Hvis man jævnligt er rundt i landet for at holde foredrag i vælgerforeninger, højskoleforeninger, menighedsråd, partiforeninger eller lignende, så kommer man næsten uvægerligt til at undre sig over rugens gådefulde placering i den danske kulturarv. Man bevæger sig til møderne gennem et landbrugslandskab med bølgende byg- og hvedemarker. Men når så mødet skal starte, så vil det ofte være med en sang fra Højskolesangbogen, og så synger man næsten uvægerligt om rugen.
Er det ved vintertide, vil man synge om, hvordan vinteren rinder i grøft og i grav med »rugens krøllede blade«. Er det om foråret, siger vi velkommen lærkelil, »når rug er oven vang«. Om sommeren lægger vi os »i læet ved storrugens fod«, og om efteråret synger vi om, »hvordan den kære rug kom ind«. Er det en mere historisk orienteret forsamling, så vil man synge om »Danmarks hvede, Danmarks rug«, som Dybbøl mølle maler. Rugen er der altid, mens de andre kornsorter maksimalt optræder i en birolle sammen med rug. Eneste undtagelse er ’Jeg er havren, jeg har bjælder på’, og den er endda skrevet af rugens digter frem for nogen, Jeppe Aakjær. Bliver man grebet af mysteriet og begynder at se efter kornsorter rundt omkring i kulturarven, bliver mysteriet ikke mindre.
