gælder kampen mod den internationale terrorisme. Anders Fogh Rasmussen rejser til Washington som statsminister i Camp Eden, Paradislejren, hvor sproget smuldrer, og kendsgerninger ikke tæller.

Anders Fogh Rasmussen behøver ikke at undlade at læse pressen, for her har han med få undtagelser intet at frygte. Da en officer fra Forsvarets Efterretningstjeneste, Frank Søholm Grevil, tager statsministerens ord om den demokratiske krigsførelses lys og åbenhed alvorligt og anklager ham for at lyve i forbindelse med eksistensen af masseødelæggelsesvåben i Irak, kvitteres der ikke med ridderkors, men med en fyringsseddel og en offentlig tilsvining. Så dør sagen hen. Alle skandaler i forbindelse med Irakkrigen må i Danmark importeres udefra. Danske politikere kræver rigtignok Rumsfelds afgang, men den danske forsvarsminister, Svend Aage Jensby, falder som følge af et uheld, en elementær fodfejl i Folketingets procedurer. Det er utænkeligt, at Irakkrigen i Danmark kan udvikle sig til en virkelig regeringsrystende skandale, for en nation, der alt for længe har været overbevist om sin egen kroniske uskyld, er blevet døv for sandhedens stemme. Vi er alle en forløjet uskylds kollaboratører.

I Danmark får torturskandalen i Abu Ghraib imidlertid en uventet effekt: Fronten af intellektuelle krigstilhængere kollapser fra den ene dag til den anden. De hævder, at USA har svigtet dem, og at de nu ved hverken ud eller ind. Men deres sår sidder ikke i ryggen. De sidder på ballerne og er selvpåførte, for da de markerede deres opbakning til krigen, glemte de den advarsel, som Talleyrand fremsatte til Napoleon: Man kan bruge bajonetter til alt, undtagen til at sidde på.

Men hvorfor et så dramatisk sammenbrud? Er det måske snarere i argumenterne for krigen, at årsagen ligger, frem for i USA's svigt? Alle veje fører til Rom, siger et gammelt ordsprog. Der går mange veje til Bagdad, sagde krigsmodstanderne i krigens optakt og markerede således, at deres modstand mod krigen ikke skyldtes en uenighed om målet, afskaffelsen af en afskyelig diktator, men om midlet. Skraber man den patetiske, pacifistisk-sentimentale eller antiamerikanske retorik bort, så var krigsmodstandernes budskab dette ene simple: Der er mere end én måde at føre amerikansk udenrigspolitik på. Det er demokratiets livsnerve: Til enhver beslutning er der altid et alternativ. Der går ikke én, men mange veje til Bagdad. Men krigstilhængernes argumentation (med Anders Fogh Rasmussen i spidsen) sagde noget andet: Enten er I med os, eller også er I imod os. Enten er I på demokratiets side, eller også er I på diktaturets.

Det var ikke sådan, at krigsmodstanderne blev frataget deres grundlovssikrede ret til at være uenige, men deres uenighed blev politisk illegitim. I stedet for at praktisere demokratiet fik de nu fortalt, at de ikke længere hørte hjemme i det. Der var én og kun én måde at bekæmpe terrorismen på, og det var George W. Bushs doktrin om præventiv krig. Hvis I ikke er enige med George W. Bush, er I ikke blot antiamerikanere, I er også modstandere af demokratiet, den vestlige civilisation og ifølge en enkelt krigsentusiast endog af bilismen og centralvarmen.

Hvis man har hævdet, at der kun var en vej til Bagdad, og denne vej viser sig at ende i Abu Ghraib, så må sammenbruddet uundgåeligt blive dramatisk, for en så triumfalistisk selvretfærdighed fører nødvendigvis til sin modsætning: flagellanteriet og det selvposerende kollaps.

Den ærligste, eller i hvert fald halværligste reaktion blandt krigens tilhængere kommer fra den britiske intellektuelle Christopher Hitchens, som i reaktion på skandalen i Abu Ghraib leger med tanken om en dødsdom over de syv anklagede soldater. Efter denne bombastiske start slutter han sin artikel med i et hviskende tonefald at henvende sig til krigens modstandere: Jamen, hvis I vil målet, bekæmpelsen af terror, må I så ikke også ville midlet? Gennem fordøren sender han torturbødlerne til den elektriske stol, gennem bagdøren inviterer han deres blodige håndværk indenfor igen. Og det er jo sandheden om denne forbandede krig, der har gjort langt større skade på demokratierne end på deres modstandere: I det øjeblik, Genèvekonventionerne blev sat ud af kraft, blev døren til torturkammeret åbnet, og den vil blive stående åben, så længe denne krig varer.

CARSTEN JENSEN

Kroniken er en forkortet version af titel-essayet i den bog, Carsten Jensen udsender i dag.