Under 40 års kold krig kom danske NATO-soldater aldrig i nærheden af en krigszone. Siden den kolde krigs afslutning for 16 år siden, da den militære trussel fra naboen i Øst med ét forsvandt, har Danmark deltaget aktivt i fem større krige eller militære aktioner i og uden for Europa. Er Danmark ved at forlade den »småstatsmentalitet om at leve stille og ubemærket (og) foregive at være neutral«, som statsminister Anders Fogh Rasmussen i anledning af femårsdagen for 11. september fordømte til fordel for en offensiv og aktivistisk dansk udenrigspolitik? Var den danske grundholdning under den kolde krig og endnu tidligere, at vi blot skulle »nyde friheden og freden, mens andre sloges for den«, og var det 20. århundredes danske udenrigspolitik derfor »fyldt med dobbeltmoral og hykleri«? I lyset af hovedlinjerne i nyere historisk forskningslitteratur om emnet må tolkningen betegnes som ganske ekstrem. Skiftende socialdemokratisk og borgerligt ledede regeringer førte fra den kolde krigs første tilspidsning i slutningen af 1940’erne en udenrigs- og sikkerhedspolitik, som havde alliancen med USA og med de øvrige NATO-allierede som ufravigeligt fundament. Med dette udgangspunkt tog Danmark fra begyndelsen – i øvrigt oftest sammen med især Norge – i ord og handling en række offentligt eller fortroligt formulerede forbehold over for konkrete delelementer af USA’s og alliancens strategi og politik for den kolde krig. Forbeholdene var til dels motiveret af Danmarks særdeles sårbare geostrategiske placering ved Øst-Vest-konfliktens frontlinje i Nordeuropa, men også af en – med Socialdemokratiets formand Hans Hedtofts ord i 1952 – »sund skepsis over for alle stormagter«. I den forstand byggede danske udenrigspolitiske beslutningstagere under hele den kolde krig videre på den del af dansk udenrigspolitisk tradition, som var båret af ønsket om at fremme en international retsorden, hvor store og små stater principielt er ligestillede. En orden, hvor små lande uden mistanke om at pleje egne snævre magtinteresser har særlige muligheder for og forpligtelser til aktivt og systematisk at søge diplomatiske og ikkemilitære løsninger på internationale konflikter – modsat stormagtstilbøjeligheden til tidlig brug af militær magt. Alliancesolidaritet, men også diplomatisk brobygning, ikkeprovokation og regional lavspænding var nøglebegreber. USA og andre af de større NATO-allierede kunne være nok så uenige med de danske regeringer i deres konkrete forbehold og selvstændige standpunkter i alliancen. Men den afgørende pointe er, at Danmarks stilling som en loyal, kernedemokratisk og urokkeligt antikommunistisk allieret ikke af den grund på noget tidspunkt under den kolde krig blev anfægtet eller draget i tvivl af USA eller andre ledende allierede. Netop fordi NATO var en alliance af demokratiske lande, måtte der være plads til diskussion og markering af forskellige, selvstændige synspunkter på konkrete felter uden at bryde den overordnede alliancesolidaritet, lød argumentationen i de allierede fora fra udenrigspolitiske hovedaktører som f.eks. Hans Hedtoft, Ole Bjørn Kraft, Thorkil Kristensen, H.C. Hansen, Per Hækkerup, Poul Hartling, K.B. Andersen og Anker Jørgensen. Det blev i sidste ende altid accepteret både i Bruxelles og i Washington, og der er ingen mangel på spor i de udenrigsministerielle arkiver efter, at danske særstandpunkter som f.eks. under Hækkerups og Hartlings nærmest aktivistiske afspændingsdiplomati i Østeuropa faktisk gjorde indtryk blandt de større allierede. Den så skandaliserede ’fodnoteperiode’ i 1980’erne var i denne henseende måske nok et yderpunkt, men ikke nogen reel undtagelse fra det generelle mønster. Den statsministerielle version af den kolde krigs historie og af Danmarks rolle i den kaldes i den internationale koldkrigsforskning for triumfalisme: Vesten sejrede i den kolde krig, og derfor var den vestlige (grundlæggende: