Dyrevelfærden halter. Koteletten har kødsår, tykstegen tyndskid, og Brugsens slagtersvende får ris. Dyrene lider ude i staldende, og det er et kendt faktum for de fleste, selv om de samme fleste formentlig ikke har nogen fornemmelse af, hvor ekstreme lidelser der egentlig er tale om. Svinene ligger mit hjerte nærmest, så lad mig starte med dem. Det er intelligente og lærenemme dyr, med store veludviklede hjerner. I naturen opholder de sig helst i skoven, hvor de dagen lang roder med trynerne i jorden for at finde lækkerier at fylde maverne med. Sogrisen er en dygtig redebygger, der med en simpel balle halm eller to til rådighed kan bruge et helt par dage på at møfle rundt og lave den lækreste bløde madras, hvor hun kan putte med sine små. En rigtig hyggemor er hun. I en moderne svinestald ligger soen, der er avlet så fed og ekstrem, at hun knap kan vende sig uden at starte et mindre jordskælv, på et betongulv. Bag tremmer. Måske med en lille skive halm at skrabe sig i skuldersåret med. Hvis hun altså er rigtig heldig. Hendes små grise har kun ét formål med livet. Det er at blive så store som muligt så hurtigt som muligt, så forbrugeren, det er dig og mig, hvis du skulle være i tvivl, kan få lov at æde ham så billigt som muligt. Pattegrise har ingen værdi som levende væsner, men er blot en salgsvare. På lige fod med kinesiske ftalatgrise til ungernes hyperromantiske bindingsværksbondegård fra BR. Smågrise i en såkaldt traditionel stald får aldrig lov at se deres mor springe glad af sted med krølle på halen. De får faktisk aldrig lov at se solens lys. Den lader vi lige stå et øjeblik. Prøv at forholde dig til tanken. Husk, det er et levende dyr, jeg skriver om. Et øjeblik mere … sådan. Grisen er et dyr med mentale evner på lige fod med hunde, der er skabt til at knokle for føden dagen lang og leve et socialt liv i en flok, men som tvinges ind i lukkede staldsystemer uden adgang til at udføre anden naturlig adfærd end at bide, skrige og blive sindssyg. Første problem løses ved at klippe tænderne og halerne.
Andet problem løses ved at gå ud og lukke døren. Tredje problem løses ikke. Men sikke nogle billige grillfester, vi fødekædeførende kan holde os. Mens slagteriarbejderen knokler sig sønder og sammen, den bankerotte bonde hænger sig, og ornen står i sit bur og brøler af uforløst brunst. Ornen er der kun for at gøre sogrisene kåde, så de kan insemineres kunstigt. Det sparer nemlig penge. Nu forlader jeg lige mine hjertebørn for en stund for at tale om køer. Her opstår nemlig et helt andet problem, der handler om kuldioxidhysteri. Kan du lide tanken om biobrændstof? Det kan køer. Hvis de altså vel at mærke selv får lov at køre på det. De elsker nemlig græs. At gå på en mark og æde græs og tygge den samme klump en syv eller otte gange er simpelthen det fede liv for et fæ. Men for at du skal kunne købe god samvittighed til tanken på din bil, så er det ikke plads til køerne ude på marken. De får en gang kalorietung majsensilage i stedet. Det giver mælk til latten og mørbrad til livsnyderen. Og det giver koen skidepine. De stakkels dyr fiser og fjærter langt værre end normalt, fordi deres kost er for krads. Fæfjært er metangas. Metangas skaber drivhuseffekt. Koens mavepine bliver dermed moder Jords hovedpine. Sådan har alting så smukt en sammenhæng, og løsningen bliver derfor også en mindre kædereaktion af nyskabende gammeltænkning. Løsningen er frihed, nærhed og kærlighed. Smukt, ikke? Det er sandt. Slip køerne fri på markerne. Slip grisene ud i solen. Slip af med ensporede debatter om kastration. Svinetransport. Ompakket kød. Lad sammenhængen hænge sammen uden kødklister. Nu vender jeg lige helt tilbage til mine kære totåede grisebasser. Fritgående grise har et immunforsvar, derfor bliver de sjældent syge. De undgår penicillin. Du slipper for at få medicinrester i kødet. Fritgående grise bider ikke hinanden halvt fordærvede, for de har et liv, derfor er det ikke nødvendigt at klippe dem til blodige gækkebreve. De affører sig deres afføring i naturen, og den skal derfor ikke lagres i enorme tanke, der ødelægger hele bysamfund. Grise, der lever frit, lugter ikke af ret meget. Og da slet ikke af overgæret pis og lort. Sogrise med en stor hytte og halm at bygge rede af får ikke skuldersår, for de kan bevæge sig, som det passer dem. Og nu kommer vi til noget af det rigtig sjove. Kastration. For det første, så er det en sindssygt ildelugtende storm i en overfyldt gylletank at tale om dyrplageri ved tredive sekunders smerte, når det står i forhold til seks måneders tortur i en tætpakket bås efterfulgt af måske otte timers rædselsvækkende transport til slagterens nåde. Er det virkelig en måde at få aflad på? Nej. For alternativet er jo ikke, at det bette pus ikke bliver kastreret. Alternativet er, at den får en bedøvende sprøjte jaget i nosserne først. Og så bliver den kastreret. Løsningen på problemet findes, men den hænger fast i helheden, for den passer ikke til den industrialiserede samlebåndsproduktion. Stressede slagteriarbejdere i køleskabskolde treholdsskift har ikke tid og råd til at stå og snuse efter spegepølsekød. Men det har den fritgående slagter. Forestil dig, at regeringen ryster posen og sender de mange fyrede slagteriarbejdere ud på skolebænken og uddanner dem som hjemmeslagtere. Giver dem et stort kørekort. Skaber nogle nye danske arbejdspladser, der udvikler materiel til dem.
