Demens er en grim sygdom. Den berøver hjernen erindringen om det nære. I lang tid holder den på erindringen om det fjerne – men til sidst er der kun oplevelsen af nuet. Det er filmen spolet baglæns. Stenen, der kommer op af vandet, ringene, der samles i et kort plask, og kasteren, der står og mærker stenens vægt uden at vide, hvad han skal stille op med den. Min far er dement, 85 år og på vej ind i en verden, jeg har svært ved at følge. En verden, der minder mig om et absurd drama, hvor sproget er demonstrativt komisk og som al god humor også udstiller sin modsætning, det tragiske.
En verden, der på overfladen kan synes meningsløs, men ligesom i det absurde drama er der mening at finde i galskaben, hvis man vil. Og det er i den nye mening, der er værdighed at finde for både ham og mig.
