2. juni 1992 stemte et snævert flertal af danskere nej til Maastrichttraktaten. Det fik Mimi Jacobsen til for åben skærm at udtale: »Tænk, at danskerne er så dumme«. Måske burde det være sådan, at politikere kunne vælge sig et nyt folk, når de ikke længere er tilfredse med det, de har. Men sådan er virkeligheden ikke. Demokrati betyder, at folket styrer. Det er der altså ikke rigtigt noget at gøre ved. Derfor er det også urimeligt, at visse dele af den intellektuelle og politiske elite ser ned på det folkelige fænomen, de kalder populisme. »Det er jo populistisk«, siger de, og deri ligger en underforstået tilføjelse: »det er en holdning, man ikke må have«. Er der i et demokrati holdninger, man ikke må have? Er det ikke kun ekstremistiske holdninger, der decideret strider mod demokratiet, som er forkerte? Populisme betyder ifølge Den Danske Ordbog: »Bestræbelse på at vinde den brede befolknings gunst ved at forenkle fremstillingen af vanskeligt forståelige (samfunds)forhold og ved at forholde sig kritisk til samfundets etablerede autoriteter«. Begrebet er altså ikke negativt som sådan. At vinde den brede befolknings gunst er noget, alle folkepartier nødvendigvis må være ude efter. At forenkle fremstillingen af vanskeligt forståelige samfundsforhold vil for nogle lyde negativt, eftersom de mener, forenkling er lig med fordrejning, forvanskning, forfalskning. Men forenklinger kan også være af det gode. Alle sager har en kerne, et udgangspunkt, som er såre simpelt. Og er der nogen politisk debat, der kan undvære forenklingen? For hvad er alternativet? Bureaukratisk tågesnak, hvor menigmand bliver hægtet af. Det er ikke videre demokratisk, hvis man ønsker debatten op på et plan, hvor kun nogle få kan være med. Set i dét lys var Cato en af verdens første populister, når han afsluttede enhver tale – uanset indhold – med ordene: »I øvrigt mener jeg, at Kartago bør ødelægges«. Men når populisme også vil sige at »forholde sig kritisk til samfundets etablerede autoriteter«, så har vi her måske forklaringen på, at begrebet er blevet negativt ladet. Det politiske og intellektuelle establishment ser ned på populismen. Fordi den er folkelig. Og folket er lidt farligt, eftersom man aldrig rigtigt ved, hvor man har det. Det er vel derfor, der bliver lavet meningsmålinger hver anden dag – det svarer til i en krig at sende spejdere ud, som skal holde øje med fjendens bevægelser. De samme mennesker, som ser ned på populismen, går på den anden side ind for et multikulturelt samfund. De synes, det folkelige er helt i orden, hvis det stammer fra Balkan, men hvis det stammer fra Hirtshals, så er det ikke eksotisk nok. I et ægte multikulturelt samfund må der også være plads til kolonihavefolket – inklusive Dannebrog, Richard Ragnvald, kaffe, flødeskumskager og bingo. Hvis man ikke vil have dét segment med, så skal man tie stille med sit multikulturelle samfund. Vi risikerer bare, at der opstår en ny form for ghettoer, nemlig kolonihaverne, hvis ikke vi for alvor mener, at alle – alle – kulturer må have lov at være her.
De fleste populistiske bevægelser er i vore dage kendetegnet ved at være islamkritiske, nej, islamofobiske. ’Islamofobi’ er et begreb, der er designet til at lukke munden på modstandere. »Det er jo islamofobi«, siger man, og deri ligger en underforstået tilføjelse: »og det er en holdning, man ikke må have«. Hallo! Skal vi da ikke først undersøge, i hvilket omfang der er noget at være bange for, før vi beslutter os til, at angsten er ubegrundet? Det er ikke populisternes skyld alene, at debatten er blevet sort-hvid. Eliterne har haft en udpræget berøringsangst over for at tage en snak om udfordringen fra islam, og derved er de faldet i den anden grøft og blevet halalhippier. Populisterne udfylder sådan set bare en niche på det politiske marked. Politik er nemlig også udbud og efterspørgsel. Det store spørgsmål må være, om det er populisterne, der har opfundet islamofobien for at piske en stemning op – eller om det er folket, der er islamofobisk og derfor stemmer på populistiske partier? Hvis folket er den skyldige, er der ikke noget at gøre ved det. Ikke i et demokrati. Populismen er tit blevet delt op i højrepopulisme og venstrepopulisme, men det skel giver ikke mening. Hvordan skal man forklare, at Dansk Folkeparti har været VK-regeringens sociale vagthund, som har sikret de svage – danske – grupper i samfundet? Det er mere meningsfyldt at skelne mellem individualistiske partier (der vil have folk til at passe sig selv) og humanistiske partier (der vil have folk til at passe på hinanden) – og så populisterne, der siger og gør det, folk godt kan lide. Skellet går altså snarere mellem de etablerede partier, der vil opdrage befolkningen, og populisterne, der giver folk, hvad de vil have. Hvad er egentlig mest demokratisk? Populisterne har desuden den evne, at de kan udtale det, almindelige mennesker synes lyder som sund fornuft. Populisterne har ingen fast ideologi eller forudfattede meninger, som de skal tage hensyn til. Derfor kan de reagere umiddelbart.
