0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fortællingen om Johannes Sløk

Idehistorikeren Johannes Sløk døde i 2001, og hans institut er nu lagt ind under filosofi ved Aarhus Universitet. Kronikøren fortæller om mennesket og teologen Sløk, der slog et slag for den bestandige skabelse.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den tidligere professor i teologi og idehistorie ved Aarhus Universitet Johannes Sløk blev født i 1916 på Frederiksberg. Hans eftermæle er ikke blevet så stort som kollegaen K.E. Løgstrups. Det er en skam, for hans format var af samme størrelse. De vidste det begge og aftalte ikke at polemisere indbyrdes. For hver for sig at gå så langt så uforstyrret, de kunne, i deres tænkning.

Dertil kommer, at Sløk fra starten var kommet skævt ind på livet og karrieren, som han først efterhånden kunne skimte konturerne af. Faren var død, da han var elleve, og sorgen hos sønnen var stor. Selv om han lod som ingenting. En sport, han siden blev stormester i.

Det hele kunne være lige meget, og han blev elev ved posten uden at kunne se perspektivet heri som andet end absurd. Men noget skulle man jo lave, og det ene kunne være lige så godt som det andet. Hjemmet var almindelig kristent og også ligeglad, blot det gik nogenlunde. Til det formål var en stilling ved posten, som også faren havde haft, fortrinlig og udmærket.

Johannes får dog efterhånden en vane med at læse, og han støder på Søren Kierkegaard, i hvis skæve eksistens han begynder at spejle sig. Han får lyst til at skaffe sig mere tid til læsning og begynder at tage studentereksamen på aftenkursus.

På et tidspunkt løber han af tilfældige grunde ind i et overlægepar, som giver ham indtryk af, at det med at læse ikke er aparte, men en mulig livsvej. Parret ser endvidere et særligt talent i ham. Eller de taler talentet ind i ham, så han begynder at tro på dets eksistens. For sprog er skabende, som den modne Johannes Sløk siden skulle vise det. Han skifter fra posten til teologien, da studentereksamen er i hus i 1936.

Han lader sig ikke imponere noget særligt af lærerne på studiet. Vanen med at være ligeglad og så tage tingene derfra har sat sig fast. Han har som ganske ung mødt sin livsledsagerske, Dorthe, den kommende professorinde, som han siden titulerer hende i selvbiografien fra 1986, 'Mig og Godot'. Hun lærer ham, at selv om det hele på en måde kan være lige meget, så er det dog pinedød nødvendigt at tage sig af det, for det er også nødvendigt.

Så han skriver guldmedaljeafhandling, overstår embedseksamen i 1942 og tager sammen med Dorthe til Århus. Universitetet der kan bruge undervisningsassistenter på det teologiske fakultet. Samtidig underviser han på seminarium og gymnasium og skriver disputats om 'Forsynstanken', der forsvares i 1947. K.E. Løgstrup og P.G. Lindhardt er ansat som professorer der, og måske kan der blive plads ved deres side til Johannes.

Disputatsen er imidlertid ikke nok, lader de ham vide. Så assistentarbejdet og de løse ansættelser fortsætter. Mens han i den sparsomme fritid forsøger at meritere sig yderligere videnskabeligt. På et tidspunkt midt i halvtredserne bliver det ham for meget, og han går i seng med grog, desperat over, at man vil have endnu et videnskabeligt arbejde fra hans hånd, før han kan få fast ansættelse som professor.

Han har en plan om at skrive en filosofisk monografi om den italienske renæssancetænker Pico della Mirandola, men han gider ikke. Da kommer Dorthe hen til sengen med notesblokken og siger »Diktér så«. Han fatter beskeden, står op og skriver den nævnte bog om Pico, ét af forfatterskabets hovedværker.

Næppe er stillingen som professor i hus i 1959, før livets midtvejskrise melder sig for den 43-årige mand. Den går ikke stille af og gør ham bl.a. værdig til adjektivet fordrukken, som han tildeler sig selv i indledningen til 'Mig og Godot'. Halvtredserne er en periode, hvor skilsmisser får dramatisk format. Noget, der ikke bliver bedre af, at man er ansat ved et teologisk fakultet.

Bedre bliver det måske heller ikke af, at turbulensen ender med, at han efter fuldbyrdet skilsmisse vender tilbage til Dorthe, professorinden. Og tilgives det hele, selv om han ved Gud ikke har fortjent det, som han selv understreger det i 'Mig og Godot'. Men sådan, viser det sig, kan livet åbenbart være, og måske er der alligevel et forsyn midt i al tilfældigheden.

