Rumænien vækker normalt liden genklang på disse nordlige breddegrader. De fleste danskere vil nok tænke på børnehjem med forfærdende forhold, dårligt behandlede sigøjnere, grå betonblokke og en despotisk kommunist ved navn Nicolae Ceausescu. Rumænien synes med andre ord at være indbegrebet af det trøstesløse og mishandlede Østeuropa, der i 1989 dukkede frem af kommunismens tåger. Et sådant billede er både ganske misvisende og sært rammende. Billedet er misvisende, fordi Rumænien er så meget mere end det. Det er et yderst mangfoldigt land; sine steder minder det om de mest maleriske tyske middelalderbyer, andre steder føler en besøgende sig hensat til Orienten. Men på sin vis er billedet alligevel rammende. Rumænien står nemlig i en situation, der yderst præcist indfanger de tidligere kommunistiske landes problemer i disse år. Landet er kastet ud i en samtidig økonomisk og politisk reformproces. Landet er kastet ud i en både økonomisk og politisk reformproces. De smertefulde reformer fordrer politisk vilje og tro på, at tingene kan ændres. Forudsætningen for et gunstigt udfald er med andre ord, at befolkningen holder op med at tage en uvenlig skæbne for givet. Den største forskel til flertallet af nabolandene er nok, at rumænerne endnu ikke for alvor har taget fat om nældens rod - og at forhindringerne på forhånd synes noget nær uoverstigelige. Overskriften kunne nok forlede nogle til at tro, at denne Kronik handler om sidste onsdags kamp i Parken. Fire minutter og femogfyrre sekunder inde i overtiden blev Rumæniens videre skæbne i gruppe 2 - ganske i modstrid med spil og chancer - endegyldigt beseglet. Resultatet har ført til noget nær landesorg i det fodboldglade hjemland, men de 22 millioner rumænere har, trods alt, større genvordigheder at kæmpe med end de 11 udvalgtes præstationer på grønsværen. I lighed med de øvrige central- og østeuropæiske lande har Rumænien siden kommunismens sammenbrud stået over for en dobbelt omstillingsproces. Kommandoøkonomien har skullet ændres i markedsøkonomisk retning, samtidig med at det kommunistiske étpartisystem har skullet erstattes af et liberalt demokrati. De to omstillinger har i høj grad været hinandens forudsætninger, men fremskridt på det ene område har ikke nødvendigvis gjort stien mere fremkommelig på det andet. En sådan situation er alt andet end misundelsesværdig, og det hele er ikke ligefrem blevet lettere af, at de rumænske beslutningstagere har trukket følehornene til sig, så snart de er stødt på forhindringer. Mere end et årti efter kommunismens sammenbrud præger mange af dens dårligdomme fortsat den rumænske økonomi. Den rumænske stat har aldrig for alvor forliget sig med nødvendigheden af at respektere markedskræfterne. Sat på spidsen er problemet, at de skiftende regeringer ikke har taget et opgør med den store fejltagelse, det er at føre socialpolitik over markedet. Rumænien har endnu i dag en form for uformel eller indirekte velfærdsstat, hvis ordninger strider mod almindelig økonomisk fornuft. Den indirekte velfærdsstat hviler på tre ben: overbemanding i de statsejede virksomheder, adgang til stort set gratis energi og en omfattende administrativ korruption. Under kommunismen var enhver rumænsk statsborger sikret livstidsansættelse i de enorme industrikonglomerater, der blev opbygget omkring de større provinsbyer. Anlæggene eksisterer den dag i dag. De har stort set alle til hobe en håbløst forældet produktionsstruktur, der bygger på arbejdende hænder frem for moderne teknologi. Foretagenderne kan på længere sigt kun overleve, hvis de gennem privatisering kan tiltrække fremmed kapital og ekspertise. Det forudsætter til gengæld masseafskedigelser. Anlæggene udgør altså en gordisk knude af dimensioner. Over et årti efter planøkonomiens fallit finansieres virksomhedernes drift fortsat af det offentlige. Der er tale om en yderst kortsigtet løsning, der fra arbejderside har fundet udtryk i den udbredte talemåde: 'De lader, som om de betaler os. Vi lader, som om vi arbejder'. Energisektoren udgør det andet ben af den indirekte velfærdsstat. De store indenlandske energiressourcer (olie, gas og kul) blev under kommunismen brugt som argument for, at enhver rumæner skulle have adgang til energi under markedspris, ja sågar under kostpris. Priserne er ganske vist blevet hævet markant de seneste år, men da de færreste alligevel betaler varmeregningen (der er stort set ingen kontrol), er forskellen den samme. Endelig er der korruptionen, de indirekte sociale ordningers tredje led. Ifølge den uafhængige institution Transparency International er korruptionen i Rumænien mere omfattende end i noget andet østeuropæisk land, fraregnet visse af de tidligere