Justitsminister Lars Barfoed har i anledning af en ny rapport om unge med indvandrerbaggrund, der afsoner en fængselsdom, erkendt, at retorikken over for denne gruppe bør være mere inkluderende. Det er første gang i VKO-flertallets tiårige regeringsperiode, at der ikke er tale om at skærpe retorikken og gøre den hårdere. Justitsministeren har tværtimod erkendt, at det spiller en central rolle at føle sig inkluderet i samfundet, hvis man skal følge de af samfundet vedtagne love. Med andre ord vil ministeren begynde at sige ’vi’ frem for ’os og jer’. Jeg vil gerne hjælpe ministeren og alle andre, der måtte ønske et inkluderende og stærkt samfund med færre konflikter og større menneskelige ressourcer, på vej. Lad os starte med at aflive fem myter, der alt for længe har domineret den danske debat, og som står i vejen for udviklingen af et inkluderende samfund. Myte nr. 1: Det etniske Vi hører det igen og igen. Det er et etnisk kvarter, hun var etnisk, etniske restauranter osv. Man fristes til at stille spørgsmålet: etnisk hvad? Ordet etnisk angiver ikke noget i sig selv. Vi er alle sammen etniske – etniske danskere, etniske kurdere, etniske egyptere. Og vi er nødt til at forstå, at etnicitet er et konstrueret begreb, hvor individet i høj grad er med til at definere sit eget etniske tilhørsforhold. Som mennesker er vi født med en vilje og et behov for en identitet. Et tilhørsforhold. Denne identitet skaber vi selv – når ellers rammerne tillader det. USA står som et lysende eksempel, når det gælder etnisk identitet. Du kan være amerikaner, samtidig med at du er irer, eller du kan vælge bare at være amerikaner, selvom dine forældre er fra Irland. Medier og politikere har i Danmark de seneste år været meget optagede af at sætte etniske etiketter på alle, der ikke taler flydende dansk og har lyst hår.
Gennem den ekstreme brug af ekskluderende begreber som etnisk, anden etnisk herkomst, indvandrer, 2.-g’er, mørk i huden, muslim eller udlænding, fratager man en stor gruppe af samfundets borgere muligheden for selv at vælge deres identitet og tilhørsforhold, herunder muligheden for at definere sig selv som dansk. Myte nr. 2: De voldelige muslimske mænd Hvem husker ikke Ghazala Khan og hendes kæreste, der sammen var på flugt fra hendes familie? En flugt, der endte tragisk, da det unge par blev skudt ned foran Slagelse Banegård. Det er fire år siden, og alligevel husker de fleste af os historien, som var det i forgårs. Men hvor mange af os husker de etnisk danske kvinder, der bare i år er blevet dræbt af deres kærester, mænd og eksmænd? Jeg har ikke tal på, hvor mange det drejer sig om, men jeg ved, at tallet er højt, og i et tilfælde blev også ægteparrets døtre dræbt. Vi har skabt en myte, hvor drab på kvinder begået af muslimske mænd er et kulturelt betinget fænomen, mens drab på kvinder begået af danske mænd er tragiske enkeltstående hændelser.
