I de seneste år har 'Domanbevægelsen' bredt sig i Danmark. Der bliver holdt møder - politikere udtaler sig og går i aktion for 'bevægelsen'; senest har Marselisborgcentret i Århus, et offentligt finansieret dansk foretagende, gennemført en forbrugerundersøgelse på ordre fra socialministeren. Undersøgelsen vil give et billede af tilfredsheden med 'bevægelsen' hos forældre til svært handikappede børn. Det er symptomatisk, at undersøgelsen ikke på nogen måde forsøger at få et billede af tilfredsheden hos de svært handikappede børn, der lægger krop til 'bevægelsens' behandlingsideologi. Hvordan kan det gå til? Er der spindoktorer langt inde i sundhedsvæsenet? Den politikerstyring, der på den synlige overflade har promoveret Domanprojektet, er Eyvind Vesselbo fra partiet Venstre, Charlotte Dyremose fra de konservative og Eva Kristensen fra Dansk Folkeparti. Jeg skal i denne forbindelse ikke forsøge på at karakterisere 'bevægelsen', det må gøres i en anden sammenhæng, men her blot nøjes med at konstatere, at 'bevægelsens' behandlingsideologi befinder sig et sted mellem forældet fysioterapi - efter et koncept, som langt de fleste fysioterapeuter har forladt for lang tid siden - og en form for nyreligiøsitet. 'Bevægelsen' dyrker en slags helbredelsesmytologi, der frejdigt lover helbredelse for svære, hidtil ubehandlelige, handikap og heller ikke går af vejen for at 'helbrede' kriminalitet, autisme, blindhed, lav intelligens - og så videre. Domanbevægelsen kan dog endnu ikke helbrede fattigdom, for behandlingen er voldsomt dyr. Man sælger en hjerneopfattelse, som intet har med den kendte at gøre. I den hjerneopfattelse, som Doman og hans makker Delacato sælger, består hjernen af syv lag. Disse syv lag skulle svare til menneskets udviklingshistorie, og det er denne udviklingshistorie, børnene gennem behandlingen skal 'indhente'. Det sker på følgende måde: Først skal børnene bevæges i reptilets bevægemønster - i denne del af behandlingsforløbet skal barnet bevæge sig som en slange, men helt og holdent styret af mindst tre voksne. Så skal barnet gå som fortidsmennesket - foroverbøjet og med krumme knæ. Og så møder barnet isoleret fra andre børn et socialiseringsprogram i forhold til at mestre bordskik og indlæring af sociale dyder. Blandt alle disse opgaver møder børnene for eksempel det krav, at de skal kravle fem kilometer i familiens bolig per dag. Det er vigtigt at holde sig for øje, at den opfattelse af hjernen, som Domanbevægelsen står for, er fuldstændig frit opfundet. Det er nemt at blive angrebet for at udbrede sig ukorrekt om Domanmetodens faktiske plan, fordi de tilgængelige informationer er udformet som lokkemad. Kun som forældre, der anmoder om at møde 'oplysning', og som accepteres af Domanbevægelsen og betaler den meget høje pris ved kassen, får man adgang til det fulde billede af disse ritualer og indsigt i 'behandlingen'. Derfor er det nemt at komme til at sige noget 'forkert' om metoden; og man kan så nemt komme til at stå som et uvidende fæ, der vil udtale sig om noget, som man ingen forstand har på. Men det er slet ikke nødvendigt at vide noget specielt om Domanmetoden, for den er langtfra ny. Sammenslutningen af børnelæger i USA har taget fuldstændig afstand fra Doman, de alment praktiserende lægers sammenslutning i USA har gjort det samme; også Tysklands børnelæger har kritiseret metoden. I Sverige har lægeforeningen på spørgsmål fra det svenske socialministerium udtalt, at Domanbevægelsens behandlingsformer er tortur. I Norge er der produceret en hel helsepolitik, hvor Domanbevægelsens behandling er detaljeret beskrevet fra mange vinkler, og konklusionen er, at behandlingen gør mere skade end gavn. Denne udtalelse fra de norske læger har børnelægeforeningen i Danmark tilsluttet sig. Overalt har fagpersoner taget massiv afstand fra Domanbevægelsen ud fra lægevidenskabelige synspunkter og ud fra krav til moderne behandlingspraksis. Indsigt og udtalelser fra pædagogiske eksperter har desværre ikke vist sig ... ligesom Dansk Psykologforening har været overraskende tavs. Her var vi ellers nogle stykker, der gik rundt og troede, at også svært handikappede børn havde en barndom med tilhørende psykologisk udvikling. »Manglende videnskabelighed, manglende resultater, fejlfortolkning af hjernens funktion - mere skadevoldende end gavnende«, sådan lyder det fra den samlede lægeverden over det meste af den vestlige verden. Og overalt har dette været meget grundigt