Krigen i Afghanistan er blevet til en prøvesten for en verdensorden, hvor Nato vil stå som forsvareren mod terrorisme og for demokrati og menneskerettigheder – med det foreløbige resultat, at demokrati og menneskerettigheder synes opgivet, og at terrorisme snarere er styrket end svækket af krigen.
Derfor er mere af det samme ikke nogen løsning. Derfor er der behov for i stedet at bringe politiske løsninger i spil, hvad Danmark før har kunnet bidrage aktivt til og bør gøre igen. Resultatet kan ligne Vietnam Krigen startede i 2001 på USA’s initiativ som reaktion mod al-Qaedas terrorangreb på USA. Ganske vist kom terroristerne fra migrantmiljøer i Vesten og fra Saudi-Arabien, men netværkets hovedsæde var i Afghanistan, hvis daværende Talebanstyre var genstand for afsky for religiøs fanatisme og kvindeundertrykkelse. Første runde af krigen blev vundet hurtigt, bortset fra at man ikke fik fat i Osama bin Laden. I 2002-04 lignede det en sejr, også i form af nye, demokratiske institutioner, start på omfattende udviklingsbistand til det fattige, krigshærgede land og tegn på voksende ligestilling mellem mænd og kvinder. Ligesom den sovjetiske invasion i 1979 også efter de første par år lignede en sejr, inden den blev til langtrukken, blodig krig mod store omkostninger, ikke bare for den afghanske civilbefolkning, men også moralsk, tabsmæssigt og økonomisk for Sovjet. De røster, som allerede i 2001 satte spørgsmålstegn ved, om terror overhovedet kunne bekæmpes med konventionel krig og besættelse af et muslimsk land, blev der ikke lyttet til. Siden er det gået ned ad bakke med resultaterne af indsatsen. Den toneangivende holdning, også i USA, er nu skeptisk og udtrykker i varierende grad, at der blev begået flere af følgende fejl: 1. Den nye regering i Afghanistan havde nok efter det første præsidentvalg i 2004 demokratisk legitimitet, men den indsatte fra begyndelsen mange af de brutale, korrupte og til civil administration uduelige gamle krigsherrer på ledende poster for at skaffe sikkerhed. Deres regimente frustrerede de kræfter, som den afghanske udviklingsstat skulle bygge på, uden at de leverede varen i form af sikkerhed. Det blev efterhånden svært at se forskel på de menneskerettighedskrænkelser, der skete under Taleban og under den på papiret demokratiske, islamiske republik. 2. Man undervurderede betydningen af den etniske dimension, hvor det gamle ’herrefolk’, pashtunerne (ca. 45 pct. af landets befolkning), blev skubbet i anden række og deres sprog afløst af dari, sproget i nord, som de facto officielt sprog. Pashtunerne, der bebor både det sydlige og østlige Afghanistan og det nordvestlige Pakistan, er hovedbasis for Taleban, hvis problemer i Afghanistan blev kompenseret ved styrkelse i Pakistan. Krigen har i nogen grad fået karakter af en etnisk borgerkrig. 3. Den civile udviklingsbistand satsede overvejende på infrastruktur og deraf følgende forventet økonomisk udvikling, fungerende statsfinanser samt undervisning, herunder for piger. Dette er imidlertid en langsigtet investering, og der er ikke satset på de jordnære, massive beskæftigelsesprojekter, som kunne have givet den brede befolkning indkomst og håb. En stor del af bistandsmidlerne er gået til amerikanske konsulent- og sikkerhedsfirmaer. Den civil-militære del af bistanden (i Danmark kaldet ’samtænkning’) er dyr, omfatter småprojekter og har ikke haft nogen større effekt, hverken for udvikling eller ved at vinde ’hearts and minds’ (som bl.a. påvist i to DIIS-rapporter for nylig). 4. Man fandt aldrig ud af, hvad man skulle stille op med den opiums/heroinproduktion, som forblev en kilde til indkomst for Taleban såvel som en korrumperende faktor for styret i Kabul. Den mest oplagte løsning – at købe produktionen – blev tilsyneladende aldrig overvejet seriøst. På den baggrund blev Taleban reorganiseret som en bredere bevægelse af modstandere af besættelsen, uden for Danmark ofte kaldet ’neo-Taleban’. Fra 2005 tilbageerobrede denne meget af det sydlige og østlige Afghanistan og oprettede en alternativ samfundsstruktur.
