Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. - K.E. Løgstrup I 2006 begik en 17-årig pige selvmord på den lukkede ungdomsinstitution Egely ved Middelfart. På trods af en høj personalenormering døde pigen for egen hånd, uden at nogen eller noget blev gjort ansvarlig. Indespærringen var lykkedes og udført efter planen, men den indespærrede døde. Med dette selvmord i erindringen må det siges at være noget af en risiko at tage, da myndigheder og fagpersoner spærrede en drabstiltalt 15-årig tyrkisk pige inde i den ligeledes særdeles sikrede ungdomsinstitution Grenen i Grenaa og lod hende forblive indespærret i et halvt år på trods af mange protester undervejs fra fagfolk, der frygtede for pigens psykiske tilstand. Det drejer sig om mennesker, små og unge af livet mishandlede mennesker. De er vel betænkt i et nyt politisk papir benævnt ’Barnets Reform’ vedtaget af regeringen sammen med satspuljepartierne og flot indskrevet i den børneværnende tradition, vi som samfund fik i 1905 med den store børnelov. Det er altså fortsat en vigtig (børneværns)samfundsopgave at støtte udsatte børn, så børnene på trods af vanskeligheder og svære vilkår kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende. Barnets Reform sender i egen forståelse det »klare signal«, at »det er barnets bedste, der skal være i centrum for indsatsen«. Bl.a. skal de udsatte børns rettigheder og retsstilling styrkes, »så de altid tager udgangspunkt i barnets tarv«, børnene skal have et bedre klagesystem osv. Hvordan er det så lige, det ser ud i virkeligheden – er der overensstemmelse mellem reformens idealer og den nye detaljelovgivnings realiteter? Nej, det er der ikke! 12-17-årige anbragt på en af landets syv store sikrede institutioner af de sociale myndigheder skal nu kunne sidde bag tremmer i alt ni måneder mod før seks måneder.
Den kriminelle lavalder er som bekendt sat ned fra 15 til 14 år, hvorfor regeringen har afsat penge til yderligere 24 pladser på de sikrede afdelinger. Børn ned til 12 år skal i fremtiden kunne udstyres med en elektronisk fodlænke og desuden kunne spærres inde på en ny type døgninstitution med både åbne og lukkede pladser. Børnene skal på disse i udgangspunktet almindelige socialpædagogiske behandlingsinstitutioner kunne spærres inde max. fem dage per indespærringssession, max. 30 dage i alt på et år. Hvad børnenes forbedrede retsstilling angår, er den ikke det papir værd, den er nedskrevet på. De døgnanbragte børn kan således spærres inde, bare de tænker den tanke, at de vil stikke af fra institutionen. Indespærring er ikke betinget af et kriminelt forhold eller en foretaget handling defineret af pædagogerne som uønsket. Indespærring kan også begrundes med barnets forestilling eller tanke om at gøre noget uønsket, som f.eks. at stikke af fra institutionen (et barn, der ikke er i stand til at tænke denne tanke, er fortabt!). Dette kan ikke objektivt siges at være en forbedret retsstilling for de udsatte børn. Snarere er der tale om retsløshed og vilkårlighed med stor magt lagt ud til vogterne/pædagogerne. I den ’brede aftale’ om Barnets Reform drejer et hovedpunkt sig om viden. Satspuljepartierne er enige om, »at viden er en nødvendig forudsætning for at iværksætte en effektiv og målrettet indsats til gavn for barnet«. Problemet her er så, hvis vi igen sammenligner idealer med realiteter, at ingen af de nye anti-børnelove har deres baggrund i viden. Tværtimod, de børnefjendtlige tiltag er blevet besluttet mod bedre vidende. Hvad angår sænkningen af den kriminelle lavalder, er det allerede velkendt, at eksperterne i regeringens egen ungdomskommission pegede på en fastholdelse af den nuværende kriminelle lavalder på 15 år. Hvad angår videnskabelig dokumentation for en forbedret behandlingskvalitet ved hjælp af lukkede afdelinger, findes denne ikke. I Norge har man systematisk gennemgået den videnskabelige litteratur på dette område med den entydige konklusion, at lukkede institutioner for unge er kontraproduktive. I Danmark har man kunnet iagttage det paradoks, at jo flere forskningsrapporter der har dokumenteret de sikrede ungdomsinstitutioners ineffektivitet og uhensigtsmæssighed, jo mere er dette ekstremt omkostningstunge system af fængsler forklædt som sociale institutioner blevet udbygget. Med aftalen om Barnets Reform er der i alt afsat 928 mio. kr. 2010-2013 – et beløb, der svarer til ca. ét års forbrug af 40 sikrede pladser (p.t. er der 132 sikrede pladser, planen er 177 i januar 2012).
