Om natten, mens Danmark sover, er vi nogle, der holder os vågne.
Vi, der har skrevet dette, er alle tillidsfolk i den grafiske industri. Vi er dem, der trykker dine ugeblade, dine aviser og de reklamer, du med større eller mindre begejstring får ind ad din brevsprække. Vi er ikke ret mange tilbage. Ligesom al anden industri i Danmark er vi mærket af lukninger, rationaliseringer og trusler om fyringer og lønnedgang. Arbejde i et rotationstrykkeri betyder skiftehold, natarbejde – ofte også hen over weekenderne. 8-12-timers vagter uden en eneste pause, hvor man kan gå væk fra maskinen og hvile ørerne for støj og møg, er hverdag for os. Maskinerne skal nemlig køre kontinuerligt, og skal du spise noget, skal det indtages i farten. Selve arbejdet skifter mellem kvalitetskontrol/overvågning og fysisk hårdt arbejde i akavede arbejdsstillinger. Allerede som 45-årig begynder du at mærke slidgigten i knæene, og hvordan blodomløbet stopper i benene, når du ligger på knæ eller på hug i lang tid ad gangen. Mange forskere har beskæftiget sig med følgerne af natarbejde. Hvis man arbejder på nathold, viser statistikken, at 80 procent af os har problemer. Vi sover færre timer, og søvnkvaliteten er ringere end om dagen. Man bliver sur og irritabel over for sine omgivelser. Dårlig søvn udgør over tid en trussel for helbredet. Kort sagt: Hormonbalancen kommer i uorden. Det er dårligt for hjertet, for blodtrykket, for fordøjelsen, for stofskiftet og øger risikoen for visse kræftsygdomme. Problemer med at klare natarbejde og skiftende søvnrytme er ikke noget, kroppen kan vænne sig til. Det bliver tværtimod værre med alderen. Og så kommer vi til det: Med politikernes nye efterlønsreform skal de, der i dag er 45 år (født i 1965), i vores branche arbejde på nathold, til de er 68 år! De, der er i begyndelsen af 50’erne, kan slippe, når de er mellem 63 og 65, hvis de altså vælger at fortsætte med at betale til efterlønsordningen og lader efterlønspengene stå. Margrethe Vestager er en af dem, som har været primus motor i at fjerne efterlønnen og blokere for, at den nye regering kunne have fundet andre og mere socialt afbalancerede alternativer. Ud over argumentet at vi ikke har råd, mener blandt andet de radikale (og til vores store forundring nu også vores egen forbundsformand), at fremtidens arbejdspladser ikke slider folk ned som i gamle dage. Det blå kansastøj er i deres verdensbillede skiftet ud med en spraglet skjorte og et kreativt job. Det er rigtigt, at hver tredje industrijob i Danmark siden 1990 er forsvundet. Nu udgør vi kun 12 procent af de erhvervsaktive. De kolleger, vi har mistet i vores branche, er i stedet endt som buschauffører, social- og sundhedsassistenter eller indfanget i aktiveringscirkusset, hvor de først efter to års ledighed står til at miste dagpengeretten. Men lad os tage spørgsmålet op: Er det sandt, at vi, der arbejder i industrien i dag, bliver mindre nedslidt end i gamle dage?