Måske er selv det tilfældige nødvendigt på en mærkelig bagvendt måde. Som en fars død kan vise sig at være det. Johannes er begyndt at regne med sådan noget lignende, og han læser Karen Blixen, der regner med og er fascineret af det samme og fortæller historier derom.

Måske er vi mennesker trods turbulens og tilfældighed i det hele taget fortalte væsener med roller i en komedie, som får sin betydning, fordi det komiske er lig med det tragiske, som lige netop på et hængende hår undgår tragedien. På det teologiske fakultet er man dog i tiden ikke særlig vild med den slags antagelser, endsige indstillet på moralsk tilgivelse. Tiden er endnu streng, og en så moderne teologi som Johannes' tåles kun dårligt.

Sådan bliver han professor i idehistorie i et nyoprettet fag af samme navn ved Det Humanistiske Fakultet ved Aarhus Universitet. Faget oprettes for hans skyld, så det er kun naturligt nok, at det netop er blevet nedlagt i indeværende år og lagt sammen med filosofi. Johannes er død, og hvad han har givet anledning til, er i færd med at smuldre. Sådan er det jo også, som Sløk sammen med Løgstrup aldrig blev træt af at betone det. Mennesker forgår. Deres planer blæser i vinden, og en dag er de en saga blot.

En saga blot? En saga er også noget. Noget, som kan fortælles i øjeblikket for dets fald. Sådan er den Kronik her bl.a. tænkt som en skål udbragt ved faget idehistories grav. Nu er det væk igen. Reduceret til afdeling og en dag vel helt. En saga blot.

Jeg har i samme anledning skrevet en monografi om Johannes Sløk for at ære hans minde og måske fastholde lidt af dét, han dog bevirkede, parallelt med Løgstrup, hvis format som tænker Sløk deler. Ved at betone skabelse frem for skabthed. At verden er skabt af Gud, ifølge en grundantagelse i kristendommen, fik K.E. Løgstrup det maksimale ud af. Sløk betoner på den anden side skabelsens uafbrudte karakter.

Skabelsens menneskelige del har mennesket fået med sprogevnen. Sproget har med sine entals- og flertalsformer både det enkelte menneskes perspektiv med og de andres. Meningen med flertalsformerne er fællesskabet. Mens sprogets entalsformer tjener til at understrege, at hin enkelte netop også altid er netop dette, som Kierkegaard skabte ordene for: hiin Enkelte. Såvel som på den anden side: hin-anden ('du').

Skabelsen fortsætter. Nok skal mennesket ifølge en grundantagelse i den kristne religion føde det ny i smerte, turbulens og tilfældighed. Men fødselen hører nu engang med til skaberværket, og den supplerer med ustandseligt nyt. Det kan man have en tilbøjelighed til at se bort fra, hvis man betoner skaberværket så stærkt, som Løgstrup gør det.
Johannes Sløk vil gerne betone dette, at skabelsens uafbrudte karakter står fadder til nyhed på nyhed. Nyhed i sprog. Nye ord taler noget tilfældigt frem til en eksistens, man ikke har set før. På den måde bliver kristendom til i et brud med tradition. Titlen på hovedværket fra 1959, som Dorthe talte frem på sengekanten, er netop 'Tradition og nybrud'.

Også historien om mennesket, dets fødsel og død, er værd at fortælle. Det viser Det Nye Testamente, og det er et betydningsfuldt nybrud i forhold til Det Gamle Testamente. Nu er det pludselig en fødsel, der kan medføre det ekstraordinære, som fortælles i Det Nye Testamente. Det er ifølge Johannes Sløk Gud, der fortæller den historie, som gør Det Nye Testamente til netop dette - nyt.

Rend mig i traditionerne, siger Jesus i sine lignelser og sine ironiske, undvigende svar, når farisæere eller Satan prøver ham. Vent og se, hvad det nye vil bringe af horisont, man ikke kan tænke sig til med baggrund i det gamle. Det ny er netop dette, en ny horisont, der kan trænge traditionen tilbage. Gøre forældrenes gerninger til en saga blot. En saga, som naturligvis skal fortælles, men hele tiden bliver skabt på ny, når ungdommen kommer til og tager tråden op. Og fortæller videre.

