Brian Patrick McGuire er historikerEt glaskuglelignende smykke med mulig kristen symbolik i en 300-tals grav på Fyn giver anledning til nye overvejelser om, hvordan danerne blev kristne, hvad kristendommen betød for fortidens danskere samt om dens betydning i dag. Smykket kan være kommet til Norden ad mange veje, og dets tilstedeværelse på vores breddegrader fortæller ikke nødvendigvis noget om mere end et enkelt menneskes tro. Derfor vil jeg i det følgende holde mig til de skriftlige kilder i min beretning om danernes kristning. Jellingestenen er i denne forbindelse ikke til at komme udenom. Harald Blåtand hævder, at han »vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne«. Næsten enhver dansker – kristen, jøde, muslim, ateist, agnostiker – bærer rundt på et pas udsmykket med Jellingestenens Kristus. Således bliver Haralds opfattelse af kristendommen og danskhed præsenteret for den store verden. Jellingestenen er helt indlysende et stykke propaganda for Haralds magt og tro. Den forsyner danskere med en fødselsattest, der virker mere ægte og overbevisende end noget andet europæisk lands grundlæggelsesfortælling. Fundamentet for den stærke danske selvbevidsthed var lagt: Vi ved, hvem vi er, fordi vi ved, hvor vi kommer fra. Denne selvforståelse kan være et gode, men enhver humanist ved, at der bag ordenes facade gemmer sig lag på lag af tolkninger. For at kunne forstå Haralds tekst på stenen er det nødvendigt at ty til datidens historieskriveres vidnesbyrd. En af dem er Widukind, munk i det tyske kloster Corvey, der i 967 begyndte at skrive sit værk om saksernes historie, formodentlig få år efter Haralds omvendelse. Widukind hævder, at danerne fra gammel tid var kristne (Dani antiquitus erant christiani), men at de samtidig tilbad afguder. Ved en fest, hvor kongen var til stede, opstod der en meningsudveksling eller strid (altercationem) om gudsdyrkelse: »Danerne hævdede, at Kristus var en gud, men at der var andre større guder, fordi disse gjorde større tegn og mirakler for mennesker«. Min kollega Niels Lund har påpeget, at Widukinds påstand om danernes blandede religion kan skyldes, at klosterhistorikeren havde læst om 800-tals missionæren Ansgar, i hvis helgenlegende der står, at han indførte kristendommen i danernes rige. Widukind kan have konkluderet, at Ansgar gjorde danerne kristne, men at de alligevel holdt fast i deres hedenske tro. Det er dog også muligt, at Widukind var bedre informeret, og der er intet til hinder for, at han har talt med mennesker, der kom fra Norden, og som havde oplevet en hedensk-kristen blandingstro. Under diskussionen på Haralds hof, fortsætter Widukind, var der »en vis præst, Poppo, der aflagde vidnesbyrd om, at der er én sand gud fader med sin enbårne søn Jesus Krist og Helligånden«. Poppo hævdede også, at afguderne ikke var guder, men dæmoner. Siden Augustin i 400-tallet havde kristne teologer ment, at de hedenske guder var dæmoner, men Poppo satte sit liv på spil ved at sige dette foran folk, som formodentlig virkelig troede på disse guder. Hvis Widukinds beretning er korrekt, havde danerne forsøgt at kombinere deres forfædres tro med den nye Kristus-religion sydfra. Poppo gjorde det imidlertid klart, at dette slet ikke var godt nok! Så langt så godt, men her bliver Widukinds beretning til en mirakelfortælling. Kong Harald forlangte, at Poppo aflagde et personligt vidnesbyrd om sin tro. Poppo blev tilbageholdt indtil næste morgen, hvor han for at bevise sin tro skulle bære et stykke brændende jern. Poppo bar faktisk jernet længe nok til at gøre indtryk på kongen: »Han viser alle, at hans hånd ikke er beskadiget ... Hermed er kongen omvendt og erklærer, at Kristus er den eneste gud, som skal dyrkes, og han befaler, at afguderne skal afvises«. Jernbyrd var i den tidlige middelalder et almindeligt anvendt middel som sandhedsbevis. Hvis hånden forblev ubeskadiget, talte personen sandt. Historikeren Peter Brown siger, at en gruppe betroede mænd afgjorde sagens udfald. Selv om hånden var en smule forbrændt, kunne dommerne alligevel konkludere, at Gud stort set havde skånet personen og dermed garanterede for hans udsagns ægthed. Widukinds beskrivelse af forløbet ved Haralds hof afsluttes med en bemærkning om, at kongen herefter »giver Guds præster og tjenere den ære, som skyldes dem«. Her sker det afgørende brud. De præster, der tjente afguderne, blev udskiftet med andre, som udelukkende helligede sig Kristus. Danehoffet