Når man igennem de sidste par måneder gentagne gange i fuld offentlighed er blevet spændt i gabestokken, nødsages man på et tidspunkt til at opgive sine forhåbninger om sagtmodighedens triumf og den kollegiale fordrageligheds saglige sejr. Tilskyndet af en betydelig trang til at henlede opmærksomheden på sin bog 'Kierkegaards København' har Peter Tudvad således med megen rethaveriskhed og en noget skinger patos bestræbt sig på at udstille min biografi 'SAK. Søren Aabye Kierkegaard', der udkom i november 2000, som et kaotisk hulter til bulter af videnskabelig uredelighed. Hvad der til en begyndelse kunne ligne en bizar raptus, som man kunne håbe fortog sig, viste sig efterhånden at skulle blive en vedholdende beskydning af bemeldte biografi, der til Tudvads udtalte fortrydelse havde haft den frækhed at blive noget så ukierkegaardsk som læst af mere end hiin enkelte og dertil hædret med både Brandes Prisen og Weekendavisens Litteraturpris. En slags kulmination fandt sted i Information 24.-25. juli, hvor Tudvad spalte op og spalte ned forsøgte at fremlægge, hvad han kaldte »dokumentation« for, at 'SAK' skulle være fuld af »fusk, plagiat, metodisk inkonsekvens, overfortolkning og utilstrækkelig viden om datidens forhold«. Da uvejret for alvor brød løs, var jeg på ferie med kone og fire børn i det ubetinget sønderjyske fjernt fra Kierkegaards København og blev først gjort bekendt med sagen, da min slagfærdige svigerfar mandag formiddag ringede og spurgte deltagende til den inkonsekvente fuskers befindende. Min kone var først noget desorienteret, men kunne lidt senere meddele mig, at denne Tudvad igen havde skrevet i Information og nu længere og vildere, end han plejede. Skarpsindigt ræsonnerede jeg, at det nok var bedst at få fat i avisen, hvorefter jeg med Adam, Jakob og lille Johannes, der bare var iført ble, kørte ind til Skærbæk, hvor en venlig bibliotekar kunne meddele, at jeg da vist måtte ned til Tønder, hvis jeg vil gøre mig håb om at se sådan noget som Information. Derpå kørte jeg 25 kilometer sydpå, vinden var i øst og fyldte bilen med tordenfluer, men omsider fandt jeg biblioteket og kopierede med behjertet assistance fra flere tililende bibliotekarer den famøse artikel i et kompliceret A3-format. Hjem nordpå ad snorlige Ribevej slog vinden heldigvis om i nordvest, alt imens jeg undrede mig over, at Information ikke lige havde varskoet mig om angrebet, men jeg forsøgte at forklare mig tavsheden med, at Tudvads første angreb en måned tidligere ligeledes var tilgået avisen uden mit vidende og først kom til mit kendskab, da man nogle timer før deadline sendte mig en mail med artiklen som attachment og derpå ringede mig op for at få min reaktion på fire tætskrevne sider. De følgende dage byder på voldsom debat i de skrevne medier, der udbeder sig flere kommentarer og interview, som ofte afvikles på heden i blæst og bliver afbrudt af regionalt betingede modtageproblemer, men snart er sagen forsidestof og ender i dobbelt forstand på lederniveau, idet angrebet fører til en reprimande til Tudvad fra centerets direktør, Niels Jørgen Cappelørn, der i utvetydige vendinger tager afstand fra Tudvads form og i øvrigt pointerer, at beskyldningen for videnskabelig uredelighed er aldeles uacceptabel og helt grundløs. Tudvads adfærd undrer mig af flere grunde; dels er han en kollega, som jeg i perioder har haft et nært samarbejde med; dels har han i sin tid haft manuskriptet til 'SAK' til kritisk gennemsyn, hvad han sammen med flere andre af centerets ansatte takkes for i biografiens forord; endelig gør han sig lystig over en fejlagtig datering, som er blandt de halvt hundrede korrektioner af faktuelle og andre fejl, som jeg og min forlægger, Barbara Vibæk, har foretaget fra oplag til oplag. Ligeledes har jeg i forbindelse med både den tyske og ikke mindst den engelske oversættelse gennemgået manuskriptet omhyggeligt sammen med de respektive oversættere og foretaget yderligere en række korrektioner og præciseringer. Efter endt læsning af Tudvads monstrøse og stedvis direkte injurierende tekst må jeg blankt bekende, at hans »dokumentation« ikke har formået at imponere. Sigtet er ikke en faglig udveksling af synspunkter, men en massiv mistænkeliggørelse af mine motiver og en række beskyldninger for skødesløs omgang med kildematerialet til især fremstillingen af Kierkegaards rejse til Jylland, hvor der ifølge Tudvad burde have været anbragt en kildeangivelse lidt højere oppe på side 726 i mit noteapparat, end det er sket. Da notens nuværende placering er Tudvads tekniske argument for, at jeg har skrevet af, skal jeg gerne i et kommende oplag af 'SAK' hæve kildeangivelsen de cirka 12 millimeter, der er fornødent, subsidiært fordoble henvisningen, men som man sikkert kan fornemme, er der her - som professor Thomas Bredsdorff udtalte til Politiken 28. juli - tale om »nærsynede bagateller«, der ikke berettiger til at tale om hverken afskrift eller plagiat. Det siger sig selv, at når et værk optræder i min litteraturliste, er det, fordi det pågældende værk udgør en del af den samlede viden, som biografien repræsenterer. Da jeg skrev bogen, anvendte jeg den biografiske litteratur, der forelå, og det er derfor åbenlyst urimeligt at kritisere mig for ikke at have taget hensyn til materiale, der først er blevet fremdraget adskillige år efter færdiggørelsen af 'SAK'. Hvis jeg generelt havde anvendt kilder eller trukket på sekundærlitteratur, som ikke var anført i mit noteapparat eller angivet i litteraturlisten, ville sagen være en anden, men at beskylde mig for at afskrive, fuske og plagiere er slet og ret utilstedeligt. Skulle der ud af biografiens mere end 1.600 kilde- og litteraturhenvisninger vise sig at være en svipser eller to, udbeder jeg mig den skønsomme læsers overbærenhed. I øvrigt er det ikke uvæsentligt at understrege, at langt den overvejende del af mine kilder til 'SAK' hidrører fra Kierkegaards egne journaler, værker og breve, hvorved Tudvads beskyldninger bliver dobbelt absurde. Når disse selvfølgeligheder kan tiltrække sig så megen opmærksomhed, skyldes det ikke mindst den manipulatoriske manøvre, hvormed Tudvad tidligt i sin »dokumentation« får opstillet det sæt af falske præmisser, hvorpå han baserer og eksekverer sine drakoniske domme. Uden videre dikkedarer forudsætter Tudvad nemlig, at jeg skulle have præsenteret og lanceret 'SAK' som en »videnskabelig biografi«, der følgelig må indfri de fordringer til kildekritik, som Tudvad selv anser for at være uomgængelige for et sådant arbejde. Under påberåbelse af den store videnskabelighed begår Tudvad altså selv en påfaldende uvidenskabelig fejlslutning, idet han overser noget så fundamentalt som 'SAK's genre. 'SAK' har nemlig ikke på noget tidspunkt foregivet, at den i kildekritisk henseende skulle være en »videnskabelig biografi«, den er tænkt og skrevet og udgivet som en fortælling, hvad den til overmål annoncerer i sit forord, som Tudvad altså enten har sprunget over, misforstået eller bare ønsket at glemme, men hvori jeg blandt andet skriver følgende til angivelse af bogens sigte: »Jeg har ikke bare villet udfolde de store fortællinger i Kierkegaards liv, men også oplede smådele og biomstændigheder, sprækkerne i den geniale granit, galskaben lige underneden, intensiteten, skriveorgiets omkostninger, økonomisk og psykologisk, tilligemed det sitrende og dybt uudgrundelige i en figur, man aldrig rigtig bliver færdig med. Det er således i omfattende forstand komplekset Kierkegaard, som denne bog har sat sig for at beskrive./ Ligeledes har jeg villet genindsætte Kierkegaard i hans egen tid, kontekstualisere ham, så han ikke længere er 'hiin Enkelte' man står og stirrer på gennem et nøglehul i en af de københavnske byporte, men igen begynder at bevæge sig rundt blandt dem, der også færdedes i byen dengang (...). Skulle min fortælling undervejs få det indfald at ville dokumentere noget, da er det denne Kierkegaards vidtstrakte forviklethed med sit værk og sin samtid«. Det kan vanskeligt siges tydeligere: 'SAK' er en fortælling. Når derfor Tudvad ved sin improviserede standret sidst i sin »dokumentation« forlanger, at jeg må vedstå, »at 'SAK' ikke er en videnskabelig biografi«, så