Miljøminister Connie Hedegaard (K) lagde i sidste regeringsperiode op til et øget samarbejde mellem landets svineproducenter og forskningen inden for miljøteknologi. Dette for både at honorere svineproducenternes krav om stadig større kvoter, og fordi ammoniakforureningen af den danske natur ønskes nedsat. Valget har unægtelig lagt en dæmper på den danske miljødebat, og det bliver spændende at se, om Connie Hedegaard vil følge initiativerne op. Debatten om fremtidens landbrug drejer sig ikke kun om dyrevelfærd og miljø, men i høj grad også om samspillet mellem de moderne industrilandbrug og den danske natur - eller rettere kulturlandskab. Det er nok de færreste, der holder af synet af de enorme bygninger, det industrielle landbrug bygger i det åbne land i disse år, og miljøministerens udmelding er derfor en oplagt anledning til at nytænke landbrugsarkitekturen, hvis man tør gå efter en dristig helhedsløsning, hvor de nye miljøteknikker sammentænkes med arkitektur og planlovgivning. Den hollandske tegnestue MVRDV kom for et par år siden med en vision for, hvordan fremtidens svineproduktion i Holland kunne se ud. De kaldte projektet Pig-City. Ideen var at samle alle Hollands 15 millioner svin i 77 tårne på hver 620 meter. Arkitekterne antog, at omlægning til en rent økologisk svineproduktion ville være urealistisk, da dette ville beslaglægge omkring 75 procent af Hollands samlede areal. I stedet foreslog de en yderligere koncentration af svineproduktionen kombineret med nogle af de økologiske produktionsmetoder som f.eks. løsdrift i staldene. Hvorfor kan svin ikke lige så godt bo i højhuse? Med masser af plads inde, og endda små altaner, hvorfra de kan trække frisk luft? De moderne svinestalde er hermetisk tillukkede, og dyrene er tilmed berøvet alt udsyn, da staldvinduerne er placeret i menneskers øjenhøjde. Svinene ville faktisk få bedre forhold i Pig City, samtidig med at store dele af de tidligere landbrugsarealer kunne frigives til andre formål. Arkitekternes ønske med Pig City var selvfølgelig at provokere vores vanetænkning ved at udstille svineproduktionen som den industri, den reelt er. Her i landet slagtes årlig 24 millioner svin. Det er derfor umuligt at komme uden om, at landbruget er en industri! I Danmark har vi en tendens til at have et næsten tilbageskuende syn på landskab og landbrug. Mange af os - måske især byboere - har stadig Morten Korchs briller på, når vi ser ud igennem bilens forrude. Vi ønsker at se et idyllisk landskab med hvidkalkede firlængede gårde. I stedet mødes vi af store moderne landbrugshaller placeret ufølsomt ved siden af flere hundrede år gamle gårdanlæg. Hvad er meningen? Vi synes, at industrilandbrugets bygninger virker fremmede over for både landskab og eksisterende bebyggelse i det åbne land og drømmer os hellere tilbage i tiden. Selv om de nye landbrugsbygninger umiddelbart ser farlige og industrielle ud, så har de aldrig gjort sig fri af den klassiske danske gårds bygningstypologi - man bygger i princippet som for 200 år siden, blot ti gange større. Landbrugshallerne er næsten alle ens: sadeltag med en taghældning på mellem 20 og 25 grader med et farveskift i den øverste gavltrekant for at give mindelser om tidligere tiders byggerier. Nogle steder gør man sig endda rigtig umage og opfører den nye bedrift i en 'stilart', som når man for eksempel sætter barokgavle på et hønseri eller blyindfattede vinduer i en 200 meter lang svinestald. Man kan sige, at de moderne landbrugshaller er en slags forklædte industrihaller - de gør sig meget umage for ikke at ligne det, de er. Vi forsøger altså - uden held - at behandle landskab og landbrug som et sceneri, der skal passe ind i de drømme, vi har, i stedet for at opføre bygninger, der afspejler den tid og det