sovjetiske stater. Det er helt almindeligt, at man må betale et fast beløb (ofte svarende til en gennemsnitlig månedsløn) til hospitalslæger for at sikre en anstændig behandling - til trods for at sundhedsvæsenet formelt er gratis. På grund af de meget lave offentlige lønninger er de fleste offentligt ansatte helt afhængige af disse bestikkelser. Mange rumænere fremhæver, at korruption blot er en form for netværksarbejde. Adfærden er da heller ikke nogen udelt forbandelse. Det rumænske marked er så overreguleret, at korruptionen i et vist omfang får markedsmekanismen til at virke uden om de stive juridiske rammer. Men den hæmmer samtidig de livsvigtige udenlandske investeringer. På lidt længere sigt er der næppe tvivl om, at korruptionen skader mere, end den gavner. Siden det første demokratiske regeringsskifte i 1996 har de rumænske beslutningstagere så småt åbnet for et opgør med denne indirekte velfærdsstat. Rumæniens vigtigste udenrigspolitiske mål har siden midten af 1990'erne været optagelse i henholdsvis NATO og EU. Det har gjort de rumænske regeringer yderst lydhøre over for EU's, USA's og de internationale finansielle institutioners 'anbefalinger'. Det første udenrigspolitiske mål blev opfyldt på Prag-topmødet i 2002, idet Rumænien modtog en invitation til NATO. Rumænerne kom derimod ikke med i EU's seneste store udvidelsesbølge, og landet skal oppe sig for at komme i betragtning i en eventuel næste bølge. Regeringen i Bukarest har af disse grunde sat privatiseringer, reformer af energisektoren og en antikorruptionskampagne øverst på den politiske dagsorden. Men det er kendetegnende, at tiltagene snarere synes at afspejle bekymring over omverdenens vurdering af den rumænske reformvilje end bekymring over problemernes konsekvenser i sig selv. Reformerne møder samtidig en udbredt folkelig modstand. Hvor meget økonomisk logik der end ligger bag, er det ikke let at fjerne erhvervede 'sociale rettigheder', specielt når de økonomiske gevinster først slår igennem på længere sigt. Dertil kommer, at det i særdeleshed er de laveste indkomstgrupper, der er afhængige af de lave energipriser og overbemandingen i de offentlige virksomheder. Ordningerne har ikke blot tjent som indirekte velfærdsforanstaltninger, men som indirekte velfærdsforanstaltninger med et klart socialt sigte. At ændre på den slags kræver et politisk mod og en politisk styrke, der hidtil har ligget de rumænske beslutningstagere fjernt. Laden stå til-holdningen på det økonomiske område indfanger ganske præcist det væsentligste problem ved den politiske omstillingsproces i Rumænien. For at fungere som styreform kræver det liberale demokrati tilstedeværelsen af en vis politisk rationalitet. Hvis samfundsmæssige problemer ikke skal løbe af sporet, må de i tide gøres til genstand for debat, og beslutningstagerne må reagere - også når det vil være smertefuldt for store dele af befolkningen. Ellers kan selv det rigeste samfund køres i sænk, som det eksempelvis er sket i Argentina efter Anden Verdenskrig. En sådan politisk rationalitet eksisterer for indeværende ikke i Rumænien, og det er tvivlsomt, om den overhovedet er i sin vorden. I 1920'erne og 1930'erne skrev den rumænske forfatter Panaït Istrati en række skønlitterære værker, der søgte at indfange den rumænske befolknings kår og sjælekvaler. Istrati, der efter sigende var den aldrende Georg Brandes' yndlingsforfatter, nåede vidt omkring i sine skriblerier. Fire af forfatterskabets temaer forekommer endnu i dag relevante, når genvordighederne forbundet med den politiske omstilling skal belyses. Disse fire apokalyptiske ryttere er: den despotiske statsmagt, den rumænske nationalisme, den dogmatiske udlægning af socialismen og (mere indirekte) det ortodokse gudsforhold. I 'Tidslerne på Baragan' fra 1928 rister Istrati en rune over nogle af ofrene for den despotiske statsmagt; 11.000 fattige landarbejdere, der ved en grov uret er faldet for deres egen hærs bajonetter. Bogen er en højsang til den revolutionære kamp. I sine efterfølgende værker beskæftiger Istrati sig da også indgående med datidens revolutionære projekt, socialismen. I 'Huset Thüringer' og 'Fæstekontoret' opsøger hans alter ego, den unge Adrian Zograffi, de socialistiske foreninger i Braila og Bukarest. Men Adrian erfarer, at havnearbejderen kan være så brutal som nogen mod sine egne, mens ejeren af handelshuset kan have hjerte som få. Han ender derfor med at afsværge det socialistiske revolutionsideal. I Adrians øjne forekommer opdelingen af mennesker i gode (vi og vore) og onde (de andre) i bedste fald naiv. Istrati forkaster dermed klassekampen, og han har intet sammenhængende alternativ at byde på. Den store konkurrent