Enhver ved, at Berlinmurens fald blev det store vendepunkt i efterkrigstidens historie. Mindre kendt er det, hvordan det egentlig gik til. Det opdager man ved at læse Michel Meyers nye bog Histoire secrète de la chute du mur de Berlin (Odile Jacob). Michel Meyer var i femten år korrespondent i Tyskland for først fransk radio, derpå for nyhedsmagasinet l’Express. I forarbejdet til bogen har han især talt med en række af de folk, der var direkte indblandet i det spil bag kulisserne, som førte til murens fald og derpå til Tysklands genforening. Den vigtigste undtagelse er selve hovedpersonen Mikhail Gorbatjov. Han har ikke villet lege med. Han ville heller ikke være sluppet så billigt fra samtaler med Meyer som i de interview, han har givet i den sidste tid, om end også han her er kommet med nye oplysninger. En ung partifunktionær I virkeligheden skal man tilbage til KGB’s chef gennem mange år, Jurij Andropov. Han vidste bedre end nogen, hvor katastrofale følger for den sovjetiske økonomi Leonid Bresjnevs halsstarrige oprustningspolitik havde. Det var Bresjnev om at gøre både at hamle op med Nato og at holde sammen på Sovjetunionens lydstater. Når de begyndte at skeje ud som tjekkoslovakkerne i 1968, var det Sovjetunionens ret og pligt at gribe ind. Det, der siden blev kaldt Bresjnev-doktrinen. Andropov vidste også fra sit udmærkede efterretningsvæsen, at USA var ved at udvikle nye teknologiske forspring, som det ville blive svært for Sovjetunionen at følge med i. Han nåede først selv til tops ved Bresjnevs død i 1982, men var da så syg, at han døde allerede i februar 1984. Imidlertid havde han under sine kurophold nord for Kaukasus lært at påskønne en energisk ung partifunktionær, Mikhail Gorbatjov, som han i 1978 fik hentet til Moskva, for at han skulle modernisere landbruget. Han fik også udarbejdet et reformprogram. Men det ville koste penge, og vi ved fra hans erindringer, at det blev fejet af bordet af Bresjnev. De militære udgifter steg yderligere, da Sovjetunionen i 1979 forsøgte at anvende Bresjnev-doktrinen i Afghanistan. I første omgang kom Bresjnevs lige så affældige mappebærer, Konstantin Tjernenko, til magten efter Andropovs død. Men derpå kom turen til Gorbatjov i foråret 1985. Ved Tjernenkos begravelse meddelte Gorbatjov – efter hvad han nu oplyser – de øvrige medlemmer af Warszawapagten, at Bresjnev-doktrinen ikke længere ville gælde for sovjetisk udenrigspolitik. Nye toner fra Moskva I DDR var Bresjnev-doktrinens ivrigste talsmand i 1968, Erich Honecker, imidlertid stadig ved magten. Han havde tilbragt ti år i et Gestapofængsel, men overlevede og meldte sig hos Walter Ulbricht, Stalins mest betroede mand, da han i 1945 kom til Berlin sammen med russerne. Honecker havde siden fulgt den sovjetiske linje i tykt og tyndt – under Berlin-opstanden i 1953, ved opførelsen af muren i 1961 og besættelsen af Tjekkoslovakiet i 1968. Der var dog andre i DDR, som var mere lydhøre over for de nye toner fra Moskva. Deres store problem var, hvordan man skulle komme af med Honecker. Der fandtes en enklave, som var uden for Honeckers rækkevidde. Det var fysikeren Manfred von Ardennes forskningsinstitut i Dresden. Han var blevet taget til fange af den røde hær i 1945, men havde siden hjulpet russerne med at udvikle deres første atomvåbenarsenal. Han havde fået Stalin-prisen og i 1955 fået lov til at vende tilbage til Østtyskland, hvor han havde fået sit eget forskningsinstitut, der blev ved med at arbejde sammen med russerne. De holdt til gengæld hånden over ham og hans folk, hvis Honeckers Stasi blev for nærgående. Ifølge Michel Meyer fandt det første møde af gorbatjovianere, der ville vælte Honecker, sted i Ardennes luksusvilla 18. juni 1987. Til stede var bl.a. Hans Modrow, Moskvas mand i Sachsens kommunistiske parti, og chefen for KGB’s udlandsoperationer, Vladimir Krjutjkov. Den mand, man på mødet udså til at blive den østtyske Gorbatjov, Markus Wolf, var søn af det tidlige DDR’s mest ansete dramatiker Friedrich Wolf. Friedrich Wolf var sluppet ud af Tyskland i 1936, da nazisternes jødeforfølgelser for alvor satte ind. Men han havde været