Hvad skal vi med familien? Det kommer helt an på, hvilken familie vi taler om. Er det den familie af kød og blod, vi er rundet af eller selv har stiftet, eller er det drømmefamilien? Den amerikanske historiker John Gillis skriver, at vi alle har to familier: den, som vi lever med, og den, som vi lever gennem. Vi ville ønske, at de var en og samme familie, men det er de ikke. Det, vi skal med familien, er altså forskelligt, alt efter hvilken af de to familier det drejer sig om. Selv om de to familier tilhører hver sin sfære: drøm og virkelighed, bliver de alligevel blandet sammen. Uanset hvordan familien, vi lever med, ændrer form, vil den altid blive målt i forhold til det uforanderlige billede af en drømmefamilie. Der synes at være en forestilling om en særlig autentisk familie, der på trods af historiens gang endnu er i live. Det er ikke en hvilken som helst familie, men famili en i bestemt form. Den mest sejlivede og romantiske forestilling om den autentiske familie fremmaler en stor familie, der kan omfatte flere generationer. Der er plads til alle, og alle føler sig værdsat. Som regel ernærer denne familie sig ved noget nyttigt, såsom landbrug eller håndværk. Det er under alle omstændigheder noget oprindeligt, der er i pagt med naturen. I denne altomfavnende familie fra 'De gode gamle dage' har mænd og kvinder hver deres kønsbestemte virkefelt, hvilket de synes at være tilfredse med, fordi deres sande natur dermed kommer til sin ret. Alle familiemedlemmer føler sig velkomne, netop fordi de er knyttet sammen af blodets bånd. Den store dejlige familie, vi lever gennem, er vigtig, fordi den ligesom drømmen om 'det tabte paradis' indgyder troen på, at vi engang har levet i lykkeland. Selv om verden nu er af lave, og familierne siges at være brudt sammen, kan vi alligevel tænke tilbage på en tid, hvor alle levede i disse store familier og var lykkelige. Og ligesom 'det tabte paradis' kan genskabes i utopierne, kan en sådan lykkefamilie også genskabes - forestiller vi os - hvis vi bare gør os umage. Den store, støttende, lykkelige familie med plads til alle har de sidste 150 år været en sejlivet drøm. De sociologer, som i slutningen af 1800-tallet så på de sociale problemer, der udviklede sig i kølvandet på urbanisering og industrialisering, vendte blikket bagud og syntes at få øje på en familieform, der nu var gået til grunde. Det Gemeinschaft, som Ferdinand Tönnies i 1887 fremhævede som noget positivt i modsætning til det kolde Gesellschaft, var netop et sådant stort familiefællesskab. Drømmefamilien er som et kludetæppe sat sammen af udvalgte dele fra forskellige historiske tider. Ingen vil have hele pakken. Det vil sige, at når den gamle flergenerationsfamilie fremhæves som den ideelle, er det nogle ganske bestemte rosenrøde billeder, der tegner sig i fantasien. Det er far og søn, der sammen går i marken, skulder ved skulder og som gode kammerater. Lillebror passer de små dyr med godt humør, mor står i køkkenet og laver alt fra grunden på en autentisk og traditionel måde, ikke noget med tilsætningsstoffer og sprøjtegifte, og lillesøster lærer fornøjet at gøre ligesom mor. Alle er nøjsomme, men tilfredse, og solen skinner hele sommeren. Bagsiden af dette glansbillede bliver lagt i pulterkammeret, og ingen ønsker at huske den patriarkalske orden, der tvang sønner og døtre til at gå i forældrenes fodspor. Ingen husker på, at hustugt var tilladt til langt op i 1800-tallet. Man glemmer, at mange børn blev sendt ud at tjene. At alle levede i stor usikkerhed om fremtiden og kunne miste alt, hvad de ejede, ved et lynnedslag og en ildebrand, hører heller ikke med i dette billede. Det er en tværsum af fortidens mange familieformer, der plukkes ud til denne drømmefamilie. I det førindustrielle Europa var der forskellige familieformer i forskellige lande: i Nordvesteuropa bestod en familie af en kernefamilie, der kunne ernære sig selv. Et par kunne ikke gifte sig, førend de var i stand til at erhverve en gård eller et værksted eller en anden bedrift, som kunne give dem deres levebrød. Derfor var giftealderen ganske høj med en deraf følgende lavere fertilitet, ligesom en vis del af befolkningen aldrig blev gift. En søn kunne overtage forældrenes fæstegård, når de gik på aftægt. I drømmeudgaven sker det helt gnidningsfrit og kærligt, og man forestiller sig, at de unge omsorgsfuldt tager sig af de gamle aftægtsfolk. Men faktisk skete en sådan overdragelsesforretning ikke, uden at der var