Da dansk politi første gang hørte om Klimatopmødet i 2009, havde ingen af os det fjerneste begreb om omfanget, presset på alle myndigheder eller de potentielle trusler, som følger i kølvandet. Det er først hen over efteråret – og helt frem til mødestarten gået op for os, hvor kolossalt det her egentlig er. Vi står i dag midt i et historisk møde på dansk jord – med (ifølge seneste oplysninger) 133 tilmeldte statsoverhoveder og regeringsledere, som skal samles omkring forhandlingsbordet 16., 17. og 18. december. Det er aldrig set før i verdenshistorien. Vi står også midt i et af de mest hypede, følelsesladede, politisk omtålelige og medieombruste møder i nyere tid. Det er en demokratisk folkefest, hvor såvel politikere som demokratiske rettigheder skal sikres. Det vil sige, at 10.700 politifolk i to uger skal sikre alt fra bevogtning, transport, sikkerhed, ro og orden – og samtidig samle efterretninger og dokumentation under en af de potentielt farligste begivenheder i verden i nyere tid. Vi skal tage højde for alt fra husbesættelser, brandstiftelse, optøjer, happenings, terrorplanlægning og hverdagens almindelige kriminalitet. Rovdrift på politiet Presset på alle myndigheder har simpelthen været ekstremt lige siden starten 7. december. Vi befinder os midt i det globale nåleøje på godt og ondt.

Man kan godt få sved på panden og urolige nætter i den forbindelse. Særligt når man som Politiforbundet skal passe på politiet. Da vi i sin tid vedtog at indgå en aftale med Rigspolitiet og regeringen om politiets løsning af COP15, var det rendyrket pragmatisme fra vores side. Efterhånden som omfanget gik op for Politiforbundet og mange af vore tillidsfolk, mente en del faktisk, at vi burde sætte os med armene over kors – og sige, at det var umuligt. Vi manglede mindst 5.000 og nok tættere på 10.000 ansatte for at klare indsatsen fuldt forsvarligt. Ellers skulle der files voldsomt på arbejdstiden og gældende regelsæt. Samt trækkes enorme veksler på politifolk, som faktisk ikke, på grund af alder eller igangværende uddannelse, var helt gearet til at arbejde så mange timer. Vi skulle kort sagt drive rovdrift på alle 10.700 politifolk. Politiforbundet valgte alligevel at samarbejde og indgå en aftale. Vi kunne ikke andet. Der er tale om tjenestemænd og statens sikkerhed. Et simpelt dekret kunne helt naturligt kræve politiets indsats – og det uden at vi havde fået forhandlet afgørende ting på plads omkring sikkerhed og hviletid. Samtidig ville det være den endegyldige nedtur for politiet, som gennem de seneste reform-år har oplevet tilliden falde blandt borgere og politikere. Vi kunne og skulle ikke sætte os på halen og vanskeliggøre en af de største begivenheder på dansk jord. Det ville have været direkte vanvittigt – og utopi. Det ville være dårlig fagpolitik og uendelig skadeligt for en dygtig og engageret faggruppe. Man skal heller ikke være blind for, at en stor del af de indsatte politifolk faktisk oplever COP15 som en særdeles spændende udfordring. I stedet har vi forhandlet en aftale, som holder politiet oven vande og kompenserer for de mange manglende hænder. Herunder en honorering af politifolk, som i adskillige dage skal møde på 12 og 16 timers vagter i hele landet. Det ændrer dog ikke ved, at politiet er presset til det ekstreme i disse dage. Og særligt frem mod den store finale i slutningen af denne uge. Erfaring fra Ungdomshuset Det siger sig selv, at når politiet i den grad – og over så mange dage – presses til det yderste og lidt ekstra, så vil risikoen for fejl stige helt naturligt. Der vil ske fejl, der vil være svipsere. Måske endda mange. Tanken om, hvordan sådanne svipsere og fejl kan blæses op og hjemsøge politiet længe frem, kan godt give ondt i maven. Det betyder ikke, at vi ikke anerkender borgernes og mediernes ret til at kigge politiet i kortene. Eller stille spørgsmål til enhver magtanvendelse. Det skal til enhver tid gøres. Men det handler om at ikke at puste til ilden ved at skabe konflikter, som måske ikke er der. Og ved ikke at male med den brede pensel, når en enkelt politiansat måske fortaler sig eller reagerer med følelser. Det gør ikke arbejdet