Fordommene om alderdom florerer. Men ikke kun blandt arbejdsgivere, som medierne ofte giver indtryk af. En næsten færdig cand.mag. giver hårrejsende eksempler på det indgroede modsætningspar, 'alderdom og modernitet'. Serveret af medierne selv. I en leder 13. januar anklager Politiken arbejdsgiverne for 'aldersracisme', fordi de frasorterer ansøgere på 50 år eller derover, og altså ikke har øje for 'det grå guld' som man har snakket så meget om i de senere år. Der er ingen tvivl om, at dette er et massivt problem, både socialt, menneskeligt og samfundsmæssigt, men det er ikke et problem som arbejdsgiverne bærer ansvaret for, ikke mere end alle os andre. Der eksisterer en udbredt fordomsfuldhed over for ældre og gamle i vores kultur, og frasorteringen af de ældre på arbejdsmarkedet er kun et håndgribeligt symptom herpå, en logisk konsekvens af fordomme som arbejdsgiverne ganske rigtigt viderefører, men ikke har opfundet. Det er i samfundets og menneskenes interesse at få seniorerne ind på arbejdsmarkedet, så hvordan løser man dette problem? Det gør man ikke ved at finde en gruppe af syndebukke, som man anklager for at være 'aldersracisterne' par excellence. Og man gør det heller ikke ved at puste til fordommene omkring en anden udsat aldersgruppe. Politiken skriver at »Hovedproblemet er arbejdsgivernes måde at tænke på. Når chefen vælger den 27-årige kvinde på bekostning af den 54-årige, sker det ofte i et misforstået forsøg på at fremstå moderne og fremtidsorienteret. For ret beset: Hvem er den bedste arbejdskraft, når det kommer til stykket: Er det den ambitiøse 27-årige uden erfaring som i de kommende år vil skulle have barselsorlov, forældreorlov, omsorgsdage og børns første sygedag? Eller er det den stabile 54-årige«. Denne form for argumentation er ikke særlig befordrende for lighed i samfundet. At opfordre arbejdsgiverne til at diskriminere de unge kvinder frem for de ældre, er jo blot at advokere for, at den ene marginaliserede gruppe skal erstatte den anden på arbejdsmarkedet. Måske vil man så om et halvt års tid kunne forvente en ny leder fra Politikens redaktion, der slår på tromme for, at unge kvinder skal ind på arbejdsmarkedet til fordel for de gamle havgasser. Intet af dette udfordrer de eksisterende magtbalancer. Vi kommer ikke udenom, at gruppen af 'ældre' eller 'seniorer' allerede er skabt, og at de, der falder ind under denne kategori, dermed er defineret som nogen, der er adskilt fra alle os andre på grund af deres alder. De er 'dem' og ikke 'os'. Det burde dog være muligt at holde op med at skildre 'de ældre' så stereotypt som det ofte er tilfældet. Dette gælder for så vidt både de tvangsoptimistiske og hovsa-agtige udmeldinger om, at når man er gammel, så er man erfaren (hvilket man strengt taget ikke er, hvis man har undladt at reflektere), men det gælder især de meget negative, ofte ubevidste diskurser der sætter ældre i direkte modsætning til både 'os' og selve den tid, vi lever i. For at løse problemet med diskrimination af ældre, må der tages fat i fordommene, dér hvor de dukker op i sproget, i billederne og i de simple modsætningspar, der udgør vores fælles forestillingsverden. Det handler om at tænke på en anden måde. I de medier der omgiver os, fremgår det tydeligt, at vi er vant til at forstå gammel som modsætning til moderne - hvilket i et moderne samfund gør det stærkt problematisk at blive gammel, endsige ældre. Ud fra en bred, mediesociologisk undersøgelse om repræsentationen af gamle og ældre i medierne i løbet af 2000/01 kunne det konstateres at der florerer et hav af fordomme om ældre i de danske medier (og de udenlandske for den sags skyld). Hvad enten man kigger på avisoverskrifter og artikler, på magasiner, tv-nyheder, pressefotografier, pjecer, reklamer og faglitteratur, eller på musikvideoer, børnebøger, vittighedstegninger, sangtekster