er et sådant krav allerede indløst med bogen selv, så tidligt som tænkeligt, i forordet nemlig. Hvad mere kan man næsten forlange? At en entusiastisk anmelder roste biografien for dens »akademiske grundighed«, kan man vanskeligt klandre forfatteren for. Tudvads krav om, at jeg efterfølgende skulle foreholde mine anmeldere biografiens uvidenskabelighed, skal jeg af lutter venlighed undlade at kommentere. Vil man i kildekritikkens tjeneste gå med både livrem og seler, skal man sikre sig, at man også har fået bukserne på. I begrundelserne for de priser, som biografien fik tildelt, havde man lykkeligvis begrebet bogens dybeste bestræbelse: 'SAK' havde påtaget sig at formidle et liv, et forfatterskab og en epoke, der i uformidlet form kunne forekomme abstrakt og uvedkommende. Begge priser var således formidlingspriser. Som en slags biografisk introduktion til den magiske magister forsøgte biografien at bringe forskningsresultater ud til en bredere læserkreds og henvendte sig for så vidt til den interesserede, men relativt forudsætningsløse læser. Uopfordret efterkom biografien således det stedse stigende og helt berettigede krav om forskningsformidling, som de bevilgende myndigheder i disse år gør gældende. En sådan formidling har selvfølgelig en pris, som ingen, der vil formidle, slipper for at betale. Formidlingen nødvendiggør nemlig et dobbelt bogholderi hos forfatteren, der dels skal indsamle og kontrollere sine data, dels skal viderebringe dem i et sprog, som gør disse data forståelige for læseren og proportionerede i fremstillingen, så den ikke begynder at bule faretruende fagteknisk ud de gale steder. Hvorvidt det faktisk lykkes at afbalancere meddelelsernes mængde med meddelelsen selv, beror på tusind ting, deriblandt og ikke mindst på gehør, fornemmelse for form, sans for spændstighed. 'SAK' blev derfor også en bog, der forsøgte at lade Kierkegaards pulserende lidenskab, sproglige energi og labyrintiske værk brede sig ud til fremstillingen selv, så læseren ikke falder i søvn på side 3 og sover dybt på side 5. Man kunne også sige, at fremstillingen havde indgået en alliance mellem videnskab og kunst, som ikke alene tiltalte dens forfatter, men tillige var i dybeste overensstemmelse med Kierkegaards egen litterære praksis og selvforståelse. Vedholdende kalder han sig jo for »Digter«, når han skal angive sin virksomhed, hvorfor det da heller ikke var en smålig kronikør eller kildekritisk snushane, han havde i kikkerten, når han skulle forestille sig sin fremtidige biograf, men noget så storstilet som en kongenial »Digter«. Herom noterer han i en optegnelse fra 1846: »Netop for Erindringen, for den poetiske Erindring tager min Produktivitet sig ud, og der vil nok komme den Tid, da Pigerne skulle rødme af Begeistring, naar en Digter vil fortælle hele mit Existents-Anlæg«. Nu rødmer pigerne vistnok ikke så meget mere, og jeg er ingen digter, men med 'SAK' har jeg som antydet ønsket at fortælle mandens liv eller - om man vil - udfolde hans liv som fortælling. Uden at digte hen over kendsgerningerne ønsker 'SAK' at gøre afstanden mellem den sande historie og den gode fortælling så kort som muligt. Under mit arbejde med at skrive biografien var det min stadige stræben at aflokke stoffet dets fortællemuligheder, så de skæbner, jeg havde i min varetægt, ikke faldt fra hinanden i kantede, klangløse blokke, men føjede sig ind i en sammenhængende fortælling med puls og pointe. En mere indgående diskussion af tekniske termer, filosofiske begreber, divergerende teorier om dit og dat kan og skal derfor håndteres med den ekspedithed, som hensynet til det narrative flow nødvendiggør. Hensynet til den formidlende fortælling betyder begribeligvis ikke, at jeg er fritaget for alle videnskabelige forpligtelser, tværtimod. Videnskabelighed er imidlertid ikke nogen entydig betegnelse og angiver ret beset en lang række discipliner og færdigheder, der i det foreliggende tilfælde blandt andet består i den kunst at kunne (ny)fortolke tekster, en evne til at udlægge dem filosofisk og teologisk eller til at trænge ind i dem psykologisk. Det