Jeg havde aldrig set en maskinpistol før. Nu så jeg en snes, og ikke så få af dem dirrede i min retning. Jeg stod på Friedrichstrasse Bahnhof. Det var 14. august 1961. Og Muren var én dag gammel. Foran mig var en skillevæg af cementblokke på vej opad. Den skulle dele verden i næsten tre årtier. Senere på dagen kom jeg forbi igen, og da var denne installation helt færdig. Nu ser jeg maskinpistolerne igen. Efter 28 år er jeg atter i Berlin. Det er 10. november 1989.
Denne gang hænger våbnene slattent på hofterne af en flok bange, blege knægte. De står oppe på Muren bag ved Reichstag og kigger ned i et folkehav, der kæmper om de alt for få mejsler og mukkerter. Muren har været nede i ét døgn nu. Og her er der allerede hugget huller igennem. Hvordan mon det føles at stå øverst oppe og mærke grunden skride? Henne ved Brandenburger Tor har verdenspressen samlet sig på stilladser i tre etager. Jeg har aldrig set noget lignende. Man er klar til at sende live fra Murens åbning. Men forgæves. Senere på dagen kommer jeg forbi den ødemark, som nu hedder Potsdamer Platz. Og det var her, de første ’plader’ blev løftet op, og det var her, de første Trabier kom tøffende igennem.