på samtidens politiske dagsorden, 1930'ernes nationalisme, lægger han klart afstand til. I romanen 'Mikhaïl' nægter Adrian at lægge jøderne for had »som alle gode patrioter« ellers bør gøre, og i forordet til 'Domnitza von Snagov' lyser en desillusioneret Istrati den storrumænske nationalisme i band. Endelig gennemsyrer Istratis religionskritik implicit de nævnte værker. Istrati ønsker et opgør med den ortodokse kirke og dennes hierarkiske gudsforhold; et gudsforhold, der ikke levner megen plads til individet, men derimod skaber en udbredt magtesløshed. Trådene fra de fire temaer løber sammen i skildringen af den rumænske bonde og arbejder. Der er oftest tale om knækkede skikkelser, der har en forestilling om, at det ikke kan være anderledes, at elendighed og undertrykkelse er et givet vilkår. De minder ganske meget om den 'fatalistiske' arbejder i Martin Andersens Nexøs samtidige skildringer af den danske arbejdskamp. Istratis budskab er således meget sørgmodigt, men det er ikke blottet for håb. For Istrati beror magthavernes stilling først og fremmest på den jævne mands ligegyldighed. Men styrkeprøven er endnu åben. Nogle få skikkelser, heriblandt Adrian Zograffi, vil ikke affinde sig med denne tingenes tilstand. De ønsker i stedet at tage skæbnen i egen hånd. Der findes en vej frem. Seks årtier senere er det forstemmende at se, hvad der skete med Istratis håb. Med assistance fra de sovjetiske besættelsestropper sejrede klassekampen i sin mest perverterede udgave, og under Nicolae Ceausescu udartede styreformen til et selv efter rumænske forhold hidtil uset despotisk styre. Oveni slog Ceausescu de nationalistiske strenge an i sit brud med Sovjetunionen i 1970'erne. Endnu i dag trives den rumænske nationalisme i sin mest fordummende form. Det Storrumænske Parti, hvis farverige leder, Vadim Tudor, under den seneste valgkamp bebudede, at han ønskede at oprette standretter på de lokale idrætsanlæg for at skyde sigøjnere, nyder opbakning fra omkring en fjerdedel af vælgerkorpset. Endelig er den ortodokse kirke så konservativ som nogensinde. Tilhørerskaren er ganske vist svundet ind, men fra kirkerne lyder fortsat et evangelium, der opfordrer folk til at affinde sig med deres lod i den timelige verden. Det er på dette fundament, at det liberale demokrati har skullet slå rod efter revolutionen i 1989. Det har været akkurat lige så svært, som man kunne forvente. Den moderne rumæner adskiller sig naturligvis fra Istratis krumryggede bonde og forråede havnearbejder på en række punkter, men den opgivende indstilling lever videre i bedste velgående. Ikke blot i den brede befolkning, men helt ind i magtens inderste korridorer trives en resignation, der besværliggør de nødvendige økonomiske reformer, ja forhindrer effektiv politisk problemløsning i det hele taget. Som om det ikke var nok, så er nabolandene angiveligt også parat til at holde Rumænien nede. Når bølgerne går højest, føler en tilhører sig hensat til 1930'erne. Der er naturligvis en del tom retorik i disse udmeldinger, men fatalismen er uomtvisteligt en væsentlig barriere for politiske og økonomiske fremskridt i Rumænien. For hvis man alligevel er prisgivet en ond skæbne og en række sammensværgelser, så nytter det jo ikke meget at udvise selvstændigt initiativ. Den russiske forfatter Leo Tolstoj så de fattige og forpintes hellige enfold som et adelsmærke. Kun i kraft af en skjult, sjælelig særviden kunne de uden videre bøje nakken så gudhengivent og resigneret. Det kan gerne være tilfældet, men et moderne demokrati kræver, at borgerne reagerer mod livets fortrædeligheder. Den forudgående beskrivelse forekommer derfor noget nedslående for Rumæniens fremtidige muligheder. Der er dog også visse lyspunkter. Den nye generation, der er 'skolet' efter 1989, er i mildere grad besjælet af afmagt end den ældre. På lang sigt er det vanskeligt at forestille sig, at den resignerende mine vil have så gode kår som i dag. De veluddannede unge har imidlertid haft en tendens til at udvandre i stedet for at lægge indsatsen på hjemmefronten. Siden 1989 er Rumæniens befolkning faldet med en million. Det er næppe de ressourcesvage, der er rejst. Overskriften på denne Kronik er derfor på ingen måde tilfældig. Hvis Rumæniens dobbelte omstillingsproces skal bære frugt, så kræver det, at rumænerne begynder at tage hånd om egen skæbne - i stedet for blot at vende øjnene mod himlen. Onsdagens udligning i overtiden har nok fået mange rumænere til at tænke, at forsynet atter er dem uvenligt stemt. Andre vil givetvis hævde, at dommeren er købt og betalt. Den slags undskyldninger har de ikke råd til på længere sigt - bedre ville det være at se spillestilen kritisk efter i sømmene.