nødvendige i en sådan manøvre kan en primær kilde som Israel Levin, der i årevis fungerede som Kierkegaards sekretær, til overmål tale med om: »Den, der vil behandle Søren Kierkegaards Liv, skal tage sig iagt for at han ikke brænder sig, saa fuld af Modsætninger er det, saa vanskeligt er det at trænge tilbunds i denne Charakter. Han omtaler meget dobbelt Reflection; al hans Tale var mere end syvdobbelt Reflection. Han kæmpede for at blive sig selv klar, men han joges af alle mulige Stemninger og var et saadant Stemningsmenneske, at han ofte har anført usande Ting, foregøglende sig, at det var Sandhed«. Levins udtalelse er en påmindelse om, at Kierkegaards karakter ikke er mindre kompleks end det forfatterskab, han efterlod sig, hvorfor man nødvendigvis må mobilisere en bredspektret videnskabelighed for at få indkredset det væsentlige. Man skal så at sige være videnskabelig på rette tid og sted og skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, ellers udarter ens videnskabelighed til det fænomen, som Grundtvig kaldte »Drenge-Videnskabelighed«, der er en slags videnskab for videnskabens egen skyld. Som et eksempel på det, Tudvad kalder min historiske uvidenhed, anfører han min beskrivelse af Kierkegaard seniors død i 1838. Faderens sidste timer er gengivet i storebror Peter Christians dagbog (som jeg ifølge Tudvads ubetvingelige trang til mistænkeliggørelse har »læst i udtog«, hvorved han ligesom antyder, at der skulle findes en mere videnskabelig udgave, hvilket ikke er tilfældet), der skildrer en ualmindelig makaber dødskamp. I sin dagbog omtaler Peter Christian »Jomfruen«, hvilket jeg i min fremstilling af forløbet gengiver med »den unge pige«. Dette udløser prompte Tudvads protest, idet en »Jomfru« blot betegner en »ugift borger- eller almuedatter eller en husjomfru«, hvilket alt sammen sådan cirka svarer til en »husbestyrerinde«, der i det foreliggende tilfælde hed C.A. Møller og minsandten ikke var nogen helt »ung pige« længere, idet hun »var 37 år!«. Efter udråbstegnets trodsige triumferen kan Tudvad konkludere, at eksemplet »illustrerer Garffs hang til at fabulere over kilderne frem for at studere dem«, men det er nonsens, for bemeldte Møller er i sammenhængen totalt ligegyldig, hvorfor særskilte bemærkninger om hendes navn og alder bare ville bortlede opmærksomheden fra sagen, scenen: dødens rumsteren med oldingen. Med maliciøs veloplagthed kan Tudvad divertere med andre eksempler på manglende studier i kildematerialet. Således er jeg kommet for skade at omtale nogle trådstrømper og vævede huer uden kildeangivelse og skrevet »regnskabsbøger« i stedet for »passérseddel«. Min viden om datidens lavsforhold lader også meget tilbage at ønske, idet jeg ikke skelner skarpt mellem en oldermand og en politimand og får gjort den nu efterhånden navnkundige snedkersvend Strube til tjener, hvad han ikke var, om end han ifølge Tudvad nok var Kierkegaard behjælpelig i den daglige husholdning og altså alligevel lidt tjener. Små ting er rigtignok ikke altid småting, men beskæftiger man sig for længe med dem, risikerer man selv at blive smålig og ende i en slags forskningsfarisæisme, der ikke alene er så ukierkegaardsk som noget tænkeligt, men i sidste ende tillige komplicerer enhver formidling af forskning. Konsekvenserne for biografiernes fremtid er i så henseende uoverskuelige, for som Jens Andersen i Information 30. juli svarede på spørgsmålet om, hvor mange biografier der ville kunne klare et tudvadsk eftersyn: »Av-av - ikke mange! Min H.C. Andersen-biografi ville også falde«. At fordrive agurketiden ved at skyde gråspurve med kanoner kan være fornøjeligt nok, men når plafferiet nærmer sig det injurierende, skal man indstille skydningen og i stedet bruge krudtet på en mere konstruktiv dialog med sine fagfæller. Med et sensommerligt vemod må man i dag konstatere, at muligheden for en offentlig dialog om vigtige kierkegaardske temaer er gået tabt, hvorved den formidlingsopgave, som de ansatte ved et forskningscenter blandt meget andet også bør varetage, er blevet forsømt i en misforstået videnskabeligheds navn.