og yderst informativt beskrevet. Og hvad sker der i den danske sundhedspolitik med hensyn til denne gruppe af svært handikappede børn? I Danmark har kommunerne - med tilladelse fra Socialministeriet - fået ret til at give forældre til svært handikappede børn frit valg, så de uhindret kan tilslutte sig metoden og Domanbevægelsen. Umiddelbart kan dette få en person med både personlig og professionel erfaring på området til at undre sig meget: Har opfattelsen af handikap og den medmenneskelighed, der burde følge med, har dette overhovedet ikke udviklet sig i Danmark i de sidste 60 -70 år? Hvem er det i dansk sundhedspolitik, der presser på for at lukke et så farligt og for længst forældet behandlingssystem, som Domanbevægelsen byder på, ind ad bagdøren til det danske sundhedssystems kasse? Og med hvilken begrundelse? Begrundelsen for at gøre dette kan ikke være faglig, det er udelukket; den må være ideologisk. Det lyder så nydeligt. Men det, som man reelt vil fremme, er kalkuleret voldsanvendelse som statsanerkendt opdragelsesmiddel. Man vil igen lade vold indtage en plads i familiens omgangsformer. Men Domanmetoden indeholder også et rigtigt dårligt tilbud til det danske velfærdssystem - en fed og lækker sovepude. Når først den almindelige praktiserende læge har 'godkendt', at et barn, som forældrene ønsker behandlet efter Domanmetoden, kan tåle behandlingen (og det er den eneste beslutning, som det danske sundhedsvæsen i øjeblikket forlanger at træffe i sådanne sager), så hører kontakten til sundheds- og socialvæsenets mange grene op. Lægen skal blot tilkendegive, at barnet kan tåle 'masken', som er en plastikpose med et diminutivt hul, barnet skal trække vejret igennem hvert femte minut hele dagen. Ved lægens 'godkendelse' af barnet forsvinder specialbørnehaven, specialskolen, almindelige bevillinger til hjælpemidler, kørsel til handikapsvømning eller handikapridning, aflastning af forældrene og tilbud om fysioterapi eller Petømetoden (en metode baseret på bevægelsesanalyse, som formidles gennem træning, leg og rytmik). Og i kommunen er man så fri for alle disse udgifter - samt udgifter til sagsbehandlingen. Kommunen skal bare huske at betale Domanbevægelsen. Fra 1947 og til begyndelsen af 1970'erne stod professor Preben Plum, børnelæge på Rigshospitalet, for behandlingen af to til tre generationer af børn med tidlige skader på centralnervesystemet. Behandlingen foregik på Rigshospitalets afdeling G 1. Plums metode var importeret fra Amerika og er fuldstændig identisk med den, som Domanbevægelsen i dag praktiserer. Der kan være små individuelle, fotogene forskelle, men grundlæggende er de to metoder ens. Begge metoder bygger på tvang over for det handikappede barn, og begge metoder bygger på den idé, at alt ansvar for udøvelsen af tvangen overlades til familien. På denne måde har begge metoder også skaffet sig en altid åben nødudgang, når man skal forklare manglende behandlingsresultater over for forældre og barn: De har ikke arbejdet hårdt og vedholdende nok. Preben Plum lovede, på samme måde som Domanbevægelsen gør det i dag, også disse børn helbredelse for selve skaden på centralnervesystemet. Selve princippet i Plums behandlingsmetode bestod i korrektion af bevægelse. Han søgte at opnå dette gennem en døgnbehandlingsmetode, der skulle minimere, hvad man opfattede som »ukorrekte bevægelser«. For rent praktisk at opnå dette blev de handikappede børn behandlet med fastspænding. I dagtimerne gik de med stålskinner spændt på lemmerne med læderremme, om natten blev lignende skinner taget i brug. Desuden blev børnene behandlet af forældrene, som oftest moderen, med en halvanden times isometrisk styrketræning hver dag; seks dage om ugen, året rundt. Plums teori gik ud på, at man på denne måde kunne behandle hjernen, fordi den konstant ville få den 'rigtige' besked, nemlig at bevægelsen eller den stilling, som barnets lemmer indtog, når som helst var 'korrekt'. På den måde forestillede han sig, at hjernen skulle lære gennem kroppen. For en moderne neurologisk betragtning må denne 'teori' tage sig ud som noget fra middelalderen. Opfindsomheden i Plums system var for så vidt stor - uendelige variationer af stålskinner til arme og ben, store stålarmerede korsetter, gipsskaller, ståkasser, hvori børn kunne anbringes, så de ikke faldt, men stod i den 'rigtige' stilling. Siddekasser til lignende anvendelse; selv børn i kuvøser fik skinner på. Hele systemet sikrede, at barnet