Retorisk set er den såkaldte kulturkamp en interessant størrelse. For er der tale om en kamp om kulturen eller en kamp for kulturen? For mig at se er der tale om begge dele, dog har kampen om kulturen vundet terræn i forhold til kampen for kulturen. Forklaringen er, at kampen om kulturen handler om at kunne sætte dagsordenen værdipolitisk, hvilket har en enorm betydning i vore dages Danmark, hvor globalisering, indvandring m.m. sætter danske værdier og dansk kultur ind i en helt ny sammenhæng. Spørgsmålene, der presser sig på i den sammenhæng, er: Hvordan skal det, vi kalder dansk kultur og danske værdier, forholde sig til udefrakommende påvirkninger og påvirkninger fra minoritetskulturer i landet? Skal vi forsøge at integrere forskellige kultursyn og kulturudtryk med hinanden i et multikulturelt samfund, eller skal vi for alt i verden forsøge at holde majoritetskulturen og minoritetskulturerne adskilt? Kampen for kulturen handler om, hvordan vi konkret udmønter kulturpolitikken i forhold til værdidebatten, og her er der tale om, hvordan vi prioriterer de offentlige midler til kunsten og kulturen. Spørgsmålene, der presser sig på i denne sammenhæng, er: Hvorfor skal vi bruge penge på kunst og kultur? Skal pengene bruges på at fremme danske kunstnere, dansk kulturarv, dansk sprog og litteratur, eller skal vi aktivt forsøge at beskytte og fremme minoriteters kulturelle og kunstneriske udtryk? Kulturen har en enorm betydning for, hvordan vi opfatter os som mennesker, og hvordan vi opfatter os som folk. Kultur er vaner, skikke og traditioner. Kultur er kunst, sprog og historie. Kultur er værdier, erfaring og følelser. Kultur er det, der binder os sammen som nation. Kultur er det, der splitter os som folk. Kultur er identitet. De, der formår at sætte den kulturpolitiske dagsorden i Danmark, har med andre ord stor indflydelse på, hvor diskussionen om danske værdier og dansk identitet skal bevæge sig hen. Den kulturpolitiske scene har i de senere år været omdannet til en slags kampplads. Kampen har stået mellem dansk kultur på den ene side og multikultur på den anden side – med særligt fokus på muslimske kulturmønstre. De fleste husker nok kulturminister Brian Mikkelsens dundertale på Konservatives landsmøde i 2005. Det var her, han blæste til kamp mod en »middelalderlig muslimsk kultur« og mod den »multikulturelle ideologi«. Talen var i det hele taget karakteriseret af en meget krigerisk retorik, der kom til udtryk i de mange krigsmetaforer. Kulturministeren slog fast, at der endnu var mange »slag, der skulle slås«, og »kulturkampens nye front« var at bekæmpe det »parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange«. Våbnet i kampen mod det multikulturelle var »kulturel oprustning«, for »kulturarven beriger os og styrker vores identitet som danske borgere i en tid, der er præget af globalisering og folkevandringer«, som ministeren udtrykte det. Det var her, kulturkanonen kom ind i billedet. Den var en gave til alle borgere i landet og til indvandrerne, der med en dansk kulturkanon fik »god adgang til de fælles referencerammer, den danske kultur bygger på«. Det var nu ikke alle, der anså kulturkanonen for en gave til indvandrerne. Nogle af kanonudvalgenes medlemmer var bestemt ikke tilfredse med at blive spændt for den vogn, der skulle bruges i værdi- og kulturkampen. De vægrede sig – ligesom mange andre – ved den hårde retorik og den måde, som kulturbegrebet blev brugt på. Noget tyder dog på, at kulturministeren ikke står alene med den relativt negative holdning til multikultur. Christian Albrekt Larsen, Aalborg Universitet, skriver i sin nyligt udgivne bog ’Danskernes nationale forestillinger’, som bygger på en stor international undersøgelse fra 2003, at danskerne er det folk, der er mest negativt indstillet over for multikulturelle samfund ud af de 27 lande, som deltog i undersøgelsen. Kun 11 procent af de adspurgte danskere mener, at det er godt for Danmark, hvis samfundets forskellige grupper bevarer deres særegne skikke og traditioner. Resten af danskerne mener, at det er bedst for landet, hvis de forskellige grupper tilpasser sig det omgivende samfund. Undersøgelsen giver dog ikke svar på, hvordan danskerne mener, at de forskellige grupper skal tilpasse sig. Undersøgelsen nævner f.eks. ikke muligheden for, at de forskellige grupper tilpasser sig det omgivende samfund, samtidig med at