USA’s) globale strategi og politik hele vejen igennem Øst-Vest-konflikten både den nødvendige og den eneste rigtige. ’Afvigerne’ i Vesten, som under den kolde krig bl.a. kritiserede Vestmagterne for at overdrive truslen fra Sovjetunionen og kommunismen og for at fremme en overmilitarisering og dermed formentlig en unødig forlængelse af den geopolitiske og ideologiske Øst-Vest-konflikt, tog fejl dengang – på samme måde som de aktuelle kritikere af den amerikansk-anførte linje i ’krigen mod terror’ også tager fejl. Det er almindeligt anerkendt blandt de fleste koldkrigshistorikere, at USA på mange måder spillede en demokrati- og stabilitetsfremmende politisk-økonomisk rolle i Vesteuropa (og til dels i Japan) under den kolde krig. Men som det systematisk er dokumenteret i en vigtig ny bog, ’The Global Cold War’ af den internationalt ansete norske historiker Odd Arne Westad, havde både Sovjetunionens og USA’s mønster af væbnede og ikkevæbnede interventioner i snesevis af mindreudviklede lande katastrofale konsekvenser: millioner af døde, menneskelig tragedie i masseomfang, veritabel ødelæggelse af mange samfund og vedvarende politisk-økonomisk ustabilitet, som har gjort landene yderligere sårbare over for ’hjemmegroede’ diktatorers overgreb og misregimente. Iran, Irak og Afghanistan var skoleeksempler på denne misere under forskellige faser af den kolde krig, og det er umuligt til bunds at forstå aktuel international politik, den dybe mellemøstlige krise og terrorismeproblemet uden kendskab til, hvordan den kolde krigs konfliktmønstre og især supermagternes interventioner her trækker deres lange, blodige spor helt frem til i dag. Som Westad minder om, er kombinationen af stabil økonomisk vækst og stabile demokratier til dato kun lykkedes i to halvstater (Sydkorea og Taiwan) ud af de omkring 30 tredjeverdenslande, som USA direkte eller indirekte har interveneret i siden 1945. Blandt NATO-landene markerede Danmark sig navnlig fra 1960’erne og frem med modstand mod mange af disse interventioner. Vel at mærke ikke blot mod de sovjetiske, men også mod USA’s og andre NATO-allieredes, specielt i (det sydlige) Afrika og – om end først noget sent – i Vietnam samt i Mellemamerika. Den danske politik førte tilbagevendende til friktioner med bl.a. USA, selv om det som nævnt ikke rokkede ved de danske regeringers grundlæggende gode forhold til Washington, baseret på de to landes demokratiske værdifællesskab. Med den kolde krigs afslutning omkring 1990 ændrede dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik imidlertid gradvis kurs. Den forbeholdne danske linje over for dele af USA’s interventionistiske politik i især den tredje verden forsvandt helt, og samtidig skete der en trinvis militarisering af udenrigspolitikken, for så vidt som de militære styrker gradvis blev et mere og mere centralt udenrigspolitisk instrument. Det første markante skridt i denne retning var Danmarks helhjertede diplomatisk-militære opbakning til USA’s præsident George Bushs (d.æ.) vej til krigen mod Irak om befrielsen af Kuwait i 1990-1991. Fra at have været en stabiliserende modvægt til det islamistisk styrede Iran i regionen i 1980’erne udnævnte præsident Bush få dage efter Iraks invasion af Kuwait i 1990 Saddam Hussein til at være »vor tids Hitler«. Sammenligningen var naturligvis absurd, men retorisk forbløffende effektiv blandt vestlige regeringer, herunder i høj grad den danske. En ’Hitler’ kan man som bekendt ikke (for)handle med, han kan kun imødegås med ultimata, militærmagt og – krig. Følgelig accepterede den danske og andre vestlige regeringer, at Washington fra dag 1 fejede alle forhandlings- eller kompromisforsøg om Kuwaitkrisen fra bl.a. Den Arabiske Liga af banen. Med alarmerende påstande om, at den arabiske ’Hitler’ også var på spring til at besætte Den Arabiske Halvøs oliefelter lagde Washington samtidig massivt pres på den saudiarabiske kong Fahd