aldrig fik lejlighed til at foretage én fri bevægelse - en bevægelse, som det selv havde valgt. Behandlingen med alt dette apparatur var smertefuld for barnet, men det var et væsentligt led i samme behandling, at enhver protest fra barnet skulle overhøres. Den daglige fysiske træning bestod i gentagne bevægelser, som barnet var ude af stand til at udføre selv. Behandlingen skulle konstant gå over grænsen for, hvad barnet kunne. Også her var der tale om en til tider yderst smertefuld behandling, som skulle udføres uanset barnets protester. I hjemmene, hvor det foregik, skabte dette system et behandlingsklima, som Plum antog for at være grundlag for en indlæringssituation - sådan rent generelt. Den pædagogiske tankegang bærer tydeligt præg af at være tænkt af et menneske, der blev opdraget i førkrigstidens Danmark, i en tid hvor kæft, trit og retning var selvfølgelige og generelt accepterede elementer i al pædagogik. Og så er den praktisk - man kan 'passe' mange børn på meget lidt plads, når de ikke bevæger sig rundt, og når de ikke har lyst til og mulighed for udfoldelse. I dag burde vi alle vide, at et barn, også selv om det er handikappet, intet kan lære, hvis det aldrig får lov til at handle ud fra sig selv. Glen Domans system er - uanset hvad man kunne finde på at indvende om overfladiske forskelle - en håbløs gentagelse af Plums. Det er ikke så mærkeligt, for begge systemer kommer som nævnt fra den samme kilde, en tåget amerikansk forestilling fra 1930'erne om, at man med lethed kan sammenbygge en primitiv neurologi med en endnu mere primitiv behaviorisme. På samme måde som i Plums system mener Doman, at han kan 'lære' børn noget ved udelukkende at anvende tvang. Børnene skal behandles døgnet rundt. Børn, der underkastes Domanbevægelsens behandling, kan ikke engang selv få lov til at trække vejret, når de sover. Åndedrættet hos dem bliver 'korrigeret' af en slags mekanisk respirator, som er spændt om barnets brystkasse om natten. En vest med luftkanaler, som mekanisk, rytmisk presser på barnets brystkasse natten lang. Den fysiske behandling, som barnet bliver påført af andre i timevis hver dag, overskrider systematisk, hvad barnet selv kan, og påfører det dermed smerte. Resultatet bliver, at barnet aldrig får mulighed for at gøre noget ud fra sig selv. Børnene, som bliver påvirket på denne måde, vil jo som alle andre børn søge at forstå forældrenes plan for dem som positiv: Forældrenes ønske om at se børnene som ikke handikappede børn. I starten af behandlingen giver børnene sig helt til projektet med at skaffe 'anderledesheden' ud af verden. De anstrenger sig så overmenneskeligt, at det kan ligne begyndelsen på en helbredelse. Så bliver det klart, at det er barnets udseende og besværligheden forbundet med dets krop og dens manglende færdigheder, som forældrene vil af med. Og set over længere tid ændrer dette sig ikke gennem behandlingen. Samtidig roser det omgivende miljø forældrenes store arbejde - og det er på dette sted i processen, at man glemmer barnet; nu er det forældrenes problem, som man behandler ved at tvinge barnet. Dette vil mennesker jo reagere forskelligt på. I nogle familier består bindingen - i andre går alle bånd i stykker. Og dette efterlader i begge tilfælde en meget uskøn konflikt, som ingen forløsning får. Alle har tabt. Man bør spørge de mange mennesker i Danmark, som faktisk har været udsat for denne behandling i årevis, hvad der egentligt skete med dem og deres liv og helbred, og om de ønsker at tale om den tid. Det drejer sig om voksne, modne mennesker, som har kunnet bedømme behandlingens resultater over et langt liv, og der er skønsmæssigt en 2.500 af dem. En del af dem befinder sig ganske tilgængeligt på døgninstitutioner for handikappede. Der var nemlig ingen af dem, der blev helbredt. Behandlerne fra dengang ønsker formodentligt heller ikke fortiden tilbage. Men nu, hvor der ikke længere er en autoritær organisation i sundhedsvæsnet til at forbyde et selvstændigt syn på det handikappede medmenneske: Hvad mener I nu? Tavsheden er larmende. Det er uacceptabelt, det er helt enkelt ringe, at respekten for handikappede børns udvikling til voksne mennesker igen i dag i dette politiske klima er så lav, at det reelt opfattes som ligegyldigt, hvad barndommen indeholder af smertevoldende tvang og underlige gerninger. Handikapkulturen trænger voldsomt til et dansk forår. Eutoni: et afspændingspædagogisk system, skabt af Gerda Alexander.