Zionisme er udtryk for imperialisme eller ond vestlig kapitalisme. Skræmmebillederne af zionismen er stærke, mener dagens kronikør, der opfatter sig som moderne zionist, og som til daglig underviser på RUC. Her forsøger hun at tegne et alternativt billede. Hvad betyder det at være zionist i dag? I lyset af de dramatiske forandringer, Anden Verdenskrig førte med sig for jøderne i Øst- og Vesteuropa, blev zionismen den jødiske redning - og er det muligvis stadig. Mit omdrejningspunkt i det følgende er en forståelse af zionisme som en moderne social bevægelse, der har en afgørende og overvejende positiv betydning for moderne jødisk identitet. Netop i en tid som denne, hvor alle forestillinger om en tryggere fremtid og håbet om fredelig sameksistens i en åben verden brister, er vores identitet afgørende for, hvordan vi opfatter ikke blot os selv, men også andre. Og hvordan opfatter vi så os selv som jøder i en verden, der er domineret af kompleksitet, opløsning, udstødelse, fremmedgørelse og fremmedhad? Det moderne jødiske svar er oftest: sammenhold, netværk, universelle værdier, spiritualitet, multikulturalisme, diversitet og demokrati. For mig er der, trods den kritiske situation i Mellemøsten, ingen tvivl om, at mange jøder opfatter det som en pligt at være med til at formulere strategierne for en bedre verden og ikke mindst forholde sig kritisk til verden, som den er nu! Angrebene på zionismen er dog så heftige, at mange vil opfatte det, jeg skriver, som kontroversielt og provokerende. Ikke desto mindre forsøger jeg. Jeg skriver op imod store dele af den arabiske verden, hvor zionismen opfattes som symbol på vestlig kapitalismes ondskab særligt iblandt islamistiske intellektuelle bevægelser, ligesom jeg skriver op imod min egen verden af vestligt orienterede diskussioner, hvor zionismen bliver sammenlignet med europæisk kolonialisme og imperialisme. Absurd nok er begge fronter enige - om end retorikken er forskellig. Kort før jul introducerede TV-Avisen f.eks. et interview med en ung israeler i USA. Han var blevet tilbageholdt som mistænkt for at være i ledtog med terroristerne bag 11. september. Nok er sagen faldet ud til den unge mands fordel, men kursen er klar: ideen om zionismen som en ond jødisk konspiration. Ligesom traditionel venstre-fløjspolitisk retorik og akademiske strømninger i Danmark fortsat kritiserer zionismen for at være en politisk undertrykkende bevægelse. Politikens læsere bliver ofte præsenteret for dette synspunkt ved bl.a. journalist Birgitte Rahbek og Lars Erslev Andersen (Syddansk Universitet) i Odense. Det minder frustrerende nok om 1960'ernes og 70'ernes antiamerikanske bevægelser og om den ydre danske venstrefløjs ekstreme forherligelse af Castros Cuba - en typisk dansk hellig ko. Ja, der findes mangfoldige eksempler på denne danske politisk misforståede politiske korrekthed. Et eksempel: Information bragte 9. november på mindedagen for Krystalnatten en annonce, hvor mere end 70 personer havde sat deres navn på, at de er gode jøder, politisk korrekte og modstandere af lige præcis det, som den dominerende opfattelse af zionismen understøtter. Annoncen kostede 22.000 kr. Ærgerligt, at pengene ikke blev brugt på et konkret projekt f.eks. i selvstyreområderne! Alle er åbenbart enige om, hvordan virkeligheden ser ud, og kun sjældent udfordrer vi vores billeder af virkeligheden. Israels politik er blevet udnævnt til også at bære ansvaret for den stigende muslimske fundamentalisme i verden. En tanke, der er overvældende halsløs og mediestyret. Jeg påstår ikke, at jeg er enig i den p.t. førte israelske politik. Men man kan godt være zionistisk uden at støtte Ariel Sharon! Faktum er, at Israel er snublende nær nogle af de allerstørste tredjeverdens-problemer: overbefolkning, sult, nød og undertrykkelse. Det mediestyrede scenarie er imidlertid ekstremt tendentiøst: Hvis Israel ikke eksisterede, ville muslimsk fundamentalisme forsvinde. Dette svarer til at tro, at løsningen på terrorisme er en krig i Afghanistan - en surrealistisk jagt på en bin Laden-figur, jagten på det onde. Åbenbart er vi ikke i stand til at gennemskue, at fundamentalisme er en social bevægelse, som faktisk lever i både demokratiske og udemokratiske systemer. Israel og zionismen står for skud, men ser virkeligheden så enkel ud? En alternativ tanke er, at zionisme, betragtet som en positiv identitetsfaktor for jøder, kan blive den største brik