Politikerne undervurderer både egne evner og vælgernes forstand, når de gang på gang vælger lovgivning, regulering og kontrol som svar på både små og store politiske udfordringer. Det er ikke alt, der kan og skal løses med direkte indgreb. En gammel talemåde siger, at ’for den, der kun har en hammer, kommer alle problemer til at ligne søm’. Det er måske en kliché, men alligevel minder det meget om realiteterne i dansk moderne politik, hvor stadig flere udfordringer søges løst ved politisk regulering. De danske politikere har mistet deres position højt i hierarkiet og skal i højere grad kæmpe for deres legitimitet. Det medfører, at der efterhånden ikke er den problemstilling, som politikerne ikke ønsker at løse med nye regler, mere kontrol og måske en kommission. Forsøget på at udvise handlekraft over for vælgerne medfører dels en række symbolpolitiske udspil, dels en række tilfældige lappeløsninger. Politikernes skriveborde er fyldt med forslag til nye løsninger, som alle vil øge omfanget af dansk lovgivning – en tendens, som Magtudredningen fra 2006 beskrev ved at sammenligne antallet af love og bekendtgørelse over en periode på næsten 100 år. Mens den nye lovgivningsbyrde i 1901 udgjorde 55 for love og 130 for bekendtgørelser, så var det tal steget til henholdsvis 257 og 728 i 2000. Derfor betegnede Magtudredningen også politikernes ’styringsambitioner’ som stigende! Det har været nærmest underholdende at følge, hvordan man efter politikernes udsagn kan bremse voldelige overfald ved at forbyde lomme- og fiskeknive; stoppe hundeangreb ved at forbyde muskelhunde; fremme sund livsstil ved at forbyde kødklister; sikre integration ved at forbyde burkaer; forhindre vulkanudbrud ved vulkankommissioner samt bremse terror ved at indføre overvågning og suspendere grundlæggende retsprincipper.
Og dette er desværre langtfra de eneste eksempler på, hvordan velmenende christiansborgpolitikere i håbet om at nå TV-avisen og udvise handlekraft foreslår nye regler. Hammeren sidder altså utrolig løst i moderne politik. Det er sjældent de gode intentioner, den er gal med. De folkevalgte politikere ønsker oftest at gøre en reel forskel på Christiansborg og tjene deres vælgere. Derfor vil jeg også fremhæve tre eksempler, hvor politikerne skrider ind i den gode sags tjeneste, men desværre ender med løsninger, som hverken er meningsgivende og effektive. Tværtimod mener jeg, at flere af disse løsningsforslag er så blottet for refleksion og politisk indsigt, at de medvirker til at udstille den intellektuelle dovenskab i moderne politik.
