1966: Som ung studerende flyttede jeg til et nybygget almennyttigt gårdhus i Albertslund. Det var trendy dengang, og jeg var så langtfra alene om at flytte alment. Der var mange veluddannede og ressourcestærke, der gjorde det samme. 2009: Jeg bor stadig i en almen bolig i Albertslund. Men nu er det så som så med det trendy. Samfundet har ændret sig radikalt. De veluddannede søger andre steder hen, mens den almene sektor overalt i landet har fået en overvægt af socialt svagere grupper, og i nogle områder er denne overvægt meget markant. Hvad er der sket? Og hvor gik det galt? Jeg burde måske selv være en af de nærmeste til at svare på spørgsmålet, for jeg har været tæt på udviklingen siden. Ikke kun som almindelig beboer, men også professionelt. Jeg var kommunalpolitisk aktiv i tolv år og var medansvarlig for vigtige dele af Albertslund Kommunens udbygning, og jeg skal være den første til at indrømme, at man i dag ikke ville bygge, som man planlagde dengang. Ydermere har jeg i næsten 35 år været ansat i Boligselskabernes Landsforening, hvor jeg har fulgt udviklingen i den almene sektor på nærmeste hold.
Vi – og med ’vi’ mener jeg ikke bare os i den almene boligsektor, men alle med indsigt i samfundsudviklingen – har vidst, at det gik den gale vej på en lang række områder efter den optimistiske tid. Selv har jeg i årtier beskæftiget mig intensivt med den negative udvikling i retning af en stadig stærkere social og etnisk udskillelse på boligmarkedet. I den sammenhæng har jeg været involveret i utallige udvalg, reformer og initiativer. Jeg har bl.a. deltaget i arbejdet i relation til regeringens byudvalg i 90’erne, i regeringens programbestyrelse imod såkaldt ghettoisering fra 2004, og aktuelt deltager jeg i det nye Center for Boligsocial Udvikling. Siden de første alvorlige tegn på problemer i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne har det ikke skortet på advarsler om, hvad der var i vente, hvis der ikke for alvor blev grebet ind. Men advarslerne blev ikke taget tilstrækkeligt alvorligt, og de indsatser, som trods alt blev lavet, var for svage, for halvhjertede, for spredte og ofte med alt for kort en tidshorisont. Min konklusion efter alle disse år er derfor dyster: Trods alle hidtidige indsatser går det den gale vej. Det betyder ikke, at jeg er opgivende, men jeg er overbevist om, at vi står ved et afgørende punkt, hvor al ideologi samt vane- og kassetænkning bør pakkes langt væk. Og det gælder os alle sammen: regering og Folketing, kommuner, politi og andre offentlige myndigheder, de almene boligorganisationer og foreningslivet. Den negative udvikling er sket med en foruroligende stabilitet, men når vi igennem det seneste år har oplevet en hel ekstraordinær massiv medieomtale af belastede boligområder, skyldes det især den opblussede bandekonflikt. Man kan ikke helt sige sig fri for følelsen af et vist medieselvsving understøttet af politiske kræfter, som har haft fokus på kommunalvalget, men begivenhederne er nok så virkelige endda.
