»Farvel«, sagde min rare kioskmand, »så må du ha' en god dag!«. Hans afskedsbemærkning er nok ikke den mest ualmindelige at få i de butikker, hvor man handler dagligt, men den gav mig glæde resten af dagen - og en del stof til eftertanke. I det hele taget har mine sidste måneder været fyldt med glæde og forundring over den verden, jeg ellers har været en del af i over fyrre år. Årsagen er, at jeg har fået ny hørelse, ikke sådan en hørelse alle andre har. Det er heller ikke en hørelse, som jeg havde, da den var normal engang for mere end 25 år siden, men derimod en slags kunstig hørelse ved hjælp af en såkaldt Cochlear Implant (CI). Cochlear Implant er en form for avanceret høreapparat, der dels indopereres i cochlea (høresneglen eller indre øre) og dels placeres udvendig bag ved øret. De dele, som indopereres i hovedet, består af en magnet med et par meget tynde ledninger. Magneten sidder lige bag øret under huden. De tynde ledninger, som føres helt ind i høresneglen, består af en række elektroder, som modtager og sender elektriske impulser til hjernen. De elektriske impulser opfatter og fortolker hjernen derefter som lyd. De udvendige dele består af et høreapparat uden den normalt forbundne høreprop, men derimod med en tilhørende magnet, som hæfter sig selv fast ved hjælp af magneten under huden. Formålet er dermed at sende lyd direkte ind til hørenerven og ikke gennem øret, som det er normalt. I Danmark har der siden 1982 været foretaget omkring 330 operationer, heraf lidt over halvdelen på mindre børn. For at komme i betragtning til en sådan operation skal personen igennem en række vurderinger foretaget af et team bestående af kirurg, audiolog, tale-høre-pædagog og psykolog. Den medicinske undersøgelse har til hensigt at fastslå, om øret er normalt, om det rent fysisk er muligt at operere i hørenerven, som skal være intakt. For at være audiologisk egnet, skal personen være døv eller ikke have udbytte af høreapparat. Endelig er den psykiske status en vigtig faktor, idet den personlige tilstand, evnen og motivationen til at lære nyt, tilknytningen til arbejdsmarkedet og en lang række lignende psykosociale faktorer bedømmes (1). Operationen foretages på tre af landets største sygehuse i Århus, Odense, og Gentofte. Operationen, som varer to-tre timer, giver normalt kun få gener. Allerede få uger efter indgrebet er de fleste klar til en normal dagligdag. De udvendige dele, som skal løfte lyden ind til implantatet, påsættes først nogle uger efter operationen. Det gøres af en særlig tekniker, som afprøver elektroderne, hvorefter lydniveauet bliver programmeret i en computer. De første dage er lyden ganske overvældende, alt lyder, som om der sker en naturkatastrofe i umiddelbar nærhed. Først efterhånden bliver det muligt at separere impulserne, så de opfattes som selvstændige lyde. Efterfølgende skal der trænes lydgenkendelse og -forståelse i en tid. Det gøres dels ved at lytte til - og især ved at spørge - familie, venner og kolleger, om hvad der er hvad i dagligdagen. De første måneder, efter at lyden er sat til, vil der desuden være regelmæssig træning hos en tale-høre-pædagog. Hvordan virker det så i praksis? Hvordan og hvor meget kan man høre med et sådant implantat? Det er selvfølgelig det mest nærliggende spørgsmål, men hertil er svaret, at det er meget individuelt. For mit vedkommende var udgangspunktet et høretab, der startede allerede i barndommen, men først for alvor begyndte at være mærkbart i teenageårene. De senere år har høretabet været så svært, at det ikke længere var måleligt. Dermed opstod en lang række problemer i det daglige. De mest almindelige situationer blev vanskelige, lige fra at handle til at høre om kartoflerne koger over, men først og fremmest kommunikation. Når hørelsen gradvist forsvinder, og det sker over en længere årrække, er det ikke altid muligt at få de perfekte hjælpemidler, idet for eksempel høreapparater til stadighed bliver bedre, i de senere år i et hurtigt tempo. Høreapparater har i mange tilfælde en 'levetid' på omkring fem år, før de bliver udskiftet. Et fremadskridende høretab bevirker ofte, at det er nødvendigt at udskifte høreapparaterne med mindre mellemrum, eller til helt andre typer, hvilket ikke altid er muligt. Det skyldes i mange tilfælde, at man ikke selv er klar over, hvor meget hørelsen er skredet, men det er også et tidsmæssigt og økonomisk spørgsmål. Ventelister på de danske