og fødselsdagskort, så er signalerne de samme: Alderdom og aldring står i kontrast til alt, hvad vi værdsætter og idoliserer i vores kultur. Der opereres ud fra ganske simple modsætningspar, som sjældent fraviges og når de gør, kræver det altid en yderligere forklaring. Simpelt opstillet ser mediebilledernes kontrast mellem ung og ældre/gammel således ud: (fig. til venstre) Det forekommer os logisk, ja endda 'naturligt', at disse størrelser hører sammen associativt og som en enhed. Dette medfører, at vi tænker alderdom, og derfor også aldring, som noget der inkorporerer et hav af negative modpoler til væsentlige egenskaber og værdier. Der er forsvindende lidt positiv modvægt til den marginalisering, de ældre udsættes for i kulturen. Fordommene over for aldring og alderdom gør sig gældende i alle former for medier og genrer, og eksemplerne er mangfoldige, når først man begynder at spærre øjnene op. For nu at nævne nogle eksempler fra nærværende avis, har Politiken gang på gang bragt glade 'nyheder' om, at ældre faktisk formår at følge med udviklingen, i særdeleshed hvad angår it og internettet. Det giver anledning til konsekvent forbløffelse, at ældre mennesker kan finde ud af at orientere sig i informationssamfundets moderne, teknologiske univers. Overskrifter lyder: De ældre tager it til sig (Pol. 27.4.01), Ældre bruger nettet (Pol. 12.12.00), Ældre kan sagtens (Pol. 19.10.00). Det er tydeligt, at disse artikler er motiveret af overraskelse. Det er en historie i sig selv, at 'Ældre bruger nettet', fordi det regnede vi da ellers ikke med, at de gjorde, forstokkede og udviklingsfjendske, som vi antog dem for at være. Det er klart, at en tilsvarende overskrift ville være utænkelig med for eksempel unge. Når det er værd at nævne, at gamle bruger nettet, er det fordi vi betragter det som noget særligt. Det er en præstation, som trodser vores negative forventninger til aldringen og alderdommen. Dette får ikke kun et udtryk i aviserne. I et tv-program på DK4 som handlede om at lære at lave internet-tv, stillede intervieweren for eksempel følgende spørgsmål til it-eksperten i studiet: »Nu er du jo computernørd, så du synes at det er nemt, men hvad med Hans-Jørgen på 62?«. (Short Cut (5) 13.7.01). Sammenkoblingen af nettet og de gamle får en ekstra drejning, når den ikke fremstilles i form af solstrålehistorier, men i form af vittigheder. En satiretegning fra Politiken tager udgangspunkt i aktualiteten 'Flere og flere ældre går på nettet' (30.4.01). På billedet ser man en gammel mand, som sidder sammenfalden i en lænestol med en stok ved sin side. Hjemmehjælpen står over for ham med en bakke fuld af medicinglas og siger: »Jeg siger, hr. Hansen har De været på toilETTET?«, »Hva! Jo, jo, jeg har chattet lidt«. Det betragtes som absurd komisk, fordi selve sammenknytningen mellem alderdom og internet forekommer at være en selvmodsigelse - hvad det selvfølgelig også er, når 'gammel' kulturelt set er ensbetydende med stagneret, forstokket og udviklingsfjendsk. Denne oplevelse af indre modsigelse og komik har desuden ansporet Politikens redaktion til at tildele artikler om ældre og it en særegen emnekategori, 'senior-surf' og/eller 'mimresurf' (19.10.00). Ud af disse humoristiske stikpiller forstår man, at fænomenet alderdom står i et så grundlæggende kulturelt konstrueret modsætningsforhold til modernitet og alt hvad dertil hører, at bare tanken om at gamle skulle foretage sig noget tidssvarende er lattervækkende. Fordomme florerer dog ikke kun på redaktionelt niveau, men viser sig også igennem udtalelser, der bringes i medierne. Meget apropos bragte Politiken en artikel om 'det grå guld' 10.0.6.01. Her udtaler formanden for Dansk Markedsførings-forbund, at »det er endnu sværere at målrette kommunikation til folk over 50 end til de yngre. Ældres vaner