samfund, vi er en del af. Samfundets selvforståelse kan aflæses i den måde, hvorpå vi bebygger det åbne land. Faktum er, at der årlig bygges omkring 2 millioner kvadratmeter nyt landbrugsbyggeri i Danmark. Bygninger, der maksimalt kan anvendes i 20 år, inden de teknologisk set er forældede. Man regner således med, at kun 20 procent af de bygninger, der om få år skal huse landets animalske produktion, er bygget på nuværende tidspunkt. Produktionsenhedernes størrelse har allerede nu bevirket, at man ved nybyggeri flere steder er begyndt på at placere bygningerne helt frit i landskabet, væk fra den eksisterende bedrift. Denne tendens kan man kun forestille sig vil blive forstærket i de kommende år; en udvikling, som heller ikke den nye planlov vil stille sig i vejen for. Spørgsmålet er imidlertid, om vi fortsat ønsker at plastre det åbne land til med det industrielle landbrugs bygninger, eller om vi i stedet skal til at finde alternative placeringsmuligheder for dele af den industrialiserede landbrugsproduktion? Landbrugsbyggeriets udformning har historisk altid været styret af funktionelle og økonomiske krav, og det åbne land er blevet betragtet som en arbejdsplads. Et karakteristisk træk ved det danske landskab er, at det er et kulturlandskab i stadig forvandling - det har det været siden 4000 f.Kr. En fastfrysning af en tilstand synes derfor uinteressant. Tidligere var der mange landskabelige bindinger at tage højde for, når et anlæg skulle placeres i et landskab. Adgangen til vand var et særlig vigtigt kriterium: Der skulle være mulighed for at grave en brønd nær gården, men omvendt måtte der heller ikke være for vådt, da moser og våde enge ikke kunne drænes. Disse bindinger har naturligvis ændret sig i takt med samfundets industrialisering, og det er derfor på høje tid at overveje, om ikke det ville give mening at placere dele af det industrielle landbrug helt andre steder, end vi er vant til at se dem - i stedet for fortsat at bygge, hvor forholdene var optimale ved udskiftningen for over 200 år siden. Både svine- og fjerkræproduktionen er i dag stort set uafhængige af en placering i det åbne land. Kunne man derfor ikke forestille sig at etablere nogle nye miljøtekniske zoner i forbindelse med eksisterende industrikvarterer, hvor dele af den industrialiserede landbrugsproduktion kunne rykke ind? En vigtig nutidig binding er transport. Kun en brøkdel af svine- og fjerkræproduktionen afsættes lokalt - langt størstedelen eksporteres, hvorfor de nye industrielle landbrugsanlæg med fordel kunne placeres langs motorveje eller ved industrikvarterer med gode infrastrukturelle beliggenheder. Hvis de tilmed blev placeret nær slagterierne, ville de lange dyretransporter endda kunne minimeres. Den moderne landbrugsproduktion er også begyndt at producere stigende mængder energi, der mange steder ikke udnyttes optimalt. Flere og flere større landbrugsbedrifter etablerer biogasanlæg baseret på svinenes gylle. Store mængder energi fra biogasanlæg går imidlertid til spilde, da denne type energi er svær at lagre og de enkelte anlæg ofte producerer meget mere energi, end bedriften selv kan bruge. Ved at placere nybyggeri i forbindelse med industrikvarterer, ville der være gode afsætningsmuligheder for producenterne og en samlet CO{-2}-gevinst for Danmark. En anden måde at anvende overskudsenergien på kunne være at sammenbygge svinestalde med gartnerier. Gartneriet ville kunne producere billigere ved at opsuge overskudsvarme fra svinestalden, og ammoniakfordampning fra svinebruget ville kunne udnyttes som kvælstofenergikilde i planteproduktionen. Luften fra svinestalden ville ikke blot blive renset for ammoniak, men også for andre lugtstoffer. Således ville man kunne undgå lugtgener fra stalden, samtidig med at