udfærdiget en omfattende aftægtskontrakt. De gamle ville ikke risikere at gå for lud og koldt vand, så de sikrede sig kontraktligt, at der blev sørget for mad og brændsel til dem. I Sydeuropa var det mest udbredt med stamfamilier, det vil sige, at en gårdejer eller håndværksmester overdrog bedriften til den udvalgte arving, men fortsatte med at blive boende og arbejdede sammen med arvingen og dennes kone. I stamfamilier boede to voksne generationer derfor under samme tag. De øvrige søskende blev købt ud eller forblev som ugifte medhjælpere i bedriften. I Østeuropa var det derimod mere almindeligt med storfamilier, hvor alle sønner blev boende hos faderen også efter giftermål. Et sådant familiemønster medførte, at så godt som alle giftede sig og giftede sig i en ung alder, og at de derfor fik mange børn. Den familie, vi drømmer om, synes at være et tværsnit af alle disse forskellige europæiske familieformer. Drømmefamilien er også klassebestemt, idet det altid er en gårdejer eller en håndværksmester, der er hovedperson. Landarbejderfamilien, der boede til leje i et udhus, er knap så drømmefremkaldende. Det er ligeledes en intakt kernefamilie, der tænkes på. Det vil sige, at man forestiller sig, at et ægtepar giftede sig, da de begge var i 20-års alderen, og derpå levede sammen i mange år. Men fortidens familier var også brudt sammen. Det var de ganske vist ikke på grund af skilsmisser, men på grund af dødsfald. I en gårdejerfamilie var gårdens drift det vigtigste. Hvis en fæstebonde døde i 40-års alderen, kunne hans enke måske gifte sig igen med den nye fæster, som typisk var en 20 år yngre tjenestekarl. Når enken døde, kunne den nye fæstebonde indgå et nyt ægteskab, men nu var han oppe i årene, og hans kone måske meget yngre. Den store drømmefamilie er en anakronisme på mange måder. Forestillingen om dens udformning er hentet i en ukonkret agrar fortid. Samtidig bliver den tilføjet en intimitet, som stammer fra 1800-tallets borgerlige familie i byerne. Det vil sige en familie, hvor den mandlige forsørger forlader hjemmet for at gå på arbejde og først vender hjem igen om aftenen for at hvile ud i familiens skød. I den typiske gårdmands- eller håndværkerfamilie i det førindustrialiserede Vesteuropa var bolig og arbejde ikke adskilt, og privatliv var ukendt. I mesters hus boede mester med sin kone og deres mere eller mindre fælles børn. Men derudover boede også piger og karle og lærlinge og svende, og hvem mester ellers havde i sit brød. Tyendet fik ofte kost og logi som en del af lønnen. Den sociale orden var patriarkalsk, mester var husets herre og havde retten til at tugte sit tyende og sine børn. Alle spiste ved samme bord og sov ofte i samme rum, dog ikke nødvendigvis i samme seng. En førindustriel husstand bestod derfor af en kernefamilie plus tyende plus eventuelle logerende plus eventuelle aftægtsfolk. Det kendetegner en sådan familie, at der er fremmede i husstanden. Og det kendetegner en moderne familie, at der ikke længere er fremmede i husstanden. En husstand fuld af folk, man ikke er blodsbeslægtet med, vil de færreste nok betragte som en familie endsige som en drømmefamilie. Men det pudsige er, at det dengang blev kaldt en familie, hvilket viser, at ordet i sig selv ikke er synonym for mor, far og to børn knyttet sammen af følelsesmæssige bånd. Da man i Danmark i 1845 foretog en folketælling, blev det nøje defineret, hvilke mennesker der skulle rubriceres som familier: »Ved Familier forstaaes her det samme som Huusholdninger«, hvilket ville sige, at aftægtsfolk, logerende og andre, som ikke førte særskilt husholdning, men »søge Bord hos Andre«, skulle regnes med til familien. Til den nostalgiske fortælling om den paradisiske familie i de gode gamle dage hører også fortællingen om et syndefald. 'Det tabte paradis' henlægges til den ukonkrete tid, der betegnes 'det traditionelle samfund', mens syndefaldet opfattes som 'modernitet'. 