i fredsprocessen. Den moderne israelske stat er, konflikterne til trods, et genuint udtryk for et flerkulturelt samfund. Og som bindeled mellem jødedom og jødisk identitet desuden en mulighe for jødisk overlevelse. Lytter man til stemningen blandt aktive zionister uden for Israel, vil man vide, at freden står nummer et på den zionistiske ønskeseddel. Da jeg selv deltog i det nordamerikanske zionistiske ungdomslederseminar sidste år, fornemmede jeg overraskende nok, at der faktisk ikke er overbevisende basis for at arbejde videre i de respektive organisationer, hvis ikke freden bliver sat på som øverste prioritet på den zionistiske agenda og dermed også i Israel. Samarbejdet er nemlig afgørende for både den jødiske diaspora (jøder uden for Israel) og Israel. Vi kommer ikke uden om den gensidighed, der også for nylig er blevet understreget af viceudenrigsminister Michael Melchior. Mange millioner jøder tager - i deres respektive hjemlande - hver dag stilling til konflikten. Mange mener, at afgrunden mellem det vestlige Israel og det arabiske Mellemøsten er enorm. Med triste miner mødes man i menigheder, foreninger og globale netværk og diskuterer muligheder, barrierer og så videre. Man diskuterer blandt andet, hvilken rolle jøder uden for Israel kan spille/bør spille i konflikten. Mange vil være forbundet med zionistiske organisationer, som udgør en stor del af det foreningsliv, der forbinder jøder på tværs af kloden og internt i de jødiske samfund. Zionismen er en mangfoldig bevægelse, der udvikler sig i takt med tiden. Men det afgørende for zionismen er til stadighed Israels centrale betydning for jødisk liv overalt i verden. Tidstypisk for moderne organisationer spørger selvfølgelig også zionistiske organisationer sig selv om, hvad zionisme er i dag. Er zionismen blevet til postzionisme? Kan man bo i Israel uden at være zionist? Zionismen er i dag både en åndelig, filosofisk, ideologisk og politisk bevægelse. Bevægelsen finder måske endda større grobund uden for Israel, ligesom den oprindelig gjorde det før Israels oprettelse. Den har mange væsentlige betydninger i moderne jødisk liv. Men jeg har svært ved at genkende billedet af zionismen som en undertrykkende bevægelse. Zionistiske organisationer samler jøder på helt anden vis end religion. Zionismen bærer i sig en præmis for at skabe og videreudvikle netværk, og zionismen - i Europa i særdeleshed - er ekstremt påvirket af europæisk kultur. Zionismen er jo europæisk. Det betyder, at zionistiske organisationer i USA og Vesteuropa har opmærksomhed på kampe for menneskerettigheder og humanisme. Et godt eksempel er den aktive jødiske humanistiske sekulære bevægelse Humanist Secular Jews. Bevægelsen er aktiv i Italien, Frankrig, England, Canada og USA. Bevægelsen startede blandt europæiske zionister i 1960'erne. Der er på ingen måde en modsætning mellem den jødiske nationsfølelse og humanisme. I Danmark har vi også et eksempel, New Outlook, som er en venstreorienteret zionistisk bevægelse, der gør sin indsats for at sætte freden i højsædet. Humanist Secular Jews ønsker at skabe muligheder og grobund for sekulær humanistisk judaisme med reference til Israels spirituelle og filosofisk centrale betydning for verdens jøder. Den anerkendte historiker Shlomo Avineri har sagt noget væsentligt i den forbindelse: at den globale jødiske omsorg for Israel er af en særlig natur. Israels eksistens transcenderer denne omsorg til en omsorg for individuelle jøder, for jødisk fremtid og skæbne (WZO, Israel, 1993). Med andre ord, alle veje fører til Israel, et symbol på den jødiske nation. Jossi Beilin fra det israelske arbejderparti føjer hertil spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet eksisterer en jødisk diaspora længere. Jossi Beilin definerer postzionisme som et eksplicit gensidigt bånd mellem jøder i Israel og jøder uden for Israel. Dermed understreger Jossi Beilin også, at hvis den jødiske diaspora ikke længere føler sig som diaspora, er det ikke desto mindre vigtigt at forstå Israel og zionismens centrale rolle for jødisk overlevelse. Viceudenrigsminister Michael Melchior berettede da også ved et foredrag i England i 2000, at man i New York i forbindelse med det jødiske nytår udsendte en annonce i en jødisk avis om muligheden for at rejse til Israel. 