sygehuse og afdelingernes budget til indkøb af høreapparater eller kendskab til nye typer kan være medvirkende til, at man ikke får et høreapparat, der er optimalt til et bestemt høretab. Det moderne samfund stiller store krav til vores sanser, hvoraf hørelsen er en af de vigtigste. Med denne sans orienteres vi om, hvad der sker i vores omgivelser, hvor det sker, og hvordan vi skal reagere på de forskellige lyde. Når man hører meget dårligt, bruger man i mange tilfælde synet til at overtage en række af disse funktioner. Når for eksempel kartoflerne koger over, og det sker i umiddelbar nærhed, kan det fornemmes eller oven i købet høres, idet det er en lyd, som fanges af de fleste selv kraftige høreapparater. Reaktionen kommer imidlertid først for den dårligt hørende person, når det reelt bliver synligt, enten ved at én fra familien kommer styrtende og peger, eller ved at man selv vender sig om og ser det. Derfor er den almindelige opfattelse, at man som dårligt hørende er lidt langsom i optrækket. Selv personer, som kender den dårligt hørende person godt, familie osv., spørger ofte: »Hvorfor er du så længe om at reagere på det og det, når du rent faktisk hører det?«. Et andet væsentligt, men svært område, er kommunikation. Kommunikation ved hjælp af mundaflæsning giver ofte en del problemer, idet nogle af konsonanterne slet ikke kan aflæses. For eksempel vil det ikke altid være muligt at aflæse, om der siges: hus, mus, lus eller sus osv. Det vil først fremgå af den videre sammenhæng mellem ordene, om det er det ene eller andet, der sigtes til. Da en del af ordene derfor først skal sammensættes, før hele sætningen - eller spørgsmålet - kan tolkes, er der i de fleste tilfælde en forsinkelse i svaret. Det betyder ofte, at man simpelthen ikke svarer, trækker på skuldrene eller siger ja eller nej. Til gengæld kan spørgsmålet efter lidt tid være faldet på plads, hvorefter svaret vil komme som en forsinket reaktion. Ofte har jeg stået og bedt om en enkelt ting i en forretning, men fået to eller tre. Når jeg så siger: »Jeg skulle jo kun have én«, bliver der svaret: »Jamen du sagde ja, da jeg spurgte, om du skulle have to!«. Det er ikke helt ubegrundet, at der er fabrikeret masser af vittigheder igennem tiden, hvor spørgsmål misfortolkes på grund af dårlig hørelse. En del af dem er nu også morsomme, men slår ikke helt virkelighedens verden. I hvert fald er der ingen i mine omgivelser, som ikke har klasket sig på lårene af grin over en eller flere af mine misforståelser, og det er selvfølgelig ikke af ond mening. Ikke desto mindre kan det være meget lidt morsomt, når man render ind i den ene daglige katastrofe efter den anden på grund af misforståelser, heraf også at blive tiltalt på både svensk, tysk og engelsk, fordi folk tror, man er udlænding. Langt værre er det dog at blive behandlet som en person med et mentalt eller en anden form for handikap. Jeg er igennem årene både blevet fulgt over gaden, ned ad trappen, hjulpet op af stole og ikke mindst brølet i ørerne et ganske stort antal gange. Der er mange ikkekommunikationslyde i dagligdagen, som kræver reaktion. En af de svære er oplysninger i højtalere ofte på togstationer, hvor der i forvejen er dårlig lydforbindelser. Da der ofte er kuk i tekstskilte, men også i togplaner, kan togene være blevet 'ombyttet'. Det hjælper så ikke ret meget at hoppe på det tog, som ifølge de faste planer skulle være kørt på det pågældende tidspunkt. Jeg har igennem årene været meget ude og se med DSB! CI-operationen harændret på mangt og meget i min dagligdag. Den første lyd, som det var muligt at genkende, var blinklyset i bilen på vejen hjem fra teknikeren. I det kæmpe lydkaos i mit hoved lød det helt tydeligt, blink, blink. Når der bliver spurgt til, om det helt store øjeblik var, da jeg kunne høre min mand, børn og ikke mindst barnebarn, er svaret: »Næh, det var, da jeg hørte blinklyset i bilen!