fik en ny præstestand, som herefter formodentlig kunne virke uhindret i landet. På dette sted i sin beretning henvender Widukind sig til kejser Otto den førstes datter, Matilde, til hvem han tilegnede sit værk: »Men disse anliggender skyldes din faders dyder. Det var takket være hans bestræbelser, at det begyndte at lyse i disse områder i form af kirker og præsteordener«. Hvad mente Widukind med denne lovprisning af Otto? Indtil nu har det virket, som om danernes valg af den kristne tro alene skyldtes Harald Blåtand og Poppo. Men Widukind afslører, hvad der kan have ligget bag Haralds beslutning: Hvis han havde nægtet at acceptere kristendommen, kunne Otto have brugt det som undskyldning for at invadere Haralds rige. Otto havde i 955 slået de hedenske magyarer ved Lech i Sydtyskland, og dermed fik han status som frelserfigur for den kristne kirke i Vesteuropa. I 963 blev han belønnet, da paven kronede ham som romersk kejser. Hermed erstattede Otto og hans slægt de karolingere, der havde kristnet sakserne, og som fra år 800 havde regeret Vesten som de første romerske kejsere siden 400-tallet. Nu hævdede Widukind, at Otto var med til at kristne Danmark. Denne bemærkning støttes af et diplom fra 965, hvori Otto fritog danske bisper fra at betale skat til ham. Kejseren tog det for givet, at der var en kirkestruktur i Danmark, og han gav den sin anerkendelse. Hvem kristnede danerne: Harald Blåtand eller Otto den Store? Begge konger gjorde det, og ingen af dem gjorde det! Der var kristne bisper og præster i Haralds rige, allerede inden han traf sin store beslutning, men den var af betydning for en proces, som for længst havde taget sin begyndelse. Otto på sin side kan have fremmet sagen ved at minde Harald om, hvad der ventede ham, hvis danerkongen fastholdt den gamle tro eller forsøgte med en blandingstro. Overvejelser af denne type tager det for givet, at trosskiftet skyldes magtbrynde. Harald ønskede at blive siddende på sin trone og gav derfor efter for presset sydfra. En anden næsten samtidig krønikeskriver Thietmar af Merseburg hævder, at der var en direkte forbindelse mellem Harald og Otto, nemlig Poppo. Ifølge Thietmar blev Poppo kaldt til kejseren og udspurgt om jernbyrden. Som belønning for sit heltemod »som en Kristi forsvarer« fik han tildelt bispeværdigheden. Var Poppo Ottos agent ved Haralds hof? En endnu mere udspekuleret forklaring kunne være, at Harald brugte Poppo som en slags spindoktor for at få budskabet om danernes omvendelse til kristendommen ud i Europa. Denne type overvejelser antager, at middelalderens konger handlede lige så politisk strategisk som nutidens statsministre. Selv om jeg ikke ønsker at afvise magtbegær som forklaring, er det oplagt at understrege, at magt i middelalderens univers både var af verdslig og af åndelig art. Accepten af den nye tro var ikke alene en nyttehandling, men adgangsbilletten til et åndeligt kraftcenter, som for de troende var mere sandt end den materielle verden. Det er nemt at afvise Poppos jernbyrd som overtro, men for Widukind og Thietmar og utallige andre synliggjorde den en retfærdighed, som lå parat bag dagliglivets løgn og skuffelser. Poppos jernbyrd gav adgang til det skjulte, til mystikkens kraft. For at forstå vore middelalderrødder er det nødvendigt at sympatisere med mennesker, for hvem det var naturligt at tro, og for hvem tro ikke handlede om verdslig magt, men om Guds vælde. Vi ved endnu for lidt om, hvordan almindelige mennesker i Haralds rige tog den nye tro til sig. Som Martin A. Hansen udtrykte det for mere end halvtreds år siden i ’Orm og Tyr’: »Kristningen i Danmark er en underlig lydløs hændelse«. Kildernes relative tavshed antyder, at trosskiftet foregik uden de store sværdslag. Haralds rige blev ikke invaderet; der skete formodentlig ingen forfølgelse af de få, der fastholdt den gamle tro, selv om det selvfølgelig er farligt at argumentere fra tavshed i kilderne. Så fredeligt gik det til gengæld ikke for sig et par hundrede år senere på Rygen, hvor en danerhær i slutningen af 1160’erne indtog fæstningen Arkona og ydmygede statuen af guden Svantevit. Ifølge Saxo var denne en efterkommer af den kristne Sankt Vitus, som rygboerne havde stiftet bekendtskab med gennem selveste Karl den Store: »Men da deres besejrer døde, havde de i deres iver efter at få friheden tilbage skiftet slaveriet ud med overtro og rejst en afgudsstøtte hjemme hos sig selv, som de kaldte Sankt