Der føres lange diskussioner om, hvordan det kan gå til, at USA og koalitionen kom ud i et så katastrofalt uføre som i Irak (med Kurdistan som udtrykkelig undtagelse), og hvordan slipper man ud af sumpen?

Men hvorfor startede USA overhovedet denne ulyksalige krig? Det emne er noget forsømt. Det skal tages op her. Den vigtigste officielle grund var, at det irakiske regime rådede over masseødelæggelsesvåben (WMD), som det inden længe ville bruge mod USA og andre vestlige lande i samarbejde med terrornetværket al-Qaeda. Det var på den baggrund, at Kongressen i oktober 2002 gav præsident George W. Bush fuldmagt til at starte en krig. Det skete under påberåbelse af patriotismen og forsvaret af truet fædreland – med ret til at komme fjenden i forkøbet. Der blev desuden, dog mest i den sidste tid op til krigsudbruddet, peget på tre andre krigsmål: Man måtte gribe ind mod regimets krænkelse af menneskerettigheder. Regimet skulle udskiftes med et demokrati, som skulle være starten på en almindelig demokratisering af landene i Mellemøsten. Disse krigsbegrundelser var og er yderst suspekte. Den første (om WMD) var slet og ret usand, og nogle i toppen må have vidst det – der blev brugt forfalsket bevismateriale! Den anden var sand nok, men andre diktaturer var da lige så slemme eller værre (f.eks. Sudan, Libyen, Myanmar) – hvorfor så begynde med Irak? Og den tredje begrundelse, indførelse og spredning af demokrati, må enten skyldes grænseløs naivitet eller have været vinduespynt, der skulle sælge varen. Hvorfor kom så krigen? Det er nærliggende at pege på olien og sikringen af Vestens frie adgang til råvarerne (Carter-doktrinen i 1980 gjorde det til krigsårsag, hvis Golfområdet stod i fare for at falde i fjendtlige hænder), men så enkelt er billedet ikke – i 2002-03 var der ingen akut trussel mod adgangen til olien. Måske kan det konkrete begivenhedsforløb give et svar, og det ved vi en del om fra Bob Woodward (ham med Watergate): På kabinetsmødet efter terrorangrebet 11.9.2001 blev det slået fast, at USA skulle erklære ’krig mod terror’, inklusive suveræne stater, hvis de husede terrornetværk. Det ville umiddelbart sige Afghanistan, men desuden pegede forsvarsminister Donald Rumsfeld på Irak. I Afghanistans bjerge risikerede USA at køre fast, sagde han, men i ørkenstaten, hvor regimet oven i købet var yderst skrøbeligt, kunne USA vinde en hurtig og inspirerende sejr. Næste dag gav Bush en overrasket antiterrorchef, Richard Clarke, besked på at finde en forbindelse mellem Saddam og 11. september-angrebet. Så Irakkrigen kom, fordi en bestemt kreds i USA ville den! I 1997 havde denne kreds samlet kræfterne i The Project for the New American Century (PNAC), som allerede i januar 1998 havde opfordret præsident Clinton til at omstyrte Saddam Hussein med militære midler. Nu, i september 2001, bakkede PNAC Rumsfeld op med en offentlig erklæring, hvori det bl.a. hed: »Men selv om bevismaterialet ikke direkte knytter Irak sammen med angrebet (11.9.) må enhver strategi, der sigter på at udslette terrorismen og dens bagmænd, indbefatte en beslutsom indsats for at fjerne Saddam Hussein fra magten i Irak«. Men PNAC-stifternes visioner rakte meget videre end til Irak. I deres principudtalelse fra juni 1997 skrev de, at USA »efter at have ført Vesten til sejr i den kolde krig«, var i færd med at »bortødsle« ( squander) de store muligheder, dette indebar. I stedet »må vi tage ansvaret for at udfylde Amerikas enestående rolle med henblik på at opretholde og udvide en international orden, der er til gavn for vor sikkerhed, vor velstand og vore principper«. Blandt underskriverne var Rumsfeld, Cheney og Wolfowitz. Da George W. Bush blev præsident, kom de og deres venner, kaldet de neokonservative (neocons’er) til at dominere USA’s sikkerhedspolitiske struktur. Svaret er lidt fascinerende, synes jeg, for der er en talmæssigt ret beskeden strømning af universitets- og mediefolk, med forløbere i 1930’ernes venstrefløj, i Det Demokratiske Parti og til venstre for det. Deres nestor, den nu 86-årige Irving Kristol, og andre stiftere, som Joshua Muravchik og den netop afdøde Jeanette Kirkpatrick, begyndte som trotskister! En tidligere neokonservativ, professor Michael Lind mener, at de neokonservatives missionerende aktivisme og globale vision er en arv fra Trotskij: »demokratisk« erstatter nu »socialistisk«, men ideen om en – om