ammoniakudledningen via luften ville kunne forsvinde helt. En sådan løsning ville være til gavn for både bedriftens naboer, miljøet og ikke mindst for erhvervet selv, da konkurrenceevnen for både svineproducent og gartneri ville bedres betydeligt. Der findes altså i dag metoder til langt bedre udnyttelse af overskudsenergi og gylle fra den enorme danske svineproduktion. Og danske virksomheder er med helt i front. Både inden for udvikling og produktion af ammoniakfiltre og gyllesepareringsanlæg (omdanner gyllen til tørstof og vand, hvorved gyllen bliver lettere håndterbar og ammoniakfordampning og nitratudvaskningen nedsættes). De sidste hindringer for at placere landbrugsindustrien i mere urbane sammenhænge synes derfor fjernet, eftersom den ovenfor nævnte drivhusmodel eller alternativt ammoniakfiltre kan fjerne alle lugtgener. Det er derfor på høje tid, at Connie Hedegaards udmelding om øget forskning i miljøteknologi materialiserer sig i et eller flere forsøgsbyggerier, hvor disse teknikker kunne blive afprøvet. For mig at se er der mange fordele ved denne model: Landbruget får endelig en mulighed for at gøre noget ved erhvervets altoverskyggende imageproblem og kan samtidig producere langt friere, end de nuværende kvoter tillader. Svineproducenterne vil ikke have brug for lige så meget jord, som de har i dag, for at komme af med deres gylle. Nogle af disse tidligere landbrugsarealer kan derfor overgå til de mindre landmænd, der i dag har svært ved at starte op på grund af de meget høje jordpriser og den generelle mangel på landbrugsjord. De højteknologiske svinebrug kunne finansieres dels ved indtægter fra jordsalg, dels ved salg af overskudsenergi og tørstof til brug i kunstgødningsindustrien. Samfundet får med den øgede forskning mulighed for at markere sig internationalt som et førende land inden for forskning i miljøteknologi og nytænkende arkitektur. To brancher, der i øvrigt allerede har markeret sig stærkt internationalt, bl.a. med vindmølleindustrien og dansk design og arkitektur. Dette vil på sigt medføre en større vækst i den danske økonomi, flere arbejdspladser og et øget samarbejde erhvervene imellem. Sidst, men ikke mindst vil befolkningen nyde godt af en smukkere arkitektur og renere natur. Som svinebrugene drives i dagens Danmark, vil det ikke gøre nogen forskel for dyrene, om stalden ligger i forbindelse med et industrikvarter eller frit ude i det åbne land. Både fjerkræ og svin i dag lever i hermetisk lukkede stalde, som de kun kommer ud af den dag, de skal slagtes. Dyrene skulle helst få det bedre i de moderne stalde, hvis de blev indrettet, så dyrene fik mere plads og bedre udfoldelsesmuligheder. Den største udfordring ligger nok i, at vi som forbrugere skal vænne os til tanken om, at den moderne landbrugsproduktion er en industri. Sjovt nok generer det os ikke, når vi kan købe to pakker bacon for en tier. Det ville vel være helt absurd at ignorere muligheden for omlægning af det industrielle landbrug til et højteknologisk og bæredygtigt erhverv og i stedet lade svinene blive i hallerne på marken, blot for at vi kan bibeholde vores fejlagtige billede af landbruget i dag. Vi er derfor nødt til at ændre helt fundamentalt i måden at tænke landbrugsbyggeri på, så vi ikke fortsat bygger store industrianlæg ufølsomt i den danske natur. Måske skal vi slet ikke være så bange for at bygge mere rationelt i landbruget. I stedet for at bygge velmenende historiske stilefterligninger kunne vi bygge enkelt i en stil, der ærligt afspejler den tid, vi er en del af, og som tør stå ved, at landbruget er en industri. Tilmed kunne disse nye landbrugsbyggerier være et skoleeksempel på fremsynet samarbejde inden for miljøteknologi, arkitektur og dyrevelfærd og dermed skabe et konkurrencedygtigt landbrug.