15.000 unge assimilerede jøder svarede på annoncen. Der er ingen vej tilbage. Israel har en stærk betydning for at hindre den totale assimilation blandt jøder. For nogen vil dette være væsentligt, for andre uvæsentligt. De fleste vil vide, at før staten Israel blev oprettet, var zionismen en praktisk foranstaltning. WZO (World Zionist Organisation) organiserede opbygningen af et jødisk nationalt hjemland. WZO arbejdede for en anerkendelse af jødisk autonomi i Palæstina. I november 1947 ved en FN-resolution blev den jødiske stat sat på dagsordenen, og i 1948 kom så Israels uafhængighed. Siden har WZO, som andre organisationer, stillet sig spørgsmålet om organisationens relevans blandt sine medlemmer verden over. Som andre organisationer har WZO mødt megen, i særdeleshed intern, kritik gennem tiden. Og hvad adskiller zionismen fra anden proisraelsk aktivitet? WZO adskiller sig ved bl.a. at være en historisk bevægelse - Dansk Zionist Forbund fejrer sit 100-års-jubilæum i 2003. Fra arkiver er der fundet brevudvekslinger mellem Georg Brandes og zionismens grundlægger, Theodor Herzl. Zionistiske bevægelser eksisterede altså næsten 100 år før Israels oprettelse. I dag fungerer zionismen som et afgørende kontaktled mellem den vestlige verden og den tredje verden. Nationsideen har hjulpet millioner af fattige jøder fra hele verden til Israel. De, der kender historien, vil også vide, at zionismen er den største historiske jødiske emancipations-bevægelse. Nogle af de største jødiske tænkere var zionister: Baruch Spinoza, Einstein, Yehuda Bauer, Martin Buber. Sidstnævnte muligvis den første, som forestillede sig et Israel og Palæstina i sameksistens. Men frem for alt er zionismen et internt jødisk bud på, hvordan vi tackler en mængde problemer, som både verden, judaismen, jøder og ikkejøder står over for lige nu. En form for liberal tanke om identitet, et filosofisk perspektiv på global identitet - en netværksidentitet. Zionismen er med andre ord ganske meget mere end en organisation bestående af en flok racistiske undertrykkende jøder, der støtter staten Israel for at undertrykke et andet folk. Israels centrale betydning for jøder i dag kan ikke underkendes - og hvorfor skulle den også det? Israel er udtryk for en historisk begivenhed, som vi alle bærer et ansvar for. Historikeren Alain Finkelkraut skriver, at når antisemitismen viser sit grumme ansigt, så er det mest trygge for en jøde at kunne sende et par tanker til Israel og vide, at netop Israels eksistens er antisemitismens kontradiktion. Finkelkraut taler om den imaginære jøde, om jøder, der netop ser sig selv som jøder i lyset af zionismen. At være zionist er altså i langt højere grad en eksistentiel præmis for jødisk identitet. Og zionismen i dag kan altså til stadighed betragtes som et blandt få alternativer til religiøs jødedom. Vi bærer alle ligeledes et ansvar for at give palæstinenserne en stat. Det mener jeg, at den zionistiske bevægelse også har et bud på - og menneske-ressourcer til at skabe de rette rammer for. Schweiz' zionistiske forbund arrangerede for tre måneder siden en kæmpe mediefredsevent, hvor palæstinensere og jøder mødtes på tv til debat. Dette kan få stor betydning for den fremtidige dialog - ikke mindst den internationale dialog om den længe ventede fred i Mellemøsten. Spørgsmålet er sidst, men ikke mindst, hvorvidt zionismen er en udemokratisk bevægelse. Det er muligvis den største ambivalens, zionismen og dermed Israel må leve med. Ud fra en vestlig definition af demokrati som idealet om fri politisk deltagelse baserer Israel sig på et demokratisk ideal. Ud fra et demografisk perspektiv kan Israel aldrig fungere som det ideelle demokrati. Der er i dag 60 procent jøder i Israel. Inden for mindre end en generations tid vil der være flere muslimer end jøder i områderne Israel og Palæstina. Derfor vil Israel som en jødisk stat aldrig kunne overleve, hvis ikke det jødiske grundlag fastholdes som statens forudsætning. Danny Rubinstein (journalist på den venstreorienterede og fredselskende avis HaAretz) understreger derfor også legitimiteten af den jødiske stat på baggrund af historien - som en FN-beslutning, der gav jøderne en stat. Det er altså en ambivalens, at der er tale om et jødisk demokrati, men ikke et ideelt universelt demokrati. Spørgsmålet er dog, om et sådant overhovedet eksisterer i verden. Men min påstand er stadig, at spøgelset zionisme kan gøre sit for at skabe det rette klima for freden i Mellemøsten. Og måske er spøgelset ikke så skræmmende og væmmeligt som først antaget.