nødvendigt voldelig – verdensrevolution er den samme. Det gode mål helliger alle midler, selv de blodigste: Det er deres arv fra den leninistiske kultur. Selvsagt er ikke alle enige med Lind. Men kampen mod Stalin spillede fra første færd en hovedrolle i initiativtagernes førende blade, udgivet af Irving Kristol og Norman Podhoretz, og det placerede dem i front fra den kolde krigs begyndelse. De vendte sig også mod det nye venstre og ungdomsoprøret og gik ind for Vietnamkrigen. De brød med Demokraterne, da venstrefløjen erobrede partiet, men vendte sig også mod de Republikanere, der var ’realister’ og førte detente-politik som Kissinger. I løbet af 1970’erne smeltede de sammen med andre ’høge’ der var helt uden venstreorienteret baggrund, men hyppigt havde gode forbindelser til Big Business – folk som Richard Perle, Dick Cheney, Donald Rumsfeld, Paul Wolfowitz og Robert Kagan. Dermed opstod vor tids neokonservative, der adskilte sig fra de traditionelle konservative ved at være positive over for ideen om en stærk stat og ved at optræde langt mere kompromisløst som høge i sikkerhedspolitikken. De fik en ret stærk placering i Ronald Reagans første præsidentperiode, men var skuffet over hans anden periode, fordi han kom Gorbatjov i møde (Podhoretz kaldte ham en ny Neville Chamberlain!). Under George W. Bush (den nuværendes far) havde de ikke megen indflydelse, og under Bill Clinton var de helt ude i kulden. Til gengæld førte de en forbitret kampagne mod Clinton og sammenlignede hans politik med Englands op til 1939, da »England sov«! Med George W. Bush kom de ind i varmen, og efter 11.9.2001 blev det dem, der kom til at bestemme slagets gang. Af de 18, som i 1998 havde opfordret Clinton til at styrte Saddam, fik de 11 topposter i Pentagon. Op gennem 1990’erne havde neocons’erne forberedt deres ’magtovertagelse’ gennem tænketanke som American Enterprise Institute og blade som The Weekly Standard, udgivet af William Kristol (søn af Irving) og finansieret af mediemagnaten Rupert Murdoch. Det skete på mange måder, f.eks. blev der åbnet for en alliance med den kristne højrefløj, da Podhoretz’ blad Commentary udtrykte sympati for kreationismen! Men hovedtemaet var Clintons »ødslen bort« af koldkrigssejrens gevinster og kravet om en amerikansk indsats for at skabe »et frihedens imperium« (Max Boot). Neocons’erne så kun en krig mod Irak som et første skridt i deres masterplan – den skulle følges op med krige mod bl.a. Iran, Syrien, Nordkorea og Cuba. Som nævnt skete der en samling af kræfterne i 1997 med oprettelsen af PNAC, og tre år senere – lige før præsidentvalget i 2000 – udsendte PNAC et 72 siders nøgledokument, kaldet ’Rebuilding America’s Defenses’, som i detaljer forklarede, hvad neocons’ernes styrkepolitik gik ud på. Her kan man finde alle hovedelementerne i George W. Bushs sikkerhedspolitik, som den foldede sig ud efter 11.9.2001, og især som den blev nedfældet i det officielle dokument National Security Strategy of the USA i september 2002 – både evnen til at udkæmpe flere storkrige på samme tid, retten til at komme en potentiel fjende i forkøbet, enegangspolitikken og afvisningen af magter, der vil gøre USA rangen stridig på det militære område. Rebuilding er et program for en global Pax Americana. Her nogle citater: »Hvis en amerikansk fred skal bevares og udvides, må den bygge på en amerikansk militær overlegenhed, som ikke kan drages i tvivl«. (s. 4) – Under den kolde krig var militærets opgave at holde Sovjetunionen i ave. Men: »I dag er dets opgave at sikre og udvide ’zoner af demokratisk fred’, at afskrække opkomsten af en ny konkurrerende stormagt, at forsvare nøgleområder i Europa, Østasien og Mellemøsten og at opretholde USA’s overlegenhed« på det militærteknologiske område (s. 2). Der skal løses fire ’vitale opgaver’. USA skal opbygge et stærkt Homeland Defense, der kan afskrække og modvirke alle trusler; råde over sådanne styrker, at »USA kan vinde flere storkrige, der udkæmpes på samme tid ( multiple simultaneous large-scale wars)«, og gribe ind i uforudsete nødsituationer; kunne udføre »politimæssige opgaver ( constabulary duties)« – andetsteds (s.11) slås fast , at det »forudsætter amerikansk politisk ledelse frem for ledelse fra FN’s side«; og gennemføre en militærteknologisk revolution, der omformer USA’s styrker«. (s. 6) Spørgsmålet er, om »vi skal bevare USA’s militære