Vitus« (Peter Zeebergs oversættelse). Efter at danskerne havde indtaget Arkona, blev kristne præster sendt derind for at omvende befolkningen, men om aftenen gik soldaterne hen til gudestatuen og huggede den i stykker for at skaffe pindebrænde til madlavning. Det skulle demonstreres så tydeligt som muligt, at Svantevit ingen magt havde. Også før i tiden havde kristne missionærer på forskellig vis givet opvisning i, at afguderne ikke kunne straffe deres ødelæggere, men Arkonas erobring må alligevel fremhæves som en næsten spektakulær demonstration i kristen imperialisme. Her blev de gamle guder mishandlet og hånet. Danernes adfærd kan forklares ud fra det faktum, at deres lands kyster i årtier var blevet udsat for venderpiraters overgreb. Alligevel sidder man tilbage med en dårlig smag i munden. For selv om venderne, i modsætning til sakserne i 700-tallet, tilsyneladende ikke blev omvendt til kristendommen ved tvang, blev de underlagt en besættelseshær, og deres templer blev smadret. Det er dermed så som så med deres frivillige valg af den nye tro. I 900-tallet blev danerne tilsyneladende kristne takket være en klog konge, en fanatisk præst og en truende kejser. I 1100-tallet blev rygboerne kristne som resultat af en invasion og total fornedrelse af deres religion og kultur. Samtlige nordeuropæiske folk tog efterhånden kristendommen til sig. De sidste blev litauerne i 1300-tallet. Skyldes dette valg noget religiøst, eller handler det om en imperialistisk europæisk kultur, der går tilbage til 300-tallets romerske kejserrige, hvor kejser Theodosius dekreterede, at kristendommen skulle være rigets eneste tilladte religion? Kristendommen havde, sådan som den udviklede sig i løbet af middelalderen, ikke plads til andre religioner. Vise missionærer, som f.eks. de irske, udviste ganske vist større imødekommenhed over for anderledes troende. Samtidig allierede de sig med paven, der støttede dem moralsk og ikke havde betænkeligheder, da frankerkongen Karl den Store valgte at tvangskristne sakserne. Karls politik gik i graven med ham. Hans søn Ludvig og dennes efterkommere var enten for svage eller for fromme til at bakke missionærer op med hære. Vikingernes invasioner betød, at karolingerriget næsten ikke kunne holde sig oven vande. Alligevel støder vi i denne periode på figurer som Ansgar. Mystikere, der følte et kald, og som mente, at de fik visioner, der viste dem den vej, de skulle gå og lede andre. Fra Ansgar til Poppo gik der et århundrede, og det var i dette tidsrum, at det kristne Europa blev dannet for better and for worse. Som kristen uden en kirke og historiker uden en menighed spørger jeg mig selv, om det var til velsignelse for Europa at tage denne aggressive og selvbevidste religion til sig. På en måde kan jeg således godt forstå beretningen fra ’Ansgars Levned’, at lyden af den kristne kirkes klokke i Slesvig irriterede hedninge. Klokkekimen var jo en påmindelse om eksistensen af en tro, som nogle ikke kunne fordrage. På lignende måde er der i dag mange på vore breddegrader, der slår syv kors for sig ved tanken om lyden fra moskeens minaret, hvor der kaldes til bøn. Trosskiftet i 900-tallet foregik lydløst og tilsyneladende utraumatisk, hvorimod det i dagens Danmark giver anledning til bekymring, at det næststørste trossamfund er muslimsk. Mennesker af denne tro begyndte at ankomme i 1960’erne, netop tusind år efter at Harald traf sit valg. Spørgsmålet er, om det danske rige kan tage denne nye tro til sig. Der er dem, der mener, at et kristent Danmark skal forsvare sig mod en invasionshær, der har samme hensigter som de styrker, der indtog Arkona på Rygen. Islamister vil udrydde vores kultur og ensrette vores samfund, siges det. Fjendebilleder florerer, og det glemmes alt for nemt, at det indtil midten af det tyvende århundrede var de kristne europæere, som oftest førte sig aggressivt frem i verdenssamfundet. Vores kristendom har på ingen måde forhindret krige og overgreb, men har gang på gang ydet moralsk støtte til aggression. Ifølge kristen tankegang er det dog ikke tilstrækkeligt at begræde fortidens synder. Man skal tage ved lære af dem for at kunne komme videre i livet. En ny verdensreligion er landet på vore kyster, og jeg nærer endnu håb om, at islams ankomst kan resultere i et kulturmøde frem for et kultursammenstød. Til det formål har vi brug for en ny Jellingesten med tekster fra Koranen såvel som fra den jødiske og den kristne Bibel.