de bevarer særegne skikke og traditioner. Det er således ikke tydeligt, om danskerne ønsker total assimilation frem for integration af kulturer. Men overordnet set kan man konkludere, at danskerne foretrækker monokultur frem for multikultur. Danmark indtager også en førsteplads i undersøgelsen, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt etniske minoriteter skal have offentlig støtte til at bevare deres skikke og traditioner. Hele 54 procent erklærer sig ’helt uenig’ eller ’delvis uenig’ i, at etniske minoriteter skal modtage denne støtte. Det er en andel, som er over dobbelt så stor som i noget andet land (Canada ligger på andenpladsen med 23 procent). Danskerne er altså meget uvillige til at bruge offentlige kroner på at støtte mindretalskulturer, hvilket er særlig tankevækkende, fordi Danmark – i modsætning til andre lande i undersøgelsen – i forvejen er vant til at bruge relativt mange offentlige kroner på kunst og kultur. Det pudsige ved undersøgelsen er, at danskerne samtidig er et af de lande, hvor befolkningen er mindst stolt af egen kunst og kultur – her får Danmark en bundplacering som nummer 25 ud af 27. Så hvis vi hverken er stolte af vores egen kunst og kultur og heller ikke vil tillade andre kulturudtryk i vores samfund, hvad er det så, vi vil? Pointen er, at det ved vi ikke. Vi er i hvert fald ikke enige om det. Vi er faktisk et af de lande i undersøgelsen, som er mest splittede i forhold til spørgsmålet om indvandrere. Som danskere føler vi os generelt tæt knyttede til vores nation, og vi er stolte af vores velfærdsstat, men vi er meget uenige, når det gælder indvandring. Det er faktisk kun franskmændene, der er mere splittede end os. Splittelsen kommer til udtryk i, at nogle dele af befolkningen er ’over-positive’ over for indvandrere, mens andre er ’over-negative’ over for indvandrere. Standardafvigelsen mellem de positive og negative holdninger er altså meget stor i Danmark, hvilket kan være forklaringen på den til tider meget polariserede indvandrerdebat, vi har i Danmark. Det er svært at sige, om det er politikerne, der påvirker befolkningen, eller om det er befolkningen, der påvirker politikerne. Der er dog ikke nogen tvivl om, at politikerne har muligheden for at sætte dagsordenen og udstikke rammerne for debatten. Derfor er det også vigtigt – såfremt man ønsker et mere inkluderende kulturbegreb – at politikerne ændrer den herskende diskurs, som generelt set er negativt orienteret, når det gælder mindretalskulturer. For tiden fylder de muslimske tørklæder meget i den offentlige debat. For meget mener nogle – for lidt mener andre. Der er dem, der mener, at det er latterligt at bruge så meget tid på at diskutere x antal gram tekstil, der er andre, der mener, at tørklædet er af så stor offentlig betydning, at det bør overtage hele den politiske dagsorden. Her er der tale om to ekstremer, som meget tydeligt illustrerer den splittelse, som hersker i Danmark i forhold til spørgsmålet om indvandring og mindretalskulturer. Det muslimske tørklæde er selvfølgelig ikke bare et ligegyldigt stykke tekstil. Det er ganske rigtigt et symbol på en religiøs levevis. En religiøs levevis, som for nogle er et frit valg og for andre er forbundet med restriktioner, regler og utidssvarende sæder og skikke. Et møde med et muslimsk tørklæde minder os danskere om, at der findes andre måder at leve på, og konfronterer os dermed med vores egen levevis. Derfor vækker det så stærke følelser, og derfor har de fleste en holdning til tørklædet. Der er tale om en vigtig værdipolitisk debat, men det er altafgørende for det konstruktive i debatten, at man ikke tillægger de religiøse symboler for stor betydning. Den reelle betydning ligger i den religiøse praksis. De, der mener, at islam er en religion med undertrykkende elementer, må gribe fat i disse elementer, der hvor de praktiseres – det kunne f.eks. være i forhold til tvangsægteskaber. Det er jo i virkeligheden der, værdidebatten bliver interessant, fordi den kan gøre en forskel. Vi løser ikke nogen problemer ved selektivt at forbyde muslimske symboler i det offentlige rum. Hvis vi skal gå forbuddets vej, skal det være i forhold til de religiøse og kulturelt betingede praksisser, som direkte strider imod vores lovgivning. Spørgsmålet er, om det ikke er på tide at definere et kulturelt fællesskab, der er baseret på forskellige kulturelle udtryk. Det