Tab for Guds skyld ikke modet i fortællingens forløb, men vent tålmodigt og fortrøstningsfuldt på, at det nye skal vise sig. Tiden kan nedbryde en mur og ødelægge en mands eller kvindes ansigt, men det sker som led i skabelsen af det ny, og det er fortrøstningsfuldt, selv for det menneske, som forgår, forkynder kristendommen i Johannes Sløks udlægning.

Det er ikke godt at vide, hvad der skal komme ud af det hele. Men det skal man netop heller ikke vide, betones det i forlængelse af Søren Kierkegaard. Vidste man det, kunne det ikke være nyt, og det er netop, hvad det er. Og også skal have lov at være ifølge forkyndelsen i Det Nye Testamente. Gud har siden skabelsen været i færd med at fortælle en historie, og den er ikke færdig endnu. Dette er også meningen med den del af Jesu virke, som består af mirakelmageri i henhold til Sløk.

Miraklet består ikke i at afskaffe døden, som ikke kan afskaffes, men i at vise, at der er håb forude, fordi forkyndelsens kernepunkt er forkyndelse af det ny. En ny begyndelse forestår altid. Sådan er det. Selv ødelæggelsen og katastrofen fører til fornyelse, så længe der fortælles videre. Og der fortælles altid videre. Guds fortælling om mennesket er ikke nået til sidste kapitel endnu. Det kan man se deraf, at mennesker til stadighed forsøger at få det sidste ord om livsmeningen. Hver udlægning er netop ikke andet end endnu et forsøg.

Heldigvis, for så kan man få horisont af fortællingen trods turbulens og tilfældighed. Man kan selv prøve at bidrage med et kapitel eller en fodnote. På den måde bliver menneskelig forandring til i sprog. Nyt sprog til betegnelse af nyheden.

Det er på en måde ikke godt at vide, hvad der kom først, ordet eller nyheden. Hemmeligheden vedrørende dette beror hos Gud.

Afgørende er, at sproget og dets ord kan skabe, hvad det nævner. Man lærer at sige tak, og fænomenet taknemmelighed er skabt.

Historien om mennesket, der skal føde og dø i smerte, fortælles af Gud. Mennesker får deres betydning for sig selv og hinanden ved at føje sig selv ind i den guddommeligt fortalte historie. Alvoren får historien af de katastrofer, der undgås. Og der er, som historien viser, ikke få og små katastrofer, men mange og store.

Det tragiske og det komiske er to alen ud af ét stykke, og det er godt sådan. Som Johannes Møllehave har udtrykt det ved en lejlighed: Man kan have det tungt og tage det let. Og man kan have det let, men tage det tungt. Så viseligt er det indrettet i Guds store teater, hvor man især teologisk bør understrege, at alvoren, spændingen og intensiteten i det levede liv kommer nøjagtig heraf.

Men der leves videre trods dette, og der håbes stadig og til stadighed. Det ny dannes i dét håb, og håbet får sin karakter af billedløst fra dén fremtid, som allerførst er ved at vride sig frem af tradition og katastrofe. Man kan og skal ikke vide, hvad der kommer ud af, hvad man siger og gør. Vidste man det, ville det blive dødens pølse. Kedeligt som bare pokker.

En skilsmisse kan blive til et nyt institut ved et universitet, og den kan gå i sin mor igen. Ligesom instituttet kan blive til en afdeling. Måske som del af en proces, der vil ende med at gøre det til en saga blot.

Det er ikke godt at vide. Det bestemmes af agenterne, som taler deres skæbner frem i fortalte historier. Under alle omstændigheder bliver historien fortalt. Om ikke af mig, så af en anden. For når det kommer til stykket, er en saga jo ikke blot en saga. Den er mere end dette, fordi den udgør det stof, hvoraf ikke drømme, men liv skabes. Samt alvor, horisont og perspektiv.

Det skal man være moderne kristen for at forstå i hele sin dybde og konsekvensrigdom, og det er Johannes Sløk. Moderne. Traditionerne rager ham en pind, og dén ligegyldighed skal til, for at traditionerne allerførst kan blive set i perspektiv. Som del af nyskabelsen.

Sådan har instituttet gjort det i hele sin turbulente historie, og den tilbageblevne afdeling vil bestræbe sig på at fortsætte traditionen herfor.

Grundlagt i 1967 og nedlagt i 2004 er historien om Institut for Idéhistorie ved Aarhus Universitets Humanistiske Fakultet blevet en parentes i historien om stadig nyskabelse. Og det er ikke nogen tragisk historie, men nærmest en komisk. Jeg er sikker på, at Johannes morer sig i sin evighed over, at det kan gå sådan.