'Det traditionelle samfund' omfatter livet på landet, mens 'modernitet' typisk opfattes som livet i byen. I de gode gamle dage ernærede man sig ved jordens afgrøder, mens man i den moderne tid må arbejde ved maskiner i et hæsblæsende tempo. Hele den forandring, som i Vesteuropa fandt sted i 1700-1800-tallet, og som benævnes med begreberne: industrialisering og urbanisering, kendetegner en vandring fra landet til byerne. I drømmebilledet om paradis forestiller man sig, at mange gode og smukke egenskaber gik tabt under denne forandring. Især forestiller man sig, at de store familier blev brudt op, at folk vandrede ind til byerne på må og få og her stiftede små vakkelvorne familier. Under alle omstændigheder forestiller man sig, at det var slut med de store udvidede familier med plads til alle. Det er til dels rigtigt. Der var i alle storbyer mange fattige kvinder, som var enlige forsørgere, fordi deres mænd var stukket af eller var døde. Men disse kvinder boede ikke nødvendigvis alene, det havde de ganske enkelt ikke råd til. De boede til leje hos andre enlige kvinder, og i mange fattigkvarterer var der således en hel del husstande bestående af flere kvinder med alle deres sammenbragte børn og plejebørn. Men ellers lignede indvandringsmønsteret det, vi ser i dag, når mennesker, der er født uden for Europa, bosætter sig i europæiske lande. Hvad enten det drejede sig om indvandrere fra land til by eller fra Europa til Amerika, så indvandrede de som regel i store flokke. De bosatte sig i de samme gader som andre fra hjemegnen, og de hjalp hinanden med at skaffe arbejde på de nye fabrikker. De giftede sig ofte indbyrdes og bevarede i nogle generationer dermed minderne og skikkene fra hjemlandet. 'Modernitet' betragtes af romantikere ofte som en fællesskabsdræber, mens modernister hilser den velkommen som en mulighed for frigørelse. Nu kan man endelig slippe fri af slægtens stikkende øjne i nakken og fornøjet tumle sig i storbyens anonymitet. Men det synes, som om mange af de mennesker, der indvandrede til storbyerne og det moderne liv, faktisk opbyggede store slægtskabsnetværk. De ville ikke frisættes, i hvert fald ikke lige med det samme, men gerne bruge familien som en støttepille. For dem var spørgsmålet: Hvad skal vi med familien? ganske klart. Den skal vi bruge til at hjælpe os med at falde til i byen. For byborgerskabet var svaret på, hvad vi skal med familien, et noget andet. For dem skulle familien repræsentere et 'paradis' i 'moderniteten's hvirvelvind, et helle i byen, et sted, hvor den udearbejdende mand kunne hvile ud. Den sentimentalisering, der nu er klistret rundt om vor tids familie, har sit udspring i 1800-tallets byborgerskab. For første gang blev arbejde og bolig adskilt også for velstillede mennesker. Manden blev eneforsørger, og håndværksmesterens medhjælpende hustru blev efterhånden hjemmegående husmor. Det blev mindre udbredt med kost og logi som en aflønningsform, og tyende og medhjælpere blev skilt ud fra familiens husstand. Under denne forandring blev boligen ophøjet til hjemmet, som i sig selv blev til den følelsesfulde ramme om et følelsesfuldt familieliv. Det er i dette univers, at familien blev spaltet i to: den, vi lever med, og den, vi lever gennem. Knap var denne nye forståelse af den sentimentale kernefamilie - lukket om sig selv i det hyggelige hjem - blevet skabt, førend den blev sat op som et ideal og en målestok for alle. I slutningen af 1800-tallet var der i hele den vestlige verden en stor bekymring for familiens sammenbrud. Det meningsdannende byborgerskab mente alt muligt om alle andre menneskers måde at udfolde familielivet på. De fattige blev anset for at skabe sølle, knækkede familier i usle boliger, og velgørere satte sig for at lære dem om det rette familieliv. Fra dette øjeblik var 'famili en' blevet en bekymringsgenstand, og op igennem 1900-tallet blev der udgivet mange debatbøger om familiens problemer og evige krise. Og det er svaret på, hvad vi skal med familien: Vi skal bekymre os om samtidens familie, samtidig med at vi drømmer om en uforanderlig, autentisk familie fra en ubestemt fortid. På den måde kommer vi aldrig til at tage familielivet for givet, men er hele tiden parat til at diskutere det. Men som de historiske eksempler viser, kan vi bruge den familie, vi lever med, på mange forskellige måder. Den har været en forsørgelsesanstalt, en levevej, et arbejdsfællesskab, en tugteanstalt - kort sagt, den har taget sig af mange af de funktioner, som nu er overtaget af staten. Men historien viser også, at de forskellige sociale klasser har kunnet bruge familien vidt forskelligt til forskellige tider. Og det er måske hele pointen: Den familie, vi lever med, indretter vi så praktisk, at den kan udfylde nødvendige funktioner, og vi ændrer den i takt med de øvrige ændringer i samfundet. Hvorimod den familie, vi lever gennem, vedbliver med at være formet over samme uforanderlige mønstertegning, og i en sekulariseret verden skal vi bruge den som billedet på 'det tabte paradis'.