er vanskeligere at ændre«. En markedsdirektør i et mediabureau supplerer dette forestillingsbillede med disse bemærkninger: »Aldersgruppen har så indgroede vaner, og man skal kommunikere helt anderledes til dem. En stor del af befolkningen lever jo ens, fra de er 40, og til de dør. De synes måske, at teknologi er noget nymodens pjat eller kan ikke rigtig finde ud af at bruge for eksempel de ekstra finesser på mobiltelefonen«. Det forhold, at alderdom så ofte knyttes til en forestilling om forstokkethed, træder klart og tydeligt frem i diskurser, hvor ordet 'gammel' anvendes som erstatningsord for 'forstokket'. I forbindelse med en debat om dagbladet Politikens nye tegneseriestribe, Strid, skrev en læser: »Jeg synes, at de gamle og mavesure, der ikke synes om Strid, skulle læse noget andet og lade os, der elsker hans daglige stridigheder, have ham i fred«. (Politiken 20.1.01). I realiteten er der her tale om retorisk dobbeltkonfekt hvor 'gamle' og 'mavesure' tydeligvis skal betyde det samme, men hvor udsagnet om, at modstandere af tegneserien må være gamle, blot anvendes til at forstærke den intenderede fornærmelse. Denne associative sammenhæng kan også visualiseres. I reklamesammenhænge ser man, at referencer til alderdom anvendes til underforståede udsigelser om, at man da må være forstokket, hvis man afviser det produkt, der reklameres for. Dette sås eksempelvis sidste år i en reklamekampagne, hvis blikfang var et nærbillede af en ældre mand og udtalelsen: »Jeg har ikke hørt ét godt argument, der gjorde mig interesseret i Øresundsregionen«. (Bragt i Politiken 5.12.01). Herunder står der »Øresund - for alle med et åbent sind«. Alle med et åbent sind inkluderer altså ikke de ældre. Tværtimod er alle med et åbent sind netop ikke 'ældre' eller 'gamle', men moderne. I en del mediebilleder bliver ikke-modernitet endvidere til anti-modernitet, når 'gammel' ikke alene betyder stagneret eller forstokket, men direkte fremskridtsfjendsk. I en kronik i Berlingske Tidende (26.03.01) om det omdiskuterede enhedskomma tager næstformanden for Dansk Sprognævn til genmæle imod den uvilje, som det nye tiltag er blevet mødt med. Kronikken er suppleret med en stor tegning, der viser to tantede, gamle damer i en sofa. Den ene af disse damer er udstyret med et bittert ansigtsudtryk og følgende replik: »Kommaet har den plads, kommaer skal ha!«. Det klare signal er, at de, der afviser det nye komma, er reaktionære, fremskridtsfjendske mennesker - 'gamle' mennesker - og dette skal forstås som en utvetydig fornærmelse. Moderne mennesker har ikke lyst til at blive kaldt for gamle. Det svarer til at kalde dem for ikke moderne og utidssvarende og dermed udelukke dem fra det dominerende fortolkningsfællesskab - socialt og arbejdsmæssigt. 'Den forstokkede gamle' er nærmest en arketypisk figur i kulturen, og optræder som fast indslag i megen satire - for eksempel Poetens far i tegneseriestriben 'Poeten og Lillemor' eller den tilbagevendende figur i ATS-spalten, fru Elvira Mortensen, Flauenskjold. Konstruktionen af disse figurer viser, at et menneskes ydre aldring associeres til et forestillingsbillede om indre forældelse. Alderdom jævnføres på denne måde med det gamle, det gammeldags og gamle dage forstået som en mentalitet. I vores tid og kultur har vi ikke meget tilovers for det, der er bagud. De mode-udtryk vi bruger til at sige noget pænt om os selv, arbejdspladser eller steder, er ord som dynamik, fleksibilitet, initiativ og drive . Vi ser gerne os selv som nogen der er i udvikling og på forkant med udviklingen. Tingene skal ikke være, som de plejer at være. De skal hele tiden forandre sig mod det bedre. Medie-fremstillinger af gamle mennesker er derimod ofte præget af fordomme, der konstruerer dem som modsætninger til eller modstandere af disse moderne værdier. Helt grelt bliver