så heldig at opholde sig i Frankrig og Spanien under den spanske borgerkrig, så han først kom til Moskva, efter at Stalins værste udrensninger var overstået. Sønnen Markus fik den bedste uddannelse, Komintern kunne levere, og vendte med faderen tilbage til Berlin i 1945. Efter en karriere i pressen avancerede han til at blive chef for DDR’s efterretningsvæsen. Han opbyggede, som ’manden uden ansigt’, hvad der er blevet kaldt verdens mest effektive spionnet. Modsat Honecker sympatiserede Wolf med Gorbatjov og nedlagde i 1987 sin post i Stasi for at gå i faderens fodspor og forsøge sig som forfatter. Efter et længere ophold i Moskva vendte han i begyndelsen af 1989 tilbage til Tyskland. Krjutjkov var i mellemtiden blevet chef for KGB, og de havde smedet en kupplan mod Honecker sammen, som fik kodenavnet Lutj, lysstrålen. Wolf forsøgte mere og mere at profilere sig som den mest fremtrædende dissident i DDR. Ikke bare kritiserede han Stalins udskejelser, men også det tyske kommunistpartis angreb på socialdemokraterne i Weimarrepublikken, hermed Ulbricht-Honecker og de stalinistiske veteraner i toppen på DDR. Han fik en drønende succes med sin kætterske roman ’Trojka’. Fremskridt Imidlertid kom hele Østeuropa lidt efter lidt i skred. Det begyndte i al stilfærdighed i Ungarn. Flere og flere østtyskere fandt ud af, at de herfra havde en chance for at slippe videre til Østrig. I Moskva indlod man sig i maj 1989 for første gang på noget så voveligt som en åben debat om menneskerettighederne. Et dansk hold kom til byen for at deltage i en konference, hvor man skulle sammenligne forholdene i Danmark og Sovjetunionen. Hvad vi sagde, kom ikke i avisen som lovet. Men til gengæld fik Herbert Pundik uden større besvær indsmuglet et fotokopieringsapparat til undergrundspressen.

Ovre i Gorkijparken var der ordentlig gang i den. Her blev diskuteret på livet løs i store grupper, den allerstørste omkring den førende systemkritiker atomfysikeren Andrej Sakharov, som Gorbatjov havde ladet vende tilbage til Moskva. Men i juni greb en ny aktør ind i spillet. Han endte med til sidst at tage alle stikkene hjem. Det var forbundskansler Helmut Kohl. Han inviterede Gorbatjov til Bonn. De kom så godt på talefod, at Kohl under en spadseretur langs Rhinen dristede sig til halvt i spøg at spørge Gorbatjov, hvor meget han skulle have for at sælge DDR til Forbundsrepublikken. Gorbatjov tænkte sig om og spurgte så i samme ånd: »Til hvilken pris?«. »Deres pris er min«, svarede Kohl. Gorbatjov: »Pas på, at jeg ikke en dag tager Dem på ordet!«. Blandt Michel Meyers vigtigste kilder er Gorbatjovs tolk. Kohl havde fastere grund under fødderne, end Gorbatjov kunne vide. Hans nærmeste økonomiske rådgiver var den tyske bankverdens førende skikkelse, Alfred Herrhausen, direktør for Deutsche Bank. Han havde regnet på, hvad det kunne koste at finansiere Gorbatjovs perestrojka. Det var ikke småpenge. Men Forbundsrepublikken holdt i forvejen DDR oven vande. Foreløbig var Gorbatjovs plan dog at få gennemført Lutj, at få fjernet Honecker og indsat et perestrojkastyre i DDR med Markus Wolf som ankermand. Udviklingen bar i den retning. Flere og flere flygtede til først Ungarn, derpå også til Tjekkoslovakiet. I selve DDR begyndte folk også at røre på sig med lutherske præster i spidsen. De krævede større frihed. Den mest højrøstede var en præst i Leipzig med det meget passende navn Christian Führer. Ved universitetet i Leipzig havde der længe været et vist frisprog. Allerede i 1967 blev jeg indbudt til at holde gæsteforelæsninger dernede om selvvalgte emner. Men da jeg bagefter ville opfylde det største ønske, som prorektors søn havde haft, ved at sende ham nogle Beatles-plader, kom de tilbage fra det østtyske toldvæsen med besked om, at de var unerwünscht. Da Gorbatjov kom på besøg i anledning af DDR’s 40-års jubilæum med preussisk strækmarch og masser af messingsuppe, kulminerede massedemonstrationerne i Berlin. Da demonstranterne råbte ’Leve Gorbatjov!’, var det svært for Honeckers ordensmagt at gribe ind. Men så snart han var ude af landet 8. oktober, blev vandkanoner og stave sat ind.