for straks at tillade store amerikanske militærstyrker stationeret i Saudi-Arabien. Regimet i Riyadh frygtede, at ’vantro’ amerikanske militærstøvler på saudisk sand ville fremprovokere voldsomme reaktioner fra islamistiske fundamentalister. Men kongen bøjede sig for presset, da USA’s forsvarsminister Richard Cheney smækkede luftfotografier på bordet, som angiveligt viste store irakiske kampvognsstyrker i offensiv positur ved den saudiske grænse. At ’dokumentationen’ var et falsum blev senere påvist. Det danske militære bidrag til krigen om Kuwait, korvetten ’Olfert Fischer’, blev formelt afsendt som del af FN-aktionen, der imidlertid de facto blev ledet militært af USA. Det nye og hidtil usete var, at Danmark på trods heraf deltog militært. Under den kolde krig var Danmark oftest med i front, når det gjaldt om at stille soldater til FN’s fredsbevarende operationer rundt om i verden, men her var der altid tale om ’blå hjelme-operationer’ under klar FN-styring. Det er tvivlsomt, om Kuwaitkrigens resultat blev så »velsignelsesrigt«, som nogle forudsagde, støttet også det af det politiske flertal i Danmark – »en ny verdensorden«, var Bushs slagord. Kuwaits suverænitet og Vestens uhindrede adgang til landets olie blev genetableret. Men ud over det ukendte antal titusinder af tvangsudskrevne irakiske soldater, som døde i deres nedgravede stillinger under de amerikanske tæppebombardementer, trak den måde, Kuwait blev befriet på, endnu flere lange og dybe spor af konflikter, død, ødelæggelse og politisk-religiøs radikalisering efter sig. For det første opnåede USA som nævnt permanent militær tilstedeværelse i Saudi-Arabien, hvilket gennem 1990’erne kom til at virke som et effektivt rekrutteringsmiddel for Osama bin Laden og hans al-Qaeda-netværk. Præcis det samme gjorde, for det andet, den nærmest totale handelsembargo over for Irak, som Bush- og derefter Clintonregeringen med opbakning fra et flertal i FN, herunder Danmark, insisterede på at opretholde, selv om dens aldeles katastrofale konsekvenser snart stod klart. Ifølge adskillige FN-rapporter op gennem 1990’erne tog embargoen direkte eller indirekte livet af mellem 600.000 og 1 million irakere. Embargoen forarmede og smadrede samtidig den irakiske middelklasse, hvilket bidrog afgørende til at svække den interne opposition mod Saddam Hussein, som på sin side benyttede embargoen til yderligere at stramme sit jerngreb om befolkningen. Embargoen blev opretholdt af præsident Clinton med henvisning til Iraks påståede masseødelæggelsesvåben, selv om FN-rapporter allerede fra midten af 1990’erne pegede på, at Irak i så henseende næppe længere var nogen alvorlig trussel mod sine omgivelser. Den amerikansk fastholdte embargo var det sande masseødelæggelsesvåben, som slog langt flere irakere ihjel, end Saddam nogensinde havde formået. Og Osama bin Laden forsømte ikke lejligheden til over for frustrerede unge arabere at udstille USA’s og Vestens kynisme og dobbeltmoral. Endelig for det tredje var fikseringen på Irak op gennem 1990’erne med til at skygge for den anden nok så farlige konflikt i Mellemøsten, det vil sige mellem Israel og palæstinenserne: Præsident Clinton afholdt sig vedholdende fra ethvert reelt pres på Israel for at gøre indrømmelser til palæstinenserne for en løsning af konflikten. Også dette vidste Osama bin Laden at udnytte i sine hvervekampagner, hvori han samtidig forudsagde, at USA snart ville invadere et olierigt arabisk land ... Danmark vaklede som nævnt ikke i sin støtte til den amerikanske Mellemøst- og Irakpolitik. I 1998 traf SR-regeringen med VK-oppositionens opbakning den skelsættende beslutning at lade danske militærstyrker deltage i Clinton- og Blairregeringernes bombekampagne imod Irak (Operation Desert Fox), selv om der ikke forelå et klart FN-mandat. Bombningerne var en straffeaktion for Iraks påståede manglende samarbejde med FN-våbeninspektørerne om