«. En lang række lyde fulgte i dagene efter. Uret i stuen, der går og slår, fuglene i haven, naboens græsslåmaskine og så videre og så videre. Det mærkelige var at vænne sig til, at lyden blev opfattet lidt forsinket i forhold til, hvornår den fremkom. Denne fornemmelse af forsinkelse forsvandt imidlertid efter få uger. På samme måde tog det også nogle uger, før stemmer og taleforståelse var på plads. Da lyden igennem et CI-implant overhovedet ikke er lig nogen anden lyd, hverken 'normallyd' eller lyd gennem høreapparat, skal der en del tid til at stille sig ind på 'den rigtige frekvens'. Stemmer lyder ofte lidt skræppende, men det udligner sig til dels efterhånden. I dag er det muligt at føre en helt normal samtale uden hjælp fra omgivelserne. De seneste år har det ikke været muligt at gøre noget som helst på egen hånd. Samtale med banken, et offentligt kontor, lægen, skolen og mange andre steder, hvor det er nødvendigt at få informationer uden at fejlopfatte, har ikke været muligt uden at få hjælp af en tredje person. Mange er de gange, hvor min mand, børn, søster og andre har været nødt til at træde til. Endvidere er det muligt i en vis udstrækning at søge skrivetolk. Det var en stor dag, da jeg første gang kunne tage alene til kontrol på hospitalet. I det hele taget var det nærmest eventyrligt at bevæge sig rundt i forretninger, tog, busser og på gaden. Venlige bemærkninger, spørgsmål og meget andet fremkom i spredt fægtning. De første gange i toget på vej hjem var jeg så optaget af andres samtale, at jeg indimellem ikke kunne lade være at blande mig. Det affødte forskellige reaktioner. Nogle reagerede ved at inddrage mig i samtalen, mens andre igen åbenbart syntes, det var ret anmassende. Når man helt tydeligt overhører andres samtaler, især også mobilsamtaler, er det ikke god tone at lytte. Man skal helst lade, som om man overhovedet ikke er til stede. Mobilsamtaler er et kapitel helt for sig selv. Stor var min forundring over, at den mand, jeg kunne høre i mit supermarked, faktisk var i gang med at guide sig selv rundt via sin kone i mobiltelefon: »Så er jeg kommet til kartoflerne ...«. At være 'på' på den måde hele tiden har selvfølgelig sine omkostninger. Ni timers søvn og en middagslur forslog i starten kun ganske lidt. Efterhånden er det dog ved at nå et mere naturligt leje. En del af de ovennævnte samtaler er jeg naturligt nok ved at koble mig ud af mentalt. Det gør personer med normal hørelse jo også. Jeg troede tidligere, at det var efter egen vilje, at man lytter til det, man nu finder spændende. Det holder ikke helt. Ofte vil hjernen simpelthen koble af, når det bliver for meget, eller hvis der er andre ting, der presser på. Af de mange andre lyde, der indgår i vores dagligdag, har det været en stor overraskelse, at der er så meget støj. Det giver selvfølgelig sig selv, at de mange maskiner, vi bruger, støjer en del. Dertil kommer alle de maskiner, som jeg aldrig har hørt før, for eksempel dankortautomat og computere. Det er ikke noget, andre fortæller, at nu siger den maskine det og det. Det er heller ikke noget, der er brug for at vide. Det var noget af en forskrækkelse, da jeg første gang kørte mit dankort igennem en forretnings dankortmaskine, og den kvitterede med en lang række sjove biplyde. Den stakkels ekspedient fik et mindre chok, da jeg råbte: »Hvad er det, der siger sådan?«. En anden kilde til stor undren er, at der næsten altid er musik i forretninger og restauranter. Når man holder af musik, er det et stort tab at undvære. Det kan ikke desto mindre være til gene, hvis musikken er så høj, at det overdøver alt andet. Jeg fandt desuden hurtigt ud af, at man heller ikke tilkendegiver at høre musikken. At spørge om hvem der synger, eller ligefrem stå og slå takt til musikken, afstedkommer en hel del stirren fra omgivelserne. For da slet ikke at tale om at synge med! Det er overordentlig svært at have et hørehandikap i vores samfund. Samtidig sker der en enorm udvikling i behandling og produktion af nye typer hjælpemidler. Det er imidlertid meget ofte et spørgsmål om at vide, hvor der hentes informationer om, hvilken hjælp der kan gives. Det skal som regel ske på eget initiativ. Til gengæld kan det, hvis man er klar over, hvor og hos hvem hjælpen skal hentes, blive et positivt møde med vores ellers ofte udskældte behandlingssystem. Dagligt sender jeg venlige tanker til de læger, teknikere og andet specialuddannet personale, ikke mindst hørepædagoger, der har gjort det muligt at tage del i den verden af lyd, vi lever i. Det er dog ikke kun de nævnte personer, der har indflydelse på, hvem der kan have glæde af en sådan operation, det er også et politisk spørgsmål. Det fremgik tydeligt i sommer, da dele af dagspressen omtalte, at Københavns Amt har indstillet operationer med CI for resten af året med den begrundelse, at det er for dyrt. Spørgsmålet er, om muligheden for at føre et normalt liv kan gøres op i penge!?