I disse dage markeres femåret for Yassir Arafats død, og det minder mig om vores sidste samtale i hans hjem i Ramallah. Det var ham, der bragte ideen om en trefoldig forbundsstat mellem Israel, Palæstina og Jordan op. »Og måske også Libanon. Hvorfor ikke?«. Det samme gjorde han på vores allerførste møde, i Beirut i juli 1982, midt under den israelske invasion af Libanon. Han nævnte Benelux-pagten mellem Belgien, Holland og Luxembourg, som var en forløber for Den Europæiske Union. I den senere tid er ordet forbundsstat kommet på mode igen. Nogle mennesker mener, at sådan en forbundsstat mellem israelere og palæstinensere kunne udgøre et kompromis mellem en tostatsløsning, som der nu er international konsensus om, og en enstatsløsning, som er populær i radikale kredse. En forbundsstat for israelerne og palæstinenserne lyder som et mirakel: Der vil både være to stater for to folk og én enhed. To i én – én i to. Selve Ordet forbundsstat skræmmer mig ikke. Tværtimod brugte jeg det allerede i denne forbindelse for 52 år siden. 2. juni 1957 bragte mit magasin Haolam Hazeh den første detaljerede plan for en uafhængig palæstinensisk stat, som skulle ligge ved siden af Israel. Vestbredden var dengang under jordansk besættelse og Gazastriben under egyptisk. Jeg foreslog, at man hjalp palæstinenserne med at slippe af med besætterne. Ifølge planen skulle de to stater, den israelske og den palæstinensiske, oprette en forbundsstat. Jeg tænkte, at et passende navn ville være Den Jordanske Union. Et år senere, 1. september 1958, udkom et dokument med titlen ’Det Hebræiske Manifest’. Jeg er stolt af mit bidrag til udarbejdelsen af manifestet. Det var en omfattende plan for en fundamental ændring af staten Israel i alle dens aspekter – en slags hovedeftersyn. Og med manifestets forslag til en kulegravning af statens opbygning og det dertil knyttede idegrundlag er planen uden sidestykke fra grundlæggelsen af Israel og frem til i dag.

Blandt forfatterne var Nathan Yellin-Mor, den tidligere leder af Stern-gruppen (væbnet undergrundsorganisation i Palæstina, der kæmpede for oprettelsen af Israel, red.), Boaz Evron (israelsk forfatter og journalist, red.), Amos Kenan (israelsk forfatter og debattør, red.) og en række andre. Jeg var ansvarlig for kapitlet om israelsk-arabisk fred. Jeg foreslog, at en suveræn palæstinensisk stat skulle oprettes ved siden af Israel, og at de to stater skulle grundlægge en forbundsstat, som gradvis skulle påtage sig en stadig større del af retsvæsenets opgaver. Jeg måtte opfinde et hebræisk ord for den udenlandske betegnelse forbundsstat. Det blev til ugda (’gruppering’), og jeg foreslog, at man kaldte forbundet Den Jordanske Føderation – Ugdat ha-Yarden på hebræisk og Ittihad al-Urdun på arabisk. (Til min store fortrydelse vandt betegnelsen ugda aldrig indpas. I stedet tog brugte hæren det til at navngive en deling, som består af grupper af regimenter eller brigader). På morgendagen efter Seksdageskrigen i juni 1967, der endte med, at hele landområdet mellem Middelhavet og Jordan kom under den israelske hærs kontrol, opfordrede en ny politisk bevægelse kaldet ’Den Israelsk-Palæstinensiske Forbundsstat’ til øjeblikkelig oprettelse af en palæstinensisk stat ved siden af Israel. Grundlæggerne var mere eller mindre de samme, som havde udgjort Det Hebræiske Manifest. En nation under Gud Da denne historiske mulighed slog fejl, og besættelsesmagten blev stadig mere undertrykkende, opgav jeg betegnelsen forbundsstat. Jeg fornemmede, at den skræmte begge parter. Israelerne frygtede, at ordet dækkede over en plan om etablering af en binational stat – en tanke, der afvises af et overvældende flertal af jødiske israelere. Palæstinenserne frygtede, at den ville tjene som et skalkeskjul for permanent israelsk besættelse. Man må ikke glemme, at den oprindelige delingsplan for Palæstina, der blev vedtaget af FN’s Generalforsamling 29. november 1947, sigtede mod en form for forbundsstat, uden at bruge betegnelsen. Den sørgede for oprettelsen af en jødisk stat og en arabisk stat og en separat enhed i Jerusalem under FN’s administration. De tre områder skulle være del af en økonomisk union, der blandt andet indebar fælles told, valuta, jernbaner, postvæsen og lufthavne. Dette skulle, i praksis, gøre det ud for en forbundsstat. Problemet med betegnelsen forbundsstat er, at der ikke er nogen officiel definition på begrebet. I forskellige dele af verden beskriver det vidt forskellige regimer. Det samme gælder statsforbund (konføderation). Ikke to lande i verden ligner hinanden fuldstændig, og ikke to forbundsstater er ens. Hver stat og hver forbundsstat er blevet formet af den historiske udvikling og de omstændigheder, der kendetegner den, og afspejler de folk, der dannede den. Betegnelsen forbundsstat ( føderation) er afledt af det latinske foedus, traktat. Grundlæggende er en føderation eller en forbundsstat en pagt mellem forskellige stater, der beslutter at forene sig på aftalte betingelser. USA er en forbundsstat, og ligeså er Rusland. Og hvad har de til fælles? USA er, teoretisk set, et frivilligt forbund af stater. De enkelte stater har mange rettigheder, men statsforbundet ledes af en enkelt præsident med vidtrækkende magtbeføjelser. I praksis er det én stat. Da Sydstaterne i 1860 forsøgte at løsrive sig og danne deres eget statsforbund, nedkæmpede Nordstaterne oprøret i en brutal borgerkrig. Hver eneste morgen sværger millioner af skoleelever troskab mod flaget og ’En nation under Gud’.