Når anmelderne skriver om ’Bygmester Solness’, som spilles på Det Kongelige Teater frem til 22. december, genkender de straks de velkendte ibsenske temaer om livsløgneren, idealisten, den desillusionerede, den vankelmodige etc. Men hovedpersonen i stykket er hverken arkitekten, elskerinden, konen eller hetæren på 22, nej, det er boligen. Den aldrende arkitekt Halvard Solness ser med bekymring på de unge arkitekter, som ikke vil bygge et hjem, men »sånn en bolig. En slags tilholdssted bare«. Livsstilseksperterne skelner ikke mellem hjem og bolig, men mellem nesting og resting, altså mellem redebyggere og så dem, der bare skal have et sted, hvor de kan hvile ud. Redebyggerne udgør den kompakte majoritet. Danmarks største ejendomsmæglerkæde hedder Home. Som boligfilosof kan Ibsen sagtens måle sig med Martin Heidegger, der i 1951, stående midt i den tyske ruinhob, proklamerede, at tyskernes største problem ikke var manglen på boliger, men at de aldrig har lært, hvad det vil sige at bo. For Heidegger var det at bo ensbetydende med at have fundet helt hjem, hjem til det tabte paradis. Lad os lige slå fast, hvad Ibsens stykke handler om, for det har hverken instruktøren eller anmelderne opdaget. Det handler om en arkitekt, som vil skabe Paradis på Jord. Bygmester Solness byggede i begyndelsen af sin karriere som arkitekt ikke boliger, men kirker. Han ville tjene Gud, verdensarkitekten. Men da han bygger et tårn til den gamle kirke i den by, hvor den 12-årige Hilde bor, når han i både bogstavelig og overført betydning helt til tops.
Han overvinder sin højdeskræk og kravler selv op i tårnet med kransen til rejsegildet og befinder sig nu i øjenhøjde med selveste Gud. Ham får han sig så en snak med: »Hør nu her, du mægtige! Herefterdags vil jeg være fri bygmester, jeg også. På mit område. Ligesom du på dit. Jeg vil aldrig mere bygge kirker for dig, bare hjem for mennesker«. Halvard Solness vil altså det samme som Heidegger. Han vil bygge Paradis på Jord. Ordet paradis er persisk og betyder fredet, beskyttet have. Solness vil give menneskene et hjem, ikke bare en bolig. Han er klar over, at det er en umulig opgave. Men nu er han jo blevet kunstner, og kunstnere kan jo det umulige, for var det muligt, var det jo ingen kunst: »Det er umuligt at bygge et hjem, men netop det umulige er det, som lokker«. ’Bygmester Solness’ (1892) hører jo til i rækken af nutidsdramaer eller familiedramaer. Bortset fra ’Når vi døde vågner’, som foregår på et sanatorium, udspiller alle de øvrige stykker sig i privatboligen: på en herregård, en landejendom, i byhuse og villaer. Vi inviteres indenfor i havesale, stuer, dagligstuer, arbejdsværelser, selskabsværelser, saloner, havestuer og en enkelt pragtsal. Vi opholder os på verandaer, i haver og på en gårdsplads. Ibsen er uhyre detaljeret i sine sceneangivelser. Det er næsten som at bladre i et boligmagasin fra 1890’erne. Man kunne godt indrette værelser efter Ibsens anvisninger, så nøje beskrevet er de. Men det er typisk for moderne Ibsen-opførelser, at man ikke vil lukkes inde i den ibsenske stue.