destruktion af landets masseødelæggelsesvåben. Kritikere, som påpegede, at den militære trussel fra Irak var voldsomt overdrevet, blev ignoreret. Der var nu skabt en direkte præcedens for Danmarks deltagelse i Kosovokrigen tre måneder senere. Clintonregeringens politik fik her helhjertet dansk opbakning, også selv om denne efter Beograds forventelige afvisning af Washingtons ultimatum under de såkaldte Rambouilletforhandlinger indebar aktiv dansk militær medvirken i det USA- og NATO-ledede angreb på den suveræne stat Serbien, uden mandat fra FN’s Sikkerhedsråd. Modsat den opfattelse, som forbløffende hurtigt fæstnede sig i næsten alle medier, greb NATO imidlertid ikke ind for at stoppe fordrivelse og massemord på ti- eller hundredtusinder af kosovoalbanere. Det var omvendt NATO-interventionen, som udløste de serbiske massakrer og massefordrivelsen af mange hundredtusinder albanere fra Kosovo. Forhåndsadvarsler herom blev ignoreret. Clinton og NATO-chefen Wesley Clark erklærede udtrykkeligt, at Kosovoaktionen primært drejede sig om NATO’s troværdighed og fremtid. Terrorangrebene 11. september 2001 forstærkede militariseringen af dansk udenrigspolitik. Med statsminister Poul Nyrup Rasmussens umiddelbare erklæring om, at Danmark ville stå skulder ved skulder med USA hele vejen i ’krigen mod terror’ forekom det kun naturligt, at danske fly- og specialstyrker deltog i invasionen af Afghanistan. Angrebet var principielt sanktioneret af FN’s Sikkerhedsråd, men var fuldt ud styret af Washington. Kritikere pegede på, at fjernelsen af Talebanstyret i Kabul og de massive luftbombardementer med bl.a. klynge- og fladebomber, som kostede mindst 5.000 sagesløse civile afghanere livet, næppe var det mest gennemtænkte svar på 11. september-forbrydelsen. Talebanregimet havde kun meget begrænset forbindelse til al-Qaedas aktiviteter uden for regionen, og det meste af al-Qaedas evne til at udføre terrorhandlinger rundt om i verden var (og er) baseret uden for Afghanistan, først og fremmest i Pakistan og Saudi-Arabien. I stedet kunne man, påpegede kritikere, med bedre effekt med begrænsede politi-, efterretnings- og specialstyrkeoperationer under bred international FN-ledelse have ramt al-Qaeda-baserne i Afghanistan og andre steder. I dette lys var Afghanistan-invasionen primært en spektakulær aktion, som skulle demonstrere præsident Bushs handlekraft efter den eksempelløse ydmygelse af supermagten. Eftersom Bush fra starten definerede kampen mod terrorismen som en krig, skulle der naturligvis også føres rigtig krig. Bordet fangede, også for USA’s tætteste allierede inklusive Storbritannien og Danmark. Vejen var effektivt banet for Danmarks i forhold til sit befolkningstal meget store militære styrkebidrag både i krigen i Afghanistan og (fra 2003) i den så kontroversielle krig i Irak. Krigseventyr, der helt som forudsagt af kritikerne voldsomt har styrket islamistisk fundamentalisme og antiamerikanske og antivestlige stemninger i hele den arabisk-muslimske verden. De naive, etnocentristiske forestillinger om en ’chok-demokratisering’ af regionen ligger i grus. Ægte og varige regimeændringer kan kun komme indefra – de er befolkningernes eget værk. Som det er fremgået, har Socialdemokratiet og de radikale ligeligt med de borgerlige partier ansvaret for det skred, der er sket i dansk udenrigspolitiks profil efter den kolde krig. En profil, som på væsentlige områder snarere end aktivistisk må kaldes passiv tilpasning til en imperialt agerende amerikansk hypermagts militært fikserede interventionisme. Det store spørgsmål er, om denne profil – komplet med en gradvis fremvoksende ’stormagtsmentalitet?’ – virkelig tjener Danmarks langsigtede internationale målsætninger og interesser i en stadig mere globaliseret og multikulturel verden, hvor yderliggående kræfter i alle lejre søger eller uddyber konflikt og konfrontation mellem religioner og civilisationer.