behøver ikke at være et spørgsmål om enten-eller – om dansk kultur eller muslimsk kultur. Det kan godt lade sig gøre at inkludere andre kulturelle udtryk i et kulturelt fællesskab, der nødvendigvis må tage udgangspunkt i det, vi har til fælles i Danmark. Kunsten er et godt sted at mødes. Vi kan mødes i musikken, i filmens verden, i bøgernes verden, på museerne, i de lokale kulturhuse, på festivaler og mange andre steder, hvor forskellige kulturelle udtryk mødes. Kald det blot et ’multikulturelt Danmark’. Et Danmark, der accepterer og påskønner, at der findes flere kulturelle udtryk. Et Danmark, der gerne vil fremme og beskytte disse flerkulturelle udtryk. Det betyder ikke, at alle kulturbaserede traditioner og værdier skal accepteres. Det behøver næppe slås fast, at der ikke er plads til undertrykkelse, censur, modarbejdelse af demokratiet, religiøs fanatisme og terrorisme i dette kulturelle fællesskab. Det handler nemlig ikke om kulturrelativisme. Vi skal ikke derud, hvor vi siger, at alt, hvad der er kulturbestemt, er godt. Vi har selv muligheden for at definere det kulturelle fællesskab, vi gerne vil have i Danmark – og vi har muligheden for at sige fra over for det, vi ikke mener skal være en del af dette fællesskab. Politikerne kan være med til at skabe rammerne for dette nye kulturelle fællesskab. Men det kræver intet mindre end en diskursændring. Det kræver, at vi redefinerer rammerne for, hvad der er dansk. Det kræver, at vi flytter det lidt ensidige fokus på dansk kultur og kulturarv i kulturpolitikken og formulerer en vision for, hvordan kulturpolitikken kan være med til at skabe et nyt kulturelt fællesskab baseret på kulturel mangfoldighed. Det er nødvendigt for at samle det danske folk (inklusive ikkeetniske danskere) for at styrke den fællesskabsbaserede identitet og for at modvirke den splittelse, som vi er vidner til. 2008 er EU’s år for interkulturel dialog, og det betyder, at der i EU er ekstra meget fokus på dialogen mellem kulturer. Det er naturligvis vigtigt i international sammenhæng, at vi lærer at tale sammen på tværs af kulturer og på tværs af grænser i et Europa, som er under konstant forandring. Men det er også vigtigt, at vi på nationalt niveau får skabt rammerne for, at man kan føre en meningsfuld dialog på tværs af kulturer. Det kræver noget af de danske politikere, det kræver noget af den danske befolkning, og det kræver noget af de mindretal, som vi har i Danmark. Alle skal blande sig og deltage i debatten. Det er især vigtigt, at sidstnævnte gruppe markerer sig i debatten, hvilket naturligvis kræver engagement og vilje fra de forskellige mindretals side. Men det kræver også velvillig presse, der oftere, end det er tilfældet i dag, forsøger at inddrage denne gruppe af befolkningen, som vi så ofte taler om og sjældnere taler med. Kulturminister Brian Mikkelsen sagde ved lanceringen af Året for Interkulturel Dialog, at »et af de bedste midler til at skabe dialog mellem kulturer er jo kultur«, fordi kultur skaber identitet, og fordi kultur kan forene og adskille os. I kunsten trives forskelligheden, og derfor er kunsten et godt udgangspunkt for den interkulturelle dialog, sagde ministeren i sin tale. Han sagde også, at interkulturel dialog »handler om oprigtig samtale, hvor man bringer forskellighederne frem i lyset og finder noget ægte at være fælles om – skaber noget ægte nyt i fællesskab«. Man kan kun give ministeren ret og glæde sig over, at han nu – i modsætning til udtalelserne i 2005 – giver udtryk for, at tilstedeværelsen af flere kulturer kan være et positivt udgangspunkt for kulturpolitikken og den danske identitet. Nu mangler vi bare at se, hvordan ministeren konkret har tænkt sig at bane vejen for denne forskellighed i kulturpolitikken, og om han har tænkt sig at nedtone det kulturpolitiske fokus på det nationale til fordel for et mere mangfoldigt kulturbegreb. I Morgen eftermiddag står slaget mellem tre skarpe værdipolitikere og en enkelt kunstner. Det er kulturminister Brian Mikkelsen, Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, SF’s kulturordfører, Pernille Frahm, og musiker Ivan Pedersen. Der er lagt op til debat om kulturens rolle i værdikampen, så det kommer sikkert ikke til at gå stille af. Debatten finder sted i Pressen, og Politiken deler gratis is ud til alle for at undgå ’overophedning’. Det er nok en meget god idé. Rigtig god kamp!