det, når man begynder at kigge på pressefotografier, hvor ældre mennesker altid er yndlingsmotiv til at visualisere fattigdom, elendighed, barbari, primitive kulturer og urbefolkninger. Billedet af et gammelt menneske skal konnotere det primitive, det uciviliserede og det præmoderne. Alderdom anvendes således til at visualisere vores kulturs direkte modsætninger og alt det, som moderniteten i sin egen selvforståelse har taget afstand fra. At disse værdinormer og forestillingsbilleder gennemsyrer kulturen og er stærkt knyttet til forestillinger om alder, fremgår endvidere af en artikel fra Politiken om almindelige danskeres forhold til deres aldring (27.01.01). Til formålet har man valgt at interviewe en psykolog. Aldrings-processen antages altså at være så trist, problematisk og skræmmende, at den fordrer psykologhjælp. Psykologen udtaler blandt andet: »Man bliver nødt til at prøve at overbevise sig selv om, at hver alder har sin charme. Jeg plejer at sige: »Træk vejret og se dig omkring. Det kunne være værre«. Således videregives et godt råd til, hvordan man klarer det at blive ældre: Man må prøve at overbevise sig selv om, at alle aldre er charmerende - underforstået: Stik imod hvad man ellers plejer - og så i øvrigt tænke på at det kunne være værre. Psykologen er altså også selv af den overbevisning, at aldring er rimelig slemt, om end det måske ikke er det allerværste af alle onder. Vores frygt og foragt for alderdommen viser sig på denne måde at spille en rolle i alle livets aldre. Aldringsprocessen er simpelthen begyndelsen på de tab, som alderdommen repræsenterer. Dette indebærer, at det ikke kun er trist og skræmmende at blive gammel - det er trist og skræmmende at blive ældre . En væsentlig del af dette problem bunder i vores tids store fortælling om det glorværdige, naturbeherskende menneske. Aldring og alderdom er en ubehagelig påmindelse om, at vi (endnu) ikke kan kontrollere alt, heller ikke den natur der bor i os. Denne problematik er funderet i selve den moderne kulturs værdigrundlag, og hvis det problem skulle løses, måtte vi opfinde en ny fortælling om mennesket, en mere ydmyg fortælling. Men mens vi venter på revolutionen, kan vi jo starte med at luge lidt ud i vores egne fordomme. Dette gælder naturligvis arbejdsgiverne, men så sandelig også dagbladene. Løsningen på de problemer, der opstår i kølvandet på aldersracismen kommer ikke af, at vi udskifter én marginaliseret gruppe med en anden på arbejdsmarkedet. Og hvis vi skal til at snakke om, hvem der har hvilke kompetencer i kraft af deres alder, så skal vi være meget opmærksomme på ikke at falde i den fælde, der hedder: Enhver aldersgruppe er på én bestemt måde. Det er de ikke. Der findes ældre mennesker med forbløffende lidt erfaringsrigdom, såvel som der findes unge mennesker, som er dybt forstokkede. Hvis vi skal snakke om kompetencer, så bliver vi nødt til at vende blikket mod det hele menneske. Ikke alderen i sig selv, ikke kønnet i sig selv, eller noget andet enkelt aspekt som et udtryk for mangler eller egenskaber. Vi må se på det hele menneske. Det er en frase der klinger hult, fordi man efterhånden har hørt det tusind gange i et samfund, der simpelthen ikke er gearet til en sådan mangfoldighed, men det må alligevel gentages igen, for det bliver ikke mindre sandt af at blive overhørt. Medierne er naturligvis ikke blot skabere af fordomme, men også et spejl af dem, og det er derfor ikke kun redaktører og journalister, der skal blive mere bevidste om, hvad de sender ud af alderistiske signaler. Det skal vi alle sammen. SIMPLE MODSÆTNINGSPAR

Alderdom - Modernitet
Gammel - Ung og moderne
Stagneret - Fleksibel, i udvikling
Mentalt forfalden - Refleksiv, rationel
Forstokket og passé - Åbensindet, på beatet
Fremskridtsfjendsk - Fremskridtselskende
Uforanderlig - Foranderlig
Ikke-norm - Norm