lettere, når overskrifter om racistiske politifolk, om politivold og om, at politiet skulle glæde sig til kampe pludselig og meget fejlagtigt stjæler mediebilledet. Som vi desværre har oplevet tidligere. Vi er i en følelsesmæssigt og arbejdsmæssigt ekstrem situation. Det kan føre til millisekunder med svipsere og fortalelser. Det er ikke sensationelt. Det er derimod menneskeligt. Og det letter ikke arbejdet, når man tænker på, at en stor del handler om at passe på de mange tusinder, som heldigvis vil benytte deres demokratiske ret til at demonstrere lovligt og ytre sig om vitale problemer. COP15 handler nemlig også om at beskytte ytringsfriheden. Holdningerne og idealisterne skal ikke trynes af hooligans og det yderste autonome miljø, som ønsker en anden form for opmærksomhed – og hvis budskab altid drukner i hærgen og ødelæggelser. Erfaringer fra blandt andet Ungdomshuset viser, at det ikke er uden grund. Dengang levede politiet med lutter velfortjente roser i en uge. Så blev det kedeligt at klappe os på skuldrene, og mikrofoner og forsider gik i stedet til alle andre, som havde noget at udsætte på indsatsen. Lige pludselig skulle man læse om politivold og overdreven magtbrug. Det blev forlængelsen på en af de mest vellykkede politiindsatser. Særligt når man tager voldsomheden og kampene i Københavns gader med i betragtning. Eftermælet blev forplumret af trangen til konfliktfyldte nyheder. Altomfattende Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor galt det kan gå, når sindene for alvor kommer i kog i Københavns gader eller foran Bella Centeret denne december. Og i kog, det kommer de. Vi kender blot ikke udstrækningen. Vi krydser i stedet fingre. Det gælder ikke alene i København, det gælder også ude i landet, hvor et minimumberedskab skal kæmpe for at løse de mest presserende opgaver. Politiet har brug for ekstra forståelse og for medier, som tænker sig om frem for at søge den størst mulige konflikt. Vi giver og bruger alt, hvad vi har – til gengæld har vi brug for forståelse og opbakning, hvis det skal holde hele vejen hjem. Det er mennesker, som står i uniformer. Ikke robotter. Men veluddannede og velforberedte politifolk, som netop vil løse alle problemer på god dansk menneskelig facon, så langt det overhovedet er muligt. Men som også rummer noget så menneskeligt som muligheden for fejl og følelser. Tilmed har vi måttet trække på alle kræfter, så folk, der normalt ville være fritaget, i stedet skal løbe stærkt i dagevis. Sådan ser vilkårene ud. Hvis man skal drage en tidlig lære af Klimatopmødet, så er det, at Danmark næppe vil være i stand til at huse et OL eller VM i fodbold. At de helt store begivenheder lægger os ned – og koster i mange, mange måneder frem. Med Klimatopmødet – og særligt dagene 16., 17. og 18. december – er det danske beredskab på alle fronter spændt til det maksimale – plus lidt ekstra. Det er i princippet så stor en opgave, at hvis vi helt havde kendt omfanget på forhånd, så havde vi måske tænkt os om endnu en gang. Beredskabet til Klimatopmødet omfatter stort set alt, hvad der kan gå, krybe og stå. Det gælder i politiet, det gælder i ministerierne, i trafikplanlægning, i forsvaret, hos elforsyningsvirksomheder, hos DSB, ja selv sikringen af varer til butikkerne. Alt er et potentielt mål. Alt skal bevogtes, sikres og overvåges konstant. Flere end 130 statsledere, herunder de allermest magtfulde, vil være til stede i København. Aldrig har vi været så oplagt et terrormål. Aldrig har vi været en del af så mange forskellige fraktioners ønske om at stjæle det globale mediebillede med happenings og optøjer. Logistisk mareridt Jo længere man dykker ned i planlægningen, desto klarere står det for os, at Danmark aldrig og næppe heller kommer til at huse noget i denne størrelsesorden og kaliber. Og at vi måske fremover skal tænke fundamentalt anderledes og nordisk, når det handler om sikkerhed. Set med politiets øjne er Klimatopmødet eller COP15 sandsynligvis den største udfordring nogensinde. I den forstand er det både en spændende og lidt utryg indsats. Holder konceptet – ikke bare i København, men i særdeleshed i resten af landet?