Forestil dig, at EU var en bil. Ja, ja – jeg ved, at det måske er lidt fjollet, men hellere trække på smilebåndet – og fantasien – end gabe kæben af led. Og taler man EU, ved vi jo, at hjernen går i baglås og risikoen for en voldsom gaben er overhængende. Så, lad os prøve med bilen. Hvad ser du? En smart lille mode-Fiat? En fornuftig familie-Citroen? Eller måske en benzinslugende firehjulstrækker fra BMW eller Porsche? Jeg ser en brugt Mercedes eller Volvo. En rummelig stationcar, en efterhånden ganske slidt, men grundlæggende også meget stærk og attraktiv bil. En bil med mange flere kilometer i, hvis den bliver plejet ordentligt. Hvis EU er bilen – hvad er så motoren? Svaret er enkelt: Det er Det Indre Marked. Da EU’s fædre udtænkte konstruktionen, var Det Indre Marked motoren, der skulle drive projektet fremad for at nå målet. Og hvilken motor: Siden begyndelsen af 90’erne har Det Indre Marked vist sig at være en enestående succes, der har skaffet Europas borgere velstand, frihandel, masser af varer og tjenester, bedre kvalitet, højere standarder, lavere priser og mulighed for at drive forretning over landegrænserne. Sidst, men ikke mindst: fred. Når vi handler, slås vi ikke. Så enkel er filosofien – og den holder hele vejen. Lidt dokumentation: Europas 21 millioner virksomheder (99 pct. af dem er små eller mellemstore) skaffer dagligt 175 millioner borgere et job – og 500 millioner forbrugere produkter i verdensklasse. Og det gælder selvfølgelig også – via eksporten – milliarder af verdensborgere uden for Europa. Siden 1992 har Det Indre Marked skabt 2,5 millioner ekstra job og gjort os alle 800 milliarder kroner rigere. Det indre marked holdt tilmed hånden under os, da finanskrisen trak tæppet væk under økonomierne i 2008. Ingen – heller ikke EU-skeptiske Dansk Folkeparti – drømmer i dag om at skrotte Det Indre Marked. Dertil er succesen for indlysende. Ikke desto mindre har mange i øjeblikket travlt med at dømme EU ude. Den økonomiske krise har fået de professionelle mørkemænd til at forudse et snarligt sammenbrud for solidariteten, fællesskabet, for euroen, for Det Indre Marked. Aviserne – også de seriøse – svælger i dommedagsprofetier: Krisen vil – for nu at blive i bilmetaforen – føre til et motornedbrud, og bilen vil blive efterladt i vejkanten med motoren rygende, dødsmærket ... Skal man tro mørkemændene, lade bilen stå – og fortsætte på gode (danske) gåben? Selvfølgelig ikke! Tillad mig at supplere den almindelige roden i kaffegrums og stirren i kulørte kugler med en række tørre fakta. Kendsgerninger, der viser, at forudsigelserne om EU’s snarlige død ikke holder til et reality-tjek.
Historien viser nemlig, at hver gang EU har bevæget sig ind i en ny krise, kom fællesskabet styrket ud igen. Allerede i 60’erne, da den franske præsident de Gaulle nedlagde veto mod at få briterne med i EF, blev eksperimentet spået en snarlig død. Forudsigelsen holdt ikke, Briterne kom med – det samme gjorde bl.a. Danmark. Andre fulgte – og ikke af tvang. Oven på oliekrisen i 70’erne talte mange iagttagere om ’euro-sklerose’ og ’euro-pessimisme’. Nedgangen blev brugt til at tænke stort, og i 1992 var Det Indre Marked en realitet. Måske EU’s største succes.