overlegenhed, sikre amerikansk geopolitisk lederskab og opretholde den amerikanske fred«. (s. 76). I denne ånd gennemgås regioner og temaer – fra retten til med magt at »fjerne et farligt og fjendtligt regime, hvis det er nødvendigt« (s. 61) til vagtsomhed over for Kinas voksende styrke (s. 39) og advarsel mod, »at NATO erstattes af Den Europæiske Union, hvorved USA ville miste en stemme i europæisk sikkerhedspolitik« (s.16). USA må bevare sin nukleare overlegenhed, derfor skal der udvikles en ’ny familie af kernevåben’ og gennemføres atomvåbenprøver (s. 7-8). Også på områder som stjernekrig, cyberspace og kemisk og biologisk krigsførelse må USA være forrest. Verden skal indrettes i USA’s billede: dét er den bærende tanke. Med magt, hvis tumperne ikke selv kan forstå, at det er til deres eget bedste. USA må føre en militant politik, baseret på evnen til at beskytte det vundne og – endnu mere – at fjerne »farlige og fjendtlige regimer, om nødvendigt med magt« og »sikre og udvide demokratiske zoner af fred«. Reelt er der tale om en erobringspolitik. Irak skulle angribes – uanset bevisets stilling. Andre skulle følge efter. Sjældent har en ideologisk baseret plan oplevet en fiasko, som den neokonservative i Irak – efter den nedtur er det tvivlsomt, om neocons’erne vil præge amerikansk politik på længere sigt. Men hvordan kunne de tage så grumme fejl? Mit gæt er, at de blev kulrede af den succes, de mente at have opnået med den kolde krigs afslutning. De bildte sig ind, at det var deres politik, der havde fået den ellers så mægtige Sovjetunion til at give op, og at USA kunne beholde sit supermagtmonopol i uoverskuelig fremtid og etablere et globalt hegemoni, hvis USA fortsatte med den strategi, der havde bragt sejren i hus i den kolde krig. Men var det en sejr, USA vandt for 15 år siden? Ja, det er næsten ved at være konventionel visdom i dag, men den udlægning er aldrig blevet godkendt af den russer, der på østsiden har hovedæren for, at den kolde krig sluttede uden sværdslag, Mikhail Gorbatjov. Da NATO i 1999 vedtog en ny strategi med ret til at intervenere uden om FN, kaldte han det resultatet af »den måde, hvorpå den amerikanske ledelse fortolkede afslutningen på den kolde krig. Sovjetunionens sammenbrud, som var fremkaldt af komplicerede indre processer, opfattede de som deres sejr« ( Nesavisimaja gaseta, juli 1999). Senest var Gorbatjov inde på samme emne på et seminar i Texas i oktober 2006, hvor han sagde, at USA lider af en farlig sygdom, et vindersyndrom, der giver sig udslag i en arrogance, som fordærver alle forsøg på international sikkerhed. Gorbatjovs kritik ramte ikke Bush Senior, der omhyggeligt undgik at behandle sin modpart som en slagen fjende. Det begyndte først så småt under Clinton (1992-2000), måske fordi Rusland under det Jeltsin’ske kaos og økonomisk-sociale styrtdyk i 1990’erne mere og mere kom til at ligne en slagen nation. Men trods Clinton-periodens arrogance ( »We stand tall, and hence see further than other nations«, sagde Madeleine Albright i 1997) var det ikke et officielt amerikansk mål at stræbe efter globalt hegemoni, og amerikansk enegang blev ikke anset for noget godt. Derfor neocons’ernes had til Clinton. I neokonservativ optik var den kolde krig bare en etape i Amerikas store felttog for skabelse af en Pax Americana, og med dens sejrrige afslutning var der banet vej for nye etaper og sejre i felttoget. Med Irakkrigen skulle denne tankegang afprøves. Den bestod ikke prøven – USA’s befolkning vil yde umådelige ofre i forsvaret af USA, hvis de føler deres land virkelig truet, som efter Pearl Harbor i 1941, men ikke, hvis målet er et globalt amerikansk hegemoni. Selv ikke det bedste PR-apparat har kunnet holde et flertal fast i troen på, at Irakkrigen er den pris værd, som nu betales. Derfor spiller de neokonservatives ’verdensrevolutionære’ ideologi nu fallit. Der er for meget demokrati i USA til rollen som imperial nation. Godt nok, men endnu bedre ville det være, hvis man overalt indså, at i en foranderlig verden gives der intet monopol på varig supermagtstatus, og med magtens arrogance i tornystret skabes der ingen varig fred. Det er for resten den europæiske erfaring siden den westfalske fred i 1648. Forhåbentlig vil den næste amerikanske administration være åben for en sådan nyvurdering – ikke mindst, hvis vi forstår at formidle europæiske erfaringer over Atlanten.